Direktørens blog: En zoologisk have i byrummet

Direktøren for Moskvas zoologiske have, Natalja Kolobova, har skrevet et blogindlæg om havens placering i centrum af Moskva – og historien bag. Vi har fået lov at bringe en dansk oversættelse af indlægget her på siden. (Red.)

I sikkerhed med brændenælden
Et kaukasisk stenbukkekid slikker sol. Den kaukasiske stenbuk, der i sit hjemland kaldes “tur”, er på grænsen til at være en truet art. (Red.)

Moskvas zoologiske have ligger lige midt i hovedstaden ved siden af Sadovoje Koltso. En zoologisk have i byen… Har man faktisk brug for den?
Måske skal man flytte den til et andet sted, der ligger langt fra byens centrum? Dyrene vil komme til at bo under bedre økologiske vilkår, og områdets indbyggere vil ikke blive vækket af fuglenes skrig om morgenen. Det spørgsmål stiller man ofte både i medierne og i samfundet. Lad os prøve at undersøge problemet.

Det enogtyvende århundrede er et urbaniseringens århundrede. I 2050 vil 70% af menneskeheden bo i byer, og det betyder, at de vil bo uden nogen direkte forbindelse med naturen. Den zoologiske have er den eneste mulighed for at rejse hele verden rundt og opleve den uden at forlade byen. Og det er vigtigt, at den skal være tilgængelig i praksis for alle.

isbjørne

Historien spiller også sin rolle. Moskvas zoologiske have blev bygget i 1864 ved Presnenskije-dammene. Det var Den Kejserlige Russiske Forening for dyrs og planters akklimatisering, der valgte stedet. Først havde man planlagt at anbringe den zoologiske have i Neskutjnij Have (forestil dig lige, hvordan det havde været!!!), men myndighederne forbød det. Så begyndte man at søge efter et andet sted. Til sidst valgte man Presnenskije-dammene (både områdets størrelse, dammene med planter og stedets popularitet blandt moskovitterne fik afgørende betydning). Så for 151 år siden åbnede en zoologisk have her. Årene gik, regimer afløste hinanden, man førte krige, men den er forblevet på det samme sted. Når vi derfor taler om Moskvas zoologiske have, taler vi om et sted, hvor man historisk set har holdt dyr.

girafDer er også et andet argument for at bevare den zoologiske have i byens centrum: Det er de positive erfaringer verden over. I mange europæiske hovedstæder er der lignende små, gamle zoologiske haver, som stadig fungerer aktivt, udvikler sig og udvider deres dyreartssamlinger, mens de har mange besøgende. Sådanne zoologiske haver findes i Berlin, Budapest og Wien. De er velkendte seværdigheder.

Så alt det taler for en zoologisk have i Moskvas centrum. Men hvordan kan man indrette den i byrummet for at få mulighed for at udføre både naturbeskyttende og rekreative funktioner? Først og fremmest vil jeg gøre opmærksom på, at selvom den zoologiske have ligger i byens centrum, står det ret godt til med økologien. Den zoologiske have er omgivet af bygninger. Derfor er byens skadelige påvirkning minimal.

Hvis vi taler om at gøre udstillingen mere indbydende for gæsterne, arbejder vi stadig med det. De oprindelige vilkår er ikke helt lette: Den 151-årige historie, de mange bygninger, placeringen i byens centrum over telenet, vejnet og metro. Vi kan ikke (og vi vil heller ikke) ombygge hele den zoologiske have. Vores vigtigste mål er at skabe bekvemme vilkår for dyrene, som ligner de naturlige. Men det er også meget vigtigt for os, at de besøgende har glæde af stedet. Derfor vil vi efterhånden forny anlægget. Man skal finde en balance mellem at skabe en følelse af tæt kontakt med naturen og samtidig at opretholde sikkerheden. Man kan kalde fremgangsmåden for en slags pragmatisk utopisme.

flamingoer

Moderne zoologiske haver har fire grundlæggende funktioner: den naturbeskyttende, den oplysende, den underholdende og den videnskabelige. Jeg vil gerne nævne en funktion mere, som man kan udtrykke som en bevarelse af kulturarven. Moskvas zoologiske haves moderne ansigt er både 1800-talsbygningerne, som bygningen, hvor vores giraf Samson bor, og byggeriet fra tyverne i det 20. århundrede, som Stenbukkebakken og Vilddyrenes ø, og moderne bygninger, monumenter og skulpturer. Hver bygning er unik og skaber den zoologiske haves specielle og enestående udseende. Vi bevarer vores fortid og ser mod fremtiden.

Dansk oversættelse og fotos © Margarita Sjumejkina 2015.

Det oprindelige indlæg lan læses på russisk her: http://www.moscowzoo.ru/about-zoo/articles/blog-direktora/zoopark-v-gorodskom-prostranstve/

 

 

 

 

 

 

 

 

10 ting, jeg har beundret i løbet af turen til København

Hej allesammen! Jeg hedder Dorothea, og jeg studerer dansk på det filologiske fakultet på MSU. Jeg har været i Danmark (nemlig i København) to gange: på sommerkursus og på studierejse. Jeg kunne fortælle meget om min oplevelse og mit indtryk af København, men jeg vil gerne fokusere på de ti mest markante ting.

1. Vidunderlig natur på Sjælland. Den første ting, jeg har beundret i København, er det, at den er … absolut flad! Det adskiller sig meget fra Moskva, som ligger “på syv høje” ligesom Rom. Det flade land, synes jeg, er meget bekvemt, for man kan gå en tur i flere timer uden at få ondt i fødderne 🙂 Jeg kan også godt lide de grønne anlæg i byens centrum, som tiltrækker københavnere, der ligger på det friske græs og bliver brune under den varme sol! Men især var jeg fascineret af de danske sakuraer! I april var der så mange blomstrende lyserøde sakuratræer (japansk kirsebær, red.) på vej langs den sjællandske kyst, at jeg et øjeblik troede, at jeg befandt mig i Japan. Men det var ikke Japan, det var jo Danmark!
Have


2. Danmarks trafiksystem.
Det adskiller sig også meget fra Moskvas. Jeg har aldrig set så mange cykler på en gang. Man skal hele tiden passe på med hensyn til cyklerne! Det er meget økologisk at bruge en cykel i stedet for en bil. Desværre er det endnu meget svært at gøre sådan i Moskva. Men vi har allerede nogle cykelstier, altså er vi på rette spor 🙂
Cykeltaxi


