Interview med de nye danskstuderende på MSU

Begynderholdet 2015 foran hovedbygningen
Studerende fra begynderholdet 2015 foran MSUs hovedbygning. Polina, Katja, Masja, Marina, Katerina og Ira. Foto © M. Pontoppidan

Det nye studieår betyder, at der kommer nye hold af studerende, som studerer dansk. De studerende er alle forskellige, men det, der forener dem, er kærlighed til det danske sprog. Vi har talt med dem og fundet ud af, hvorfor de traf dette valg.

Her er, hvad de fortæller:

ULRICHKaterina: Jeg er helt vild med rockmusik. Især gruppen Metallicas værk. Et af mine absolutte yndlingsmedlemmer af den gruppe er trommeslageren Lars Ulrich. Han er dansker. Jeg har læst rigtig mange bøger, som beretter om hans barndom i Danmark. Og disse fortællinger har helt fortryllet mig. På den måde har mine interesser haft en markant indflydelse på mig ved valget af, hvilket sprog, jeg skulle studere på universitetet.
I min fremtid kunne jeg godt tænke mig at blive musikjournalist. Danmark er et meget kunstnerisk og meget musikalsk land, derfor betragter jeg det som det ideelle sted at begynde min karriere på dette område.

Marina: Hej læsere! I begyndelsen ville jeg gerne have en teknisk eller matematisk udddannelse. Men da jeg opdagede, hvilke muligheder der er på MSU, afleverede jeg straks min ansøgning der. Det er svært at studere, men spændende og underholdende, især kan jeg godt lide det danske sprog, som tildeles stor opmærksomhed. Alle underviserne er krævende og hjælpsomme.
Da jeg skulle vælge det institut, der passede til mig, foretrak jeg at være indenfor den skandinaviske sproggruppe. Og jeg lagde mig fast på det danske sprog, fordi det er meget musikalsk, roligt og harmonisk, og desuden minder det på en eller anden måde om tysk, som jeg har studeret i omtrent tre år. Studiet af dansk fonetik, som vi skal arbejde med i det første semester, hjælper mig også i forhold til mange aspekter af russisk sprogbrug. Som russer oplever jeg at have fået adgang til et større spektrum af vokallyde, end jeg havde før.
For nylig havde vores en hold en time om dansk litteratur, hvor vi lærte landets kultur at kende. Efter min mening er den skøn. Jeg kan rigtig godt lide den måde, kulturen har udviklet sig på – indenfor film, musik og teater. Danskerne er meget glade for teater.
Varm chokoladeJeg elsker desuden også is og varm chokolade(1). Særligt har jeg lyst til at fejre den varme stemning, som i jeres land kaldes “hygge”. Det er en meget rar og passende betegnelse. Jeg har altid været tiltrukket af tilbageholdende, men venlige mennesker, jeg sætter pris på den egenskab i dem. Jeg tror, at Danmark er det land, hvor man kan finde det, som jeg værdsætter i mennesket. Jeg håber, at læserne vil være enige i, at skandinaver og russere kan finde et fælles sprog på trods af mentalitetsforskelle. Den danske sjæl kan være behageligt gådefuld for den russiske sjæl.

Havfruen af FrølichKatja: Jeg elsker virkelig eventyr. En af mine grunde til at lære dansk er H. C. Andersens eventyrverden. Som mange andre er jeg vokset op med hans bøger og er helt vild med dem. Hvor ville det være skønt at læse dem på originalsproget! Danmarks atmosfære er virkelig fortryllet: den nordiske naturs ro og renhed og en ligeså ”ren og rolig” skandinavisk mentalitet. Vikinger, gamle slotte og paladser – en rig historie og kultur. Eventyr for børn, lækkert dansk bagværk og alles yndlingslegetøj: Lego – et paradis for dem, der, som også jeg, aldrig har tænkt sig at tage afsked med barndommen.
Men jeg må sige, at hele mit livs hobby er at drømme, fordi der ikke er noget rarere end virkeliggørelsen af drømme, efter at man en million gange har forestillet sig detaljerne i det ønskede, og man inderligt venter og tror, at ønsket bliver til virkelighed.

set fra månenMasja: Jeg har udvalgt mig litteratur som det, jeg vil beskæftige mig med i mit liv. Andre europæiske landes litteratur er der allerede forsket meget i (på russisk), men den danske litteratur, som jeg tilfældigt er stødt på, forekommer mig meget gådefuld. Med hjælp fra det danske sprog vil jeg gerne begynde at forstå den, for i øjeblikket ved jeg meget lidt om den. Men sproget selv forekommer mig også meget interessant, jeg vil gerne studere det grundigt for at kunne kommunikere med folk fra Norden – jeg elsker i det hele taget Norden, og derfor håber jeg, at jeg vil synes om Danmark, det danske sprog og måden at tænke på.

Nastja: Den almindelige russer forbinder Danmark med trolddom og med slotte. Man kan antage, at denne forestilling om Danmark er forbundet med almene stereotyper om Skandinavien, og mere almen viden om Danmark i hverdagslivet. Det vil så være H. C. Andersens eventyr, skandinaviske eper og klimaet. Det vil sige, som regel bliver skov, klipper og hav associeret med noget hemmelighedsfuldt – og alt det tilsammen skaber dette eventyrbillede.

Rosenborg
Rosenborg. Foto: Agnete S. B.

Ira: Jeg har valgt dansk, fordi både sproget og landet som helhed udstråler en usædvanlig varm energi. Det ville være dejligt at formidle dansk kultur i min fædrene sfære (hjemland).

Polina: For omtrent to år siden begyndte jeg for første gang at tænke på, hvor jeg kunne bo henne, hvis jeg ikke var blevet født i Rusland, men et eller andet andet sted. Og jeg kom frem til den konklusion, at det hyggeligste sted for mig at bo ville være i et af de skandinaviske lande. Nordens natur og klima står mig meget nær, men også dens folkeslags mentalitet.

Fænø
Fredskov på Fænø.

Da jeg søgte ind på universitetet, ville jeg rigtig gerne studere netop de skandinaviske sprog. I år blev der oprettet et danskhold, hvad jeg blev meget glad for, fordi dansk regnes for langt sværere end de andre nordiske sprog, det er jo en slags udfordring, som det er umuligt ikke at tage op.

 

begynderholdet 2015
Katja, Polina, Masja, Marina og Katerina. Foto © Ira Sevostjanova

(1) I Rusland har man ikke traditionen for at drikke varm chokolade med flødeskum, så det er i sig selv et argument for at beskæftige sig med Danmark. (Red.)

Forskerkald og frihed: Ak, hr. Agisjev, hvis bare Gud hørte dig!

Tanker efter Lomonosovkonferencen 2015

De unge historikere lytter opmærksomt…

D. 14.-15. april var jeg lykkelig for at tage del i den årlige MSU-“Lomonosov”-konference for unge forskere.
Trods alle de klager over MSU, som jeg havde i min studietid (trættende bureaukrati, et væld af obligatoriske studieelementer, “huller” i timeplanen, administrative fejl, sen Wi-Fi-opkobling og så videre, kan jeg ikke skjule, hvor stolt jeg var af min alma mater og mit hjemfakultet, og hvor dejligt det var at holde oplægget: Det var ikke bare et virkelig landsdækkende træf for unge forskere, men det var også meget godt arrangeret. At den tekniske del var velfungerende, skyldes måske MSUs størrelse (for eksempel fik vores afdeling fik et stort og veludrustet lokale — universitetet har råd til det), men den organisatoriske succes var sikkert medarbejdernes fortjeneste.

En ung forsker fremlægger sin paper
… til deres kollegas fremlæggelse. Bemærk MSU-logoet på jakken.

