Konference om dansk-russiske åndelige forbindelser

IMG_3580

D. 25. september 2017 fandt konferencen “Dansk-russiske åndelige forbindelser” sted i Emigranthuset i Moskva, med Karsten Fledelius, Alla Nazarova og Helle Vallø som foredragsholdere. Jeg var moderator og tolk. Vores studerende samt danskstuderende fra andre universiteter i Moskva deltog, foruden husets brugere.

Alle tre oplægsholdere tog afsæt i Grundtvigs teologi og værdier. At “Grundtvig og Rusland” (der måske ikke lyder som den mest oplagte sammenstilling) er et næsten uudtømmeligt emne, kunne vi konstatere fra de tre veloplagte foredrag.

Der er stor interesse for netop Grundtvigs uddannelsessyn i Rusland. Alla Nazarova er medlem af Statsdumaens Uddannelseskomité, og har været på researchophold i Danmark for at studere højskoletraditionen og vurdere, hvordan dens principper eventuelt kunne inkorporeres i russisk uddannelsespolitik. Det er et meget glædeligt initiativ. Det russiske uddannelsessystem er bygget over det tyske, og er noget mere autoritært i sin ydre form end det danske. På universitetet rejser de studerende sig, når underviseren kommer ind, man er Des, og til seminarer og konferencer som denne kan man godt mærke en lidt større tilbageholdenhed fra de studerendes side for at stille spørgsmål og diskutere, end man er vant til i Danmark. Grundtvigs vægt på samtale som en pædagogisk grundsten i undervisning på alle niveauer – læring som en gensidig udveksling mellem lærer og elev – har noget at bidrage med her.

IMG_3582
Medlem af Statsdumaens uddannelseskomité, Alla Nazarova, fortalte om sit studium af det danske højskolevæsen. Foto: Aleksandra Rusakova.

Det betyder dog ikke, at russiske studerende ingen kritisk sans har. De har deres egne meninger (over hele det politiske spektrum) og er ganske velinformerede om verdenssituationen. Russere er i almindelighed kritisk indstillede, også selvkritisk i forhold til deres eget system. Det kunne vi egentlig godt bruge lidt mere af i Danmark; somme tider spærrer en indgroet forestilling om, at alt allerede gøres bedst i Danmark, for opdagelsen af, at nogle ting fungerer bedre i andre lande.

Tag for eksempel offentlig transport. Bor man i Moskva, lærer man at sætte pris på, at metroen så godt som aldrig er i stykker eller forsinket. I tilgift er der sporvogne, trolleybusser, almindelige busser og minibusser (marsjrutki). Og taxiselskaber med billige og punktlige vogne. (Ulempen i Moskva er naturligvis trafikpropperne i myldretiden. Så metroen er en livsbetingelse på visse tidspunkter af dagen.)

Når man så kommer til Danmark, og metroen står stille (igen), og DSB laver sporarbejde, hver gang man skal en tur til og fra Jylland, tænker man ‘I så lille et land må det da kunne gøres mere effektivt’. Til gengæld har Danmark jo sine dejlige cykelstier, som Moskva endnu er meget fattig på. Cyklisterne må bruge fortovet. Men der er forandringer i gang. For nylig kom der et bycykelsystem ligesom i København. Danskernes cykelkultur er et andet punkt, som russerne er interesserede i at lære af – ligesom højskolekulturen.

Men det var en digression. Tilbage til den åndelige transport mellem Danmark og Rusland!

IMG_3578
Foto: Aleksandra Rusakova.

Vores studerende sang naturligvis Grundtvig som indledning og afslutning på konferencen (O kristelighed og Sov sødt, barnlille). Og Grundtvigs salmer blev flittigt citeret af foredragsholderne. Alle vendte tilbage til den sidste strofe fra Den signede dag, der også fik det sidste ord til arrangementet:

 Så rejse vi til vort fædreland,
dér ligger ej dag i dvale,
dér stander en borg så prud og grand
med gammen i gyldne sale;
så frydelig dér til evig tid
med venner i lys vi tale.

