Ny dansk oversættelse af “Anna Karenina” præsenteret på Tolstojmuseet i Moskva

S3820019 copy
Der bydes velkommen fra museets side. Salen er behængt med en række Tolstojportrætter – det største og nyeste skuer ud over tilskuerne.

Tirsdag d. 2. oktober blev den første danske Anna Karenina-oversættelse siden Ejnar Thomassens dage præsenteret på det elegante Tolstojmuseum i Moskva. Arvtageren efter Thomassen var Marie Tetzlaff, leder af Det Danske Kulturinstitut i Sankt Petersborg. Tetzlaff har før oversat Krig og Fred og andre af de største russiske romanklassikere, herunder Turgenjevs Fædre og Sønner.

Det er en fornøjelse at læse Marie Tetzlaffs nye oversættelse. Den er mundret og samtidig ikke bange for at bruge ord som “sågar” og “sanddru”, hvilket er en rigdom, der minder os om, hvor smukt et sprog dansk er, når nogen gider bruge det ordentligt.

Ved bogpræsentationen på museet var den danske ambassade repræsenteret sammen med koryfæer fra Moskvas litterære verden, pressen og naturligvis museets ledelse. Alle holdt lange og formfuldendte taler – som russerne elsker. Marie Tetzlaff, der udmærket kender dette folks kærlighed til de store ord, havde forberedt en skarpsleben tale (på russisk, naturligvis) af samme art. Der blev heldigvis også lejlighed til at stille spørgsmål til oversætteren bagefter, og diskutere romanens litterære indhold. Tilhørerne bad om at høre de berømte indledningsord på dansk:

Alle lykkelige familier ligner hinanden, enhver ulykkelig familie er ulykkelig på sin egen måde. (Bind I, side 9)

Jeg tillader mig her at give endnu en prøve på Tolstojs letvingede prosa i Marie Tetzlaffs formskønne oversættelse. En forelskelsestilstand beskriver Tolstoj sådan her:

Og hvad han så den morgen, så han aldrig siden. Især børn, der gik i skole, gråblå duer, der fløj ned på fortovet fra tagene, og hvedeboller, drysset med mel, sat frem af en usynlig hånd, rørte ham. (…) Alt dette skete på en gang: En dreng løb hen til en due og kiggede smilende på Levin, duen rystede med vingerne og lettede, skinnende i solen mellem snefnug, der skælvede i luften, og inde fra en luge lugtede der af nybagt brød, og der blev sat boller frem. Alt dette samtidig var så usædvanlig godt, at Levin lo og græd af glæde. Efter at have gået en stor omvej ad Gazetnyj Pereulok og Kislovka vendte han atter tilbage til hotellet, lagde sit ur på bordet foran og sig og satte sig til at vente på, at klokken blev tolv. I værelset ved siden af talte de om maskiner og snyd og morgenhostede. De forstod ikke, at viseren nærmede sig tolv. (Bind I, side 459ff)

Forhåbentlig har alle læserne oplevet dette mindst én gang i livet.

Lev Tolstoj: Anna Karenina bind I og II. Gyldendal 2018. På dansk ved Marie Tetzlaff.

 

Om romanen

Anna Karenina kaldes ofte verdens bedste roman. Den er forbillede for mange senere romanforfattere, og berømmes blandt andet for at være et sjældent detaljeret spejlbillede af hele sin tids russiske samfund. Dertil kommer, at den tackler almenmenneskelige kriser, som de fleste kan forholde sig til: Når et ægteskab går i stykker trods god vilje fra begge parter. Når en forelskelse kommer på tværs af samfundets krav og forventninger. Når utroskab er en realitet, man må tage stilling til, og der samtidig er børn i det ægteskab, som er brudt. Disse dilemmaer er hovedpersonens, Anna Kareninas.

Sideløbende fortælles hendes brors historie: Stepan Oblonskij er, som sin søster, ikke i stand til at være sin ægtefælle tro – der er ligheder, men også afgørende forskelle i deres situation. Den ene store forskel er, at for Stepan drejer det sig ikke om nogen stor kærlighed, men om en let og hedonistisk livsindstilling – fornøjelser giver man da ikke afkald på? For Anna betyder hendes møde med officeren Aleksej Vronskij derimod en hengivelse for livet og med det som indsats. Den anden store forskel er de involveredes køn. Tolstoj demonstrerer med sin parallel, hvor forskellige vilkårene var for en mandlig og en kvindelig ægteskabsbryder på hans tid, selvom svigtet moralsk set er det samme. Det gode selskab er villige til at tilgive Stepan – det samme er hans kone. Men Anna får kniven på struben på en helt anden måde. Derfor får de to søskende, trods en medfødt disposition, der er fælles for dem begge – en struttende livsappetit og generøsitet – en helt forskellig udvikling (herunder på det etiske plan) og skæbne.

