Ny dansk oversættelse af “Anna Karenina” præsenteret på Tolstojmuseet i Moskva

S3820019 copy
Der bydes velkommen fra museets side. Salen er behængt med en række Tolstojportrætter – det største og nyeste skuer ud over tilskuerne.

Tirsdag d. 2. oktober blev den første danske Anna Karenina-oversættelse siden Ejnar Thomassens dage præsenteret på det elegante Tolstojmuseum i Moskva. Arvtageren efter Thomassen var Marie Tetzlaff, leder af Det Danske Kulturinstitut i Sankt Petersborg. Tetzlaff har før oversat Krig og Fred og andre af de største russiske romanklassikere, herunder Turgenjevs Fædre og Sønner.

Det er en fornøjelse at læse Marie Tetzlaffs nye oversættelse. Den er mundret og samtidig ikke bange for at bruge ord som “sågar” og “sanddru”, hvilket er en rigdom, der minder os om, hvor smukt et sprog dansk er, når nogen gider bruge det ordentligt.

Ved bogpræsentationen på museet var den danske ambassade repræsenteret sammen med koryfæer fra Moskvas litterære verden, pressen og naturligvis museets ledelse. Alle holdt lange og formfuldendte taler – som russerne elsker. Marie Tetzlaff, der udmærket kender dette folks kærlighed til de store ord, havde forberedt en skarpsleben tale (på russisk, naturligvis) af samme art. Der blev heldigvis også lejlighed til at stille spørgsmål til oversætteren bagefter, og diskutere romanens litterære indhold. Tilhørerne bad om at høre de berømte indledningsord på dansk:

Alle lykkelige familier ligner hinanden, enhver ulykkelig familie er ulykkelig på sin egen måde. (Bind I, side 9)

Jeg tillader mig her at give endnu en prøve på Tolstojs letvingede prosa i Marie Tetzlaffs formskønne oversættelse. En forelskelsestilstand beskriver Tolstoj sådan her:

Og hvad han så den morgen, så han aldrig siden. Især børn, der gik i skole, gråblå duer, der fløj ned på fortovet fra tagene, og hvedeboller, drysset med mel, sat frem af en usynlig hånd, rørte ham. (…) Alt dette skete på en gang: En dreng løb hen til en due og kiggede smilende på Levin, duen rystede med vingerne og lettede, skinnende i solen mellem snefnug, der skælvede i luften, og inde fra en luge lugtede der af nybagt brød, og der blev sat boller frem. Alt dette samtidig var så usædvanlig godt, at Levin lo og græd af glæde. Efter at have gået en stor omvej ad Gazetnyj Pereulok og Kislovka vendte han atter tilbage til hotellet, lagde sit ur på bordet foran og sig og satte sig til at vente på, at klokken blev tolv. I værelset ved siden af talte de om maskiner og snyd og morgenhostede. De forstod ikke, at viseren nærmede sig tolv. (Bind I, side 459ff)

Forhåbentlig har alle læserne oplevet dette mindst én gang i livet.

Lev Tolstoj: Anna Karenina bind I og II. Gyldendal 2018. På dansk ved Marie Tetzlaff.

 

Om romanen

Anna Karenina kaldes ofte verdens bedste roman. Den er forbillede for mange senere romanforfattere, og berømmes blandt andet for at være et sjældent detaljeret spejlbillede af hele sin tids russiske samfund. Dertil kommer, at den tackler almenmenneskelige kriser, som de fleste kan forholde sig til: Når et ægteskab går i stykker trods god vilje fra begge parter. Når en forelskelse kommer på tværs af samfundets krav og forventninger. Når utroskab er en realitet, man må tage stilling til, og der samtidig er børn i det ægteskab, som er brudt. Disse dilemmaer er hovedpersonens, Anna Kareninas.

