Jekaterina Firsova om lykken og janteloven (MSUs danskstuderende i medierne, 1. del)

På det seneste har flere af vores studerende markeret sig i de danske medier med deres forskningsprojekter. Det er vi stolte af. Vi lykønsker dem med indsatsen og glæder os over, at den bliver mødt med interesse i Danmark. Her præsenterer vi det første indlæg i en serie om dette emne.

IMG_9929

Foto © Jekaterina Firsova 2018.

Jekaterina Firsova arbejder med temaet “danskernes lykke”: Hvorfor scorer Danmark så højt i lykkeundersøgelser? Og har været udråbt til verdens lykkeligste folk? Hendes tese er, at Janteloven spiller en rolle for dette: Den skaber en kombination af lave forventninger og en følelse af tryghed, der giver grobund for lykke.

Nu har hun fået publiceret en artikel om emnet i Kristeligt Dagblad.

“I danske boghandler er der hundredvis af bøger om et lykkeligt liv,” skriver hun. “Det skaber en følelse af, at alle lykkens hemmeligheder bliver afsløret, og at man nemt kan bruge dem. Men jeg har forfulgt lykken i det meste af mit liv, og den glider stadig væk hele tiden. Ofte hører jeg folk tale om danskernes succes. Jeg har også købt stearinlys, brygget varm kakao og indpakket mig i et tæppe, men blev ikke lykkeligere af den grund. Så hvorfor er den danske hygge så virkningsløs i Rusland? Og hvor ligger nøglen til dansk lykke skjult?”

Læs resten af artiklen her: Russisk studerende: Måske er janteloven nøglen til dansk lykke

Som et supplement til artiklen har vi lavet et lille interview med Jekaterina og spurgt, hvad der oprindelig inspirerede hende til valget af emne. Svaret viste sig at være meget konkret:

“For nogle måneder siden tog jeg til Danmark for at deltage i et sommersprogskursus i Odense,” fortæller Jekaterina. “Jeg ønskede virkelig at lære den danske kultur at kende. Og jeg ønskede at føle den ægte, danske hygge. Man siger, at den danske hygge er hemmeligheden bag dansk lykke. Den danske hygge er tæt forbundet med varme og komfort. Man siger, at danskerne godt kan lide at tænde stearinlys. Det hjælper folk med at føle hygge. Mine bekendte danskere ler af, at hele verden tror, at de hele tiden sidder omgivet af stearinlys og nyder livet. Men jeg så stearinlys overalt: på bordene i kantinen, på universitetet, på vandrerhjemmet, hvor jeg boede, i caféer og restauranter. Jeg troede, at danskerne bare forsøgte at holde denne hyggelige stereotype gående på offentlige steder. Men en dag stod jeg ved kassen i supermarkedet Bilka. Foran mig stod en dansk familie, der købte flere kasser med stearinlys af forskellig størrelse. Der var så mange stearinlys, at der ville være nok til hele min levetid. Der ville endda være nok til mine børnebørn. Og disse stearinlys kostede mange penge. Og jeg tænkte, at det vist ikke var en myte. Danskerne tiltrækkes af lys. Måske spiller stearinlys ikke en meget stor rolle i hygge, men de er vigtige.”

Det må vi så tage til os. Jekaterina nævner dog også en anden type inspirationskilde, nemlig en bog, der har hittet meget i Rusland:

“For to år siden læste jeg Meik Wikings “Den lille bog om HYGGE”. Forfatteren skrev, at følelsen af hygge også er stærkt forbundet med velsmagende, nærende mad. Og da jeg var i Danmark, kunne jeg overbevise mig om dette. På vores første weekend tog vi til Johannes Larsen-museet i Kerteminde. Efter museet gik vi alle hen til Vaffelhuset. Arrangørerne fra Syddansk Universitet købte is til os, og vi stod og spiste den under den varme sommersols stråler.

IMG_9928

Hvem kan nægte, at lykken er et Vaffelhus? (Red.) Foto © Jekaterina Firsova 2018.

Det var meget hyggeligt. Engang gik jeg ind i køkkenet på det vandrerhjem, hvor hele vores hold boede. Jeg så, at nogen danske studerende kom hen til os. Det var dem, der hjalp os med at falde til i Odense, som hjælpelærere. Der var en lækker duft af mad i køkkenet. Sangen “Hurra, die Welt geht unter” af AnnenMayKantereit & K.I.Z. spillede i baggrunden. De lavede mad sammen med nogle studerende fra vores kurser. Og det var også meget hyggeligt. Engang gik vi ud at spise aftensmad sammen med vores danske hjælpelærere i Cafe Odeon Social. Vi spiste varme, lækre hotdogs. Vi sagde SKÅL og drak vores øl. Og det var også meget hyggeligt!