3. De fantastiske palæer i København.
Man kan ikke forestille sig København uden dens pragtfulde palæer, som var de danske kongers historiske bopæl. De minder os om den epoke, da Danmark var et enevældigt monarki, og da sådanne fremragende konger som Frederik III og Christian IV regerede i Danmark og skabte en unik byarkitektur. Men der er et palæ, jeg bedst kan lide. Det er utvivlsomt Rosenborg Slot. Det ligger lige i nærheden af Studieskolen, hvor jeg studerede, og jeg gik tit en tur deromkring. Jeg synes, at denne park, fuld af træer og blomster, er et af de mest maleriske steder i hele København.
Rosenborg Slot


4. Danmarks traditionelle monarki og Den Kongelige Livgarde.
Det er fantastisk, at Danmark har bevaret et monarki som sin nationale og flotte tradition! Jeg kunne aldrig lade være med at stoppe midt på gaden bare for at glo, fortryllet, når en masse af Livgardens bedste soldater marcherede flot klædte i takt med trommer og musik!
Hvis der var nogen prinser og garderofficerer i Moskva, ville livet være smukkere og mere romantisk.(1) Men nu plejer jeg at komme til Danmark for at hente romantikken 🙂
Kronprinseparrets bryllup


5. Tivoli!!!
Jeg tror, at der ingen er i verden, der besøger København uden at komme til forlystelsesparken Tivoli. Fuld af grønne træer, farverige blomster, spændende attraktioner og så søde ænder og svaner, ser Tivoli ud som et paradis. Der er så stille og roligt der, som om Tivoli skjuler sig i byens centrum. Hver kan finde noget specielt for sig selv i Tivoli. For mig for eksempel var attraktionen ‘Dæmonen” meget speciel 🙂
Ved kanalen


6. Danske strande
(især Amager Strand). Før min første rejse til Danmark kunne jeg bare ikke forestille mig, at der er strande og udflugtssteder, der ligger lige ved København! Jeg fik mulighed for at svømme i Østersøen og for at ligge på Amagers strand. Det var uden tvivl en meget god oplevelse. Østersøen er selvfølgelig ikke Middelhavet, men den er jo ikke så salt 🙂
Amager Strand


7. Dannebrog.
De er utvivlsomt det danske nationale symbol. I andre lande, jeg har besøgt, har jeg aldrig set så mange flag. Dannebrog er overalt, selv på badeværelset! Lysende rød-hvide danske flag ser ud som en festlig udsmykning af hovedstaden og minder altid om, at man befinder sig i Danmark. Det, synes jeg, er fantastisk, fordi det vækker en stor stolthed over og kærlighed til Danmark hos danskere. Danske flag er jo en smittende ting: Nu har jeg selv ét i mit soveværelse. ))
Dannebrog med bamse


8. Danske farverige små huse.
Det er Københavns “visitkort”. Til en vis grad er det et paradoks, at der i så kold og regnfuld en nordlig by som København, ligger så farverige, “varme” huse. Mennesker, som boede i så hyggelige huse, ville være rigtig lykkelige, tror jeg.
Huse


9. Danske kager.
Jeg må tilstå, at jeg er en slags uforbederlig slikmund 🙂 Altså, da jeg kom til Danmark, købte jeg først og fremmest forskellige danske kager og har prøvet dem alle. Jordbærkager, æblekager, hindbærsnitte, cremebolle – hvor var det hele lækkert! Jeg tror, at jeg vil rejse til Danmark igen, om ikke andet så for at prøve endnu flere dejlige, friske, danske kager!
Kage


10. Selvfølgelig danskerne selv
:))) Danskerne selv var min mest betydningsfulde “opdagelse” på min tur til København. De var så venlige og så gode mod mig (og ikke kun mod mig), at jeg altid kunne føle mig velkommen i Danmark. Danskere, som jeg mødte på gaden, var altid beredt til at hjælpe og bare at snakke med mig. Farer man vild, eller har man nogen problemer, findes der ubetinget (bestemt) en dansker, som altid er beredt til at hjælpe og give råd. Det er især vigtigt for mig, for jeg farer meget tit vild. På denne måde har jeg stiftet bekendtskab med mange meget venlige danskere 🙂 Og det er den anden ting, jeg kan godt lide ved danskere: Det smiler meget tit og virker positive!

Der er mange andre ting i forhold til Danmark, jeg ville gerne fortælle om, men det vil jeg gøre en anden gang. Det er bare vigtigt at notere, at jo mere vi russere rejser til Danmark, desto mere lærer vi den danske kultur at kende, og omvendt. Så jeg er bestemt FOR kulturudveksling mellem vores lande 🙂

Fotos © Dorothea Radujko 2015.

(1) Det hænder da af og til. (Red.)

Ekstramateriale: Her kan man se den Kongelige Livgarde gæsteoptræde på Den Røde Plads i 2007 til det russiske publikums begejstring:

Og på hjemmebane ved Amalienborg:

https://www.youtube.com/watch?v=rGvR1IWByR8

 

3D-printning

Har du altid drømt at have stormtropperhjelmen fra ”Star wars” på? Eller måske selv at lave forskellige slags plasticfigurer? Nu har du muligheden! 3D-printere kan lave alle mulige figurer af plastic, gips, silikone og også chokolade! Men hvordan foregår det? Vi har besøgt et lille firma i Rusland, 3dquality, der producerer 3D-printere, og hvor man fortalte os, hvordan man kan få en rigtig figur ud af almindelig plastic.

1. Før man printer, skal man lave en 3D-model på computeren.
3d 2

2. Så sætter man plastic i printeren.
spole    spole 2

Plastickvaliteten kan være meget forskellig. Der er masser af farver og afskygninger. Et firma kan producere så mange afskygninger, at det dækker alle regnbuens farver.

3. Derefter opvarmes plasticen. På skærmen kan man se alle indstillinger, og hvis alt er rigtigt, trykker man på knappen og… 3d 1

4. Printningen er i gang! Printeren får 3D-modellen fra computeren og begynder at skabe den.
   3d printerhoved 2   3d printerhoved

Fra printerhovedet kommer der varm plastic ud. En tredimensionel figur bliver lavet lag for lag.

5. Og så er alt færdigt!
3d printet drage

Der er masser af forskellige printere, der er store og små, som bruges til forskellige opgaver.

printer 2

Det her er printeren Uni.

Den er lille og er en prototype for den store printer Pro.
3d printer

De to har forskellige printområder.

