”Det syvende segl” (instrueret af Ingmar Bergman) og dens indflydelse på filmkunsten

SeventhsealposterEn af den svenske instruktør Ingmar Bergmans største successer, nemlig ”Det sjunde inseglet” (dansk: Det syvende segl), begyndte i 1954 som teaterstykket ”Trämålning” (dansk: Træmaleri). Tre år senere sammenkaldte Bergman en stærk skuespillerbesætning for at overføre stykket til film. Dens herkomst kan man godt se: Det er helt åbenbart, at vi ser skærmbilledet af et teaterstykke, og derfor taber filmen somme tider sin fascinationskraft, men historien, filmen fortæller, er fascinerende…

Snart blev ”Det syvende segl” en anerkendt klassiker. I dag er det et af af de højst rangerede skandinaviske mesterstykker og står side om side med sådanne værker fra det tyvende århundrede som Bertolt Brechts stykker, Alfred Hitchcocks film, Mikhail Bulgakovs bøger, Pablo Picassos malerier og Stan Lees tegneserier.

Historien er sat i 1300-tallets Sverige, som hærges af pesten. En johanitterridder, Antonius Block (Max von Sydow) og hans væbner (Gunnar Björnstrand) vender hjem fra et korstog. På stranden ser ridderen Døden (Bengt Ekerot), der vil gøre krav på hans liv. Ridderen foreslår at spille skak på den betingelse, at han skal leve, så længe han forbliver ubesejret. På vejen hjem træffer ridderen og væbneren et skuepillerpar (Nils Poppe og Bibi Andersson) og redder en stum tjenestepige (Gunnel Lindblom) fra voldtægt. Ridderen prøver at snyde Døden og vælter skakbrikkerne – hans eneste resultat er at give skuespillerne tid til at undvige lejren – men døden husker brikkernes stilling. Til sidst når vandrerne ridderens borg og møder ridderens kone (Inga Landgré), men den næste morgen bliver ridderen, hans kone og væbner samt tjenestepigen taget af døden alligevel, imens de læser Biblen.

Bergmans film indeholder mange lag, der er knyttet til karaktererne, og er fyldt med mange henvisninger. Efter min mening er de tre vigtigste:

Le Petit Journal
Massedød under en koleraepidemi (1912). Wikimedia Commons.

– Titlen. Den er et citat fra Biblen: “Og da Lammet havde åbnet det syvende segl, var der stilhed i himlen i omtrent en halv time” (Johannes’ Åbenbaring 8:1). Traditionelt forstås denne passage som apokalypsens begyndelse.

– Fremstillingen af døden. I filmen er Døden personificeret som Manden med leen, eng. Grim Reaper. På trods af mange fortolkninger af døden havde dette billede været ukendt før 1847, men derefter blev det fast forbundet med døden.

– Dødedansen som slutscenen. Dette motiv opstod i 1350’erne efter middelalderens voldsomste pestepidemi og blev til et af hovedmotiverne i fatalistiske værker op til i dag (se for eksempel ”Totentanz af det tyske band Die Streuner). Dets hovedidé er, at døden når alle uanset position i livet: rige og fattige, mænd og kvinder, syndere og helgener.

https://www.youtube.com/watch?v=abusPM-9mqQ

Filmens indflydelse var stor, og i dag ser vi mange detajler fra den i moderne kunst som en selvfølge eller klichéer. Blandt andet kan man tage to almindelige emner op:

humorous-reapers
Døden og The Simpsons og Family Guy. Billederne er taget fra et blogindlæg på 5thcolor.

– spillet med Døden i et forsøg at besejre den (se f. eks. Bill & Ted’s Bogus Journey 1991),

– afbildningen af døden: en sort kappe og en le er det obligatoriske tilbehør i alle fremstillinger.

Nogle film bruger Det syvende segl mere eller mindre direkte i deres handling. Det bedste eksempel er fra filmen ”Last Action Hero (dansk: Den sidste actionhelt, instrueret af John McTiernan, 1993): i kulminationen søger Bergmans Død (Ian McKellen) ved hjælp af en magisk biografbillet, der kan åbne gange mellem vores verden og filmenes, efter en såret actionhelt (Arnold Schwarzenegger) i New York. Efter at Døden har fundet ham, siger Manden med leen, at han bare var nysgerrig – helten findes ikke på Dødens liste (denne scene illustrerer hovedpersonens ord om, at actionhelten ikke kan dø, så længe filmene med ham har succes). Ærlig talt har McKellens spil dog ingenting med Ekerots at gøre: McKellen fremstiller Døden som fåmælt, langsom og jernhård, mens Ekerots Død også kan have humoristisk sans og mere lyst til at snakke med sine ofre.

Desuden gav ”Det syvende segl” også anledning til parodi (fra ét synspunkt kan man se hele ”Bill & Ted’s Bogus Journey” som én), for eksempel ”The Seventh Skol”, som igen beviser Bergmans påvirkning overalt.