Jeg spurgte vores danske hjælpelærere: “Hvorfor er den danske hygge så populær? Der er gezelligheid i Holland, gemütlichkeit i Tyskland, koselig i Norge. Men alle taler kun om den danske hygge. Og hjælpelærerne fortalte mig, at der ikke er noget særligt ved den danske hygge. Meik Wiking og andre har lige lavet et varemærke ud af dette koncept. Det er det hele. Men jeg tænkte: “Hvor er det mærkeligt! Danskerne benægter, at de er specielle, men reelt er de det. Måske er dette hemmeligheden bag deres lykke…”.

Ansigter blandt ikoner: Dokumentarfilm om den russisk-ortodokse kirke i dag

I maj 2017 var et filmhold fra den internationale nyhedstjeneste Catholic News Service i Moskva og Sankt Petersborg for at optage en dokumentarfilm om russisk-ortodokse kristne i dag. Hvordan har kirken det nu, 100 år efter revolutionen, og en generation efter Sovjetunionens sammenbrud? Under det kommunistiske styre blev alle trosretninger forfulgt, man havde en ambition om at skabe en rent ateistisk stat. Den ortodokse kirke blev forfulgt strengere end de øvrige trossamfund, fordi den i tsartiden havde haft tætte bånd til statsmagten. Derfor blev den set som et arnested for kontrarevolutionær virksomhed. Flertallet af kirker og klostre blev jævnet med jorden eller ombygget til andre formål – fabrikker, lagerrum, eller i Solovetsk-klosterets tilfælde, den første gulag – og hundredetusinder af præster, munke og nonner blev dræbt.

Moskva havde været en by med en kirke på hvert gadehjørne. Ligesom Oxford kaldes byen med “the dreaming spires” var Moskva “de gyldne kuplers by”, en middelalderby på alder med Ribe. Dens ansigt blev helt ændret, da guldet, mosaikkerne og de hvide mure i vid udstrækning blev fjernet, og Stalins strenge arkitektur og Khrusjtjovs sociale boligbyggeri erstattede dem.

I dag bygges der mange kirker i Moskva. Kristi Frelsers kirke, et af byens vartegn, som Stalin sprængte i luften i 1930’erne, ligger der påny og ser ud, som den gjorde for 100 år siden. Den er genopført sten for sten, alt er forsøgt genskabt, som det var. Og på de russiske landeveje kan man møde omvandrende ikonmalere, der drager fra kirke til kirke for at restaurere de fresker, som kommunisterne har skuret af væggene.

Der sker meget i russisk trosliv i dag, men hvad? Filmen giver et bud gennem interviews med mange forskellige russere – kendte skikkelser fra kirkens top veksler med almindelige kirkegængere, gejstlige med lægfolk. Det aktuelle forhold mellem kirke og stat berøres også i filmen.

Maria Gnevsjeva, en af vores danskstuderende, der selv er troende ortodoks, blev interviewet til filmen. Nu har hendes medvirken skabt interesse fra dansk side for et nyt interview. Det er fint for de studerende, at det danske lektorat kan være en international kontaktflade, som åbner dem muligheder vestover.

Selv blev jeg ansat som medproducer på filmen i kraft af mit lokalkendskab til kirker og klostre i Moskva, til østkirkens teologi og til måden, man praktisk manøvrerer på i en russisk-ortodoks socialsfære. Jeg hjalp med at skaffe interviewpersoner, assistere ved interviews – og fik tilmed min “egen” fotograf med rundt i byen til at skaffe materiale til billedsiden. Jeg skulle fortælle ham, hvor og hvad vi skulle filme. Det tog jeg som en stor tillidserklæring fra instruktørens side, og gjorde mit bedste for at leve op til den. Derfor var det en personlig glæde (og lettelse!) at se, hvor mange af “mine” billeder, der kom med i den færdige film. Og et privilegium at arbejde sammen med professionelle, når man selv kom fra en anden sfære.

Jeg kunne godt lide både den organisatoriske side af filmproduktion og jagtaspektet med at gå efter det bedste visuelle motiv, den æstetiske indstilling, der skulle svare til filmens overordnede idé. Det var også dejligt at opleve holdarbejdsaspektet. Jeg blev klar over, hvor vigtigt det er (af en lang række praktiske grunde) at være to ude sammen, en producer og en fotograf, når man skal optage billedmateriale. Både de russiske og de amerikanske deltagere var ekstremt kompetente folk, så jeg lærte meget.

Faces Among Icons: Courtesy Catholic News Service

Thumbnail: Foto © Robert Duncan / CNS 2017