Anvendelse af 3D-printer omfatter design-visualisering, skabelse af prototype/CAD, metalstøbning, arkitektur, uddannelse, landskabsarkitektur, sundhed, salg og så videre. Man kan også bruge 3D-printere til kunstneriske udtryk.

objekter quality

Og alt, hvad din fantasi foreslår!

stormtropper  3d ugle

Dette fag er endnu ikke særlig populært i Rusland. Men skridt for skridt får flere og flere mennesker får kendskab til 3D-printeres muligheder og hvordan man kan bruge dem i sit liv. Måske har du også nogle ideer? 😉

Fotos © Anastasia Gerasimova 2015

Kamalejeblomsten

Kamalejeblomsten
Mit eksemplar af “Kamalejeblomsten” og min avatar-mokona. Foto © Lena Starostina 2015.

I Rusland er der mange fantasybøger. I dag vil jeg tale om en bog af en af de bedste nulevende forfattere i den genre (efter min mening, selvfølgelig). Hendes navn er Olga Gromyko. Hun er mikrobiolog af profession, hun bor i Hviderusland og har skrevet romaner på russisk siden 2002. Bogen, som gjorde hende kendt, var “Profession: Heks” (“Профессия: Ведьма”, 2002), og det var humoristisk fantasy. I hendes værk kan man ofte finde ironi og endda sarkasme, men der er ikke bare det. Historierne er meget spændende, og kompositionen er ofte ligefrem og elegant, og det giver plads til den karakterudvikling, som gør hendes bøger så attraktive at læse.

Min yndlingsbog af hende er måske “Kamalejeblomsten”(1) (“Цветок камалейника”, 2006). Det drejer sig om en verden, hvor menneskene tror på Iggr den Toenige, den eneste som kan bringe liv til jorden ved sine “præster”: mystiske væsener, “dhærrer”, som ligner tobenede, intelligente øgler. Det betyder, at man kun sjældent kan føde et barn eller få en god høst uden at betale til “Iggr”. Men er der ikke noget trick ved det? Er det måske omvendt sådan, at disse præster slet ikke understøtter livet? Har det ikke været anderledes i fortiden? Er der nogen som kan huske det? Og hvis ja, kan den person så gøre noget?

Som jeg har sagt, er det bedste i Gromykos bøger ikke emnet, men her er det lige så interessant som bogens verdens atmosfære og karaktererne. Den middelalderlige setting blander sig med hverdagsproblemerne hos hovedpersonerne: en optimistisk parasitjæger med sin kæmpekat, en ordenshåndhæver (som en moderne politimand) og en “usædvanlig” præst. Mere siger jeg ikke, for det ville være en spoiler.

 

(1) Det er en fiktiv blomst, den har ikke noget at gøre med en kamelie. (Red.)

Ishtar, kæmpekuglen og Al Qaida: Science fiction og virkelighed

Brudstykke af Omslag Asimov Foundation-2
Fra en af bøgerne i Asimovs serie (en lydbogsudgave på russisk).

En god bog kan blive et middel til at erkende og se virkeligheden. Og hvis jeg siger ”mine yndlingsbøger”, så mener jeg de bøger, som inspirerer mig og som giver plads til fantasi, til at tænke. Jeg mener de bøger, hvor man ikke kan forudsige, hvad der videre sker. Jeg kan lide bøger, som viser verden i det store og hele og som afspejler, hvordan virkeligheden ændrer sig. Derfor er fantasyromaner og science fiction mine yndlingsgenrer. Der er mange russiske forfattere, som skriver science fiction og fantasybøger, men jeg vil fortælle om Viktor Pelevin. Han er en moderne russisk forfatter og er meget kendt i Rusland. I hans skandaleombruste fortællinger optræder der politikere og robotter, engle, terrorister og troldmænd.

Den mest kendte roman af Pelevin hedder ”Generation P”. Den handler om den generation af russere, som voksede op i tiden af politiske og økonomiske reformer i 1990-erne. Hovedfiguren er Vavilen Tatarskij. Han er uddannet i litteraturvidenskab og arbejder som tekstforfatter. Senere får han et populært arbejde som konceptudvikler og udtænker forskellige reklamer og former politikernes fremtræden i fjernsynet. Sådan viser Pelevin, at alt, hvad man ser på tv, ikke er sandt, men et velovervejet opspind. Hovedpersonen Vavilen kan ikke lide sit arbejde, han spørger sig selv, hvem styrer det hele, hvem har behov for at vise en løgn til folk? I slutningen af bogen bliver han en levende gud og gifter sig med gudinden Ishtar.

Omslag Pelevin SNUFFPelevins roman ”S.N.U.F.F.” er også anbefalelsesværdig. Der fortæller hovedpersonen om det moderne postapokalyptiske samfund, hvor han bor. Det består af et land for pøbelen, som hedder Urkaina, og over dette land hænger en kæmpekugle, hvor eliten bor. Der er mange hentydninger til den sociale og politiske situation i Rusland. Forfatteren siger, at der ingen helte er i hans romaner, kun personer.

Min anden yndlings-science fiction-forfatter er Isaac Asimov. Han er ikke russer, men en amerikansk forfatter, men han blev født i USSR, i det nuværende Smolenskområde. Han er meget kendt for sine bøger om robotter. Min yndlingsbog er ”Stiftelsen”. Det er en cyklus af syv science fiction-romaner om et stort galaktisk imperies krak og også om genfødelsen af dette imperie. Som prototype tog han ”Roms historie”.

Omslag Asimov Foundation

Hans romanfigur Seldon har opfundet psykohistorie – en videnskab, som kan forudsige imperiets fald og folks handlinger, og hvordan begivenheder og historiens gang udvikler sig. Man siger, at Osama Bin Laden blev inspireret af denne bog til at skabe terrororganisationen ”Al Qaida”, som betyder ”Stiftelsen” på arabisk. Handlingen i bøgerne omfatter mere end 20.000 år og hører til de 10 bedste science fiction-serier i verden.

En berømt illustrator på Asimovs serie er Michael Whelan. Se for eksempel hans indtryksrige illustrationer til “Stiftelsen” her og her.

 

Interview med de nye danskstuderende på MSU

Begynderholdet 2015 foran hovedbygningen
Studerende fra begynderholdet 2015 foran MSUs hovedbygning. Polina, Katja, Masja, Marina, Katerina og Ira. Foto © M. Pontoppidan

Det nye studieår betyder, at der kommer nye hold af studerende, som studerer dansk. De studerende er alle forskellige, men det, der forener dem, er kærlighed til det danske sprog. Vi har talt med dem og fundet ud af, hvorfor de traf dette valg.