Sideløbende fortælles hendes brors historie: Stepan Oblonskij er, som sin søster, ikke i stand til at være sin ægtefælle tro – der er ligheder, men også afgørende forskelle i deres situation. Den ene store forskel er, at for Stepan drejer det sig ikke om nogen stor kærlighed, men om en let og hedonistisk livsindstilling – fornøjelser giver man da ikke afkald på? For Anna betyder hendes møde med officeren Aleksej Vronskij derimod en hengivelse for livet og med det som indsats. Den anden store forskel er de involveredes køn. Tolstoj demonstrerer med sin parallel, hvor forskellige vilkårene var for en mandlig og en kvindelig ægteskabsbryder på hans tid, selvom svigtet moralsk set er det samme. Det gode selskab er villige til at tilgive Stepan – det samme er hans kone. Men Anna får kniven på struben på en helt anden måde. Derfor får de to søskende, trods en medfødt disposition, der er fælles for dem begge – en struttende livsappetit og generøsitet – en helt forskellig udvikling (herunder på det etiske plan) og skæbne.

Stepan Oblonskij er dog ikke den næstvigtigste figur i romanen. En hovedperson af samme væsentlighed som Anna er Konstantin Levin, en ven af Stepan og desuden forelsket i dennes svigerinde Kitty. På en måde danner Levin en kontrast til de to Oblonskij-søskendes temperament og skæbne. Af temperament er han ligeså depressiv og aggressiv, som de to er muntre og milde af sig. Levin tager livet tungt. Han vil gerne gøre tingene ordentligt, og da han er født som herremand, betyder det, at han grubler dybt over, hvordan han kan forvalte sin jord og sit dyrehold bedre – særlig grubler han over sit forhold til bønderne.

På det tidspunkt, hvor romanen foregår, er livegenskabet ophørt, og bønder og godsejere prøver at finde sig til rette med nye måder at organisere landbruget på. Socialistiske og kommunistiske idéer er i omløb. Levin er ikke kommunist, selvom han prøver at engagere bønderne mere i arbejdet ved hjælp af oprettelsen af mindre arbejdskollektiver indenfor udvalgte områder. Han foretrækker at gøre det som andelsvæsen – Levin er ikke modstander af ejendomsret. Han vil reformere landbruget på en anden måde.

Det bliver hurtigt tydeligt for læseren, at Levin er talerør for Tolstojs egne teorier på dette område, og at han også etisk eksemplificerer et alternativ til Anna Kareninas og hendes kreds’  livsform. Tolstoj betoner Levins som en sundere vej. Det lykkes for eksempel Levin at blive gift med den kvinde, han elsker – mens kærligheden i lidenskabelig forstand var en side af ægteskabet, Anna ikke havde taget højde for, da hun som ung blev gift med en tyve år ældre mand, der var hende erotisk og følelsesmæssigt ligegyldig.

Levin udgør også en kontrast til Annas elsker Vronskij i den forstand, at han beskæftiger sig med noget, som Tolstoj betragter som mere virkeligt og nyttigt end de abstrakte former for beskæftigelse, bylivet byder på. Karriereræset indenfor politik og militær beskrives som tomme strukturer, der holder folk på afstand af det betydningsfulde i livet. De to mænd i Annas liv repræsenterer hver sit af disse to områder. Ægtemanden, Aleksej Karenins, arbejde i et ministerium bliver et udtryk for hans almene livsfjernhed, manglende evne til at kontakte nogen form for lidenskab eller dybere mening. Og elskeren, Aleksej Vronskij (det er ikke tilfældigt, at han bærer det samme fornavn som ægtemanden) er officer, gør tjeneste som ritmester og er født i en velhavende grevefamilie. Før sin forelskelse i Anna lever han som de fleste unge mænd af sin klasse et muntert liv uden noget særligt moralsk kompas udover på udvalgte (ikke alt for vanskelige) områder. Også han optræder ved en sammenligning med Levin som et eksempel på livsfjernhed. Hos ham bliver denne (som hos Annas bror Stepan) til overfladisk livsnydelse. Hos Karenin bliver den til en indtørring af sjælen.