Et andet eksempel på en slags åben henvisning til Bergmans værk er en svensk film ”Arn – Riket vid vägens slut (dansk: Arn: Riget ved vejens ende, instrueret af Peter Flinth, 2008) efter Jan Guillous trilogi: i filmens begyndelse (omkring 1187) vender Arn Magnusson, en tempelridder, hjem til Sverige fra Det Hellige Land efter en tyveårig bodstjeneste. Sandt at sige er ”Det syvende segl” ikke den eneste inspirationskilde for Guillou: Hele [intrigen]/[tråden] med Arns redning af Saladin skal have været lånt fra Sir Walter Scotts ”The Talisman, men det er et helt andet emne.

Andre film kopierer fra eller henviser til mesterværket fra 1957, dog på en skjult måde. Og selv hvis en manuskriptforfatter ikke havde ”Det syvende segl” i tankerne, kan Bergmans inspiration godt føles. Herunder vil jeg prøve at vise sådanne paralleller i en ved første øjekast helt anderledes film, ”Himmerige” (Kingdom of Heaven, instrueret af Ridley Scott, 2005):

     Seventh-Seal-Poster  OG   kingdom-of-heaven-5303296f8b722

– Begge filmtitler er direkte bibelcitater: Johannes’ Åbenbaring 8:1 i ”Det syvende segl”, Matthæusevangeliet 3:2 og andre i ”Kingdom of Heaven”.

– Tilstedeværelsen af en johanitterridder: i ”Det syvende segl” hovedpersonen selv, i ”Kingdom of Heaven” hovedpersonens gode ven (David Thewlis).

– I begge film spiller et skakspil en vigtig rolle: i ”Det syvende segl” er det et ledemotiv, en baggrund for hele historien; i ”Kingdom of Heaven” bliver hovedpersonen Balian (Orlando Bloom) belært af kong Baldwin (Alexander Potts) under et skakspil.

https://www.youtube.com/watch?v=f4yXBIigZbg&list=WL&index=55

– I begge film er der en reflektion over Dødedansen: i ”Det syvende segl” snakker væbneren om det med maleren, der har malet dansen på kirkevæggene; i ”Kingdom of Heaven” kigger Balian på den dans, der er malet på væggene i hans nye hus og læser inskriptionen.

– Hovedpersonen (i begge film en ridder), der er forbundet med korstogene, tvivler på Guds eksistens. I ”Det syvende segl” snakker Antonius om det med døden – ridderen siger, at han var parat til at dø, hvis han vidste helt sikkert, at Gud fandtes: ”Jeg vil viden, ikke tro!” siger han. I ”Kingdom of Heaven” drager Balian til Jerusalem for at finde trøst i troen, men ”Gud taler ikke med mig, selv på bakken, hvor Kristus døde”, og så begynder han at tvivle og finder rationelle forklaringer på Biblens mirakler. I begge film får vi ikke klare svar om Guds eksistens: Døden spekulerer kun, og johanitterridderen siger til Balian, at Guds tavshed ikke modbeviser hans eksistens.

For at afslutte: Ingmar Bergmans ”Det syvende segl” blev vældig indflydelsesrig i filmkunsten – der findes direkte citater fra filmen (som for eksempel i ”Den sidste actionhelt” eller ”Bill & Ted’s Bogus Journey”, hvor nogle scener afgjort var tilrettelagt ligesom i ”Det syvende segl”), indirekte men klare henvisninger (som i ”Arn: Riget ved vejens ende”), og endelig hele lånte detaljer i handlingen (som i ”Kingdom of Heaven”). Hvilken slutning kan vi drage? Jeg tror, alle kunne finde deres, men min er: ved sammenligning af en god historie og en god fremførelse vil den første altid vinde. Ikke?..

Kamalejeblomsten

Kamalejeblomsten
Mit eksemplar af “Kamalejeblomsten” og min avatar-mokona. Foto © Lena Starostina 2015.

I Rusland er der mange fantasybøger. I dag vil jeg tale om en bog af en af de bedste nulevende forfattere i den genre (efter min mening, selvfølgelig). Hendes navn er Olga Gromyko. Hun er mikrobiolog af profession, hun bor i Hviderusland og har skrevet romaner på russisk siden 2002. Bogen, som gjorde hende kendt, var “Profession: Heks” (“Профессия: Ведьма”, 2002), og det var humoristisk fantasy. I hendes værk kan man ofte finde ironi og endda sarkasme, men der er ikke bare det. Historierne er meget spændende, og kompositionen er ofte ligefrem og elegant, og det giver plads til den karakterudvikling, som gør hendes bøger så attraktive at læse.

Min yndlingsbog af hende er måske “Kamalejeblomsten”(1) (“Цветок камалейника”, 2006). Det drejer sig om en verden, hvor menneskene tror på Iggr den Toenige, den eneste som kan bringe liv til jorden ved sine “præster”: mystiske væsener, “dhærrer”, som ligner tobenede, intelligente øgler. Det betyder, at man kun sjældent kan føde et barn eller få en god høst uden at betale til “Iggr”. Men er der ikke noget trick ved det? Er det måske omvendt sådan, at disse præster slet ikke understøtter livet? Har det ikke været anderledes i fortiden? Er der nogen som kan huske det? Og hvis ja, kan den person så gøre noget?

