Exlibrium

Tegneserieindustrien i Rusland er ikke særlig veludviklet. Vi har nogle tegneserier for børn og også oversættelser af udenlandske serier, som Marvel, DC og også orientalske (manga, manhwa og så videre). Men siden 2011 eksisterer der også et stort forlag, Bubble, som beskæftiger sig med originale russiske tegneserier tegnet i vestlig stil.

Ahab udsnit

Oprindeligt var Bubble et satirisk blad, men da det gik dårligt for det, lancerede de i 2012 fire nye tegneserier: en Sankt Petersborg krimi/actionserie, en spionserie, en fantasyserie om rejser i tid og mellem verdener, og en mystisk fantasyserie om en dæmondræber.
Et typisk træk er, at hovedpersonerne er russere, meget som i amerikanske tegneserier, som næsten altid er om USA. Forfatterne leger ofte med ideer fra russisk folklore og andre kilder.
I oktober 2014 fremkom der to nye serier, og en af dem er ”Exlibrium”, som jeg har fulgt med fornøjelse fra det første nummer. Handlingen begynder og udvikler sig i og omkring Moskva. Hvad drejer det sig så om?
Det er sådan, at helte i bøger af og til ikke vil blive i deres historier, og så gør de sig fri for at vandre omkring i vores verden. Men der er også virkelig farlige personer i nogle bøger, og derfor kan man ikke lade det fortsætte sådan.

Raskolnikov
Raskolnikov er stukket af fra sin historie. De ældre damer ænser intet, fordi almindelige mennesker i serien fortrænger alle de vanvittige ting, der sker omkring dem. (Red.)

Der er specielt trænede mennesker (”Læseheste”) som opsporer disse personer og skubber dem tilbage i den bog, som de kommer fra. En (mere eller mindre) almindelig pige, som hedder Lilija, blander sig også ved et uheld i en af historierne (nemlig i ”Den lille Rødhætte”), og må nu blive en af Læsehestene (ellers vil hun dø).
Jeg elsker, hvordan man i tegneserien bruger små historier, som enhver russer kender, ofte historier for små børn, men de bliver præsenteret meget alvorligt.

Vasilisa
Vasilisa den Underskønne er undsluppet fra et russisk folkeeventyr og sniger sig rundt i en skummel Moskvagyde med den dødningelygte, hun har fra eventyrheksens hus. (Red.)

Hovedpersonen, Lilija, gør sagen endnu mere interessant. Hun blev opdraget alene, uden at kommunikere med andre børn, fordi hendes forældre ofte flyttede. Hun kunne ikke engang gå i skole, og havde kun bøger, computerspil og internet. Derfor er hun en nørd nu, og vi ser handlingen fra hendes synspunkt, med mange henvisninger til moderne kultur.

Lilija som Sherlock dansk
Uden referencer duer helten ikke: Når Lilija skal regne noget ud, nørder hun Holmes. (Red.)

Man kan lære virkelig meget om russisk kultur fra denne serie, og den er også meget spændende. Det første nummer af alle forlagets serier blev oversat til engelsk i sommers i anledning af ComicCon i San Diego. Man kan læse dem her.

Illustrationerne her på siden er gengivet med venlig tilladelse fra Bubble. (Dansk oversættelse: M. Pontoppidan.)

Ahab dansk
En typisk morgen for Lilija. (Red.)