Tilbage i 2010 blev middelalderforedragene holdt i en fælles forsamling, og det var kedeligt for kolleger, der forsker i nyere tids historie og vice versa. Nu fik vi og byzantinisterne vores egen afdeling, og det blev meget mere produktivt. Jeg vil fremhæve vores moderators, Sergej Agisjevs, særligt aktive indsats, der befordrede diskussionens livlige karakter.

Før den første fremlæggelsesrunde havde Igor Filippov (viceinstitutleder og min første vejleder på universitetet) haft ordet: “For 20 år siden syntes akademiske studier at være en fortvivlet bestræbelse, en vej, der ingen steder førte hen. Vi, den tids forskere, gjorde det af rent ophøjede grunde, ikke praktiske eller nytteorienterede”.
Jeg har hørt fra ældre kolleger, at mediævister er som cremen blandt historikere — det er, fordi de kender deres kilder fra A til Å – kildematerialet er begrænset, og derfor er det svært for dem at bestemme fakta. Jeg kunne imødegå den påstand: for eksempel arbejder forskere i antikkens historie på samme måde; jeg synes, at samtidshistorikeres arbejde er lige så svært med det væld af kilder, der er.

Men en ting er utvivlsom: middelalderhistorikere arbejder stadig — ligesom for 20 år siden — af indre tilskyndelse, ikke ud fra konjunkturen, som det — desværre — er blevet udbredt i den sidste tid. Det er måske for vovet at påstå, at vores institutter får de bedste studerende, men i det store og hele forbliver niveauet ret højt: jeg tror, at hr. Filippovs ønske modsvarer virkeligheden. Vores afdelings medlemmers ansigter var, som min mor siger, “deformeret af intellekt”, og det var meget smigrende at tage del.

Jeg blandt de unge forskere
Jeg var blandt de unge forskere, der fremlagde.

Efter den anden dags fremlæggelsesrunde åbnede hr. Agisjev den uofficielle diskussion, og det ene af hans budskaber var idéen om humanisters ubøjelighed. Det vil sige, naturvidenskabmænd har brug for teknik, laboratorier, grejer og så videre, derfor vil de bøje sig for et politisk regime om nødvendigt, men humanisterne behøver kun blyanter og papir: De bliver fattige, men forbliver stolte og uafhængige. Ak, hr. Agisjev, hvis bare Gud hørte dig!.. Efter min mening er det præcis omvendt: Ethvert regime kan overleve uden humanistisk lærdom på en eller anden måde, men løber en risiko uden den teknisk-naturvidenskabelige. Følgelig vil det, skønt uvilligt, tolerere frihed blandt naturvidenskabmænd (medarbejderne på Kurtjatovs institut, som havde været udpeget til at producere atombomben efter den Anden Verdenskrig fortalte sidenhen, at de følte, de havde lov til at tænke helt frit — og det var i Stalins tid!), men ynder at undertrykke humanisterne: De skal huske, hvem der er herre i huset. Humanisterne behøver også et godt arbejdsmiljø og finansiering: biblioteker, rejser til udlandet til konferencer, arkæologiske ekspeditioner… Måske er jeg ikke en ægte forsker: Foruden blyanter og papir vil jeg også have en god løn, gode arbejdsbetingelser og tro på fremtiden. En yacht og en pengesæk vil heller ikke skade.

Debat
Er humanister mere eller mindre modstandsdygtige overfor politisk pres end naturvidenskabsmænd? I debatten forfægtedes begge synspunkter.

Jeg er mere eller mindre enig med hr. Agisjevs fortolkning af historikernes plads i samfundet: at forvalte, bevare og indsamle lærdom. Men det beviser, tror jeg, deres uholdbare stilling. En naturvidenskabmand ved, når han/hun forsker i virkelighedens natur, at det udførte arbejde vil overleve ham/hende og regimet, og selv hans/hendes fejl vil ikke være forgæves — efterfølgerne vil kende til dem. Har en humanist den slags sikkerhed? Nej. Hvem vil nu læse bøgerne om SUKPs (Sovjetunionens Kommunistiske Partis) historie, lange, kedelige værker om klassekamp og fortvivlet forsøge at finde den historiske baggrund for “SUKP: Den korte historie” og Marx-Lenins begreber om historiske formationer? Okay, lærdommen er bevaret, men behøver man det? Billedligt talt, “hvad skal en vej til for, hvis ikke den fører til kirken?”¹

Præmie for bedste fremlæggelse
Sådan ser præmien for at have præsenteret det bedste oplæg ud.

Endelig forstår jeg ikke, hvordan jeg skal forholde mig til det faktum, at kun folk fra MSU fik præmierne for de bedste foredrag. På den ene side er jeg meget stolt af mit fakultet, på den anden side føler jeg mig flov overfor kollegerne fra andre institutioner. Jeg synes personligt, at et foredrag i historiografi, der blev holdt af en studerende fra RSUH (det Russiske Humanistiske Statsuniversitet, Российский Государственный Гуманитарный Университет), fortjente en højt placeret præmie. Jeg skal undlade at drage min egen konklusion og vil referere to meninger:
a) min vejleder bemærkede, at det var et bevis på MSUs høje standard,
b) min afhandlings opponent hældede til den formodning, at hvis konferencen havde fundet sted på for eksempel RSUH, så ville RSUHs studerende have fået præmierne.
Og dog mener jeg, at Lomonosov-2015 var en succes, og jeg er meget glad for at have taget del i det. Jeg håber, at vores arbejde ikke er forgæves:

“Jeg vil længe være værdsat af folket,
Fordi jeg vakte gode følelser til live med min lyre.
I disse grusomme tider lovpriste jeg frihed
Og opfordrede til nåde for dem, der trådte fejl.”²
(Aleksandr Pusjkin.)

 

 

¹ Citat fra filmen “Pokajanije” (“Anger”) af Tengiz Abuladze (1984).
² И долго буду тем любезен я народу,
Что чувства добрые я лирой пробуждал,
Что в мой жестокий век восславил я Свободу
И милость к падшим призывал.

(Fra digtet Я памятник себе воздвиг нерукотворный. Læs hele digtet her på russisk.)

 

Sankt Jørgensturnering: Undskyld, men er det ikke for meget?

– eller taler der nu en fattig studerende i mig?

For nylig skrev jeg om historiens plads i samfundslivet (se her og her). En af mine teser er, at hvert fag skal have en praktisk anvendelse for at være “nyttigt”. Helt tilbage i det fjerne 2012 (Gud, hvor er det længe siden, som i et andet liv!..) fremprovokerede professor Bojtsov en diskussion under historiografi-seminaret om historiens rolle i det 21. århundrede. Hr. Bojtsov var delvist enig med mig i, at et af de måske mest betydningsfulde formål med historisk forskning er “underholdning” af masserne. Et af disse underholdningstiltag besøgte jeg den 2. maj i Kolomenskojeparken.

ridderprocession
Procession af riddere til Sankt Jørgensturneringen. Foto © Denis Sukhino-Khomenko

I 2013 arrangerede den samme reenactment-klub middelalderfestivallen “Tider og epoker”, og den var SÅ god, at da jeg hørte om Sankt Jørgensturneringen, besluttede jeg straks, at jeg måtte med. Jeg reklamerede varmt for turneringen til alle mine venner — det ville blive et storslået syn!
Sådan var det bestemt også: Syv riddere (og engang var den ene en af arrangørerne) fra forskellige lande (en kom helt fra Norge! Ivar Mauriz-Hansen) i strålende panser, væbnerne fører deres heste frem og hjælper med våbnet, blafrende flag, trompetstød, publikums jubel, smukke damer som dommere (1)… Der var kun det problem, at jeg ikke så det hele: Arenaens fire sider havde tribuner, hvor man skulle betale for pladserne, og det fattigere publikum kunne kun se forestillingen fra en lav bakke i nærheden.

ridder med følge
En ridder med sine væbnere. Foto © Denis Sukkhino- Khomenko

Jeg kan godt forstå, hvor svær og bekostelig en turnering er. Jeg antager, at det kun drejede sig om at få de investerede penge igen, ikke om at opnå fortjeneste. Dog synes jeg, at arrangørerne gik for langt: Under “Tider og epoker” blev én side åbnet for alle og det mere fordringsfulde publikum kunne nyde godt af tribunerne. Billetpriserne var nu også forbløffende høje: runderne varede cirka en time, og pauserne imellem var lige så lange, plus at hver dag skulle betales adskilt. Undskyld, men er det ikke for meget?…
Det, jeg vil sige, er, at til “Tiderne og epokerne” var der foruden selve ridderturneringen også en prægtig messe, master classes, en nomadeturnering [sic, red.], tvekampe til fods og andre ting. Nu fik vi foruden arenaen kun en skydebane til overpris med bue og mini-katapult.