Stepan Oblonskij er dog ikke den næstvigtigste figur i romanen. En hovedperson af samme væsentlighed som Anna er Konstantin Levin, en ven af Stepan og desuden forelsket i dennes svigerinde Kitty. På en måde danner Levin en kontrast til de to Oblonskij-søskendes temperament og skæbne. Af temperament er han ligeså depressiv og aggressiv, som de to er muntre og milde af sig. Levin tager livet tungt. Han vil gerne gøre tingene ordentligt, og da han er født som herremand, betyder det, at han grubler dybt over, hvordan han kan forvalte sin jord og sit dyrehold bedre – særlig grubler han over sit forhold til bønderne.

På det tidspunkt, hvor romanen foregår, er livegenskabet ophørt, og bønder og godsejere prøver at finde sig til rette med nye måder at organisere landbruget på. Socialistiske og kommunistiske idéer er i omløb. Levin er ikke kommunist, selvom han prøver at engagere bønderne mere i arbejdet ved hjælp af oprettelsen af mindre arbejdskollektiver indenfor udvalgte områder. Han foretrækker at gøre det som andelsvæsen – Levin er ikke modstander af ejendomsret. Han vil reformere landbruget på en anden måde.

Det bliver hurtigt tydeligt for læseren, at Levin er talerør for Tolstojs egne teorier på dette område, og at han også etisk eksemplificerer et alternativ til Anna Kareninas og hendes kreds’  livsform. Tolstoj betoner Levins som en sundere vej. Det lykkes for eksempel Levin at blive gift med den kvinde, han elsker – mens kærligheden i lidenskabelig forstand var en side af ægteskabet, Anna ikke havde taget højde for, da hun som ung blev gift med en tyve år ældre mand, der var hende erotisk og følelsesmæssigt ligegyldig.

Levin udgør også en kontrast til Annas elsker Vronskij i den forstand, at han beskæftiger sig med noget, som Tolstoj betragter som mere virkeligt og nyttigt end de abstrakte former for beskæftigelse, bylivet byder på. Karriereræset indenfor politik og militær beskrives som tomme strukturer, der holder folk på afstand af det betydningsfulde i livet. De to mænd i Annas liv repræsenterer hver sit af disse to områder. Ægtemanden, Aleksej Karenins, arbejde i et ministerium bliver et udtryk for hans almene livsfjernhed, manglende evne til at kontakte nogen form for lidenskab eller dybere mening. Og elskeren, Aleksej Vronskij (det er ikke tilfældigt, at han bærer det samme fornavn som ægtemanden) er officer, gør tjeneste som ritmester og er født i en velhavende grevefamilie. Før sin forelskelse i Anna lever han som de fleste unge mænd af sin klasse et muntert liv uden noget særligt moralsk kompas udover på udvalgte (ikke alt for vanskelige) områder. Også han optræder ved en sammenligning med Levin som et eksempel på livsfjernhed. Hos ham bliver denne (som hos Annas bror Stepan) til overfladisk livsnydelse. Hos Karenin bliver den til en indtørring af sjælen.

Men det kendetegner Tolstojs værker, at man ikke let kan sætte et punktum for nogen af personerne i netop etisk eller åndelig forstand. Skønt Levin som sagt tydeligt er et talerør for forfatterens egne sympatier (Tolstoj havde slet ikke behøvet at danne hans efternavn ud fra sit eget fornavn, Lev), har hans valg af livsindstilling også sine åbenbare faldgruber og ulemper. Og omvendt er hverken Anna, Karenin eller Vronskij rene ‘livsmisforståelser’. Der er meget godt og fint i dem alle, de kæmper alle en brav kamp, ikke kun med deres egne personlige fejl, men også med det, der er forkert og forkrøblende i de herskende samfundsnormer. Tolstoj stiller det hele frem på bordet, og læseren kan så selv forholde sig til det.

Herunder følger flere billeder fra bogpræsentationen.

S3820005 copy
Museumsdirektøren holder sin velkomsttale.
S3820012 copy
Den Danske Ambassades repræsentant taler (på dansk med tolk) om de diplomatiske forbindelser mellem Danmark og Rusland i et historisk lys.
S3820023 copy
Den ene beåndede taler efter den anden…
S3820027 copy
… slår sig løs i høj akademisk stil.
S3820020 copy
Publikum holdes i ånde.
S3820040 copy
Aftenens æresgæst, Marie Tetzlaff – som viste sig at være svær at fotografere, da hun gestikulerede ligeså levende som en italiener og var i konstant bevægelse. Men festligt var det at se på. I forgrunden ses bogen, der præsenteres: Anna Karenina på dansk i to bind.