 

Ruslands skønneste by

Rusland er uden tvivl et stort land. Og nogen vil sige, at Moskva er den smukkeste by i Rusland. Og det er sandt. Måske vil nogen nævne Sankt Petersborg. Men nu vil jeg fortælle om et andet sted, som er lige så smukt som Ruslands hovedstad.
Pokrovsk
Det er Jakutien. Jakutien strækker sig mod nord til Henriettaøerne og grænser op til Laptevhavet og Ishavet. Ca. 40 % af republikken ligger nord for den nordlige polarcirkel. Republikken har et areal på 3.287.590 km2. Og den er lidt større end Indien.
Jeg er fra en lille by i Jakutien, som hedder Pokrovsk. Den ligger ved siden af Lenafloden. Byen er omgivet af grønne skove og vidtstrakte marker. Og det mest signifikante i min by er dens uberørte natur.
Om vinteren er der rigtig koldt, under halvtreds minusgrader. Men det er ikke så svært at udholde på grund af et tørt klima. Og når jorden bliver dækket af sne, ser det ud som et billede fra H.C. Andersens ” Snedronningen”. Og når du står ved floden og ser solen afspejle sig i sneen, så vil du sige: «Åh, det er et mirakel!»
Om sommeren forvandler byen sig. Alt er grønt og blomstrende. Der findes tyttebær, jordbær og solbær. Undertiden kan man se et elsdyr i skoven.
Og jeg kan sige, at den er den skønneste by i hele verden )
Pokrovsk med Lenafloden

Når kager besynges: Kransekage og lagkage

Vores udsendte medarbejdere har studeret dansk bagværk og udtrykt deres resultater i form af illustreret, passioneret poesi. Her er det første:

Billeddigt # 1 v/ Ira SevastjanovaIra kage 1Jeg prøver kransekage nu
som er meget fin

Ira kage 2Lagkagen er den næste

Ira kage 3Hjælp mig

Ira kage 4
Jeg kan ikke holde op med at spise

 

Tekst og fotos © Ira Sevastjanova 2015

 

“Hwæt! Wé Gárdena…”

Bagby med lyre

“Hwæt!” – Benjamins stærke stemme når hvert hjørne i salen –
“Wé Gárdena in géardagum
Þéodcyninga þrym gefrúnon·
hú ðá æþelingas ellen fremedon.
Oft Scyld Scéfing sceaþena þréatum
monegum maégþum meodosetla oftéah
egsode Eorle syððan aérest wearð
féasceaft funden hé þæs frófre gebád·
wéox under wolcnum weorðmyndum þáh
oð þæt him aéghwylc þára ymbsittendra
ofer hronráde hýran scolde,
gomban gyldan þæt wæs gód cyning.” (1)

– Sådan begyndte den nutidige scop (2) sin sang, og tilhørerne vendte deres øjne mod ham. Da hersker komplet stilhed i kirken, der kun bliver afbrudt af Benjamins stemme og harpe.
Men lidt om forhistorien.
”Nu,” – sagde professor Driscoll, efter at han havde lagt historiografi-litteraturlisten ned på bordet, – “noget mindre akademisk. Jeg har set en reklame for, at Benjamin Bagby skal holde en koncert d. 20. oktober. Kender I hr. Bagby? Han har fremført Beowulf – på oldengelsk – de sidste… hvad? Tyve år? Jah, deromkring. Og den 20. skal han til København. Hvem vil med?”
Hele holdet rækker hænderne op.
BagbyOg så sidder vi i koncertkirkens skib og lytter til stykket, som er mindst tusind år gammelt. Det er ikke bare en forelæsning – nej, det er en ægte opførelse. Når det hændler om tab, græder Benjamin næsten. Når der er noget ironisk – blinker han, læner sig frem og ser sigende på os. Når underteksterne i baggrunden siger noget særlig vigtigt, dæmper scopen sin stemme, hvisker næsten, og publikum må holde sig ekstra stille. Når der er kamp i sangen, er hvert af Benjamins ord som et sværdslag mod skjoldet.
Der er mindst ti minutters bifald, da hr. Bagby er færdig. Han ser ganske beskeden ud og bukker. Efter en kort pause kommer han ud på scenen igen og begynder at besvare vores spørgsmål. Nej, Benjamin er ikke historiker eller lingvist, han er sanger. Ja, han forstår, hvad han synger, men det er mere en generel forståelse, han gør det meste fra hukommelsen. Ja, han har taget et kursus i oldengelsk, og han klager over, at det ikke var så let for ham. Nej, i hånden har han ikke en lut, det er en harpe. Ja, den er en reproduktion af et ægte arkæologisk fund, den er bygget af tyske rekonstruktører. Nej, han skriver ikke noget partitur, han improviserer hver gang. Ja, det kommer fra barndommen, da han læste Beowulf, da han var tolv. Det er kun senere, at jeg bemærker en ting: blandt sine svar reklamerer Benjamin ikke for sine DVD’er. Han virker som en ægte kunstner.