Turneringskort
Et kort over turneringens seværdigheder.

Plus at i 2013 var der også infanterikamp med artilleri på arenaen — den manglede vi i 2015! Vil det sige, at jeg kun får ét valg: at betale minimum 4000 rubler(2) (svarende til prisen på en førsteklasses teaterplads!) for to dage og få timelange pauser imellem runderne uden anden god underholdning på programmet?.. Undskyld?..
Jeg blev meget trist og skuffet. Alt, jeg kunne tage billeder af, var ridderne, før de tog til arenaen, og kirkerne… som også var lukkede, men så godt ud.

Her er altså mit indtryk af Sankt Jørgensturneringen, jeg håber, at “Tider og epoker 2015” fungerer bedre. Forstå mig ret: det er ikke en “fattig studeredes” klage: jeg har intet imod arrangørernes forsøg på at tjene det ind, som de har investeret. Men, Gud, hvorfor skal tilskuerne lide? Hvorfor har de intet valg — enten betale alt (og spilde halvdelen af deres tid) eller ingenting få?
Eller taler der nu en fattig studerende i mig?…

 

(1) Se dommerdamerne og mange flere billeder fra årets Sankt Jørgensturnering her.
(2) Cirka 530-540 kroner.

Holdånd på MSU

Holdarmbånd. Idé og foto: Denis Sukhino-Khomenko
Holdarmbånd. Idé og foto: Denis Sukhino-Khomenko

Bifagsholdet i dansk på Moskva Statsuniversitet har erklæret deres kærlighed til faget ved på eget initiativ at kreere et hold-armbånd med Dannebrog som vedhæng (på den anden side prydet med den russiske dobbeltørn).

Holdets piger har i tilgift anskaffet sig Dannebrogs-ørenringe og armbånd, som de bærer til timerne. Det skaber en festlig stemning.

 

Anmeldelse: “Steppeulven” åbnede den danske filmfestival i Moskva

Danish Wave 2015
Festivalplakaten

D. 15. april 2015 åbnede filmfestivalen Danish Wave for syvende år i træk i Moskva. Åbningsfilmen var Ole Christian Madsens portrætfilm Steppeulven om den myteomspundne digter og sanger Eik Skaløe (1943-1968), der skabte dansk musikhistorie med sit band Steppeulvenes eneste album, Hip (1967), og hvis tekster har haft blivende indflydelse på senere generationers danske digtere.

Åbningsarrangementet bød på et møde med hovedrolleindehaver Joachim Fjelstrup (Eik Skaløe) og Christian Gade Bjerrum (Christian Arnø; med rolleindehaverens egne ord, filmens “bad guy“). De to skuespillere introducerede filmen og svarede bagefter på publikums spørgsmål under en veloplagt seance, hvor de med lun humor og klovneri opfangede stemningen i rummet og udfoldede den til salens fornøjelse. Blandt andet kommunikerede de på det lokale sprog med en tilstedeværende gravhund, der blandede sig i dialogen: Christian Gade Bjerrum afklarede lige med tolken, at “vov-vov” hedder “gaf-gaf” på russisk, før han besvarede dyrets spørgsmål.

Der var en god kemi mellem gæsteskuespillerne, både internt og med det russiske publikum. Foto: Udsnit af stillbillede fra filmen
Der var en god kemi mellem de to gæstende skuespillere, både internt og med det russiske publikum. Foto: Udsnit af stillbillede fra filmen

Der var dog også tungere emner på diskussionsprogrammet. For eksempel spurgte en mand blandt publikum, om skuespillerne fandt den atomkrigsfrygt, der var et tema i filmen, særligt aktuel i dag “med alt det her postyr om russiske missiler, der peger på Danmark?”
Et spørgsmål, som fik både russere og danskere til at bryde ud i latter – jeg er ikke helt sikker på hvorfor, men det var ret livsbekræftende. (Formuleringen hentydede antagelig til en nylig kronik af den russiske ambassadør i Danmark, der fik de danske medier til at gå i selvsving i nogle dage, indtil den næste skandale om Lars Løkkes garderobe eller Helle Thornings mands skat afløste den.)
Skuespillerne svarede, at ja, de fandt filmen aktuel i det perspektiv. Filmen handlede om frygt, forklarede de: frygten for bomben såvel som frygten for at miste kærligheden. Frygten som et indre problem, mennesket må overvinde ved at ændre sig selv. Det er den filosofi, Eik Skaløe selv præsenterer i filmens begyndelse: Efter en kort ekspedition ud i politisk aktivisme, deltagelse i demonstrationer mod atomvåben og opklæbning af protestplakater, fulgt af arrestation, konkluderer han, at politik ingen mening har, og at det eneste frugtbare aspekt af hans engagement har været mødet med hans livs kærlighed, Iben Nagel Rasmussen (Marie Tourell Søderberg), i arresten. (En detalje, som i øvrigt ikke er historisk korrekt: I virkeligheden mødte de to først hinanden efter løsladelsen.)

Med andre ord konkluderer filmens Skaløe, at meningen med livet er i de nære relationer. Det holder han fast ved: Han prøver hele sit liv at få Iben til at leve sammen med sig i et fast forhold, og han ikke så meget som ser på andre kvinder. Kærligheden til “Itsi Bitsi” (hans kælenavn for Iben) bliver hans livs fundament.

Dette harmonerer ikke så godt med hippiefilosofien, der fokuserer på det universelle og søgen efter stadigt fjernere mål, og resten af filmen handler da også om Eiks konflikt mellem ønsket om nærhed – samliv med Iben, at grundlægge en familie med hende (han tilbyder hende at blive hjemmegående husfar, han vil indrette sit liv, hvordan hun end ønsker, blot de kan være sammen og beholde det barn, hun er blevet gravid med, men har besluttet sig for at abortere) – og hans tids herskende ideologi, der ikke tillader nogen rammer for tilværelsen.

Iben og Eik - for engangs skyld alene to. Stillbillede fra filmen
Iben og Eik – for en gangs skyld alene to. Stillbillede fra filmen

Iben harmonerer tilsyneladende med ideologien på en lagt mere sømløs måde end Eik: Hun hengiver sig uden forbehold til den fri sex. Hun informerer sjældent Eik om sine planer; han opdager, at hun har fundet en ny mand, enten ved at finde ham i sengen eller ved ikke at kunne finde Iben nogen steder, fordi hun er rejst til en anden græsk ø med den nyeste sengekammerat. Hun og Eik holder dog sammen en tid, fordi han underkaster sig vilkåret mod sin inklination. Det samme gør de andre mænd, det er tidens diktat. Dog kommenterer hippien Vincent undtagelsesvis, at han ikke vil røre Iben, fordi han ikke vil komme mellem to tvillingesjæle – og sender hende tilbage til Eik, efter at hun har prøvet at stikke af med ham. Det er den eneste gang, nogen sætter en seksuel grænse for Iben i filmen, og hun virker ikke meget tilfreds med det.