IMG_3572
Karsten Fledelius, lektor emer. fra Københavns Universitet, bestyrelsesformand for Dansk-Russisk Forening og medlem af Helsinkikomitéen for Menneskerettigheder trak på alle tre baggrunde i sit foredrag. Foto: Aleksandra Rusakova.

Karsten Fledelius fortolkede strofen og dens særegne skildring af paradiset: Det er, kommenterede han, en opfattelse af det evige liv som en glædesfest, hvor venner samtaler med venner “i lys” – også forstået som åndelig oplysning, en forklaret virkelighed, som er så intenst virkelig, fordi man er sammen om den med dem, som er én kærest. Det er fællesskabet, samtalen, som skabelsens fuldendelse.

Det var en umådelig smuk inspiration, vi fik fra Karsten med dette perspektiv. Fællesskab som en stadig udvikling af individualiteten gennem mødet med andre. Det minder lidt om kirkefaderen Gregor af Nyssas forestilling om det evige liv, som han beskriver som en stadig dybere udforskning af Guds uudtømmelige væsen, hvor der altid er mere at lære og forstå og udveksle, så man aldrig når til ende med sin indsigt. Ikke livet, men evigheden, som et studium, en oplysningsproces, hvor virkeligheden hele tiden bliver lysere endnu.

Associationen til en kirkefader var ikke tilfældig: Titlen på Karsten Fledelius’ oplæg var Betydningen af Grundtvigs fortolkning af kirkefædrene for nutidig kristendom.

Her kan man høre en af de sange, MSUs danske studenterkor optrådte med. Denne optagelse er dog fra en korøvelse, ikke fra selve dagen. Maria Gnevsjeva har komponeret andenstemmen til sangen. Film © Ira Sevostjanova 2017.

Helle Vallø leverede et tankevækkende oplæg om værdigrundlaget for vores samfund, og hvordan Grundtvig har påvirket det. Hvordan kan mennesker af forskellige trosretninger leve anstændigt sammen med inspiration fra Grundtvig? Hun fortalte om, hvordan hun selv først, da hun var oppe i trediverne, blev klar over, hvor meget af hendes egen bevidsthed, netop han havde formet. For mange danskere sker det halvt ubevidst. Men ikke desto mindre præger det os afgørende. Og Grundtvig kan fortælle os noget vigtigt om, hvordan vi i en globaliseret verden balancerer mellem selv at få plads til vores identitet og give plads til andre identiteter. Helle Vallø talte om to former for opfattelse af national identitet: Den, der ekskluderer, og den, der inkluderer. Hun sammenlignede forholdet mellem forskellige værdier indbyrdes, og viste, hvordan en prioritering af dem foregår i dansk bevidsthed. Der var så meget opfølgningspotentiale i oplæggene, at tiden var for kort.

Diskussionen efterfølgende koncentrerede sig på opfordring af Alla Nazarova om spørgsmålet “Hvilke kriterier kan man opstille for åndelighed?” Det var også et spændende spørgsmål, men det var synd, at vi så ikke fik fulgt diskussionen om frihed og identitet, som Helle Vallø havde inviteret os til at deltage i, helt til dørs.

IMG_3584
Helle Vallø fortæller om danskernes prioritering af værdier. Foto: Aleksandra Rusakova.

Nogle studerende fulgte med oplægsholderne på pub bagefter – en god universitetstradition – så der var lejlighed til at udforske flere perspektiver med eksperterne på den måde.

Jeg er glad for, at de fik denne chance. Desværre måtte ret mange af de studerende gå til andre timer efter selve konferencen, og gik glip af pubsamtalen. Det var en ret stor skuffelse for dem, især for de studerende fra et andet af byens universiteter, der huskede Karsten Fledelius fra de Danske Dage i 2015, og havde forberedt spørgsmål, de ønskede at stille ham… Men de russiske studerende er hårdt spændt for rent timetalsmæssigt i sammenligning med de danske. Og de har mødepligt. Det er en skam, når de af den grund går glip af chancer som denne for at være på tomandshånd med danske forskere og undervisere.