Scopen  nyder en god dansk øl, mens han besvarer publikums spørgsmål.
Scopen nyder en god dansk øl, mens han besvarer publikums spørgsmål. (Red.)

Nu er jeg tilfældigvis historiker med speciale i den angelsaksiske periode, og Beowulf virker næsten som en salme på enhver angelsaksiskforsker. Der er Iliaden og Odysséen for en oldgræsk filolog, Das Nibelungenlied for en tysk romantiker og La Chanson de Roland for en fransk, og der er Beowulf for os. De første ord fungerer faktisk som et kodeord. Man siger: ”Hwæt!” – og hvis man får: ”…Wé gárdena in géardagum” tilbage, så ved man straks, at den her person er en af vore. Men almindeligvis bliver Beowulfs linjer kun på papiret, dog bringer Benjamin dem til live endnu engang.
Jeg kan sige helt ærligt, at hr. Bagby har åbnet Beowulf for mig igen. Han er en stor kunstner, så vær så venlig at besøge hans hjemmeside: http://www.bagbybeowulf.com/ Tak!

Koncertfotos © Denis Sukhino-Khomenko 2015

(1) Om spyd-daners færd i fortids dage,
om dåd og bedrift, af drotterne øvet,
om ædlingers sejrsry sagn har vi hørt!
Ofte Skjold Skefing drev skarevis fjendernes
myldrende flokke fra mjødsalens bænke
og slog dem med jammer. Som hjælpeløst barn
blev først han fundet, men fanged så lykke
og voksed i hæder og ry under himlen,
så alle de folk, der fjernt over hval-vejen
rundt om leved, lyde ham måtte
og skat ham give: godt var hans styre!
(oversat af Adolf Hansen, 1910).

(2) En angelsaksisk digter/sanger.

 

 

Direktørens blog: En zoologisk have i byrummet

Direktøren for Moskvas zoologiske have, Natalja Kolobova, har skrevet et blogindlæg om havens placering i centrum af Moskva – og historien bag. Vi har fået lov at bringe en dansk oversættelse af indlægget her på siden. (Red.)

I sikkerhed med brændenælden
Et kaukasisk stenbukkekid slikker sol. Den kaukasiske stenbuk, der i sit hjemland kaldes “tur”, er på grænsen til at være en truet art. (Red.)

Moskvas zoologiske have ligger lige midt i hovedstaden ved siden af Sadovoje Koltso. En zoologisk have i byen… Har man faktisk brug for den?
Måske skal man flytte den til et andet sted, der ligger langt fra byens centrum? Dyrene vil komme til at bo under bedre økologiske vilkår, og områdets indbyggere vil ikke blive vækket af fuglenes skrig om morgenen. Det spørgsmål stiller man ofte både i medierne og i samfundet. Lad os prøve at undersøge problemet.

Det enogtyvende århundrede er et urbaniseringens århundrede. I 2050 vil 70% af menneskeheden bo i byer, og det betyder, at de vil bo uden nogen direkte forbindelse med naturen. Den zoologiske have er den eneste mulighed for at rejse hele verden rundt og opleve den uden at forlade byen. Og det er vigtigt, at den skal være tilgængelig i praksis for alle.

