Om H. Ibsens tidlige historiske skuespil

Ibsens monument i NorgeDen berømte norske dramatiker Henrik Ibsen er far til “det nye teater”. Sådan kaldes en teaterbevægelse fra slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede. Den er karakteriseret ved symbolisme, at emnet udvikler sig meget langsomt, og at man analyserer komplicerede psykologiske og filosofiske problemer.

Ibsens tidligste stykker drejer sig imidlertid ikke om nutiden, men derimod om oldtidshistorie. Hans første stykke, “Catilina”, beretter om den berømte romerske sammensvorne, Ciceros modstander. Man henfører stykkerne fra 1852-57 til Ibsens “Bergenperiode”, og de er dedikerede til den tidlige middelalder i Skandinavien. Ibsen forholder sig ofte til folklore og gamle sagaer – det er også typisk for senromantikken. Han omformer i sit stykke “Hærmændene på Helgeland” den berømte myte om Sigurd (som faktisk er gjort kristen her).

Hærmændene paa Helgeland - bogDet var imidlertid ikke det stykke, som gjorde ham berømt i hele Norge – det var “Gildet på Solhaug”, hvor det drejer sig om en begærlig rigmand, som hedder Bengt. Man dræber ham allerede med det første slag, og ikke engang hans stridsøkse med sølvhåndtag hjælper ham. Stykket blev først præsenteret i Rusland i 1855, og i 1894 oversatte en berømt sølvalderdigter, Konstantin Balmont, balladen om bjergkongen fra stykket “Peer Gynt”, og mange andre af Ibsens digte.

Da madpakken kom til Rusland

Madpakke
I Rusland er rugbrød ligesom i Danmark en gængs spise. (Red.) Foto © Denis Sukhino-Khomenko

Et gammelt russisk ordsprog siger: “En sulten mave er døv for lærdom”. Maden udenfor hjemmet — på universitetet, på jobbet, på rejse osv. — er altid problematisk. Tag for eksempel universitetet. Vi har et langt frikvarter efter den anden time til at spise i, ja; men køerne bliver også altid lange. Eller Instituttet for Verdenshistorie, hvor jeg faktisk studerer: kantinen og menuen er herlige, men det gælder ikke for priserne — herlighederne må man betale for. Kantinen kan også bare være lukket, fordi det er sent om aftenen. Sådan er det af og til på Den Højere Økonomiuddannelse, hvor jeg tager del i det historiske seminar Varægerklubben om onsdagen. Selvfølgelig kan man købe en sandwich eller kebab på vejen: hurtig, nærende, lækker, bruger ikke tallerken eller service. OK, men sådan bliver pungen tom. Da jeg var i London, var min økonomi meget begrænset, især på grunden af rublens fald i december 2014. Jeg havde ikke længere råd til hver dag at købe en trepunds meal deal: en sandwich, en lille juicekarton og en lille frugtpakke. Endelig har jeg fundet løsningen: madpakke. Det skal siges, at den ikke er særlig udbredt i Rusland. Traditionelt plejede man at tage den med på togrejser: Russiske distancer er lange, buffetvognene er ret bekostelige (en klassisk beskrivelse af togmadpakken kan man finde i “Tolv stole” af I. Ilf og J. Petrov).  Men for nyligt bemærkede jeg, at madpakken er blevet mere populær iblandt vestligt orienterede unge mennesker. Så besluttede jeg at prøve den og fandt en sandwichpakke og en termoflaske. Ja, de virker ganske godt: nu skal jeg ikke bekymre mig om tiden i køen til buffeten (det vil også sige, at jeg kan blive i klasseværelset, hvis vi må, eller snakke med underviseren), og jeg kan spare nogle penge. Blandt andet kan jeg selv vælge, hvilke ingredienser jeg vil have i min mad. Så nu er min mave lydhør for enhver lærdom! =)

Om forår

Forår i Moskva
Foto © Julia Barbakadze

Hvorfor er det forår, som er den mærkeligste årstid?
Fordi der er to forskellige forår. Det ene er levende og det andet er dødt. Når sneen smelter, og træeerne ikke ligner hvidt porcelæn, men ligner et ligs hånd, så ser hele naturen død ud. Solen skinner ikke, himlen er grå og overskyet. Naturen er kedelig og snavset. Man kan se meget stads nogle steder, selvom det er ikke er naturens skyld, men menneskers. Jeg vil ikke se verden på sådanne tidspunkter, jeg vil bare sove hele dagen.

Det andet forår er meget bedre. Naturen begynder at vågne op, man kan se solen, man kan høre fuglene synge. Jeg bliver glad, vil se mennesker og gøre dem glade også. Jeg vil ud at vandre et sted hen. Det særlige ved foråret er, at det kan være så omskifteligt, ikke bare sidst i april, men hele årstiden igennem. Én dag kan man have dødt forår og den næste får man det levende. Forår er den mest uforudsigelige årstid, synes jeg.