*

Temaet “Grundtvig og Rusland” har været udforsket i dybden siden 2012, hvor en række danske og russiske Grundtvigentusiaster mødtes på Udby Kro til et seminar, som blev startskuddet til flere storstilede arrangementer om temaet i 2013 (i Rønnebæksholm), 2014 (i Moskva) og 2016 (i Vartov). Om disse begivenheder kan man læse detaljeret her.

Man kan læse endnu mere om Grundtvig i et russisk perspektiv her, i Jørgen Hinsbys artikel At stå med Gud i hånden og skabe verden på ny.

 

 

Forskerkald og frihed: Ak, hr. Agisjev, hvis bare Gud hørte dig!

Tanker efter Lomonosovkonferencen 2015

De unge historikere lytter opmærksomt…

D. 14.-15. april var jeg lykkelig for at tage del i den årlige MSU-“Lomonosov”-konference for unge forskere.
Trods alle de klager over MSU, som jeg havde i min studietid (trættende bureaukrati, et væld af obligatoriske studieelementer, “huller” i timeplanen, administrative fejl, sen Wi-Fi-opkobling og så videre, kan jeg ikke skjule, hvor stolt jeg var af min alma mater og mit hjemfakultet, og hvor dejligt det var at holde oplægget: Det var ikke bare et virkelig landsdækkende træf for unge forskere, men det var også meget godt arrangeret. At den tekniske del var velfungerende, skyldes måske MSUs størrelse (for eksempel fik vores afdeling fik et stort og veludrustet lokale — universitetet har råd til det), men den organisatoriske succes var sikkert medarbejdernes fortjeneste.

En ung forsker fremlægger sin paper
… til deres kollegas fremlæggelse. Bemærk MSU-logoet på jakken.

Tilbage i 2010 blev middelalderforedragene holdt i en fælles forsamling, og det var kedeligt for kolleger, der forsker i nyere tids historie og vice versa. Nu fik vi og byzantinisterne vores egen afdeling, og det blev meget mere produktivt. Jeg vil fremhæve vores moderators, Sergej Agisjevs, særligt aktive indsats, der befordrede diskussionens livlige karakter.

Før den første fremlæggelsesrunde havde Igor Filippov (viceinstitutleder og min første vejleder på universitetet) haft ordet: “For 20 år siden syntes akademiske studier at være en fortvivlet bestræbelse, en vej, der ingen steder førte hen. Vi, den tids forskere, gjorde det af rent ophøjede grunde, ikke praktiske eller nytteorienterede”.
Jeg har hørt fra ældre kolleger, at mediævister er som cremen blandt historikere — det er, fordi de kender deres kilder fra A til Å – kildematerialet er begrænset, og derfor er det svært for dem at bestemme fakta. Jeg kunne imødegå den påstand: for eksempel arbejder forskere i antikkens historie på samme måde; jeg synes, at samtidshistorikeres arbejde er lige så svært med det væld af kilder, der er.

Men en ting er utvivlsom: middelalderhistorikere arbejder stadig — ligesom for 20 år siden — af indre tilskyndelse, ikke ud fra konjunkturen, som det — desværre — er blevet udbredt i den sidste tid. Det er måske for vovet at påstå, at vores institutter får de bedste studerende, men i det store og hele forbliver niveauet ret højt: jeg tror, at hr. Filippovs ønske modsvarer virkeligheden. Vores afdelings medlemmers ansigter var, som min mor siger, “deformeret af intellekt”, og det var meget smigrende at tage del.

Jeg blandt de unge forskere
Jeg var blandt de unge forskere, der fremlagde.