Tetzlaff med bogen                                 Alle fotos er © M. Pontoppidan 2018.

 

 

 

 

 

H. C. Andersens liv

HCA-portræt
Kilde: Skazka.com.ru .

Hans Christian Andersen er uden tvivl en af de mest berømte og elskede europæiske forfattere. Selv om han skrev flere skuespil og romaner, blev han først og fremmest kendt for sine kunsteventyr. Den grimme ælling, som til slut blev til en fin svane, den forfinede prinsesse, som erobrede den gamle dronnings hjerte ved at have mærket ærten, som var skjult blandt en masse tykke madrasser og dyner, den opfindsomme soldat og hans fyrtøj – jeg tager ikke fejl, hvis jeg siger, at alle, som læser dette, er bekendt med disse figurer fra deres barndom, og der er intet mærkeligt ved, at Andersens eventyr er de mest oversatte tekster i verden efter Bibelen. Men hans værker er ikke kun af stor interesse for børn. Eventyrene, Andersen skabte, er dobbeltbundede og inneholder en masse dybe filosofiske og religiøse tanker, tragiske og romantiske refleksioner over livet og bitter ironi, som gemmer sig bag dagligsprog og enkle handlinger. Og der findes en ting til, som gør Andersens eventyr til noget helt specielt. De fleste af dem er hovedsagelig præget af menneskelige lidelser og døden, som er beskrevet så skarpt og intenst, livagtigt og rørende, at det nogle gange er næsten umuligt at holde tårerne tilbage. Tænk bare på den lille pige, som ikke havde noget bedre end et par svovlstikker til at varme sig ved og endte med at fryse ihjel, mens folk fejrede juleaften, havde det dejligt og morsomt i deres varme huse, beundrede juletræ med lys på og spiste dejlig mad.  Andersen rører de dybeste strenge i sjælen på både voksne og børn. Og det, synes jeg, er netop derfor, man sætter så stor pris på hans eventyr. 

Tommelise
Tommelise sætter ud. Kilde: az.lib.ru .

Det forekommer klart, at for at kunne beskrive tragiske hændelser så enkelt og samtidig så dybt med de rigtige ord, uden at overdrive, må man have en særlig tung skæbne og opleve det, man skriver om. Selv om Andersen blev verdensberømt, mens han levede og var en feteret gæst både hos den danske og den europæiske adel, fandt han aldrig ro. Grunden til det finder vi i forfatterens barndom. Hans familie var ikke så rig, det er bedre at sige, den var fattig, og den bestod af tolv mennesker, som alle boede sammen på et værelse. Hans bedstefar blev ofte regnet for gal, fordi han plejede at skære træfigurer, som var en sær blanding af mennesker og dyr. Hans Christian var et ganske nervøst og følsomt barn, og jo ældre han blev, desto værre blev situationen. Han voksede op til en klodset, tynd og ranglet teenager og blev flov over sit udseende. Derfor var det vanskeligt for drengen at stå sig godt med sine jævnaldrende, han følte sig ensom og på en måde ved siden af. Han var også bange for at gå i skole, fordi lærerne praktiserede pryglestraf der. Etter nogen tid skiftede han skole, men lærte sig aldrig at skrive fejlfrit, selv om det lyder morsomt, at den verdensberømte forfatter var dårlig til retskrivning og grammatik. Minderne om skoletiden blev til Andersens mareridt. Men alt dette gjorde ham til den, som han er, og bidrog til hans digtning.

IMG_0918-08-05-18-03-54
Billedet er taget fra denne polske side.

Gennem hele sit liv fortsatte Andersen med at være en særling. Han var bange for at blive røvet og for at miste sit pas, var livræd for at brænde inde (og derfor havde han altid et tov med sig for at kunne komme ud af huset, hvis der opstod brand). Han led altid af tandpine og mente, at hans talent stod i sammenhæng med, hvor mange tænder han havde i munden. Digteren kunne ikke give slip på tanken om, at nogen en dag ville forgifte ham. Da børn over hele Danmark samlede penge ind og sendte en kæmpestor konfektæske til deres elskede forfatter, blev Andersen grebet af panik og videresendte gaven til sin familie. Og det er bare nogle få af hans særheder.

Andersen giftede sig aldrig og fik ingen børn. I ungdommen var han ikke populær hos pigerne, fordi han ikke var en flot mand, rent bortset fra hans sære opførsel. Digteren blev ramt af den første og eneste kærlighed, da han var rundt regnet 40 år gammel. Hans udkårne – Jenny Lind – halvt så gammel som ham og kaldte ham for bror eller lille. Hendes følelser havde ikke noget med romantik at gøre. Siden giftede hun sig med en pianist, og Andersens hjerte blev knust. 