Det hårde liv får helbredsmæssige konsekvenser. Foto: Stillbillede fra filmen
Det hårde liv får helbredsmæssige konsekvenser. Foto: Stillbillede fra filmen

Livet selv sætter dog en skæbnegrænse: Da Iben bliver gravid, konstaterer hun med den følelses- og udtryksløshed, skuespilleren er instrueret til at demonstrere filmen igennem: “Jeg kan da ikke få et barn” og arrangerer en abort, trods Eiks bønner om at lade deres fælles barn leve. Aborten gør så ondt på Eik, at han her for første gang sætter en følelsesmæssig grænse for Iben og rejser fra hende, selvom hun bliver alvorligt syg efter indgrebet. Senere viser det sig, at infektionen har gjort hende steril, og at hendes konstatering “jeg kan da ikke få et barn” er blevet til ikke kun et følelsesmæssigt, men også et fysisk faktum.

Eik opsøger hende senere igen, og hun forlader ham igen. Hjulpet af sine forældres indflydelse får hun arbejde i det eksperimenterende Odinteater, hvor hun skaber sig en varig karriere – og, giver filmen indtryk af – også henter en struktur og disciplin ind i sit liv gennem arbejdet, som får hende fri af det åndelige vakuum, Eik forsvinder i ved mødet med det absolut grænse- og fredløse liv. Deres sidste kontakt er over telefonen: Eik ringer til hende midt under en koncert, for at hun skal opleve blomsten af hans kreativitet, hans digte til hende sat i musik; karakteristisk for filmens skildring af Iben er hun også denne gang fuldstændig uimodtagelig for input: uden at fornemme hverken hans gave eller hans smerte konstaterer hun følelsesløst, at hun “ikke har tid til at lytte til sangen i røret, hun skal øve”.

Da hun hører om Eiks død, er det atter over telefonen. Hans mor ringer og fortæller, at man i ørkenen på grænsen mellem Pakistan og Indien har fundet hans knogler, hans pas og hans dagbøger. Her fælder Iben en lille, kold tåre. Det er højdepunktet af den følelse, instruktøren tildeler hende i filmen.

Dette er uden tvivl en tidstype, et menneske, der af ideologi og stoffer er blevet helt døvt og blindt for basal menneskelig nærhed. Filmens Eik Skaløe demonstrerer på den anden side med en digters overfølsomme og overærlige udlevelse af netop det basalt menneskelige, at behovet for denne nærhed er en livsbetingelse. Da han opgiver håbet om at finde den, lægger han sig til at dø, kun femogtyve år gammel. Det er ikke tilfældigt, at han vælger ørkenen som dødsleje. Skønt han bemærker, at han er “led ved” steppeulve-identiteten, den ensomme, der er utilpas mellem mennesker og fremmed mellem dyr – altså: den, der ikke kan finde samhu noget sted – vælger han med sin død både at overtage ensomheden helt og at forsøge på den måde at udslette den. Men det er sig selv, han udsletter.

Eik Skaløes liv og død bliver i denne film en kommentar til den pris, visionen om den altfavnende, kosmiske kærlighed, og dens iboende konflikt med den personlige kærlighed – kærligheden mellem to mennesker, kærligheden til en udvalgt – har for det enkelte menneske: selvudslettelse.

Sådan så denne anmelder i hvert fald filmens budskab. Men den kan ses på andre måder. Den er åben for et spektrum af spejlinger.

Skuespilpræstationerne er stærke, og jeg er særligt glad for den måde, det danske sprog er blevet behandlet i filmen. I mange danske film håndterer man ikke udtale og følelsesregistre særlig godt instruktionsmæssigt. Det kan blive kikset og/eller gnidret. (Noget, som af en eller anden grund hænder oftere i danske film end i norske eller svenske.) Men det sker ikke her. Voice-overen er lige på kornet, de ironiske kommentarer til de billeder, man ser, har perfekt timing.

Jeg sætter også pris på, at filmen undgår de mest pinagtige klichéer om tressernes kulturelle revolution. Man forskånes for puerile “Fars gris“-optrin, hvor “de borgerlige” fremstilles som klovner uden et værdigt alternativt syn på tilværelsen. Her er filmen tværtimod rummelig nok til at lade omgivelserne beholde deres forskellige synspunkter på hippiernes valg af tilværelse uden at latterliggøre, at de er et andet sted.
Et eksempel: Da Eik hjemme hos Stig Møller leverer en noget floskuløs angrebstale til hans velsoignerede psykolog-partner (den eneste gang i filmen, hvor Eik synes ukritisk at have overtaget tidens filosofi), får psykologen lov at svare igen, så deres tolkninger af hinanden begge står tilbage som mulige perspektiver på tilværelsen, og publikum selv kan vælge. Man slipper for Erik Clausens løftede pegefingre, og det er rigtig rart. Filmen har andre tilsvarende demonstrationer af smagfuldhed i omgangen med sit stof. Det giver den mere dybde i skildringen af tressernes flertydige kultur og ekstreme eksperiment med menneskelige grundfølelser og relationer. Det gør den også til en ægte portrætfilm: “Sådan levede Eik Skaløe altså.”

Eneste anke på det punkt er, at man, så central som Ibens figur er (det forekommer helt rimeligt, at den russiske oversætter af filmen har valgt at give den titlen “Itsi Bitsi”), godt kunne have brugt lidt mere belysning af hendes forhold til sine forældre. Man får, meget fint og kompakt, et udmærket indtryk af Eiks familierelationer – totalt accepterende, men også lidt passive, forældre, der ikke i tide registrerer, at Eiks kurs er livsfarlig for hans følsomme sind – men seeren mangler en brik i billedet af Iben på det punkt. Vi ser ganske kort Eiks møde med hendes forældre og oplever, hvordan de reagerer på ham – men ikke, hvordan de relaterer til deres datter.
De hjælper hende til pladsen på Odinteatret, hvilket giver et billede af forældre, der har både magt og agt til at skride ind, når deres datter har det behov; men den nærmere følelsesmæssige dynamik får man ikke belyst. Det forekommer ret vigtigt, når nu Ibens følelseskulde (i filmens fortolkning) driver Eik i døden. Iben skildres i realiteten ret uforsonligt af filmen på det punkt. Om det er retfærdigt, skal jeg ikke kunne sige. Jeg finder det altid meget voldsomt, når man på film skildrer endnu levende personer så tæt på; der er for mig en etisk grænseoverskridelse i det, da man på den måde fremadrettet præger et meget stort antal personers indtryk af den skildrede person. Men virkelighedens Nagel Rasmussen (som stadig turnerer med Odinteatret i dag) har selv skrevet om sit forhold til Eik, udgivet deres breve og tilmed opsat et stykke (også navngivet “Itsi Bitsi”) om deres forhold, og måske kan hun som skuespiller bedre end andre tage fiktionalisering af sit liv med et skuldertræk? Det må man håbe.