Efter den anden dags fremlæggelsesrunde åbnede hr. Agisjev den uofficielle diskussion, og det ene af hans budskaber var idéen om humanisters ubøjelighed. Det vil sige, naturvidenskabmænd har brug for teknik, laboratorier, grejer og så videre, derfor vil de bøje sig for et politisk regime om nødvendigt, men humanisterne behøver kun blyanter og papir: De bliver fattige, men forbliver stolte og uafhængige. Ak, hr. Agisjev, hvis bare Gud hørte dig!.. Efter min mening er det præcis omvendt: Ethvert regime kan overleve uden humanistisk lærdom på en eller anden måde, men løber en risiko uden den teknisk-naturvidenskabelige. Følgelig vil det, skønt uvilligt, tolerere frihed blandt naturvidenskabmænd (medarbejderne på Kurtjatovs institut, som havde været udpeget til at producere atombomben efter den Anden Verdenskrig fortalte sidenhen, at de følte, de havde lov til at tænke helt frit — og det var i Stalins tid!), men ynder at undertrykke humanisterne: De skal huske, hvem der er herre i huset. Humanisterne behøver også et godt arbejdsmiljø og finansiering: biblioteker, rejser til udlandet til konferencer, arkæologiske ekspeditioner… Måske er jeg ikke en ægte forsker: Foruden blyanter og papir vil jeg også have en god løn, gode arbejdsbetingelser og tro på fremtiden. En yacht og en pengesæk vil heller ikke skade.

Debat
Er humanister mere eller mindre modstandsdygtige overfor politisk pres end naturvidenskabsmænd? I debatten forfægtedes begge synspunkter.

Jeg er mere eller mindre enig med hr. Agisjevs fortolkning af historikernes plads i samfundet: at forvalte, bevare og indsamle lærdom. Men det beviser, tror jeg, deres uholdbare stilling. En naturvidenskabmand ved, når han/hun forsker i virkelighedens natur, at det udførte arbejde vil overleve ham/hende og regimet, og selv hans/hendes fejl vil ikke være forgæves — efterfølgerne vil kende til dem. Har en humanist den slags sikkerhed? Nej. Hvem vil nu læse bøgerne om SUKPs (Sovjetunionens Kommunistiske Partis) historie, lange, kedelige værker om klassekamp og fortvivlet forsøge at finde den historiske baggrund for “SUKP: Den korte historie” og Marx-Lenins begreber om historiske formationer? Okay, lærdommen er bevaret, men behøver man det? Billedligt talt, “hvad skal en vej til for, hvis ikke den fører til kirken?”¹

Præmie for bedste fremlæggelse
Sådan ser præmien for at have præsenteret det bedste oplæg ud.

Endelig forstår jeg ikke, hvordan jeg skal forholde mig til det faktum, at kun folk fra MSU fik præmierne for de bedste foredrag. På den ene side er jeg meget stolt af mit fakultet, på den anden side føler jeg mig flov overfor kollegerne fra andre institutioner. Jeg synes personligt, at et foredrag i historiografi, der blev holdt af en studerende fra RSUH (det Russiske Humanistiske Statsuniversitet, Российский Государственный Гуманитарный Университет), fortjente en højt placeret præmie. Jeg skal undlade at drage min egen konklusion og vil referere to meninger:
a) min vejleder bemærkede, at det var et bevis på MSUs høje standard,
b) min afhandlings opponent hældede til den formodning, at hvis konferencen havde fundet sted på for eksempel RSUH, så ville RSUHs studerende have fået præmierne.
Og dog mener jeg, at Lomonosov-2015 var en succes, og jeg er meget glad for at have taget del i det. Jeg håber, at vores arbejde ikke er forgæves:

“Jeg vil længe være værdsat af folket,
Fordi jeg vakte gode følelser til live med min lyre.
I disse grusomme tider lovpriste jeg frihed
Og opfordrede til nåde for dem, der trådte fejl.”²
(Aleksandr Pusjkin.)

 

 

¹ Citat fra filmen “Pokajanije” (“Anger”) af Tengiz Abuladze (1984).
² И долго буду тем любезен я народу,
Что чувства добрые я лирой пробуждал,
Что в мой жестокий век восславил я Свободу
И милость к падшим призывал.

(Fra digtet Я памятник себе воздвиг нерукотворный. Læs hele digtet her på russisk.)