Hvis du beder en, som har læst Andersens eventyr, men ingenting ved om Andersen selv, om at beskrive forfatterens personlighed, ville man næppe forestille sig en ekscentrisk, sær mand, som var bange for næsten alt i sit liv, og ikke var så glad for børn til trods for, at de udgjorde en stor del af hans læserskare. Men Andersen var først og fremmest en vidunderlig kunstner, og derfor, synes jeg, skal han ikke bedømmes som et almindeligt menneske. På trods af – eller på grund af, hvem ved? –  alle sine særheder er Andersen foreviget i sine værker, de værker, som blev skabt af den enestående forfatter, den eneste af sin slags, for det var kun Andersen, som kunne beskrive de mest triste og dramatiske handlinger sådan, at de giver håb og heler hver læsers sjæl. 

 

Inger Christensen-sangen “Jeg ser de lette skyer”

Vores danskhold lærte sangen “Jeg ser de lette skyer” med tekst af Inger Christensen specifikt til et Inger Christensen-seminar på Den Danske Ambassade i Moskva i anledning af en ny russisk oversættelse af samlingerne “Lys” og “Græs” ved Marina Oberlander.

Her synger tre af dem sangen foran Moskva Statsuniversitet i det dejlige forårsvejr.

Nedenfor ses omslaget til den nye, russiske Inger Christensen-udgivelse. Bogen er smukt illustreret af en meget ung kunstner på kun syv år.

 

 

 

Genfødsel

(En novelle)

Det ville være for dårligt af mrs. Crowe at beklage sig over sit liv. Hun stammede fra en temmelig velhavende familie i Melbourne, hendes forældre (må de hvile i fred) holdt inderligt af hende, og protesterede næsten ikke engang, da hun erklærede sin faste hensigt om at gifte sig med en ”gartnersøn” (som forældrene havde døbt ham), John Crowe, og så bekostede de hendes udstyr og gav dem deres velsignelse.

De to bosatte sig i det sydlige Victoria, ikke så langt fra den park hvor John arbejdede som sin fars medhjælper. De havde et beskedent hus i Yarram, ét med en velplejet have og et lysthus, hvor mrs. Crowe plejede at sidde og drikke te med Madeleinekager, mens hun rettede sine elevers stile.

Lige efter de var blevet gift, inviterede John hende ofte med sig hen på sit arbejde i parken, og de tilbragte hele dagen iblandt skyggefulde træer med at nyde kilders hvisken i skovens lummerhed. Af og til overnattede de i en vagthytte næsten i selve skoven, og så blev de vækket af virkelige fuglekoncerter.

I juni blev det jo tidligt mørkt. Om aftenen, når det var lige ved at begynde at skumre, spillede John ”By the light of the silvery moon” på trompet og bagefter hviskede han alle mulige slags kærlige ord i hendes øre.

De blev velsignede med to vidunderlige sønner – Will (efter hans morfar) og John Junior. Velsignelsen var dobbelt: Den anden var, da begge to kom ubeskadigede tilbage fra krigen. Den ældste giftede sig med Sara, lige efter han var tilbage fra fronten. Hvad angår John, så tog han til Melbourne for at tage en uddannelse og blev boende der, og det lykkedes ham på én eller anden måde at bevare et venskabeligt forhold til alle sine fem ekskoner og syv børn (det yngste af dem, Charlie, var blevet seks ugen før).

På deres gamle dage nåede mr. og mrs. Crowe at rejse lidt rundt og at fejre deres oldebarns første fødselsdag. Men i juli 1965 gik John bort. Han havde livet et fuldt liv, og hans dø var let, Gud give alle en så fredelig død i deres søvn.

Efter at hun var blevet enke, flyttede mrs. Crowe lidt efter lidt over i vagthytten i parken. For gammelt venskabs skyld lod man hende bo der, formelt som parkbetjent, skønt hun faktisk fodrede fugle og hjalp med blomsterbedet foran parkens indgang. Hun ville ikke blive i det gamle hus i Yarram og bo sammen med Wills familie. Verden havde jo forandret sig meget i løbet af så mange år, derfor følte mrs. Crowe sig noget tryggere her i vagthytten. Iøvrigt besøgte Will hende ofte og tog hendes børnebørn med sig, foruden sin kones bagværk og nogle bøger.

I sin fritid plejede hun at sidde ude på verandaen, i lænestolen under en lampe med en cremefarvet skærm. Om vinteren havde hun for vane at hylle sig ind i et sjal og et tæppe, at lave en kop te, at lægge nogle af sine yndlingskager på underkoppen og at læse.

Årene havde sparet hendes klare forstand og hukommelse. Det ville også være latterligt at klage over sin helbredstilstand – det kunne være meget værre. Et langt liv var blevet hende til del. Der var sket så meget, både glæder og sorger, men glæderne var dog talrigere. Man kunne i sandhed kalde hende det lykkeligste blandt mennesker.