Som jeg har sagt, er det bedste i Gromykos bøger ikke emnet, men her er det lige så interessant som bogens verdens atmosfære og karaktererne. Den middelalderlige setting blander sig med hverdagsproblemerne hos hovedpersonerne: en optimistisk parasitjæger med sin kæmpekat, en ordenshåndhæver (som en moderne politimand) og en “usædvanlig” præst. Mere siger jeg ikke, for det ville være en spoiler.

 

(1) Det er en fiktiv blomst, den har ikke noget at gøre med en kamelie. (Red.)

Ishtar, kæmpekuglen og Al Qaida: Science fiction og virkelighed

Brudstykke af Omslag Asimov Foundation-2
Fra en af bøgerne i Asimovs serie (en lydbogsudgave på russisk).

En god bog kan blive et middel til at erkende og se virkeligheden. Og hvis jeg siger ”mine yndlingsbøger”, så mener jeg de bøger, som inspirerer mig og som giver plads til fantasi, til at tænke. Jeg mener de bøger, hvor man ikke kan forudsige, hvad der videre sker. Jeg kan lide bøger, som viser verden i det store og hele og som afspejler, hvordan virkeligheden ændrer sig. Derfor er fantasyromaner og science fiction mine yndlingsgenrer. Der er mange russiske forfattere, som skriver science fiction og fantasybøger, men jeg vil fortælle om Viktor Pelevin. Han er en moderne russisk forfatter og er meget kendt i Rusland. I hans skandaleombruste fortællinger optræder der politikere og robotter, engle, terrorister og troldmænd.

Den mest kendte roman af Pelevin hedder ”Generation P”. Den handler om den generation af russere, som voksede op i tiden af politiske og økonomiske reformer i 1990-erne. Hovedfiguren er Vavilen Tatarskij. Han er uddannet i litteraturvidenskab og arbejder som tekstforfatter. Senere får han et populært arbejde som konceptudvikler og udtænker forskellige reklamer og former politikernes fremtræden i fjernsynet. Sådan viser Pelevin, at alt, hvad man ser på tv, ikke er sandt, men et velovervejet opspind. Hovedpersonen Vavilen kan ikke lide sit arbejde, han spørger sig selv, hvem styrer det hele, hvem har behov for at vise en løgn til folk? I slutningen af bogen bliver han en levende gud og gifter sig med gudinden Ishtar.

Omslag Pelevin SNUFFPelevins roman ”S.N.U.F.F.” er også anbefalelsesværdig. Der fortæller hovedpersonen om det moderne postapokalyptiske samfund, hvor han bor. Det består af et land for pøbelen, som hedder Urkaina, og over dette land hænger en kæmpekugle, hvor eliten bor. Der er mange hentydninger til den sociale og politiske situation i Rusland. Forfatteren siger, at der ingen helte er i hans romaner, kun personer.

Min anden yndlings-science fiction-forfatter er Isaac Asimov. Han er ikke russer, men en amerikansk forfatter, men han blev født i USSR, i det nuværende Smolenskområde. Han er meget kendt for sine bøger om robotter. Min yndlingsbog er ”Stiftelsen”. Det er en cyklus af syv science fiction-romaner om et stort galaktisk imperies krak og også om genfødelsen af dette imperie. Som prototype tog han ”Roms historie”.

Omslag Asimov Foundation

Hans romanfigur Seldon har opfundet psykohistorie – en videnskab, som kan forudsige imperiets fald og folks handlinger, og hvordan begivenheder og historiens gang udvikler sig. Man siger, at Osama Bin Laden blev inspireret af denne bog til at skabe terrororganisationen ”Al Qaida”, som betyder ”Stiftelsen” på arabisk. Handlingen i bøgerne omfatter mere end 20.000 år og hører til de 10 bedste science fiction-serier i verden.

En berømt illustrator på Asimovs serie er Michael Whelan. Se for eksempel hans indtryksrige illustrationer til “Stiftelsen” her og her.

 

Anmeldelse af The Imitation Game

Morten Tyldum har lavet et strålende biografisk drama om den Anden Verdenskrig. Det har en virkelig stjernebesætning: Benedict Cumberbatch, Keira Knightley, Charles Dance, Mark Strong og de andre skuespillere gjorde et vidunderligt arbejde med at overføre Graham Moores drejebog til filmlærredet.

Imitation

Det drejer sig om en berømt engelsk matematikers liv, Alan Turing, som Benedict Cumberbatch spillede fantastisk, og om opfindelsen af den første computer (“Turingmaskinen”), som skulle afkode den tyske krigskodeskrift. Jeg har set filmen to gange — i London i december 2014 og i Moskva i februar 2015 — begge gange blev jeg begejstret.
Den russiske synkronisering er ikke så god som de originale stemmer, men samlet set behagelig og ødelægger ikke udtrykket. Jeg synes, emnet var lidt for langtrukkent og uensartet; men filmen fortjener den Oscar for den bedst adapterede drejebog, som den har vundet.

To russere i London(På fotoet ses anmelderen med sin mor i London før biografturen.)