isbjørne

Historien spiller også sin rolle. Moskvas zoologiske have blev bygget i 1864 ved Presnenskije-dammene. Det var Den Kejserlige Russiske Forening for dyrs og planters akklimatisering, der valgte stedet. Først havde man planlagt at anbringe den zoologiske have i Neskutjnij Have (forestil dig lige, hvordan det havde været!!!), men myndighederne forbød det. Så begyndte man at søge efter et andet sted. Til sidst valgte man Presnenskije-dammene (både områdets størrelse, dammene med planter og stedets popularitet blandt moskovitterne fik afgørende betydning). Så for 151 år siden åbnede en zoologisk have her. Årene gik, regimer afløste hinanden, man førte krige, men den er forblevet på det samme sted. Når vi derfor taler om Moskvas zoologiske have, taler vi om et sted, hvor man historisk set har holdt dyr.

girafDer er også et andet argument for at bevare den zoologiske have i byens centrum: Det er de positive erfaringer verden over. I mange europæiske hovedstæder er der lignende små, gamle zoologiske haver, som stadig fungerer aktivt, udvikler sig og udvider deres dyreartssamlinger, mens de har mange besøgende. Sådanne zoologiske haver findes i Berlin, Budapest og Wien. De er velkendte seværdigheder.

Så alt det taler for en zoologisk have i Moskvas centrum. Men hvordan kan man indrette den i byrummet for at få mulighed for at udføre både naturbeskyttende og rekreative funktioner? Først og fremmest vil jeg gøre opmærksom på, at selvom den zoologiske have ligger i byens centrum, står det ret godt til med økologien. Den zoologiske have er omgivet af bygninger. Derfor er byens skadelige påvirkning minimal.

Hvis vi taler om at gøre udstillingen mere indbydende for gæsterne, arbejder vi stadig med det. De oprindelige vilkår er ikke helt lette: Den 151-årige historie, de mange bygninger, placeringen i byens centrum over telenet, vejnet og metro. Vi kan ikke (og vi vil heller ikke) ombygge hele den zoologiske have. Vores vigtigste mål er at skabe bekvemme vilkår for dyrene, som ligner de naturlige. Men det er også meget vigtigt for os, at de besøgende har glæde af stedet. Derfor vil vi efterhånden forny anlægget. Man skal finde en balance mellem at skabe en følelse af tæt kontakt med naturen og samtidig at opretholde sikkerheden. Man kan kalde fremgangsmåden for en slags pragmatisk utopisme.

flamingoer

Moderne zoologiske haver har fire grundlæggende funktioner: den naturbeskyttende, den oplysende, den underholdende og den videnskabelige. Jeg vil gerne nævne en funktion mere, som man kan udtrykke som en bevarelse af kulturarven. Moskvas zoologiske haves moderne ansigt er både 1800-talsbygningerne, som bygningen, hvor vores giraf Samson bor, og byggeriet fra tyverne i det 20. århundrede, som Stenbukkebakken og Vilddyrenes ø, og moderne bygninger, monumenter og skulpturer. Hver bygning er unik og skaber den zoologiske haves specielle og enestående udseende. Vi bevarer vores fortid og ser mod fremtiden.

Dansk oversættelse og fotos © Margarita Sjumejkina 2015.

Det oprindelige indlæg lan læses på russisk her: http://www.moscowzoo.ru/about-zoo/articles/blog-direktora/zoopark-v-gorodskom-prostranstve/

 

 

 

 

 

 

 

 

Da jeg mødte min lillebror

Jeg vil aldrig glemme den 12. november 2004. Jeg var 11, og min mor havde for nylig giftet sig med en mand. Brylluppet havde fundet sted i august, men jeg kunne stadig ikke tilgive mor for det. Manden fandt jeg usympatisk, og jeg ville på ingen måde bo sammen med ham. Så blev jeg nødt til at flytte hen til mormor. Men det er en anden historie, som jeg vil måske dele med jer senere.
På det tidspunkt var manden 19 og andetårsstuderende. Manden prøvede at starte en dialog med mig, hver gang jeg kom over til dem, men det irriterede mig endnu mere. Som forsvarsstrategi anvendte jeg tavshed og den frækkeste ulydighed (og det havde af og til en positiv virkning på situationen, nemlig en negativ virkning på mors og mandens forhold, og det glædede mig bare så meget).