Og alligevel følte hun sig af og til lidt ensom, den slags ensomhed som ikke kan drives væk af små børn, og heller ikke af hendes børnebørn eller bøger. Hun knyede ikke mod sin skæbne, men hun savnede dog sin John. Hun sad og tænkte tilbage på sit unge selv, hvordan hun plejede at drømme her, i den selvsamme park, om at de som to små gamlinge skulle gå rundt hånd i hånd og fnise over fjollede unge… På sådanne morgener, så skyede og mørke, at man ikke kunne forstå, om det virkelig var morgen eller aften, følte hun det især stærkt. De levede sammen næsten til deres guldbryllup, men nu var ti lange år gået siden hans død…

Det var søndag. Som altid kastede mrs. Crowe sjalet over skuldrene og gik ud på verandaen for at læse. Bogen var ikke ny, ”Den afrikanske farm” af Karen Blixen, men hun havde aldrig læst den. Hun syntes, den var ret spændende og rørende. I dag sang fuglene særlig højt og skønt, og derfor ville hun ikke tænde radioen.

Men da hun netop havde læst sig ind i teksten og lagt omkring femten sider bag sig, hørte hun pludselig en lyd, som fik hendes hjerte til at springe et slag over. Hun lagde bogen bort på bordet og tog brillerne af, idet de hang i et bånd om hendes hals. Hun spidsede øren.

Bag det uharmoniske kor af stære, husskader, bjældefugle, fløjter, papegøjer og panterfugle kunne hun af og til vagt skelne nogen spille trompet. De enkelte noder, som hun kunne høre, lød gådefuldt kendte. Mrs. Crowe stod op, lagde tæppet skyndsomt ned i lænestolen, tog en lanterne fra standen og gik tvivlende over til træerne.

Hun blev med hvert skridt mere og mere sikker på, at hun ikke hørte syner. Nogen måtte spille ”By the light of the silvery moon” i skoven. Mrs. Crowes hjerte bankede, som sådan en gammel ladys hjerte ikke skal, hendes hænder rystede lidt, hendes åndedræt gik i stå. Hun måtte standse op for hver tre eller fire skridt, fordi hun turde ikke gå videre.

Men melodien forlokkede hende, og efter hvert ophold lyttede hun og gik dog flere skridt hen i retning af den hemmelige og uhåndgribelige musiker. Af og til forekom det hende, at hun var tæt på ham, og så omvendt svandt lyden – da ville hun skynde sig og hagede sit sjal fast i grene og snublede over rødder. Her, her var den, så nær!

Og pludselig var hun på en lille, dæmpet belyst skovlysning. Og hendes svagtseende øjne kunne skelne en let hvidlig tåge forude…

Men da hun havde set bedre efter, forstod mrs. Crowe, at det var – stående med sine pragtfulde fjer udbredt – en lyrehale. Den kiggede opmærksomt på hende med sine perlelignende, sorte øjne, og af én eller anden grund løb den ikke væk i buskene. Den åbnede næbbet og udbrød ”bilik-bilik”, og så bøjede den hovedet til side og klikkede lige som en kameralukker.

”Hvor er du en herlig fugl”, smilede mrs. Crowe. Efter at hun havde stået lidt uden at give en lyd, tilføjede hun: ”Ja så, held og lykke til dig, skat”.

Og så drejede hun sig og ville gå tilbage og ikke forstyrre musikeren, men pludselig bilikkede den igen og sagde klart og tydeligt:

”Jeg elsker dig”.

Med hendes unge mands stemme.

Mrs. Crowe stivnede. Hun vendte sig om mod fuglen uden at virkelig se noget for sig, men lige da besluttede lyrehalen, at den ikke særlig godt kunne lide dette menneske og flyttede sig væk, blot vinkede den farvel med sin hale.

Lyrehalen, som mrs. Crowe døbte John for sjov, udså sig et sted ikke langt væk fra hendes vagthytte. Den næste gang de sås, kom hun ikke tomhændet ud, men med et glas fuldt af fårekyllinger. Det forsonede tilsyneladende fuglen med hendes tilstedeværelse.

Hun gav den nogle godbidder af og til, og snart begyndte John selv at komme dertil fra skoven. Han elskede at synge og lod én stryge ham, og det begejstrede især børn. Der kom også en journalist, som skulle have skrevet en artikel om dem for en lokal avis. Men ingen, og helt sikkert ikke journalisten, havde mrs. Crowe fortalt, hvilke to andre ”melodier” fra Johns repertoire, hun kendte. John selv fremførte dem ikke foran andre mennesker af én eller anden grund. Måske var han genert.