Faktisk har hun i interviews udtrykt generel tilfredshed med filmens skildring, skønt hun ikke er enig i alle facetter af dens tolkning (1). Hun leverer også den manglende brik til historien bag film-Ibens upåvirkelighed: Hun forklarer, at hun i den skildrede periode følte sig udvisket som person af sin berømte forfatterfar (Halfdan Rasmussen) og sin digterkærestes stærke kreative personligheder. (3) Hun kunne ikke finde sin egen stemme, og identificerer selv denne indre stumhed og flakken som baggrunden for sine seksuelle eksperimenter: “For mig handlede det om at møde mennesker på en meget intim måde – og alligevel holdt jeg jo fast i den her binding til Eik. Andre hægtede sig ligesom bare på rejsen. Men det var lidt svært for Eik. Jeg tror også, at det bunder i, at han vidste, hvad han ville. Han skrev. Jeg anede ikke, hvad jeg ville – jeg havde en uro. Og den kom også til udtryk på det seksuelle plan.”
Hun søgte sig selv og fandt sig ikke. Først i Odinteatret lykkedes det: Således siger hun i dag: “Jeg blev jo nærmest kæreste med Odinteatret i stedet for med Eik.” (1)

I sidste ende er naturligvis Skaløes selvmord hans eget og ingen andres valg, og det samme gælder hans holden fast ved sin kærlighed trods al afvisning. Hver må leve sit eget liv og dø sin egen død. Det er alle menneskers vilkår, men i hippiernes filosofi fik det den særlige drejning, at man fralagde sig ansvaret, ikke kun for andre (børn og partnere), men også for sig selv: for at være en person. Filmen beskriver denne konstante jegflugt, illustrerer på en konkret måde Janis Joplins bevingede ord “freedom´s just another word for nothing left to lose” og lader Skaløe se døden som det eneste alternativ til at flakke videre – det eneste håb om fred, eller den yderste flugt fra sig selv. Måske nok snarest det første, for – atter i kontrast med sin tids ideologi – påtager han sig i sit afskedsbrev netop ansvaret for sin handling og tillægger sig skyld. “For the officials: As i guess you know – this suicide is decided & carried out by myself * Noone is to blame, except the cruel person inside me * Forgive me – Eik Skaløe“.

Skaløes (faktiske) selvmordsbrev. Pressefoto
Skaløes (faktiske) selvmordsbrev. Pressefoto

Det samme har han forinden gjort flere gange i filmen, når han sammen med venner (og Iben) bliver taget med narkotika: “Det er mit altsammen,” siger Eik, “de andre er uskyldige.” Påny er det hans basalt-menneskelige smag for det individuelle og det retlinede – samvittighed, kort sagt – der skinner igennem.

Som vore to skuespillergæster i Moskva bemærkede under diskussionen med publikum: “Han er jo inderst inde borgerlig: Han vil bare have barn og hjem.” Derfor er portrættet af Eik Skaløe i “Steppeulven” netop også et portræt af et menneske og ikke et manifest. Det får filmen til at stå meget stærkere, end den ellers ville have gjort.

Visuelt er den også et smukt stykke håndværk. Og ligesom den formår at styre udenom de truende klichéer om “borgerdyrene”, holder den også en ironisk distance til den traditionelle, skandinaviske måde at bekræfte sin frigjorthed™ for sig selv og omverdenen på filmisk gennem de obligatoriske, eksplicitte sexscener. Distancen til denne (efterhånden noget trætte) konvention skabes gennem en frisk humor, der faktisk formår at formidle komplekse psykologiske dynamikker gennem en række parringsscener, så de forbavsende nok kommer til at udgøre en meningsfuld, fremadskridende fortælling, selvom der ikke “sker andet end sex”.

Med andre ord: Som jeg opfattede det, medførte instruktørens iboende smag en vis demontering af denne skandinaviske kliché, som han nok i betragtning af filmens emne var nødt til at have med på en eller anden måde (ellers ville det med garanti have forarget danske anmeldere i en grad, så de ville have hæftet det i Danmark livsfarlige ord “bornert” på ham).

Ole Christian Madsen, Marie Tourell Søderberg og Joachim Fjelstrup. Foto © Per Arnesen
Instruktør Ole Christian Madsen med Marie Tourell Søderberg og Joachim Fjelstrup. Foto © Per Arnesen

En anke, jeg personlig har mod eksplicitte sexscener i film er, at de tit kan fungere som en erstatning for kreativitet. Instruktøren ved, at mennesker, som de dyr vi er, automatisk reagerer på sex, og det fritager ham så for at gøre noget interessant med fortællingen på det punkt. I film fra før den seksuelle revolution og pornoens frigivelse imponeres jeg til gengæld over, hvor mange kreative måder, erotik dengang blev skildret på rent fortællemæssigt. Det er en skam, når konventioner gør os fattigere i udtrykket. Sådan kan det let gå den skandinaviske eksplicititetskonvention. Her var der dog kreativitet til stede. Atter undgik instruktøren det, der så let kunne være blevet pinagtigt og kikset – en anden type “Fars gris”-scene.

For at vende tilbage til filmens hovedærinde – at skildre en sensitiv personligheds skibbrud på en tidsånd – og selve åbningsarrangementet med skuespillerne, så kommenterede Joachim Fjelstrup i en samtale med anmelderen, at netop “konflikten mellem ideologi og vilje” hos Skaløe har interesseret ham under arbejdet med figuren. Han vil ikke udtale sig om, hvad der er rigtigt og forkert i den konflikt, for selve erfaringen af konflikten var det gribende for ham i arbejdsprocessen. På publikums spørgsmål om, hvordan det var at spille Eik Skaløe, svarer han: “Jeg elskede det! Det var ikke svært at komme ind under huden på ham. Han var så ærlig i sin brevveksling med Iben, at det fungerer som en dagbog. Man kommer let tæt på selve personen. Han er helt åben i brevene.”
Det er et held, for ellers eksisterer der kun et begrænset arkivmateriale om Skaløe. Da han først blev rigtig kendt posthumt, findes der for eksempel ikke filmoptagelser af ham, kun nogle fotos.

De to skuespillere, der gæstede festivallen, delte begge gavmildt ud af deres personlige tilgang til filmen. De havde hæftet sig ved helt forskellige elementer: Mens Fjelstrup lod mest fascineret af Eiks indre kamp – det personlige, det konfliktuelle – gav Gade Bjerrum udtryk for et primært fokus på det ideologiske, tressernes almene budskab – særlig deres fortolkning af frihedsbegrebet (som han selv tilsluttede sig). Han afsluttede arrangementet med en meget passioneret tale, nærmest en forkyndelse af dette frihedsbegreb og dets underordnede kærlighedsbegreb, der koncentrerer sig om at give slip på det personlige: “Bare fordi jeg elsker dig, så ejer jeg dig ikke,” deklamerede han ud i salen. “Kærligheden er overalt, og det handler om at tro på, og kunne modtage, den. Eik troede ikke på det, derfor kunne han ikke modtage den.”
Gade Bjerrum mente ikke, at Eik Skaløe havde forstået tressernes kærlighedsvision. Han oplevede ikke filmen som en kritik af ideologien bag Eiks og Ibens liv og død, men som en bekræftelse af dens levedygtighed og relevans den dag i dag. Noget lignende synes at have været tilfældet for Iben Nagel Rasmussen selv, da hun så filmen.
Når hun ser tilbage på sit liv i dag, siger hun: “Jeg synes bestemt ikke, jeg har været Eik utro. (…) måske var det utroskab på en meget banal måde dengang, men det, som jo var kernen i vores forhold, har jeg altid været tro imod. Vi forstod hinanden, vi drømte på mange måder om den samme verden, og vores tankesæt er jeg blevet ved med at være tro imod helt op til i dag.” (1)
Med andre ord: Troskab mod ideologien, ikke mod personen, var og er det væsentlige i et hippieperspektiv. Det universelle perspektiv er overordnet det individuelle. Dette er netop tressernes vision; og i Nagel Rasmussens ord udtrykkes just den spænding mellem det basalt-menneskelige (det, hun kalder det “banale”) og det kosmiske, som var filmens konflikt.

