Ansigter blandt ikoner: Dokumentarfilm om den russisk-ortodokse kirke i dag

I maj 2017 var et filmhold fra den internationale nyhedstjeneste Catholic News Service i Moskva og Sankt Petersborg for at optage en dokumentarfilm om russisk-ortodokse kristne i dag. Hvordan har kirken det nu, 100 år efter revolutionen, og en generation efter Sovjetunionens sammenbrud? Under det kommunistiske styre blev alle trosretninger forfulgt, man havde en ambition om at skabe en rent ateistisk stat. Den ortodokse kirke blev forfulgt strengere end de øvrige trossamfund, fordi den i tsartiden havde haft tætte bånd til statsmagten. Derfor blev den set som et arnested for kontrarevolutionær virksomhed. Flertallet af kirker og klostre blev jævnet med jorden eller ombygget til andre formål – fabrikker, lagerrum, eller i Solovetsk-klosterets tilfælde, den første gulag – og hundredetusinder af præster, munke og nonner blev dræbt.

Moskva havde været en by med en kirke på hvert gadehjørne. Ligesom Oxford kaldes byen med “the dreaming spires” var Moskva “de gyldne kuplers by”, en middelalderby på alder med Ribe. Dens ansigt blev helt ændret, da guldet, mosaikkerne og de hvide mure i vid udstrækning blev fjernet, og Stalins strenge arkitektur og Khrusjtjovs sociale boligbyggeri erstattede dem.

I dag bygges der mange kirker i Moskva. Kristi Frelsers kirke, et af byens vartegn, som Stalin sprængte i luften i 1930’erne, ligger der påny og ser ud, som den gjorde for 100 år siden. Den er genopført sten for sten, alt er forsøgt genskabt, som det var. Og på de russiske landeveje kan man møde omvandrende ikonmalere, der drager fra kirke til kirke for at restaurere de fresker, som kommunisterne har skuret af væggene.

Der sker meget i russisk trosliv i dag, men hvad? Filmen giver et bud gennem interviews med mange forskellige russere – kendte skikkelser fra kirkens top veksler med almindelige kirkegængere, gejstlige med lægfolk. Det aktuelle forhold mellem kirke og stat berøres også i filmen.

Maria Gnevsjeva, en af vores danskstuderende, der selv er troende ortodoks, blev interviewet til filmen. Nu har hendes medvirken skabt interesse fra dansk side for et nyt interview. Det er fint for de studerende, at det danske lektorat kan være en international kontaktflade, som åbner dem muligheder vestover.

Selv blev jeg ansat som medproducer på filmen i kraft af mit lokalkendskab til kirker og klostre i Moskva, til østkirkens teologi og til måden, man praktisk manøvrerer på i en russisk-ortodoks socialsfære. Jeg hjalp med at skaffe interviewpersoner, assistere ved interviews – og fik tilmed min “egen” fotograf med rundt i byen til at skaffe materiale til billedsiden. Jeg skulle fortælle ham, hvor og hvad vi skulle filme. Det tog jeg som en stor tillidserklæring fra instruktørens side, og gjorde mit bedste for at leve op til den. Derfor var det en personlig glæde (og lettelse!) at se, hvor mange af “mine” billeder, der kom med i den færdige film. Og et privilegium at arbejde sammen med professionelle, når man selv kom fra en anden sfære.

Jeg kunne godt lide både den organisatoriske side af filmproduktion og jagtaspektet med at gå efter det bedste visuelle motiv, den æstetiske indstilling, der skulle svare til filmens overordnede idé. Det var også dejligt at opleve holdarbejdsaspektet. Jeg blev klar over, hvor vigtigt det er (af en lang række praktiske grunde) at være to ude sammen, en producer og en fotograf, når man skal optage billedmateriale. Både de russiske og de amerikanske deltagere var ekstremt kompetente folk, så jeg lærte meget.

Faces Among Icons: Courtesy Catholic News Service

Thumbnail: Foto © Robert Duncan / CNS 2017

 

Den ortodokse påske og kosmonautdagen

Teksten lyder: "(Her) er ingen Gud!" En sovjetisk vandrehistorie ville vide, at Gagarin udbrød dette under sin rumfærd. Det bekræftes dog ikke af de bevarede lydoptagelser fra færden. (Red.)
Teksten lyder: “(Her) er ingen Gud!” Ifølge en sovjetisk vandrehistorie udbrød Gagarin disse ord, da han kom ud i verdensrummet. De er dog ikke at finde på de bevarede lydoptagelser. (Red.)