Men det kendetegner Tolstojs værker, at man ikke let kan sætte et punktum for nogen af personerne i netop etisk eller åndelig forstand. Skønt Levin som sagt tydeligt er et talerør for forfatterens egne sympatier (Tolstoj havde slet ikke behøvet at danne hans efternavn ud fra sit eget fornavn, Lev), har hans valg af livsindstilling også sine åbenbare faldgruber og ulemper. Og omvendt er hverken Anna, Karenin eller Vronskij rene ‘livsmisforståelser’. Der er meget godt og fint i dem alle, de kæmper alle en brav kamp, ikke kun med deres egne personlige fejl, men også med det, der er forkert og forkrøblende i de herskende samfundsnormer. Tolstoj stiller det hele frem på bordet, og læseren kan så selv forholde sig til det.

Herunder følger flere billeder fra bogpræsentationen.

S3820005 copy
Museumsdirektøren holder sin velkomsttale.
S3820012 copy
Den Danske Ambassades repræsentant taler (på dansk med tolk) om de diplomatiske forbindelser mellem Danmark og Rusland i et historisk lys.
S3820023 copy
Den ene beåndede taler efter den anden…
S3820027 copy
… slår sig løs i høj akademisk stil.
S3820020 copy
Publikum holdes i ånde.
S3820040 copy
Aftenens æresgæst, Marie Tetzlaff – som viste sig at være svær at fotografere, da hun gestikulerede ligeså levende som en italiener og var i konstant bevægelse. Men festligt var det at se på. I forgrunden ses bogen, der præsenteres: Anna Karenina på dansk i to bind.

Tetzlaff med bogen                                 Alle fotos er © M. Pontoppidan 2018.

 

 

 

 

 

Ny dansk dramatik i Sankt Petersborg: Til reading og oversætterseminar

Nye scene
Aleksandrinskij-teatrets Nye Scene. Foto © Doorothea Radujko 2015.

D. 17.-19. december 2015 modtog vi støtte fra Statens Kunstfonds pulje for oversætternetværk til en ekskursion til Sankt Petersborg. Tre af deltagerne fortæller her om formålet med rejsen og deres udbytte af den.

 

Dorothea Radujko rapporterer:

I  december, omtrent to uger før jul, fik vores magisterhold en fantastisk mulighed for at rejse til Sankt Petersborg og deltage i en række meget spændende arrangementer, som var iværksat på grund af det nye danske stykkes Betons store succes.

Thomas Markmann, forfatteren af Beton, var også til stede ved alle arrangementerne. Så fik alle deltagerne mulighed for at diskutere stykket med ham.

Beton reading
Foto © Dorothea Radujko 2015.

På den første dag af vores ophold i byen var vi til reading (*) i Aleksandrinskij-teatret – et af de mest fremragende teatre i Sankt Petersborg. Denne reading af stykket fandt dog ikke sted i hovedbygningen, men i den nye, moderne bygning. Alle skuespillere var klædt i almindeligt tøj og havde papirer med deres replikker med. Der var ikke nogen scenografi og ikke nogen møbler på scenen. Det eneste og det vigtigste, som skuespillerne skulle overføre til tilhørerne, var stykkets (og selvfølgelig forfatterens) ide. Alle skuespillere havde forskellige temperamenter, og hver af dem tilføjede noget specielt med sit spil. Man kunne føle, at alt, som skete på scenen, ikke kun var skuespillernes “arbejde”, men et samlet resultat af mange forskellige menneskers kreativitet, både fra Danmark (Thomas Markmann og hans medarbejdere) og fra Rusland (ansatte på Aleksandrinskij-teatret).  Beton havde været bearbejdet af teatrets ansatte, derfor var diskussionen efter readingen meget interessant. Alle tilhørere og gæster var meget nysgerrige efter at få at vide, hvilket indtryk af readingen forfatteren selv og de andre gæster havde fået. Det første og vigtigste spørgsmål for alle var, hvordan kunne det være, at der dukkede en kvinde op i den russiske opførelse. Der er jo ikke nogen kvinde i originalen! Forfatteren anerkendte, at det jo var meget kreativt.