Men den dag var ulykkelig for mig, langt mere ulykkelig end bryllupsdagen. Jeg kan huske hver detalje bogstaveligt. Mor var i badeværelset. Hun havde bedt mig om at besøge hende for at drøfte noget vigtigt. Åbenbart ville hun spørge mig, hvilken hund jeg gerne ville have til min fødselsdag. Jeg havde udvalgt en passende hunderace lang tid i forvejen, og så kom jeg. Men mor så bekymret ud. Med sådan et ansigtsudtryk kan man aldrig drøfte hunderacer. Og så sagde min mor: “Du vil snart få en lillesøster eller en lillebror”. Det tog mig omkring et par minutter for at begribe hendes ord. Det var totalt dårlige nyheder.

“Ok, og hvad med hunden?” – spørger jeg.

“Ingenting”.

“Hvad mener du – ingenting?”

“Det er bare umuligt at have en baby og en hund samtidig.”

“Men jeg foretrækker en hund. Det har I jo lovet mig”.

“Senere” – sagde hun.

Jeg græd hele dagen. Sådan var mine første erindringer om min lillebror.


Min lillebror og jegMin lillebror og jeg. Foto © Raisa Bosjenkova 2015.

 

 

10 ting, jeg har beundret i løbet af turen til København

Hej allesammen! Jeg hedder Dorothea, og jeg studerer dansk på det filologiske fakultet på MSU. Jeg har været i Danmark (nemlig i København) to gange: på sommerkursus og på studierejse. Jeg kunne fortælle meget om min oplevelse og mit indtryk af København, men jeg vil gerne fokusere på de ti mest markante ting.

1. Vidunderlig natur på Sjælland. Den første ting, jeg har beundret i København, er det, at den er … absolut flad! Det adskiller sig meget fra Moskva, som ligger “på syv høje” ligesom Rom. Det flade land, synes jeg, er meget bekvemt, for man kan gå en tur i flere timer uden at få ondt i fødderne 🙂 Jeg kan også godt lide de grønne anlæg i byens centrum, som tiltrækker københavnere, der ligger på det friske græs og bliver brune under den varme sol! Men især var jeg fascineret af de danske sakuraer! I april var der så mange blomstrende lyserøde sakuratræer (japansk kirsebær, red.) på vej langs den sjællandske kyst, at jeg et øjeblik troede, at jeg befandt mig i Japan. Men det var ikke Japan, det var jo Danmark!
Have


2. Danmarks trafiksystem.
Det adskiller sig også meget fra Moskvas. Jeg har aldrig set så mange cykler på en gang. Man skal hele tiden passe på med hensyn til cyklerne! Det er meget økologisk at bruge en cykel i stedet for en bil. Desværre er det endnu meget svært at gøre sådan i Moskva. Men vi har allerede nogle cykelstier, altså er vi på rette spor 🙂
Cykeltaxi


3. De fantastiske palæer i København.
Man kan ikke forestille sig København uden dens pragtfulde palæer, som var de danske kongers historiske bopæl. De minder os om den epoke, da Danmark var et enevældigt monarki, og da sådanne fremragende konger som Frederik III og Christian IV regerede i Danmark og skabte en unik byarkitektur. Men der er et palæ, jeg bedst kan lide. Det er utvivlsomt Rosenborg Slot. Det ligger lige i nærheden af Studieskolen, hvor jeg studerede, og jeg gik tit en tur deromkring. Jeg synes, at denne park, fuld af træer og blomster, er et af de mest maleriske steder i hele København.
Rosenborg Slot