Her er, hvad de fortæller:

ULRICHKaterina: Jeg er helt vild med rockmusik. Især gruppen Metallicas værk. Et af mine absolutte yndlingsmedlemmer af den gruppe er trommeslageren Lars Ulrich. Han er dansker. Jeg har læst rigtig mange bøger, som beretter om hans barndom i Danmark. Og disse fortællinger har helt fortryllet mig. På den måde har mine interesser haft en markant indflydelse på mig ved valget af, hvilket sprog, jeg skulle studere på universitetet.
I min fremtid kunne jeg godt tænke mig at blive musikjournalist. Danmark er et meget kunstnerisk og meget musikalsk land, derfor betragter jeg det som det ideelle sted at begynde min karriere på dette område.

Marina: Hej læsere! I begyndelsen ville jeg gerne have en teknisk eller matematisk udddannelse. Men da jeg opdagede, hvilke muligheder der er på MSU, afleverede jeg straks min ansøgning der. Det er svært at studere, men spændende og underholdende, især kan jeg godt lide det danske sprog, som tildeles stor opmærksomhed. Alle underviserne er krævende og hjælpsomme.
Da jeg skulle vælge det institut, der passede til mig, foretrak jeg at være indenfor den skandinaviske sproggruppe. Og jeg lagde mig fast på det danske sprog, fordi det er meget musikalsk, roligt og harmonisk, og desuden minder det på en eller anden måde om tysk, som jeg har studeret i omtrent tre år. Studiet af dansk fonetik, som vi skal arbejde med i det første semester, hjælper mig også i forhold til mange aspekter af russisk sprogbrug. Som russer oplever jeg at have fået adgang til et større spektrum af vokallyde, end jeg havde før.
For nylig havde vores en hold en time om dansk litteratur, hvor vi lærte landets kultur at kende. Efter min mening er den skøn. Jeg kan rigtig godt lide den måde, kulturen har udviklet sig på – indenfor film, musik og teater. Danskerne er meget glade for teater.
Varm chokoladeJeg elsker desuden også is og varm chokolade(1). Særligt har jeg lyst til at fejre den varme stemning, som i jeres land kaldes “hygge”. Det er en meget rar og passende betegnelse. Jeg har altid været tiltrukket af tilbageholdende, men venlige mennesker, jeg sætter pris på den egenskab i dem. Jeg tror, at Danmark er det land, hvor man kan finde det, som jeg værdsætter i mennesket. Jeg håber, at læserne vil være enige i, at skandinaver og russere kan finde et fælles sprog på trods af mentalitetsforskelle. Den danske sjæl kan være behageligt gådefuld for den russiske sjæl.

Havfruen af FrølichKatja: Jeg elsker virkelig eventyr. En af mine grunde til at lære dansk er H. C. Andersens eventyrverden. Som mange andre er jeg vokset op med hans bøger og er helt vild med dem. Hvor ville det være skønt at læse dem på originalsproget! Danmarks atmosfære er virkelig fortryllet: den nordiske naturs ro og renhed og en ligeså ”ren og rolig” skandinavisk mentalitet. Vikinger, gamle slotte og paladser – en rig historie og kultur. Eventyr for børn, lækkert dansk bagværk og alles yndlingslegetøj: Lego – et paradis for dem, der, som også jeg, aldrig har tænkt sig at tage afsked med barndommen.
Men jeg må sige, at hele mit livs hobby er at drømme, fordi der ikke er noget rarere end virkeliggørelsen af drømme, efter at man en million gange har forestillet sig detaljerne i det ønskede, og man inderligt venter og tror, at ønsket bliver til virkelighed.

set fra månenMasja: Jeg har udvalgt mig litteratur som det, jeg vil beskæftige mig med i mit liv. Andre europæiske landes litteratur er der allerede forsket meget i (på russisk), men den danske litteratur, som jeg tilfældigt er stødt på, forekommer mig meget gådefuld. Med hjælp fra det danske sprog vil jeg gerne begynde at forstå den, for i øjeblikket ved jeg meget lidt om den. Men sproget selv forekommer mig også meget interessant, jeg vil gerne studere det grundigt for at kunne kommunikere med folk fra Norden – jeg elsker i det hele taget Norden, og derfor håber jeg, at jeg vil synes om Danmark, det danske sprog og måden at tænke på.

Nastja: Den almindelige russer forbinder Danmark med trolddom og med slotte. Man kan antage, at denne forestilling om Danmark er forbundet med almene stereotyper om Skandinavien, og mere almen viden om Danmark i hverdagslivet. Det vil så være H. C. Andersens eventyr, skandinaviske eper og klimaet. Det vil sige, som regel bliver skov, klipper og hav associeret med noget hemmelighedsfuldt – og alt det tilsammen skaber dette eventyrbillede.

Rosenborg
Rosenborg. Foto: Agnete S. B.

Ira: Jeg har valgt dansk, fordi både sproget og landet som helhed udstråler en usædvanlig varm energi. Det ville være dejligt at formidle dansk kultur i min fædrene sfære (hjemland).

Polina: For omtrent to år siden begyndte jeg for første gang at tænke på, hvor jeg kunne bo henne, hvis jeg ikke var blevet født i Rusland, men et eller andet andet sted. Og jeg kom frem til den konklusion, at det hyggeligste sted for mig at bo ville være i et af de skandinaviske lande. Nordens natur og klima står mig meget nær, men også dens folkeslags mentalitet.

Fænø
Fredskov på Fænø.

Da jeg søgte ind på universitetet, ville jeg rigtig gerne studere netop de skandinaviske sprog. I år blev der oprettet et danskhold, hvad jeg blev meget glad for, fordi dansk regnes for langt sværere end de andre nordiske sprog, det er jo en slags udfordring, som det er umuligt ikke at tage op.

 

begynderholdet 2015
Katja, Polina, Masja, Marina og Katerina. Foto © Ira Sevostjanova

(1) I Rusland har man ikke traditionen for at drikke varm chokolade med flødeskum, så det er i sig selv et argument for at beskæftige sig med Danmark. (Red.)

Sankt Jørgensturnering: Undskyld, men er det ikke for meget?

– eller taler der nu en fattig studerende i mig?