Forår MSU
Foto © Julia Barbakadze

Danmarks Arthur

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
Foto © Lena Starostina

Troede I, at man på Kronborg Slot kun kan se Hamlets fars spøgelse? Nej!
Nu har man organiseret noget meget specielt på slottet.
Når man kommer ind gennem den gamle port, kan man vælge, hvor man vil gå videre. I dag vil jeg anbefale jer de forhenværende kasematter. Så vidt jeg husker, er de til venstre. Man kan alligevel finde dem virkelig let, der er mange vejvisere. Jeg synes, de var den bedste del af museet. Hvorfor?
Gotiske krydshvælv, lavtliggende lofter, tykke vægge, fugtig kølighed og — næsten intet lys. Der står kertelamper, som giver præcis så meget af det, at det bliver åbenbart, at man ikke kan se noget. Her og der kan man også skelne omrids af lyskanaler, hvis låger den dag var lukkede på grund af regnvejr, men som ikke sluttede tæt, så der var en tynd ring af blegt lys at se. Min egen skygge på en af væggene skræmte livet af mig! Det er også meget let at fare vild — og det gjorde jeg også.
Og der, midt i mørket, sidder Holger Danske. Han har kæmpet tappert imod sine fjender, og er så kommet til Kronborg, og der faldet i søvn. Han sover stadig, og det skal han blive ved med, til tiden kommer, hvor Danmark har brug for hans hjælp igen.

Længe leve spejlægformen!

Hvad spiser du til morgenmad? Hvilken slags?
Ja, der er mange varianter. Nogle mennesker spiser cornflakes og drikker en kop te. Andre foretrækker et stykke smørrebrød eller to — sødt (sådan med syltetøj eller marmelade) eller salt (med bacon og ost). Der er dem, der holder af mejeriprodukter som yoghurt, hytteost og grød med mælk på. I den sidste tid er der også opstået en tradition for madpakker, især populær i Europa.
For mig er morgenmad en slags problem. Jeg har altid været et B-menneske, at vågne tidligt er en ægte pine. Jeg kan godt lide spejlæg — åh, med stegt salami, løg og ost ovenpå! lækkert! — men det tager tid, som jeg normalt mangler. Jeg har haft brug for at finde noget, der var kalorierigt og hurtigt at tilberede — så tog jeg müsli til mig.
Men i går fandt jeg noget, som komplet ændrede min morgenmad: spejlægformen til brug i mikrobølgeovn! Det passer! På reolen i supermarkedet stod der, i diskret opstilling, to- og treægs-forme; jeg læste anvisningen på låget og tænkte: hvorfor ikke? I morges testede jeg den og blev supertilfreds.
Æggene blev hovedretten, ledsaget af to stykker smørrebrød og en skrællet appelsin for vitaminer, og en kop cappuccino og et glas vand skulle holde mig frisk og vågen.

Morgenmad
Foto © Denis Sukhino-Khomenko

Hvem kunne have forestillet sig det: årtusinders evolution har givet os den: spejlægformen. Jo, de er ikke gået forgæves.

 

 

Tegners lette trussel

Tegnerbillede

I sommers var jeg på et museum for en billedhugger fra det 20. århundrede — Rudolph Tegner. En person med et usædvanligt storhedsvanvid og en kompliceret karakter, som har mere end imponeret mig. Et lille, ved første øjekast beskedent bygningsværk af armeret beton på et land, som meget symbolsk kaldes “Rusland”, er omgivet af særdeles pittoreske marker, hvor geder græsser af og til. Der står nogle af hans bronzeskulpturer direkte under åben himmel. Snoede stier fører fra den ene til den anden mellem høje aks, så der ikke er et fuldstændigt overblik over museet fra noget sted. Dagen var meget solrig og dejlig. En af stierne skilte sig ud fra de andre og gik ud til siden. Jeg tænkte endda først, at stien førte væk fra museet, men sådan var det ikke.

Der var en skulptur bag træerne, lidt væk fra de andre.

Den forestiller en stående kvinde, som venligt åbner armene. Hun står, så at solen altid skinner fra bag hendes ryg (på denne breddegrad), og bag hende kan man se marker og en skov. Hendes ansigt er også meget venligt, men man kan aldrig se det klart. Hun er også større end et menneske, og står på en høj piedestal, så hun har en lettere truende udstråling. Hun er herskerinde over alt her. En gudinde, som byder dig velkommen i sit domæne, men aldrig glemmer, at du bare er en gæst.

 

 

Anmeldelse af The Imitation Game

Morten Tyldum har lavet et strålende biografisk drama om den Anden Verdenskrig. Det har en virkelig stjernebesætning: Benedict Cumberbatch, Keira Knightley, Charles Dance, Mark Strong og de andre skuespillere gjorde et vidunderligt arbejde med at overføre Graham Moores drejebog til filmlærredet.

Imitation

Det drejer sig om en berømt engelsk matematikers liv, Alan Turing, som Benedict Cumberbatch spillede fantastisk, og om opfindelsen af den første computer (“Turingmaskinen”), som skulle afkode den tyske krigskodeskrift. Jeg har set filmen to gange — i London i december 2014 og i Moskva i februar 2015 — begge gange blev jeg begejstret.
Den russiske synkronisering er ikke så god som de originale stemmer, men samlet set behagelig og ødelægger ikke udtrykket. Jeg synes, emnet var lidt for langtrukkent og uensartet; men filmen fortjener den Oscar for den bedst adapterede drejebog, som den har vundet.

To russere i London(På fotoet ses anmelderen med sin mor i London før biografturen.)