4. Danmarks traditionelle monarki og Den Kongelige Livgarde.
Det er fantastisk, at Danmark har bevaret et monarki som sin nationale og flotte tradition! Jeg kunne aldrig lade være med at stoppe midt på gaden bare for at glo, fortryllet, når en masse af Livgardens bedste soldater marcherede flot klædte i takt med trommer og musik!
Hvis der var nogen prinser og garderofficerer i Moskva, ville livet være smukkere og mere romantisk.(1) Men nu plejer jeg at komme til Danmark for at hente romantikken 🙂
Kronprinseparrets bryllup


5. Tivoli!!!
Jeg tror, at der ingen er i verden, der besøger København uden at komme til forlystelsesparken Tivoli. Fuld af grønne træer, farverige blomster, spændende attraktioner og så søde ænder og svaner, ser Tivoli ud som et paradis. Der er så stille og roligt der, som om Tivoli skjuler sig i byens centrum. Hver kan finde noget specielt for sig selv i Tivoli. For mig for eksempel var attraktionen ‘Dæmonen” meget speciel 🙂
Ved kanalen


6. Danske strande
(især Amager Strand). Før min første rejse til Danmark kunne jeg bare ikke forestille mig, at der er strande og udflugtssteder, der ligger lige ved København! Jeg fik mulighed for at svømme i Østersøen og for at ligge på Amagers strand. Det var uden tvivl en meget god oplevelse. Østersøen er selvfølgelig ikke Middelhavet, men den er jo ikke så salt 🙂
Amager Strand


7. Dannebrog.
De er utvivlsomt det danske nationale symbol. I andre lande, jeg har besøgt, har jeg aldrig set så mange flag. Dannebrog er overalt, selv på badeværelset! Lysende rød-hvide danske flag ser ud som en festlig udsmykning af hovedstaden og minder altid om, at man befinder sig i Danmark. Det, synes jeg, er fantastisk, fordi det vækker en stor stolthed over og kærlighed til Danmark hos danskere. Danske flag er jo en smittende ting: Nu har jeg selv ét i mit soveværelse. ))
Dannebrog med bamse


8. Danske farverige små huse.
Det er Københavns “visitkort”. Til en vis grad er det et paradoks, at der i så kold og regnfuld en nordlig by som København, ligger så farverige, “varme” huse. Mennesker, som boede i så hyggelige huse, ville være rigtig lykkelige, tror jeg.
Huse


9. Danske kager.
Jeg må tilstå, at jeg er en slags uforbederlig slikmund 🙂 Altså, da jeg kom til Danmark, købte jeg først og fremmest forskellige danske kager og har prøvet dem alle. Jordbærkager, æblekager, hindbærsnitte, cremebolle – hvor var det hele lækkert! Jeg tror, at jeg vil rejse til Danmark igen, om ikke andet så for at prøve endnu flere dejlige, friske, danske kager!
Kage


10. Selvfølgelig danskerne selv
:))) Danskerne selv var min mest betydningsfulde “opdagelse” på min tur til København. De var så venlige og så gode mod mig (og ikke kun mod mig), at jeg altid kunne føle mig velkommen i Danmark. Danskere, som jeg mødte på gaden, var altid beredt til at hjælpe og bare at snakke med mig. Farer man vild, eller har man nogen problemer, findes der ubetinget (bestemt) en dansker, som altid er beredt til at hjælpe og give råd. Det er især vigtigt for mig, for jeg farer meget tit vild. På denne måde har jeg stiftet bekendtskab med mange meget venlige danskere 🙂 Og det er den anden ting, jeg kan godt lide ved danskere: Det smiler meget tit og virker positive!

Der er mange andre ting i forhold til Danmark, jeg ville gerne fortælle om, men det vil jeg gøre en anden gang. Det er bare vigtigt at notere, at jo mere vi russere rejser til Danmark, desto mere lærer vi den danske kultur at kende, og omvendt. Så jeg er bestemt FOR kulturudveksling mellem vores lande 🙂

Fotos © Dorothea Radujko 2015.

(1) Det hænder da af og til. (Red.)