For nylig skrev jeg om historiens plads i samfundslivet (se her og her). En af mine teser er, at hvert fag skal have en praktisk anvendelse for at være “nyttigt”. Helt tilbage i det fjerne 2012 (Gud, hvor er det længe siden, som i et andet liv!..) fremprovokerede professor Bojtsov en diskussion under historiografi-seminaret om historiens rolle i det 21. århundrede. Hr. Bojtsov var delvist enig med mig i, at et af de måske mest betydningsfulde formål med historisk forskning er “underholdning” af masserne. Et af disse underholdningstiltag besøgte jeg den 2. maj i Kolomenskojeparken.

ridderprocession
Procession af riddere til Sankt Jørgensturneringen. Foto © Denis Sukhino-Khomenko

I 2013 arrangerede den samme reenactment-klub middelalderfestivallen “Tider og epoker”, og den var SÅ god, at da jeg hørte om Sankt Jørgensturneringen, besluttede jeg straks, at jeg måtte med. Jeg reklamerede varmt for turneringen til alle mine venner — det ville blive et storslået syn!
Sådan var det bestemt også: Syv riddere (og engang var den ene en af arrangørerne) fra forskellige lande (en kom helt fra Norge! Ivar Mauriz-Hansen) i strålende panser, væbnerne fører deres heste frem og hjælper med våbnet, blafrende flag, trompetstød, publikums jubel, smukke damer som dommere (1)… Der var kun det problem, at jeg ikke så det hele: Arenaens fire sider havde tribuner, hvor man skulle betale for pladserne, og det fattigere publikum kunne kun se forestillingen fra en lav bakke i nærheden.

ridder med følge
En ridder med sine væbnere. Foto © Denis Sukkhino- Khomenko

Jeg kan godt forstå, hvor svær og bekostelig en turnering er. Jeg antager, at det kun drejede sig om at få de investerede penge igen, ikke om at opnå fortjeneste. Dog synes jeg, at arrangørerne gik for langt: Under “Tider og epoker” blev én side åbnet for alle og det mere fordringsfulde publikum kunne nyde godt af tribunerne. Billetpriserne var nu også forbløffende høje: runderne varede cirka en time, og pauserne imellem var lige så lange, plus at hver dag skulle betales adskilt. Undskyld, men er det ikke for meget?…
Det, jeg vil sige, er, at til “Tiderne og epokerne” var der foruden selve ridderturneringen også en prægtig messe, master classes, en nomadeturnering [sic, red.], tvekampe til fods og andre ting. Nu fik vi foruden arenaen kun en skydebane til overpris med bue og mini-katapult.

Turneringskort
Et kort over turneringens seværdigheder.

Plus at i 2013 var der også infanterikamp med artilleri på arenaen — den manglede vi i 2015! Vil det sige, at jeg kun får ét valg: at betale minimum 4000 rubler(2) (svarende til prisen på en førsteklasses teaterplads!) for to dage og få timelange pauser imellem runderne uden anden god underholdning på programmet?.. Undskyld?..
Jeg blev meget trist og skuffet. Alt, jeg kunne tage billeder af, var ridderne, før de tog til arenaen, og kirkerne… som også var lukkede, men så godt ud.

Her er altså mit indtryk af Sankt Jørgensturneringen, jeg håber, at “Tider og epoker 2015” fungerer bedre. Forstå mig ret: det er ikke en “fattig studeredes” klage: jeg har intet imod arrangørernes forsøg på at tjene det ind, som de har investeret. Men, Gud, hvorfor skal tilskuerne lide? Hvorfor har de intet valg — enten betale alt (og spilde halvdelen af deres tid) eller ingenting få?
Eller taler der nu en fattig studerende i mig?…

 

(1) Se dommerdamerne og mange flere billeder fra årets Sankt Jørgensturnering her.
(2) Cirka 530-540 kroner.

Anmeldelse: “Steppeulven” åbnede den danske filmfestival i Moskva

Danish Wave 2015
Festivalplakaten

D. 15. april 2015 åbnede filmfestivalen Danish Wave for syvende år i træk i Moskva. Åbningsfilmen var Ole Christian Madsens portrætfilm Steppeulven om den myteomspundne digter og sanger Eik Skaløe (1943-1968), der skabte dansk musikhistorie med sit band Steppeulvenes eneste album, Hip (1967), og hvis tekster har haft blivende indflydelse på senere generationers danske digtere.

Åbningsarrangementet bød på et møde med hovedrolleindehaver Joachim Fjelstrup (Eik Skaløe) og Christian Gade Bjerrum (Christian Arnø; med rolleindehaverens egne ord, filmens “bad guy“). De to skuespillere introducerede filmen og svarede bagefter på publikums spørgsmål under en veloplagt seance, hvor de med lun humor og klovneri opfangede stemningen i rummet og udfoldede den til salens fornøjelse. Blandt andet kommunikerede de på det lokale sprog med en tilstedeværende gravhund, der blandede sig i dialogen: Christian Gade Bjerrum afklarede lige med tolken, at “vov-vov” hedder “gaf-gaf” på russisk, før han besvarede dyrets spørgsmål.

Der var en god kemi mellem gæsteskuespillerne, både internt og med det russiske publikum. Foto: Udsnit af stillbillede fra filmen
Der var en god kemi mellem de to gæstende skuespillere, både internt og med det russiske publikum. Foto: Udsnit af stillbillede fra filmen

Der var dog også tungere emner på diskussionsprogrammet. For eksempel spurgte en mand blandt publikum, om skuespillerne fandt den atomkrigsfrygt, der var et tema i filmen, særligt aktuel i dag “med alt det her postyr om russiske missiler, der peger på Danmark?”
Et spørgsmål, som fik både russere og danskere til at bryde ud i latter – jeg er ikke helt sikker på hvorfor, men det var ret livsbekræftende. (Formuleringen hentydede antagelig til en nylig kronik af den russiske ambassadør i Danmark, der fik de danske medier til at gå i selvsving i nogle dage, indtil den næste skandale om Lars Løkkes garderobe eller Helle Thornings mands skat afløste den.)
Skuespillerne svarede, at ja, de fandt filmen aktuel i det perspektiv. Filmen handlede om frygt, forklarede de: frygten for bomben såvel som frygten for at miste kærligheden. Frygten som et indre problem, mennesket må overvinde ved at ændre sig selv. Det er den filosofi, Eik Skaløe selv præsenterer i filmens begyndelse: Efter en kort ekspedition ud i politisk aktivisme, deltagelse i demonstrationer mod atomvåben og opklæbning af protestplakater, fulgt af arrestation, konkluderer han, at politik ingen mening har, og at det eneste frugtbare aspekt af hans engagement har været mødet med hans livs kærlighed, Iben Nagel Rasmussen (Marie Tourell Søderberg), i arresten. (En detalje, som i øvrigt ikke er historisk korrekt: I virkeligheden mødte de to først hinanden efter løsladelsen.)

Med andre ord konkluderer filmens Skaløe, at meningen med livet er i de nære relationer. Det holder han fast ved: Han prøver hele sit liv at få Iben til at leve sammen med sig i et fast forhold, og han ikke så meget som ser på andre kvinder. Kærligheden til “Itsi Bitsi” (hans kælenavn for Iben) bliver hans livs fundament.

