Danmarks Arthur

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
Foto © Lena Starostina

Troede I, at man på Kronborg Slot kun kan se Hamlets fars spøgelse? Nej!
Nu har man organiseret noget meget specielt på slottet.
Når man kommer ind gennem den gamle port, kan man vælge, hvor man vil gå videre. I dag vil jeg anbefale jer de forhenværende kasematter. Så vidt jeg husker, er de til venstre. Man kan alligevel finde dem virkelig let, der er mange vejvisere. Jeg synes, de var den bedste del af museet. Hvorfor?
Gotiske krydshvælv, lavtliggende lofter, tykke vægge, fugtig kølighed og — næsten intet lys. Der står kertelamper, som giver præcis så meget af det, at det bliver åbenbart, at man ikke kan se noget. Her og der kan man også skelne omrids af lyskanaler, hvis låger den dag var lukkede på grund af regnvejr, men som ikke sluttede tæt, så der var en tynd ring af blegt lys at se. Min egen skygge på en af væggene skræmte livet af mig! Det er også meget let at fare vild — og det gjorde jeg også.
Og der, midt i mørket, sidder Holger Danske. Han har kæmpet tappert imod sine fjender, og er så kommet til Kronborg, og der faldet i søvn. Han sover stadig, og det skal han blive ved med, til tiden kommer, hvor Danmark har brug for hans hjælp igen.

Tegners lette trussel

Tegnerbillede

I sommers var jeg på et museum for en billedhugger fra det 20. århundrede — Rudolph Tegner. En person med et usædvanligt storhedsvanvid og en kompliceret karakter, som har mere end imponeret mig. Et lille, ved første øjekast beskedent bygningsværk af armeret beton på et land, som meget symbolsk kaldes “Rusland”, er omgivet af særdeles pittoreske marker, hvor geder græsser af og til. Der står nogle af hans bronzeskulpturer direkte under åben himmel. Snoede stier fører fra den ene til den anden mellem høje aks, så der ikke er et fuldstændigt overblik over museet fra noget sted. Dagen var meget solrig og dejlig. En af stierne skilte sig ud fra de andre og gik ud til siden. Jeg tænkte endda først, at stien førte væk fra museet, men sådan var det ikke.

Der var en skulptur bag træerne, lidt væk fra de andre.

Den forestiller en stående kvinde, som venligt åbner armene. Hun står, så at solen altid skinner fra bag hendes ryg (på denne breddegrad), og bag hende kan man se marker og en skov. Hendes ansigt er også meget venligt, men man kan aldrig se det klart. Hun er også større end et menneske, og står på en høj piedestal, så hun har en lettere truende udstråling. Hun er herskerinde over alt her. En gudinde, som byder dig velkommen i sit domæne, men aldrig glemmer, at du bare er en gæst.

 

 

Anmeldelse af The Imitation Game

Morten Tyldum har lavet et strålende biografisk drama om den Anden Verdenskrig. Det har en virkelig stjernebesætning: Benedict Cumberbatch, Keira Knightley, Charles Dance, Mark Strong og de andre skuespillere gjorde et vidunderligt arbejde med at overføre Graham Moores drejebog til filmlærredet.

Imitation

Det drejer sig om en berømt engelsk matematikers liv, Alan Turing, som Benedict Cumberbatch spillede fantastisk, og om opfindelsen af den første computer (“Turingmaskinen”), som skulle afkode den tyske krigskodeskrift. Jeg har set filmen to gange — i London i december 2014 og i Moskva i februar 2015 — begge gange blev jeg begejstret.
Den russiske synkronisering er ikke så god som de originale stemmer, men samlet set behagelig og ødelægger ikke udtrykket. Jeg synes, emnet var lidt for langtrukkent og uensartet; men filmen fortjener den Oscar for den bedst adapterede drejebog, som den har vundet.

To russere i London(På fotoet ses anmelderen med sin mor i London før biografturen.)