Ekstramateriale: Her kan man se den Kongelige Livgarde gæsteoptræde på Den Røde Plads i 2007 til det russiske publikums begejstring:

Og på hjemmebane ved Amalienborg:

https://www.youtube.com/watch?v=rGvR1IWByR8

 

3D-printning

Har du altid drømt at have stormtropperhjelmen fra ”Star wars” på? Eller måske selv at lave forskellige slags plasticfigurer? Nu har du muligheden! 3D-printere kan lave alle mulige figurer af plastic, gips, silikone og også chokolade! Men hvordan foregår det? Vi har besøgt et lille firma i Rusland, 3dquality, der producerer 3D-printere, og hvor man fortalte os, hvordan man kan få en rigtig figur ud af almindelig plastic.

1. Før man printer, skal man lave en 3D-model på computeren.
3d 2

2. Så sætter man plastic i printeren.
spole    spole 2

Plastickvaliteten kan være meget forskellig. Der er masser af farver og afskygninger. Et firma kan producere så mange afskygninger, at det dækker alle regnbuens farver.

3. Derefter opvarmes plasticen. På skærmen kan man se alle indstillinger, og hvis alt er rigtigt, trykker man på knappen og… 3d 1

4. Printningen er i gang! Printeren får 3D-modellen fra computeren og begynder at skabe den.
   3d printerhoved 2   3d printerhoved

Fra printerhovedet kommer der varm plastic ud. En tredimensionel figur bliver lavet lag for lag.

5. Og så er alt færdigt!
3d printet drage

Der er masser af forskellige printere, der er store og små, som bruges til forskellige opgaver.

printer 2

Det her er printeren Uni.

Den er lille og er en prototype for den store printer Pro.
3d printer

De to har forskellige printområder.

Anvendelse af 3D-printer omfatter design-visualisering, skabelse af prototype/CAD, metalstøbning, arkitektur, uddannelse, landskabsarkitektur, sundhed, salg og så videre. Man kan også bruge 3D-printere til kunstneriske udtryk.

objekter quality

Og alt, hvad din fantasi foreslår!

stormtropper  3d ugle

Dette fag er endnu ikke særlig populært i Rusland. Men skridt for skridt får flere og flere mennesker får kendskab til 3D-printeres muligheder og hvordan man kan bruge dem i sit liv. Måske har du også nogle ideer? 😉

Fotos © Anastasia Gerasimova 2015

Kamalejeblomsten

Kamalejeblomsten
Mit eksemplar af “Kamalejeblomsten” og min avatar-mokona. Foto © Lena Starostina 2015.

I Rusland er der mange fantasybøger. I dag vil jeg tale om en bog af en af de bedste nulevende forfattere i den genre (efter min mening, selvfølgelig). Hendes navn er Olga Gromyko. Hun er mikrobiolog af profession, hun bor i Hviderusland og har skrevet romaner på russisk siden 2002. Bogen, som gjorde hende kendt, var “Profession: Heks” (“Профессия: Ведьма”, 2002), og det var humoristisk fantasy. I hendes værk kan man ofte finde ironi og endda sarkasme, men der er ikke bare det. Historierne er meget spændende, og kompositionen er ofte ligefrem og elegant, og det giver plads til den karakterudvikling, som gør hendes bøger så attraktive at læse.

Min yndlingsbog af hende er måske “Kamalejeblomsten”(1) (“Цветок камалейника”, 2006). Det drejer sig om en verden, hvor menneskene tror på Iggr den Toenige, den eneste som kan bringe liv til jorden ved sine “præster”: mystiske væsener, “dhærrer”, som ligner tobenede, intelligente øgler. Det betyder, at man kun sjældent kan føde et barn eller få en god høst uden at betale til “Iggr”. Men er der ikke noget trick ved det? Er det måske omvendt sådan, at disse præster slet ikke understøtter livet? Har det ikke været anderledes i fortiden? Er der nogen som kan huske det? Og hvis ja, kan den person så gøre noget?