Og forunderligt nok forsvandt ensomheden lidt efter lidt.

I må ikke tro noget dårligt om mrs. Crowe. Hun gjorde sig meget klart, at lyrehalen John var bare en fugl. Men hun havde bundet sig meget til ham. Hun kunne godt lide, hvor morsomt han løb rundt og drejede sit hoved, selvom hendes hjerte blødte af én eller anden grund, når hun så det. Om aftenen hørte de af og til radio sammen, og engang efterabede John værten vanvittigt grinagtigt. Han kunne åbenbart godt lide, når hun fnisede som en lille pige.

Erindringerne om fortiden blev der ligesom trukket et dække henover, som om John så at sige havde dækket dem med sine fine, sarte halefjer, og derfor fandt hun en egen smag i nutiden, som om mrs. Crowe var ung igen. Og sådan gik tiden videre.

Sommeren i 1980-81 blev varm. Omkring midten af december steg temperaturen endda til syvogtredive grader, og det blev heller ikke køligere i januar. Mrs. Crowe havde lige, treogfirs år gammel, fejret sit ældste oldebarns konfirmation og tilbragte meget tid på sin veranda nær ved parken.

Det var en fredelig dag. Omkring middag kom John, skjulte sig i skyggen og bad bare om lidt at drikke af og til. Mrs. Crowe fyldte så hans fugleskål med vand fra en kande og sprøjtede hans fjer med en vandforstøver.

Hun følte sig sløj. Fordi det var så varmt, var hun lidt svimmel, altså læste hun ikke. Hun kiggede bare på parkens gæster, som gik forbi, smilede svagt til dem og nikkede, af og til flyttede hun blikket op til himlen. Hun lyttede til radioen. I den senere tid sendte man ofte ”The Beatles”. Ikke at mrs. Crowe havde noget imod det.

”Sikke en dejlig dag, ikke, John?” spurgte hun pludselig. ”Jeg er bare lidt søvnig”.

Lyrehalen løftede blikket til hende og tav lidt, men så sagde han:

”Jeg elsker dig”.

Denne lille pause foran hans ytring fik mrs. Crowe at føle både smerte og varme i hjertet. Måske forstod han endnu mere om dette liv end hun selv.

”Kom, lille skat”, sagde hun, hendes hånd strakte sig ud mod fuglen.

John humpede hen til hende, ligesom uvilligt. Hun aede hans fjedrede hals og lagde hovedet tilbage på lænestolens ryg. Der begyndte en ny sang i radioen, og hun kunne ikke huske at have hørt den før. I’m happy, hope you’re happy too…

”Du var et under. Et Guds under…” mumlede hun smilende. ”Tak, min kære John”.

Refrænet spillede to gange. I begyndelsen af den anden sov mrs. Crowe da ind, uden at holde op med at smile.

Hun vågnede aldrig op igen. Netop der i lænestolen blev hun fundet. Og på hendes knæ lå der, dækket af hendes udtørrede hånd, en gammel, men dog smuk og velplejet lyrehale.

(Oversat fra russisk af forfatteren)

En bogtrailer til Ida Jessens “En ny tid”

Danskholdene læser Ida Jessens prisbelønnede dagbogsroman “En ny tid” og tilegner sig den på deres egen, aktive måde. Her har andetårsholdet skabt en stemningsfuld bogtrailer med egen russiske oversættelse:

Fru Bagge spilles af Marina Golubjeva.

Oversættelse © andetårsholdet af danskstuderende på Moskva Statsuniversitet 2017.

Film, klipning og tekstning © Ira Sevostjanova 2017.

 

 

 

Den modige digter

Dan Turèll er kendt i Danmark som en stor digter og forfatter. Han voksede op i 50-60’rne som den ældste i en børneflok på fem børn. Han tilbragte sin ungdom i Vangede, en bydel i Storkøbenhavn, og sine erindringer og sin barndoms atmosfære gengiver han senere i den selvbiografiske bog ”Vangede billeder”.

Foto taget fra Politiken.dk
Foto taget fra Politiken.dk

Han var et ualmindeligt barn, hans mor fortæller, at i sin tidlige barndom var han ”utrolig artig, lige ved at være for artig”. Sine forældre mindes Dan Turèll også meget varmt. Allerede i skolen elsker han sproget og elsker at lege med ord. Men studere for meget vil han ikke, og forklarer sin far, at han hellere vil studere ved livets universitet. Han havde utroligt mange job og arbejdede som sælger, postbud, journalist, vinduespudser og korrekturlæser. I 1969 bliver han gift med sin ungdomskæreste Kirsten, og så flytter de i kollektiv på Frederiksberg. Her stifter han bekendtskaber og får nye venner, for eksempel Asger Schnack og Peder Bundgaard, kollektivet bliver til samlingspunkt for vennerne, hvor de kan sidde og hygge sig.