Dette harmonerer ikke så godt med hippiefilosofien, der fokuserer på det universelle og søgen efter stadigt fjernere mål, og resten af filmen handler da også om Eiks konflikt mellem ønsket om nærhed – samliv med Iben, at grundlægge en familie med hende (han tilbyder hende at blive hjemmegående husfar, han vil indrette sit liv, hvordan hun end ønsker, blot de kan være sammen og beholde det barn, hun er blevet gravid med, men har besluttet sig for at abortere) – og hans tids herskende ideologi, der ikke tillader nogen rammer for tilværelsen.

Iben og Eik - for engangs skyld alene to. Stillbillede fra filmen
Iben og Eik – for en gangs skyld alene to. Stillbillede fra filmen

Iben harmonerer tilsyneladende med ideologien på en lagt mere sømløs måde end Eik: Hun hengiver sig uden forbehold til den fri sex. Hun informerer sjældent Eik om sine planer; han opdager, at hun har fundet en ny mand, enten ved at finde ham i sengen eller ved ikke at kunne finde Iben nogen steder, fordi hun er rejst til en anden græsk ø med den nyeste sengekammerat. Hun og Eik holder dog sammen en tid, fordi han underkaster sig vilkåret mod sin inklination. Det samme gør de andre mænd, det er tidens diktat. Dog kommenterer hippien Vincent undtagelsesvis, at han ikke vil røre Iben, fordi han ikke vil komme mellem to tvillingesjæle – og sender hende tilbage til Eik, efter at hun har prøvet at stikke af med ham. Det er den eneste gang, nogen sætter en seksuel grænse for Iben i filmen, og hun virker ikke meget tilfreds med det.

Det hårde liv får helbredsmæssige konsekvenser. Foto: Stillbillede fra filmen
Det hårde liv får helbredsmæssige konsekvenser. Foto: Stillbillede fra filmen

Livet selv sætter dog en skæbnegrænse: Da Iben bliver gravid, konstaterer hun med den følelses- og udtryksløshed, skuespilleren er instrueret til at demonstrere filmen igennem: “Jeg kan da ikke få et barn” og arrangerer en abort, trods Eiks bønner om at lade deres fælles barn leve. Aborten gør så ondt på Eik, at han her for første gang sætter en følelsesmæssig grænse for Iben og rejser fra hende, selvom hun bliver alvorligt syg efter indgrebet. Senere viser det sig, at infektionen har gjort hende steril, og at hendes konstatering “jeg kan da ikke få et barn” er blevet til ikke kun et følelsesmæssigt, men også et fysisk faktum.

Eik opsøger hende senere igen, og hun forlader ham igen. Hjulpet af sine forældres indflydelse får hun arbejde i det eksperimenterende Odinteater, hvor hun skaber sig en varig karriere – og, giver filmen indtryk af – også henter en struktur og disciplin ind i sit liv gennem arbejdet, som får hende fri af det åndelige vakuum, Eik forsvinder i ved mødet med det absolut grænse- og fredløse liv. Deres sidste kontakt er over telefonen: Eik ringer til hende midt under en koncert, for at hun skal opleve blomsten af hans kreativitet, hans digte til hende sat i musik; karakteristisk for filmens skildring af Iben er hun også denne gang fuldstændig uimodtagelig for input: uden at fornemme hverken hans gave eller hans smerte konstaterer hun følelsesløst, at hun “ikke har tid til at lytte til sangen i røret, hun skal øve”.

Da hun hører om Eiks død, er det atter over telefonen. Hans mor ringer og fortæller, at man i ørkenen på grænsen mellem Pakistan og Indien har fundet hans knogler, hans pas og hans dagbøger. Her fælder Iben en lille, kold tåre. Det er højdepunktet af den følelse, instruktøren tildeler hende i filmen.

Dette er uden tvivl en tidstype, et menneske, der af ideologi og stoffer er blevet helt døvt og blindt for basal menneskelig nærhed. Filmens Eik Skaløe demonstrerer på den anden side med en digters overfølsomme og overærlige udlevelse af netop det basalt menneskelige, at behovet for denne nærhed er en livsbetingelse. Da han opgiver håbet om at finde den, lægger han sig til at dø, kun femogtyve år gammel. Det er ikke tilfældigt, at han vælger ørkenen som dødsleje. Skønt han bemærker, at han er “led ved” steppeulve-identiteten, den ensomme, der er utilpas mellem mennesker og fremmed mellem dyr – altså: den, der ikke kan finde samhu noget sted – vælger han med sin død både at overtage ensomheden helt og at forsøge på den måde at udslette den. Men det er sig selv, han udsletter.

Eik Skaløes liv og død bliver i denne film en kommentar til den pris, visionen om den altfavnende, kosmiske kærlighed, og dens iboende konflikt med den personlige kærlighed – kærligheden mellem to mennesker, kærligheden til en udvalgt – har for det enkelte menneske: selvudslettelse.

Sådan så denne anmelder i hvert fald filmens budskab. Men den kan ses på andre måder. Den er åben for et spektrum af spejlinger.

Skuespilpræstationerne er stærke, og jeg er særligt glad for den måde, det danske sprog er blevet behandlet i filmen. I mange danske film håndterer man ikke udtale og følelsesregistre særlig godt instruktionsmæssigt. Det kan blive kikset og/eller gnidret. (Noget, som af en eller anden grund hænder oftere i danske film end i norske eller svenske.) Men det sker ikke her. Voice-overen er lige på kornet, de ironiske kommentarer til de billeder, man ser, har perfekt timing.

Jeg sætter også pris på, at filmen undgår de mest pinagtige klichéer om tressernes kulturelle revolution. Man forskånes for puerile “Fars gris“-optrin, hvor “de borgerlige” fremstilles som klovner uden et værdigt alternativt syn på tilværelsen. Her er filmen tværtimod rummelig nok til at lade omgivelserne beholde deres forskellige synspunkter på hippiernes valg af tilværelse uden at latterliggøre, at de er et andet sted.
Et eksempel: Da Eik hjemme hos Stig Møller leverer en noget floskuløs angrebstale til hans velsoignerede psykolog-partner (den eneste gang i filmen, hvor Eik synes ukritisk at have overtaget tidens filosofi), får psykologen lov at svare igen, så deres tolkninger af hinanden begge står tilbage som mulige perspektiver på tilværelsen, og publikum selv kan vælge. Man slipper for Erik Clausens løftede pegefingre, og det er rigtig rart. Filmen har andre tilsvarende demonstrationer af smagfuldhed i omgangen med sit stof. Det giver den mere dybde i skildringen af tressernes flertydige kultur og ekstreme eksperiment med menneskelige grundfølelser og relationer. Det gør den også til en ægte portrætfilm: “Sådan levede Eik Skaløe altså.”