Hvis det i virkelighedens verden også ultimativt var den konflikt, der sprængte Eik Skaløe i stykker, må man opfatte ham som et menneske, der faldt i kampen mod en arketype. Et menneske, der strittede imod at lade sig besætte, men alligevel blev det; et menneske, der som Jesus søgte fristelsen i ørkenen, men ikke overvandt den. Alligevel får den, der ser filmen, både respekt og sympati for det mod, den vedholdenhed og den usædvanlige ærlighed, hvormed han kæmpede til det sidste. Det er en inspirerende film at se for os, der lever i en tid, hvor ærlighed – med filmens ord: “at være tro mod sig selv”– vægtes alt for lavt. Eik Skaløe skildres af Ole Christian Madsen dermed som en sand digter, for det er netop en digters sine qua non: skånselsløs ærlighed, til alle tider og under alle omstændigheder.

Virkelighedens Eik Skaløe. Foto © Torben Huss
Virkelighedens Eik Skaløe. Foto © Torben Huss

Som en slags efterord vil jeg inkludere to russiske danskstuderendes – to af dkset.dk’s skribenters – respons på filmen. De var med til åbningsarrangementet, og jeg spurgte bagefter til deres indtryk.

Lena Starostina sagde: “Jeg kunne godt lide filmen, men jeg har meget komplicerede følelser omkring hovedpersonerne. Jeg kan ikke lide tressernes livsstil med stofferne og andre ting, men det var rigtig godt spillet og optaget, for man får en klar forestilling om den tids stemning. Der var også mange ironiske steder i filmen, hvor man måtte grine, fordi det var så spændende at se.”

Jevgenija Lovjagina sagde: “Jeg synes, filmen var fantastisk. Meget god. Hvad jeg bedst kan lide ved filmen er, at sådan en kærlighed, som hovedpersonen havde i sig, er en særlig slags kærlighed, som jeg ikke ofte har mødt i dansk litteratur eller film. Måske kun hos H. C. Andersen i en roman, som hedder “Kun en spillemand”. Det lignede den. Det var uventet. Det var ikke klart i begyndelsen af filmen (at det var sådan en kærlighed), men senere viste det sig. Jeg forstår ikke så godt slutningen. Jeg forstår ikke, hvorfor han rejser i slutningen… at han begår selvmord, men ikke gør det lige med det samme.”
Lena kommenterede på Jevgenijas sidste overvejelse: “Måske prøvede han at finde en mening med livet på rejsen, men forgæves.”

Fra venstre mod højre: To af dkset.dk's udsendte medarbejdere, Joachim FJelstrup og Christian Gade Bjerrum. Foto © Lena Starostina
Fra venstre mod højre: To af dkset.dk’s udsendte medarbejdere, Joachim Fjelstrup og Christian Gade Bjerrum. Foto © Lena Starostina

I anmeldelsen citeres fra:

(1) Casper Hindses interview med Iben Nagel Rasmussen i Filmmagasinet Ekko: “Godt spil, men Eik er det ikke“, d. 2. febr. 2015.
(2) Maria Skovs interview med Iben Nagel Rasmussen i Information: “Beatnikken, der fandt sin egen vej“, d. 13. febr. 2915.
(3) Tonie Yde Mørks artikel i Berlingske: “Itsi Bitsi tog aldrig med til Nepal“, d. 3. maj 2008.

Den ortodokse påske og kosmonautdagen

Teksten lyder: "(Her) er ingen Gud!" En sovjetisk vandrehistorie ville vide, at Gagarin udbrød dette under sin rumfærd. Det bekræftes dog ikke af de bevarede lydoptagelser fra færden. (Red.)
Teksten lyder: “(Her) er ingen Gud!” Ifølge en sovjetisk vandrehistorie udbrød Gagarin disse ord, da han kom ud i verdensrummet. De er dog ikke at finde på de bevarede lydoptagelser. (Red.)

Det var sådan i år, at den ortodokse påske faldt sammen med kosmonautdagen den 12. april (den 12. april 1961 fløj Jurij Gagarin, en sovjetisk jagerflypilot, ud i rummet — han var det første menneske i rummet). Ifølge facebookbeboerens vane var den første ting, jeg foretog mig den morgen (som for mig begyndte hen ved klokken 12), at tjekke mine facebooknyheder. Min overraskelse var styrtende, da jeg opdagede mere end 10 publikationer om Jesus og kun et par om Gagarin.

Så blev jeg trøstesløst vemodig. Hvad er der galt med vores tid, hvis vi i det 21. århundrede, efter alle de grusomheder, der blev begået i mindst et årtusind (korstog, slaveri i den Nye Verden, heksejagt, inkvisition, antisemitisme og så videre) i Guds/Jesus’/kirkens navn (og de blev ofte betragtet som den samme ting), gerne fejrer en religiøs højtid og lige så gerne publicerer billeder af påskekager*, mens et videnskabeligt gennembrud fra for 50 år siden går praktisk talt ubemærket hen? Det bedste eksempel på denne tendens kommer fra Profsojusnajagaden, hvor der bygges en kirke — et tempel for dogmer og tilbedelse af en usynlig ven — ved siden af ruinerne af det nedbrændte IVISD¹ (Institut for Videnskabelig Information om Samfundsfag; russ. ИНИОН: Институт Научной Информации по Общественным Наукам) — et tempel for lærdom og oplysning.

En kirke opføres ved siden af en akademisk institution. Foto © Denis Sukhino-Khomenko
En kirke opføres ved siden af en akademisk institution. Foto © Denis Sukhino-Khomenko

Man kan sige til mig: tag det roligt, ingen uddannet person tror virkelig på det, det er bare en tradition, en del af vores kultur, og overhovedet indeholder kristendommen gode idéer. Det vil jeg opponere imod: Kommunismen indeholder nok også gode idéer, men vi fejrer ikke den 7. november (den bolsjevikiske kupdag i 1917), kalder ikke hinanden “kammerater” (selvom jeg synes, det bagvedliggende koncept var udmærket), og “Jernfeliks” (det vil sige monumentet for Feliks Dsersjinskij, den første KGB-chef) blev fjernet fra Lubjanskajapladsen i 1991.

"Jernfeliks" styrtes.
“Jernfeliks” styrtes. Foto © Anatoly Sapronenkov/AFP/Getty Images

Det er især trist at læse disse facebooknotitser af gode venner og respekterede kolleger. Overhovedet gør tendensen til “åndelig vækkelse” i det akademiske miljø mig vemodig. Jeg kan godt forstå, at det plejede at være unormalt for en forsker (især i den engelsktalende verden) at være ateist i Lewis’ og Tolkiens tid,² og selv videnskaben kunne dengang ikke give svar på alle brændende spørgsmål. Men nu, når etologi [adfærdslære, red.] og antropologi godt kan forklare mange aspekter af “den åndelige verden” (læs for eksempel R. Dawkins), så spørger jeg altid mig selv, når jeg hører lange taler om det himmelske fra en respekteret professor fra MSIF (Moskvas Statsinstitutet for Internationale Forbindelser; russ. МГИМО — Московский Государственный Институт Международных Отношений) i hans oplæg, når jeg ser, hvordan han kalder publikum til bøn efter sin forelæsning: Er han virkelig videnskabsmand?… Og var hans fyring (skønt uretfærdig og på en helt anden baggrund) så Guds vrede?** …

Noter

¹ Instituttet brændte den 30. januar 2015. Man siger, at branden var påsat. Jeg hjalp til som frivillig på brandstedet med indpakning af og søgen efter de uskadte bøger og vil gerne skrive om den erfaring på et senere tidspunkt.
² Dog svarede Laplace 150 år tidligere Napoleon, da denne spurgte videnskabsmanden om Guds plads i hans teori: Citoyen premier consul, je n’ai pas besoin de cette hypothese (“Hr. førstekonsul, jeg har ikke haft brug for denne hypotese”).

* Den såkaldte kulitj er en traditionel russisk påskespise. En opskrift på engelsk findes her. (Red.)
** Skribenten refererer til en fyringssag, der vakte skandale i Rusland. (Red.)