Birgitte Hesselaa til seminaret
Birgitte Hesselaa. Foto © Dorothea Radujko 2015.
Thomas Markmann på seminaret
Thomas Markmann. Foto © Dorothea Radujko 2015.

Diskussionen fortsatte på den anden dag, under oversættelsesseminaret på Kulturinstituttet [Det Danske Kulturinstitut i Sankt Petersborg, red.]. Der var fire personer, der holdt foredrag under mødet: Thomas Markmann, forfatteren af Beton, Jelena Krasnova, som underviser i dansk på SpbGU (Sankt Petersborg Statsuniversitet), Elvira Krylova, som underviser i dansk på MSU, og som også er oversætteren af Beton, og Birgitte Hesselaa, den danske dramaturg og kritiker. Thomas Markmann fortalte om, hvordan han havde skabt sit værk, og videregav sine indtryk af den russiske version af Beton.  Elvira Krylova holdt et meget spændende fordrag om forskellige knudepunkter og vanskeligheder, som hun skulle håndtere ved at oversætte stykket. Jelena Krasnova var en dygtig organisator af seminaret og medvirkede til, at diskussionen blev spændende og levende og der var mange interessante spørgsmål. Birgitte Hesselaa fortalte også om sine indtryk vedrørende opførelsen og annoncerede nogle begivenheder i både Danmarks og i Ruslands kulturliv. Det herskende sprog på seminaret var selvfølgelig dansk, så vi fik alle ikke kun en god fornøjelse, men også en stor erfaring i dansk. Og det var superflot at stå skulder ved skulder sammen med fremragende forfattere, oversættere og undervisere og blive en del af den lille danske kulturverden i Rusland!

Petersborg med julepyntPetersborg ved nat
Spisepause
Blodskirken
Turen gik til Sankt Petersborg. Fotos
© Anastasia Isajeva 2015.

Margarita Sjumejkina rapporterer:

Vores rejse til Sankt Petersborg var ikke kun underholdende og sjov, men også fagligt relateret. Vi fik mulighed for at deltage i to meget spændende arrangementer: det første var oplæsning af Thomas Markmanns Beton på Aleksandrinskij-teatret, og det andet var et oversætterseminar. Jeg fik mange positive oplevelser på denne rejse.

Det var vores lektor Elvira Krylova, der oversatte Beton til russisk. Hun deltog også i oversætterseminaret og fortalte om oversættelsesprocessen og forskellige sproglige nuancer og problemer, som hun beskæftigede sig med. Vi planlægger at arbejde som oversættere i fremtiden, og så var seminaret rigtig nyttigt.

Men oplæsningen af stykket var endnu mere spændende for mig. Det var så fascinerende at se stykket komme til live og høre dets personer tale russisk. Normalt er der ikke noget specielt ved at gå i teatret og se et teaterstykke. Men der er ikke mange mennesker, som får mulighed for at opleve oplæsninger af stykker. Jeg synes, at vi var rigtig heldige. Der var ikke nogen scenografi, og skuespillerne havde deres hverdagstøj på. Det var en utrolig oplevelse for mig at se indefra, hvordan stykket blev opført.

Diskussion efter reading
Diskussion med forfatteren efter readingen. Foto © Elvira Krylova 2015.

Jeg synes, at teaterstykker skal ses og ikke læses. Det har altid været svært for mig at opfatte dem i tekstform. Den er almindeligvis meget tør og behersket. På den anden side bliver man tvunget til at bruge sin fantasi, når man læser. Jeg foretrækker dog at se teaterstykker. Jeg læste Beton på dansk, og jeg kunne lide det. Men jeg syntes, at dets begyndelse var lidt mærkelig med alle disse coccolitter – kalkskjolde fra de små organismer, som beboede Jorden for mange millioner år siden. Efter at jeg så oplæsningen af stykket og hørte skuespillerne sige deres replikker, har jeg skiftet mening. Nu synes jeg, at dette stykke er meget ualmindeligt og originalt.