Familien Turèll i 1954. Dan er det andet barn fra venstre. Foto udlånt af Inge Turèll til Turèllsamlingen i Gentofte.
Familien Turèll omkring 1954. Dan er det andet barn fra venstre. Foto udlånt af Inge Turèll til Turèllsamlingen i Gentofte.

I denne tid forstår Turèll, at han ikke kun vil læse korrektur, men også skrive selv. Den 15. oktober 1969 tager han en beslutning for resten af sit liv. Han vil være professionel forfatter, og det kalder han ”at være fri”, han vil ikke have en fast stilling. Han skriver digte, nærmere bestemt avantgardedigte, der kan være uforståelige og provokerende, man sammenligner dem med dagbøger uden ende. Men hans forfatterskab skaber problemer i forholdet til Kirsten, og i 1973 bliver de skilt. Dan Turèll flytter ud af kollektivet. Han skriver og arbejder meget på sit image, læser digte op på gymnasier og biblioteker. Det er vigtigt for ham at skabe sit eget image, han er blevet barberet skaldet, neglene er blevet malet sorte, han skriver under pseudonymet ”Onkel Danny”. Bogen, som hedder ”Vangede billeder”, gør ham til en succesrig forfatter.

Foto taget fra Politiken.dk .
Foto taget fra Politiken.dk .

Lidt senere møder han en dame, en dansk skuespiller, Chili, og i 1979 bliver deres datter Lotus Turèll født. Men det går ham ikke altid så godt, han får problemer med skattevæsenet. Hans datter Lotus kan huske, at det var på tale, at han kunne risikere at komme i fængsel, han blev nødt til at kæmpe en umulig kamp, og det hele gav ham en følelse af dårlig samvittighed. I denne kampatmosfære skriver han kriminalromaner. ”Mord i mørket” bliver en kæmpesucces, og så skriver han en krimiserie. Men problemerne er ikke forbi. Han eksperimenterer med mange forskellige stoffer, og så på et vist tidspunkt bliver det mere alkohol. Hans venner lægger mærke til, at han begynder at tabe sig. Den 15. oktober 1993 dør han. Død på sin egen digterdag.

Foto fra Litteratursiden.dk
Foto fra Litteratursiden.dk

Jeg synes, det er svært at karakterisere Dan Turèlls forfatterskab, fordi man skal have et meget godt overblik over dansk litteratur for at kunne det, men noget af det, hans venner og andre forfattere siger om ham, kan tyde på, at han var et virkelig talentfuldt og originalt menneske. Han havde også modet til at gå imod gamle tankegange. I slutningen af filmen ”Store Danskere. Dan Turèll” siger han noget om de eksisterende plot i mange værker: ”Alt hvad der er skrevet, alt hvad der er sunget, alt hvad der er malet, handler om de samme ting, de samme menneskelige bevægelser”, og det, synes jeg, viser en god og dyb forståelse af forfattervirksomhed og afspejler en af kunst og litteraturs vigtigste funktioner.

Henrik & Co. (Novelle)

Henrik er opvokset i Ribe, og hans forældre bor der stadig. Som helt ung fik han tilbudt job i København, og derfor forlod han byen. Men når Henrik taler, «kan man stadigvæk høre den rolige rytme af bølger, der slår mod Vestjyllands kyst i hans sprog. Det er langsomt og drevent, i et trofast og tålmodigt tempo, hvor hvert eneste ord bliver tillagt en helt særlig betydning».(1) Henrik er vegetar, men ikke veganer, fordi han spiser pandekager med honning, hver gang han besøger sin mor i Ribe. Han synes ikke selv om det, men er bange for at forarge moren. Henrik kan ikke lide drikkevarer, som indeholder mere end 7,6 procent alkohol, men han ryger rigtig meget, så meget at han aldrig behøver at have tændstikker med, fordi han tænder hver ny cigaret med den gamle. Det er hans eneste minus, som han faktisk er stolt af. Henrik holder meget af Dorothy Collins, både på grund af hendes smil og fordi han blev født den samme dag, som hun fik sin tredje datter.

Wikimedia Commons
Wikimedia Commons

Henrik er tandlæge, men har altid drømt om at blive præst, fordi han elsker at hjælpe mennesker, det har han arvet fra sin far. Henriks far er politiker og vant til at holde øjenkontakt og give et fast håndtryk. Han mødte Henriks mor ved Folketinget, hvor hendes bil blev fjernet på grund af parkering forbudt. Men det kan Henrik ikke huske, han blev først født to år efter. Hans første erindring er hans treårsfødselsdag, hvor han gerne ville have en cykel i gave, men forældrene gav ham en gul pony i stedet for.