Eneste anke på det punkt er, at man, så central som Ibens figur er (det forekommer helt rimeligt, at den russiske oversætter af filmen har valgt at give den titlen “Itsi Bitsi”), godt kunne have brugt lidt mere belysning af hendes forhold til sine forældre. Man får, meget fint og kompakt, et udmærket indtryk af Eiks familierelationer – totalt accepterende, men også lidt passive, forældre, der ikke i tide registrerer, at Eiks kurs er livsfarlig for hans følsomme sind – men seeren mangler en brik i billedet af Iben på det punkt. Vi ser ganske kort Eiks møde med hendes forældre og oplever, hvordan de reagerer på ham – men ikke, hvordan de relaterer til deres datter.
De hjælper hende til pladsen på Odinteatret, hvilket giver et billede af forældre, der har både magt og agt til at skride ind, når deres datter har det behov; men den nærmere følelsesmæssige dynamik får man ikke belyst. Det forekommer ret vigtigt, når nu Ibens følelseskulde (i filmens fortolkning) driver Eik i døden. Iben skildres i realiteten ret uforsonligt af filmen på det punkt. Om det er retfærdigt, skal jeg ikke kunne sige. Jeg finder det altid meget voldsomt, når man på film skildrer endnu levende personer så tæt på; der er for mig en etisk grænseoverskridelse i det, da man på den måde fremadrettet præger et meget stort antal personers indtryk af den skildrede person. Men virkelighedens Nagel Rasmussen (som stadig turnerer med Odinteatret i dag) har selv skrevet om sit forhold til Eik, udgivet deres breve og tilmed opsat et stykke (også navngivet “Itsi Bitsi”) om deres forhold, og måske kan hun som skuespiller bedre end andre tage fiktionalisering af sit liv med et skuldertræk? Det må man håbe.

Faktisk har hun i interviews udtrykt generel tilfredshed med filmens skildring, skønt hun ikke er enig i alle facetter af dens tolkning (1). Hun leverer også den manglende brik til historien bag film-Ibens upåvirkelighed: Hun forklarer, at hun i den skildrede periode følte sig udvisket som person af sin berømte forfatterfar (Halfdan Rasmussen) og sin digterkærestes stærke kreative personligheder. (3) Hun kunne ikke finde sin egen stemme, og identificerer selv denne indre stumhed og flakken som baggrunden for sine seksuelle eksperimenter: “For mig handlede det om at møde mennesker på en meget intim måde – og alligevel holdt jeg jo fast i den her binding til Eik. Andre hægtede sig ligesom bare på rejsen. Men det var lidt svært for Eik. Jeg tror også, at det bunder i, at han vidste, hvad han ville. Han skrev. Jeg anede ikke, hvad jeg ville – jeg havde en uro. Og den kom også til udtryk på det seksuelle plan.”
Hun søgte sig selv og fandt sig ikke. Først i Odinteatret lykkedes det: Således siger hun i dag: “Jeg blev jo nærmest kæreste med Odinteatret i stedet for med Eik.” (1)

I sidste ende er naturligvis Skaløes selvmord hans eget og ingen andres valg, og det samme gælder hans holden fast ved sin kærlighed trods al afvisning. Hver må leve sit eget liv og dø sin egen død. Det er alle menneskers vilkår, men i hippiernes filosofi fik det den særlige drejning, at man fralagde sig ansvaret, ikke kun for andre (børn og partnere), men også for sig selv: for at være en person. Filmen beskriver denne konstante jegflugt, illustrerer på en konkret måde Janis Joplins bevingede ord “freedom´s just another word for nothing left to lose” og lader Skaløe se døden som det eneste alternativ til at flakke videre – det eneste håb om fred, eller den yderste flugt fra sig selv. Måske nok snarest det første, for – atter i kontrast med sin tids ideologi – påtager han sig i sit afskedsbrev netop ansvaret for sin handling og tillægger sig skyld. “For the officials: As i guess you know – this suicide is decided & carried out by myself * Noone is to blame, except the cruel person inside me * Forgive me – Eik Skaløe“.

Skaløes (faktiske) selvmordsbrev. Pressefoto
Skaløes (faktiske) selvmordsbrev. Pressefoto

Det samme har han forinden gjort flere gange i filmen, når han sammen med venner (og Iben) bliver taget med narkotika: “Det er mit altsammen,” siger Eik, “de andre er uskyldige.” Påny er det hans basalt-menneskelige smag for det individuelle og det retlinede – samvittighed, kort sagt – der skinner igennem.

Som vore to skuespillergæster i Moskva bemærkede under diskussionen med publikum: “Han er jo inderst inde borgerlig: Han vil bare have barn og hjem.” Derfor er portrættet af Eik Skaløe i “Steppeulven” netop også et portræt af et menneske og ikke et manifest. Det får filmen til at stå meget stærkere, end den ellers ville have gjort.

Visuelt er den også et smukt stykke håndværk. Og ligesom den formår at styre udenom de truende klichéer om “borgerdyrene”, holder den også en ironisk distance til den traditionelle, skandinaviske måde at bekræfte sin frigjorthed™ for sig selv og omverdenen på filmisk gennem de obligatoriske, eksplicitte sexscener. Distancen til denne (efterhånden noget trætte) konvention skabes gennem en frisk humor, der faktisk formår at formidle komplekse psykologiske dynamikker gennem en række parringsscener, så de forbavsende nok kommer til at udgøre en meningsfuld, fremadskridende fortælling, selvom der ikke “sker andet end sex”.

Med andre ord: Som jeg opfattede det, medførte instruktørens iboende smag en vis demontering af denne skandinaviske kliché, som han nok i betragtning af filmens emne var nødt til at have med på en eller anden måde (ellers ville det med garanti have forarget danske anmeldere i en grad, så de ville have hæftet det i Danmark livsfarlige ord “bornert” på ham).