Seegrotte i Wienerwald

Der er en hule, som kaldes Seegrotte, i Wiens forstad, i den såkaldte Wienerwald, som breder sig på skråningerne om byen. Der har engang været en mine, hvor man udvandt hvid og rød gips, men i begyndelsen af det 20. århundrede kom man under det sædvanlige boringsarbejde til at bore ind i siden af en forseglet underjordisk sø, og minen blev oversvømmet. Der skete mange ting derefter — også verdenskrige — og man blev ligeglad med, hvad der skete med minerne. Men nu er der et museum.
Der er altid den samme temperatur derinde, som i en slags søvnrige: 9 graders varme. Derfor låner man gæsterne bløde, varme plaider. De er jo så hyggelige at hylle sig i.
Minerne ligger selvfølgelig dybt inde i bjerget, og en smal (ikke bredere end til en tipvogn) gang fører derned. Den er rund, lige og kold. Væggene glimter og føles våde ved berøring, som en smeltende isklump; det er fordi, det har regnet for kort tid siden. Væggene virker orange i den knappe og tynde belysning, og af og til finder man fordybninger i dem, som ligner små krypter. Man bruger dem til at komme om ved tipvogne med de udvundne stenarter. Lofterne er lige så høje, som væggene er brede. Jeg kunne kun lige gå der uden at røre dem med min isse. Snæverheden, mørket og den stillestående luft giver indtryk af, at der ikke er nogen verden udenfor — og heller ingen vidder. Der er kun den underjordiske gangs mørke højtidelighed. Jeg kunne ikke undgå at tænke på dværgebyer.
Men så svinger lofterne sig højt op og tabes i mørke.

Foto © Lena Starostina

Foto © Lena Starostina

I det 19. århundrede arbejdede man selvfølgelig uden elektricitet, man brugte hestes kraft. Der er et mindesmærke dedikeret til denne navnløse og ukendte slider: et lille sort føl og den forreste halvdel af en voksen hest, som stikker frem fra en væg, og hvis farve jeg skal beskrive for sig.
Det er ikke så let — at slæbe en voksen hest ned i et hul, så man fik hestene født allerede i hulen. De var oprindelig af sort kulør, men da de intet sollys så, mistede de denne farve og blev sumpgrå, og også lidt grønne, som om man lavede dem af billig jade. Denne levende skygge arbejdede her nede under jorden.
Der var en ægte labyrint, næsten en underjordisk by. De fleste korridorer er blokerede nu, for at turister ikke skal fare vild der. Men der er også et sted, hvor én har fået lov at blive stående åben. Den er oplyst med blegblåt. Efter 30-50 meter fortaber den sig i mørket ligesom lofterne.
Da den anden verdenskrig begyndte, og nazisterne annekterede Østrig, fandt de hulerne og lavede dem om til en flyfabrik, der producerede jetjagere. De pumpede det meste af vandet op, brugte det til at lave beton med og dækkede gulvene med den. Her kan man stadig se skudhuller. Eller det tror jeg, at det er — jeg er ikke sikker. Måske har de testet flyenes maskinkanoner?
Og her i hulen har amerikanerne optaget ”De tre musketerer”. Båden fra filmen kan man stadig finde på den store sø.
Og søen er en af de mest majestætiske udsigter, jeg har set i mit liv.
Absolut dødt vand er lys-turkist eller smaragdgrønt. Der lever ikke noget. Ingen fisk eller saltsøkrebs, ikke engang bakterier! Kun ved en væg flyder der en kunstig blomsterkrans. Hver dag stiger vandet. Hvis man ikke pumper det ud, så bliver grotten fyldt.
Bådene er meget specielle: de har støjfrie motorer, som ikke kruser det ubevægelige vand.
Man kan se bunden rigtig klart, og den ser ud, som om det kun var en halv meter dyb — mens der i virkeligheden er 2. Kæmpesøjler understøtter hvælvet og ligner vægge i et gammelt forsømt slot: de er også forvitrede, men urokkelige. Som i et underjordisk tempel af ro og evighed. Intet rører på sig. Kun et sted blæser det svagt. Det er en slags lodret korridor, som kæder grotten sammen med overfladen, for at mennesker, som beundrer denne gudeskønhed, ikke kvæles.
I slutningen af ruten hænger der et skilt: ”Husk bifald til kaptajnen”. Det er som en påmindelse om det menneskelige liv. Og kulden, som var begyndt at krybe ind i én, viger. Og man vil tilbage, op ad trappen til den smalle gang, og ud til kongeriget af liv og mennesker.

ARoS, museum for samtidskunst i Århus

Drengen og jeg. Foto © Evgeniia Loviagina
Drengen og jeg. Foto © Evgeniia Loviagina

Et af de mest berømte museer i Århus — ARoS — er ganske bredspektret. Gæsterne vil her finde samlinger af malerier, tegninger og skulpturer af såvel danske som udenlandske kunstnere. Men på så stort et område har man også fundet plads til repræsentanter for samtidskunsten, blandt andet til dem, der arbejder indenfor genren eksperimenterende kunst. Sådan er en enorm, fem meter høj skulptur af en hugsiddende dreng, skabt af Ron Mueck, blevet til en slags symbol for museet.

I bogstavelig forstand påkalder “Dit regnbuepanorama” (Your rainbow panorama) sig opmærksomhed: en rundgang anbragt på AroS-bygningens tag og bestående af glasruder i alle regnbuens farver. Man kan gå i denne rundgang og betragte byen igennem glas; da ser man byens bygninger i rød, orange, gul og andre farver. Ifølge projektets skaber, Olafur Eliasson, tager dette panorama del i en dialog med den eksisterende arkitektur og højner det, som allerede er givet, det vil sige byudsigten. Museumsbygningen er bygget sådan, at den erindrer om Dantes kredse, der tager dem, der ønsker det, med på vejen fra helvede til paradis og tilbage.

Video  © Studio Olafur Eliasson

Eliasson har også skabt andre storværker: Med mange lamper har han projiceret og reflekteret en enorm halvsol i spejlloftet på Tate Modern i London, så der blev dannet en hel sol i rummet; han har farvet fem byers floder grønne, sat byvandfald i gang, leget med strålekranse, refleksioner, glas, spejle, regnbuer, tåger og vand. Men højdepunktet i hans skaberværk er regnbuepanoramaet.

Eliassons sol på Tate Modern. Foto Damien du Toit
Eliassons sol på Tate Modern. Foto © Damien du Toit

En anden usædvanlig udstilling, som er fast på ARoS og kaldes Face to Face, skyldes Tony Oursler, en amerikansk kunstner, som er meget berømt for sine installationer og usædvanlige performances.

Popularisering af historien

Populariseringsseminarplakat
Den 11. marts fandt seminaret “Popularisering af historien” sted på MSUs historiske fakultet. Jeg må sige, at jeg er meget stolt af min alma mater og mit ‘hjemfakultet’. Ærligt talt udmærker jeg mig ikke ved en særlig socialitet, men jeg kan dårligt erindre, at der fandt denne slags arrangementer sted, organiseret af studerende, da jeg selv var student. Af det sociale liv kan jeg huske mange underholdningstiltag, såsom rusfester og rustur, “ækvatoren” (det vil sige midten af vores studietid) og mange “den 9. maj”-dage. [I Rusland fejrer man sejren over nazisterne i 1945 den 9. maj. Red.] Skønt de også er vigtige, har jeg altid ment, at fakultetet arrangerede dem for meget. Trods alt blev jeg medlem af det for at studere, ikke for at more mig.

Irina Prokhorova
Irina Prokhorova

På trods af, at seminarets tidsramme blev sprængt af talernes oratorkunst, var det OK med mig. Jeg kan godt forstå, hvor svært det er at organisere sådan et arrangement, og har respekt for organisatorernes indsats. De havde fundet et lokale, inviteret lektorerne og en meget berømt gæst — Irina Prokhorova — optaget en video og tilrettelagt en kaffepause. Godt lavet!