Henrik lejer en lille lejlighed på Vesterbrogade, den ligger på anden etage, ovenpå en pornofilmbutik.

Henrik har en kat. Det er en huskat, som hedder Oscar. Henrik mener, at Oscar er en fuldblodskat, fordi den har nogle hvide hår på maven, og når den starter på en gåtur, strækker den først det bagerste højre ben frem, dernæst det forreste højre ben, så det bagerste venstre ben og det forreste venstre ben. Oscar spiser tre gange på hverdage og fire i weekenden. Happy Cat med laks og kanin, som i kraft af det unikke Happy Cat LifePlus-koncept med 35% næringsrige proteiner bidrager til et ideelt stofskifte. Det aner Oscar ikke noget om, men Henrik synes, at det er ret vigtigt.

Henrik har studeret oral diagnostik og mikrobiologi i 7 år og bestået dansk tandlægeeksamen. Nu arbejder han i Tandlægeforeningen for at forebygge og behandle anomalier, læsioner og sygdomme i befolkningens mundhule, tænder og kæber fire dage om ugen, fra mandag til torsdag, eller nogle gange fra mandag til onsdag og så fredag bagefter. I overenstemmelse med ansættelseskontrakten, som siger, at det må han selv om. Henrik er også uddannet til at identificere døde via deres tænder, men det gør han ikke særlig ofte. Hvis du har lyst til at bestille en tid hos Henrik, kan du både gå til Tandlægeforeningen og til dentist.dk.

Henrik elsker at følge solens rytme og også løgplanter. Han har påskeliljer, hyacinther, tre tulipaner og en hvid krokus derhjemme. Henrik tager sig mest af krokussen. Sidste uge blev dens jomfruelige ynde angrebet af sygdom, den blev pjevset og mistede en store del af sine blade og var næsten ved at dø, men takket være den langvarige pleje blev den efterhånden rask igen.

Krokus
Foto: Wikimedia Commons

Henrik mener, at det var hans kollega Charlotte, der ødelagde krokussen, da hun var på besøg for en uge siden. Det var lige efter, hun havde fået lønforhøjelse, fordi hun var blevet forladt af sin mand. Henrik finder det meget uprofessionelt, at medarbejdere blander deres uheldige privatøkonomiske forhold ind i lønforhandlingerne, når han, Henrik, utvivlsomt bør aflønnes bedre i overensstemmelse med sin flid og høje markedsværdi. Og nu blev han rasende på Charlotte på grund af krokussen og lovede sig selv aldrig at kigge hende i øjnene igen. I stedet for lønforhøjelse blev Hernrik tilbudt tre frokostkuponer til Tandlægeforeningens kantine, men det synes han ikke er okay. Derfor har Henrik meldt sig til kurser i effektiv forhandlingsteknik, hvor han både kan udvikle sin gennemslagskraft og argumentation og at håndtere chefens indvendinger i forhandlingssituationen. Han har også stænket vievand rundt i sit værelse og ned på krokussen for at fjerne Charlottes onde ånd fra sin lejlighed.

Henrik er lidt anderledes end andre mennesker, han fejler ikke noget, men nogle gange får han fornemmelsen af, at der er noget truende i nærheden og føler sig lidt lammet. Derfor tager han altid en spraydåse med sig og en vendbar jakke på. Jakken er brun udenpå og grøn på vrangen, så Henrik kan skifte farve, hvis han får en farefornemmelse. Undertiden lider Henrik af katapleksianfald, så han pludselig falder i søvn midt i et måltid eller en samtale. Søvnanfaldene varer fra et par minutter til op mod en halv time. Derfor har Henrik nogle gange hukommelsesbesvær og problemer med at koncentrere sig, det forstyrrer meget, når han bedøver laver anæstesi til sine patienter i løbet af tandbehandlingen. Det var også grunden til, at Henriks ekskæreste slog op. Han havde fået et søvnanfald ved check in-skranken, da de skulle flyve til Paris.

Efter Henriks kæreste skred, er han begyndt at føle sig alene. For nylig meldte han sig ind på dating.dk for at finde sig en ny kvinde, men han har fået dårlige anmeldelser på grund af sine gule tænder og sin slappe krop. Derfor har Henrik gennem flere møder med chefen, hvor han har brugt sin nye forhandlingsteknik, fået lov til at bytte sine tre frokostkuponer til to guldtænder samt en rabat til at blege resten af tænderne. Nu starter Henrik på en frisk, hvor han har meldt sig ind i et træningscenter og købt en pakke nikotinplastre. Om kort tid starter Henrik på et nyoprettet forførelseskursus hos forførelseskunstneren Arne Duck.

 

 

(1) Anne Nørkjær Bang: Når forundring bliver til fjernsyn. Berlingske, 23. oktober 2014.