Det var sådan i år, at den ortodokse påske faldt sammen med kosmonautdagen den 12. april (den 12. april 1961 fløj Jurij Gagarin, en sovjetisk jagerflypilot, ud i rummet — han var det første menneske i rummet). Ifølge facebookbeboerens vane var den første ting, jeg foretog mig den morgen (som for mig begyndte hen ved klokken 12), at tjekke mine facebooknyheder. Min overraskelse var styrtende, da jeg opdagede mere end 10 publikationer om Jesus og kun et par om Gagarin.

Så blev jeg trøstesløst vemodig. Hvad er der galt med vores tid, hvis vi i det 21. århundrede, efter alle de grusomheder, der blev begået i mindst et årtusind (korstog, slaveri i den Nye Verden, heksejagt, inkvisition, antisemitisme og så videre) i Guds/Jesus’/kirkens navn (og de blev ofte betragtet som den samme ting), gerne fejrer en religiøs højtid og lige så gerne publicerer billeder af påskekager*, mens et videnskabeligt gennembrud fra for 50 år siden går praktisk talt ubemærket hen? Det bedste eksempel på denne tendens kommer fra Profsojusnajagaden, hvor der bygges en kirke — et tempel for dogmer og tilbedelse af en usynlig ven — ved siden af ruinerne af det nedbrændte IVISD¹ (Institut for Videnskabelig Information om Samfundsfag; russ. ИНИОН: Институт Научной Информации по Общественным Наукам) — et tempel for lærdom og oplysning.

En kirke opføres ved siden af en akademisk institution. Foto © Denis Sukhino-Khomenko
En kirke opføres ved siden af en akademisk institution. Foto © Denis Sukhino-Khomenko

Man kan sige til mig: tag det roligt, ingen uddannet person tror virkelig på det, det er bare en tradition, en del af vores kultur, og overhovedet indeholder kristendommen gode idéer. Det vil jeg opponere imod: Kommunismen indeholder nok også gode idéer, men vi fejrer ikke den 7. november (den bolsjevikiske kupdag i 1917), kalder ikke hinanden “kammerater” (selvom jeg synes, det bagvedliggende koncept var udmærket), og “Jernfeliks” (det vil sige monumentet for Feliks Dsersjinskij, den første KGB-chef) blev fjernet fra Lubjanskajapladsen i 1991.

"Jernfeliks" styrtes.
“Jernfeliks” styrtes. Foto © Anatoly Sapronenkov/AFP/Getty Images

Det er især trist at læse disse facebooknotitser af gode venner og respekterede kolleger. Overhovedet gør tendensen til “åndelig vækkelse” i det akademiske miljø mig vemodig. Jeg kan godt forstå, at det plejede at være unormalt for en forsker (især i den engelsktalende verden) at være ateist i Lewis’ og Tolkiens tid,² og selv videnskaben kunne dengang ikke give svar på alle brændende spørgsmål. Men nu, når etologi [adfærdslære, red.] og antropologi godt kan forklare mange aspekter af “den åndelige verden” (læs for eksempel R. Dawkins), så spørger jeg altid mig selv, når jeg hører lange taler om det himmelske fra en respekteret professor fra MSIF (Moskvas Statsinstitutet for Internationale Forbindelser; russ. МГИМО — Московский Государственный Институт Международных Отношений) i hans oplæg, når jeg ser, hvordan han kalder publikum til bøn efter sin forelæsning: Er han virkelig videnskabsmand?… Og var hans fyring (skønt uretfærdig og på en helt anden baggrund) så Guds vrede?** …

Noter

¹ Instituttet brændte den 30. januar 2015. Man siger, at branden var påsat. Jeg hjalp til som frivillig på brandstedet med indpakning af og søgen efter de uskadte bøger og vil gerne skrive om den erfaring på et senere tidspunkt.
² Dog svarede Laplace 150 år tidligere Napoleon, da denne spurgte videnskabsmanden om Guds plads i hans teori: Citoyen premier consul, je n’ai pas besoin de cette hypothese (“Hr. førstekonsul, jeg har ikke haft brug for denne hypotese”).

* Den såkaldte kulitj er en traditionel russisk påskespise. En opskrift på engelsk findes her. (Red.)
** Skribenten refererer til en fyringssag, der vakte skandale i Rusland. (Red.)