Som jeg har sagt, er det bedste i Gromykos bøger ikke emnet, men her er det lige så interessant som bogens verdens atmosfære og karaktererne. Den middelalderlige setting blander sig med hverdagsproblemerne hos hovedpersonerne: en optimistisk parasitjæger med sin kæmpekat, en ordenshåndhæver (som en moderne politimand) og en “usædvanlig” præst. Mere siger jeg ikke, for det ville være en spoiler.

 

(1) Det er en fiktiv blomst, den har ikke noget at gøre med en kamelie. (Red.)

Ishtar, kæmpekuglen og Al Qaida: Science fiction og virkelighed

Brudstykke af Omslag Asimov Foundation-2
Fra en af bøgerne i Asimovs serie (en lydbogsudgave på russisk).

En god bog kan blive et middel til at erkende og se virkeligheden. Og hvis jeg siger ”mine yndlingsbøger”, så mener jeg de bøger, som inspirerer mig og som giver plads til fantasi, til at tænke. Jeg mener de bøger, hvor man ikke kan forudsige, hvad der videre sker. Jeg kan lide bøger, som viser verden i det store og hele og som afspejler, hvordan virkeligheden ændrer sig. Derfor er fantasyromaner og science fiction mine yndlingsgenrer. Der er mange russiske forfattere, som skriver science fiction og fantasybøger, men jeg vil fortælle om Viktor Pelevin. Han er en moderne russisk forfatter og er meget kendt i Rusland. I hans skandaleombruste fortællinger optræder der politikere og robotter, engle, terrorister og troldmænd.

Den mest kendte roman af Pelevin hedder ”Generation P”. Den handler om den generation af russere, som voksede op i tiden af politiske og økonomiske reformer i 1990-erne. Hovedfiguren er Vavilen Tatarskij. Han er uddannet i litteraturvidenskab og arbejder som tekstforfatter. Senere får han et populært arbejde som konceptudvikler og udtænker forskellige reklamer og former politikernes fremtræden i fjernsynet. Sådan viser Pelevin, at alt, hvad man ser på tv, ikke er sandt, men et velovervejet opspind. Hovedpersonen Vavilen kan ikke lide sit arbejde, han spørger sig selv, hvem styrer det hele, hvem har behov for at vise en løgn til folk? I slutningen af bogen bliver han en levende gud og gifter sig med gudinden Ishtar.

Omslag Pelevin SNUFFPelevins roman ”S.N.U.F.F.” er også anbefalelsesværdig. Der fortæller hovedpersonen om det moderne postapokalyptiske samfund, hvor han bor. Det består af et land for pøbelen, som hedder Urkaina, og over dette land hænger en kæmpekugle, hvor eliten bor. Der er mange hentydninger til den sociale og politiske situation i Rusland. Forfatteren siger, at der ingen helte er i hans romaner, kun personer.

Min anden yndlings-science fiction-forfatter er Isaac Asimov. Han er ikke russer, men en amerikansk forfatter, men han blev født i USSR, i det nuværende Smolenskområde. Han er meget kendt for sine bøger om robotter. Min yndlingsbog er ”Stiftelsen”. Det er en cyklus af syv science fiction-romaner om et stort galaktisk imperies krak og også om genfødelsen af dette imperie. Som prototype tog han ”Roms historie”.

Omslag Asimov Foundation

Hans romanfigur Seldon har opfundet psykohistorie – en videnskab, som kan forudsige imperiets fald og folks handlinger, og hvordan begivenheder og historiens gang udvikler sig. Man siger, at Osama Bin Laden blev inspireret af denne bog til at skabe terrororganisationen ”Al Qaida”, som betyder ”Stiftelsen” på arabisk. Handlingen i bøgerne omfatter mere end 20.000 år og hører til de 10 bedste science fiction-serier i verden.

En berømt illustrator på Asimovs serie er Michael Whelan. Se for eksempel hans indtryksrige illustrationer til “Stiftelsen” her og her.