Jeg vil gerne ønske for dem, at de vil gentage sådanne møder. Et par småting: talerne bør strengt begrænses til præcis 15 minutter pr. person. For eksempel kan man sætte et sandur i gang (eller en klepsydra). I betragtning af seminarets utrolige popularitet foreslår jeg også at finde et større lokale.
Jeg er meget stolt af mit fakultet og studenterfællesskabet!

 

[Videoen er på russisk uden undertekster. – Red.]

Om indholdet
Ja, jeg er enig med talerne, men her vil mine kolleger dog kaste med sten.
Jeg har talt meget med dem, og de kritiserer mig, men jeg mener, at historie ikke er videnskab i præcis definition. Videnskab, mener jeg, beror på eksperimenter og beregning, som kan bevises og kontrolleres af andre forskere. Historie mangler begge dele. Helt sikkert er det en disciplin, “ars” på latin, men videnskab, “scientia”?.. Det er derfor, mener jeg, at mange naturvidenskabmænd er skeptiske overfor humanistiske discipliner.

Seminarlokalet
Historikere: videnskabsfolk eller historiefortællere? (Red.)

For at få respekt fra samfundet har enhver disciplin brug for:
— enten at producere noget nyttigt for dette samfunds overlevelse,
— eller at producere underholdning til det.
Gør historie det? Højst kan den “underholde” et mindretal: der er nok “historiske film”, “historisk (eller kvasi-historisk) litteratur” og “historiske videospil”.
Det et derfor, at jeg altid er blevet irriteret over de mange foredrag om historiens anvendelighed, som vi fik på Universitetet. Deres hovedidé var altid: “Vi er så vigtige og nyttige, man må finansiere os”. Jeg tror, at det ærligste svar på, hvorfor en historiker forsker, bliver: fordi det er interessant for ham/hende.
Det er okay med mig, at historikere over hele verden er mere eller mindre i nød. Samfundet finansierer dem, og hvad får det til gengæld? En meget abstrakt lærdom. Jeg synes, det er fair nok, at jeg tjener penge ved fremmedsprogsundervisning — det er man nødt til, og det er samfundsnyttigt.

Olga Dmitrieva
Olga Dmitrieva

Olga Dmitrieva havde ret, da hun talte om, at professionelle historikere mangler samfundets tiltro. Det er ikke mærkeligt eller forbavsende: under 70 års sovjetregime løj historikere overfor det. Der fandtes en fagspecialisering, som hed “partihistoriker”. Alle disse “historikere” overlevede 1991 og blev i deres job, bare med andre dørplader på deres kontorer.
Og her ligger det største problem: Historie mangler ligesom andre humanistiske discipliner uigendrivelige beviser. Man kan dreje den, som man vil. Derfor er det principielt umuligt at formidle professionel historie til lægmænd (altså popularisere den), mener jeg. Samfundene står overfor mange udfordringer og klarer dem, som de kan. De mobiliserer al tilgængelig viden, også historie. Professionelle historikere kan protestere, men samfundene vil bruge dén historie, som de behøver. Derfor er moderne mytologi meget stærkere end professionel historie — man kan ikke gendrive ord bare med andre ord, især hvis de udtales af mennesker, der har plejet at lyve.
Fagligt forsvarlig historieformidling (popularisering af faghistorie) er umulig, fordi vores samfund ikke behøver den. Det kan godt lide at leve i myten og propaganda — det er lettere. De to er meget mere populære end faghistorie. Jeg formoder, at samfundene vender sig mod fortiden — en reel eller opfundet fortid — når de har svære problemer i nutiden.
MEN! Min anke betyder ikke, at man ikke skal forske i historie. Man skal forske i den — ærligt og uselvisk. Jeg er enig med samuraiånden: når en samurai ved, at han vil omkomme, men trods det går ind i en kamp. For det første er det sundt for sjælen at studere. For det andet gøder humanistisk forskning en “intellektuel jordbund” i samfundet. Måske vil vi i en fjern fremtid holde op med at føre krige og politik og koncentrere vores kræfter om det, der retfærdiggør vores eksistens: at opdage verden omkring os.

Fotos fra seminaret © Denis Sukhino-Khomenko 2015

Ruslands smukkeste steder

Jeg vil vædde på, at I ikke kender halvdelen af dem.
Rusland er et kæmpestort og ukendt land. Af og til kender vi bedre seværdighederne på eksotiske kursteder eller kendte arkitektoniske mindesmærker i Europa. Men vores land har mange betagende udsigter.


Eltonsøen i Volgograds-regionen

Solnedgang over Eltonsøen
Foto © www.volganet.ru

Eltonsøen er den største saltsø i Rusland. Mineraliseringen af vandet kan om sommeren nå op på 400 gram pr. liter, og det er halvanden gang højere end i det Døde Hav. Her lever kun bakterier og encellede vandplanter.


Gejserdalen i Kamtjatka

Gejserdalen
Foto © Robert Nunn

Det er det eneste gejserområde i Rusland og Eurasien, et af de største steder af denne type i verden. Her befinder sig circa 20 store gejsere og mange varme kilder, som udsender vand og damp.


Altajbjergkæden

Katunfloden i Altaj
Foto © Ondřej Žváček

Altaj er et uforglemmeligt land med majestætiske bjerge. Fra arilds tid gælder Altaj for et helligt sted. Nu er Altaj meget populær blandt turister.


Ordinskaja-hulen i Permregionen

Ordinskajahulen
Foto © Nikolay Maximovich

Ordinskaja-hulen er Ruslands længste gipshule under vand. Hvis der findes et paradis for dykkere, er det her. Vandet er fænomenalt rent, klart og meget koldt (+4 grader).


De vindslebne søjler i Komirepublikken

søjler
Foto © Asankheia

De vindslebne søjler, som ligger på Man-Pupu-Ner-plateauet, kan vel kaldes for Urals visitkort. Kun de største vovehalse kommer her — der er 400 km til de nærmeste beboede steder.


Kungurhulen i Permregionen

Is i Kungurhulen
Foto © www.volshebnaya-planeta.ru

Kungurhulen er den 7. længste gipshule i verden. Efter videnskabsmændenes vurdering er den 10-12 tusind år gammel. Mange grotter og gange er uudforskede den dag i dag.
En interessant legende er forbundet med hulen. I det 19. århundrede blev den besøgt af den tyske prinsesse Viktoria. Inde i hulen snublede hun og faldt. Da Viktoria vendte hjem, blev hun gift med en svensk prins. Siden den gang tror man, at hvis en pige falder inde i Kungurhulen, bliver hun snart gift.


Bajkalsøen i Østsibirien

Shamanklippen på Olkhonøen
Foto © Kirsten Buerger

Den er den dybeste sø på kloden og det største ferskvandsreservoir. Søen er fra 25 til 80 km bred, og dens areal svarer til lande som Belgiens, Hollands og Danmarks.
Den mest populære legende om, hvordan søen opstod, er et burjætisk sagn. I urtiden var der et stort jordskælv. Jorden åbnede sig, ilden fossede op af undergrunden og sved alt på sin vej. Menneskene kunne kun flygte og bede til guderne. Men guderne svarede ikke på deres bønner. Da menneskene blev afkræftede, begyndte de at gentage to ord: Baj gal! De betyder “Ild, stop!” Og ilden gik virkelig ud og forsvandt, som om den ikke havde været til. I stedet opstod en dyb hule, som hurtigt fyldtes med isvand. Sådan kaldte man søen — Bajkal.


[Forlæg for artiklen er denne russiske artikel
, “Самые красивые места Россииpå adme.ru, hvor man kan se mange flere flotte naturbilleder af det ukendte land. Red. ]