Men det var ikke kun skuespillerne, som hjalp mig til at værdsætte det. Det var også den gode oversætter, der kunne formidle stykkets originalitet. For mig beviste arrangementerne i Sankt Petersborg, at oversætteres arbejde er meget svært og ansvarsfuldt, men samtidig er rigtig spændende og kreativt.

I Sankt Petersborg
MA-holdet i Sankt Petersborg. Foto © Anastasia Gerasimova 2016.


Anastasia Gerasimova rapporterer:

Turen til Sankt Petersborgs beton.

Det var den første gang, jeg var til oplæsning. Selvfølgelig var der store forventninger til denne begivenhed. I min drøm var der en kæmpestor og pragtfuld teaterbygning… Vi træder ind, der er masser af lys, mennesker med festdragter på, vi kommer ind i en stor sal i flere niveauer, utallige rækker af sæder og en høj scene. Vi sætter os ned, og ud af tasken tager jeg min teaterkikkert (som jeg har købt for så længe siden til sådanne begivenheder, men aldrig har brugt) og nyder forestillingen.

Aleksandrinskij-teatret
Aleksandrinskij-teatret – den noble, gamle bygning. Foto © Dorothea Radujko 2015.

Men hvordan var det i virkeligheden? Der var en stor og pragtfuld teaterbygning. Vi trådte ind, intet lys, ingen mennesker med festdragter på. Vi kom ind i en lille, mørk sal, der var cirka otte eller ni rækker stole. Og vi sad faktisk på den anden række meget tæt på skuespillerne, der var faktisk ingen scene.

Og så begyndte forestillingen. Skuespillerne var faktisk ved siden af mig, og jeg kunne se alle detaljer og alle bevægelser. Det var ligesom om, jeg kunne høre deres tanker. Jeg kan huske to farver – hvid og sort. Nogle gange dukkede deres kombination – grå – op. Og det var meget tæt forbundet med stykket, synes jeg. Fordi beton er et materiale uden farver og uden personlighed. Mennesker, der arbejder med det, er alle lige, ikke kun med hinanden, men også med materialerne. Der er ingen forskel på, hvem du er – coccolit eller menneske, vi stammer alle fra én kilde og vender tilbage til den. Det er det vigtigste, som stykket ville vise os, synes jeg.

Og det forstod jeg efter stykkets slutning. Og så forstod jeg også, at denne atmosfære hjalp med at føle stykket bedre, dykke ind i det. Fordi for at opfatte ”beton” er det ikke nok bare at sidde i et behageligt sæde, se på afstand og nyde stykket, man skal deltage, man skal gennemleve alle følelser, man skal være indeni det.  Og det lykkedes.

P.S.

Teaterkikkerten lå under hele forestillingen i min taske. Og jeg glemte den helt.


(*) En reading (eller oplæsning) er en slags prøve, hvor skuespilleren læser sine replikker, og der er ikke nogen kulisser, og skuespillerne har deres hverdagstøj på. De kan ikke deres replikker udenad, de har manuskriptet i hånden, og de er kun i gang med at arbejde på stykket.

Herefter følger flere billeder fra de to arrangementer. God fornøjelse!

 

Jelena Krasnova
Jelena Krasnova fra Sankt Petersborg Statsuniversitet var seminarets moderator på det Danske Kulturinstitut. Foto © Dorothea Radujko 2015.
Rekvisitterne var begrænsede
Rekvisitter var begrænset til en mursten og en kvælertrøje. Foto © Dorothea Radujko 2015.
Betonmænd
Læsende betonmænd. Foto © Dorothea Radujko 2015.
Skuespillere ordstyrer forfatter dramaturg
Stykket diskuteres efter readingen. Dramaturg, forfatter, skuespillere, ordstyrer. Foto © Dorothea Radujko 2015.
Uformel samtale med forfatteren
Uformel samtale mellem forfatter og dramaturg. Foto © Dorothea Radujko 2015.

Arrangementet er støttet af

Kunstfonden_LOGO_small_JPG