Ole Christian Madsen, Marie Tourell Søderberg og Joachim Fjelstrup. Foto © Per Arnesen
Instruktør Ole Christian Madsen med Marie Tourell Søderberg og Joachim Fjelstrup. Foto © Per Arnesen

En anke, jeg personlig har mod eksplicitte sexscener i film er, at de tit kan fungere som en erstatning for kreativitet. Instruktøren ved, at mennesker, som de dyr vi er, automatisk reagerer på sex, og det fritager ham så for at gøre noget interessant med fortællingen på det punkt. I film fra før den seksuelle revolution og pornoens frigivelse imponeres jeg til gengæld over, hvor mange kreative måder, erotik dengang blev skildret på rent fortællemæssigt. Det er en skam, når konventioner gør os fattigere i udtrykket. Sådan kan det let gå den skandinaviske eksplicititetskonvention. Her var der dog kreativitet til stede. Atter undgik instruktøren det, der så let kunne være blevet pinagtigt og kikset – en anden type “Fars gris”-scene.

For at vende tilbage til filmens hovedærinde – at skildre en sensitiv personligheds skibbrud på en tidsånd – og selve åbningsarrangementet med skuespillerne, så kommenterede Joachim Fjelstrup i en samtale med anmelderen, at netop “konflikten mellem ideologi og vilje” hos Skaløe har interesseret ham under arbejdet med figuren. Han vil ikke udtale sig om, hvad der er rigtigt og forkert i den konflikt, for selve erfaringen af konflikten var det gribende for ham i arbejdsprocessen. På publikums spørgsmål om, hvordan det var at spille Eik Skaløe, svarer han: “Jeg elskede det! Det var ikke svært at komme ind under huden på ham. Han var så ærlig i sin brevveksling med Iben, at det fungerer som en dagbog. Man kommer let tæt på selve personen. Han er helt åben i brevene.”
Det er et held, for ellers eksisterer der kun et begrænset arkivmateriale om Skaløe. Da han først blev rigtig kendt posthumt, findes der for eksempel ikke filmoptagelser af ham, kun nogle fotos.

De to skuespillere, der gæstede festivallen, delte begge gavmildt ud af deres personlige tilgang til filmen. De havde hæftet sig ved helt forskellige elementer: Mens Fjelstrup lod mest fascineret af Eiks indre kamp – det personlige, det konfliktuelle – gav Gade Bjerrum udtryk for et primært fokus på det ideologiske, tressernes almene budskab – særlig deres fortolkning af frihedsbegrebet (som han selv tilsluttede sig). Han afsluttede arrangementet med en meget passioneret tale, nærmest en forkyndelse af dette frihedsbegreb og dets underordnede kærlighedsbegreb, der koncentrerer sig om at give slip på det personlige: “Bare fordi jeg elsker dig, så ejer jeg dig ikke,” deklamerede han ud i salen. “Kærligheden er overalt, og det handler om at tro på, og kunne modtage, den. Eik troede ikke på det, derfor kunne han ikke modtage den.”
Gade Bjerrum mente ikke, at Eik Skaløe havde forstået tressernes kærlighedsvision. Han oplevede ikke filmen som en kritik af ideologien bag Eiks og Ibens liv og død, men som en bekræftelse af dens levedygtighed og relevans den dag i dag. Noget lignende synes at have været tilfældet for Iben Nagel Rasmussen selv, da hun så filmen.
Når hun ser tilbage på sit liv i dag, siger hun: “Jeg synes bestemt ikke, jeg har været Eik utro. (…) måske var det utroskab på en meget banal måde dengang, men det, som jo var kernen i vores forhold, har jeg altid været tro imod. Vi forstod hinanden, vi drømte på mange måder om den samme verden, og vores tankesæt er jeg blevet ved med at være tro imod helt op til i dag.” (1)
Med andre ord: Troskab mod ideologien, ikke mod personen, var og er det væsentlige i et hippieperspektiv. Det universelle perspektiv er overordnet det individuelle. Dette er netop tressernes vision; og i Nagel Rasmussens ord udtrykkes just den spænding mellem det basalt-menneskelige (det, hun kalder det “banale”) og det kosmiske, som var filmens konflikt.

Hvis det i virkelighedens verden også ultimativt var den konflikt, der sprængte Eik Skaløe i stykker, må man opfatte ham som et menneske, der faldt i kampen mod en arketype. Et menneske, der strittede imod at lade sig besætte, men alligevel blev det; et menneske, der som Jesus søgte fristelsen i ørkenen, men ikke overvandt den. Alligevel får den, der ser filmen, både respekt og sympati for det mod, den vedholdenhed og den usædvanlige ærlighed, hvormed han kæmpede til det sidste. Det er en inspirerende film at se for os, der lever i en tid, hvor ærlighed – med filmens ord: “at være tro mod sig selv”– vægtes alt for lavt. Eik Skaløe skildres af Ole Christian Madsen dermed som en sand digter, for det er netop en digters sine qua non: skånselsløs ærlighed, til alle tider og under alle omstændigheder.

Virkelighedens Eik Skaløe. Foto © Torben Huss
Virkelighedens Eik Skaløe. Foto © Torben Huss

Som en slags efterord vil jeg inkludere to russiske danskstuderendes – to af dkset.dk’s skribenters – respons på filmen. De var med til åbningsarrangementet, og jeg spurgte bagefter til deres indtryk.

Lena Starostina sagde: “Jeg kunne godt lide filmen, men jeg har meget komplicerede følelser omkring hovedpersonerne. Jeg kan ikke lide tressernes livsstil med stofferne og andre ting, men det var rigtig godt spillet og optaget, for man får en klar forestilling om den tids stemning. Der var også mange ironiske steder i filmen, hvor man måtte grine, fordi det var så spændende at se.”

Jevgenija Lovjagina sagde: “Jeg synes, filmen var fantastisk. Meget god. Hvad jeg bedst kan lide ved filmen er, at sådan en kærlighed, som hovedpersonen havde i sig, er en særlig slags kærlighed, som jeg ikke ofte har mødt i dansk litteratur eller film. Måske kun hos H. C. Andersen i en roman, som hedder “Kun en spillemand”. Det lignede den. Det var uventet. Det var ikke klart i begyndelsen af filmen (at det var sådan en kærlighed), men senere viste det sig. Jeg forstår ikke så godt slutningen. Jeg forstår ikke, hvorfor han rejser i slutningen… at han begår selvmord, men ikke gør det lige med det samme.”
Lena kommenterede på Jevgenijas sidste overvejelse: “Måske prøvede han at finde en mening med livet på rejsen, men forgæves.”

Fra venstre mod højre: To af dkset.dk's udsendte medarbejdere, Joachim FJelstrup og Christian Gade Bjerrum. Foto © Lena Starostina
Fra venstre mod højre: To af dkset.dk’s udsendte medarbejdere, Joachim Fjelstrup og Christian Gade Bjerrum. Foto © Lena Starostina

I anmeldelsen citeres fra:

(1) Casper Hindses interview med Iben Nagel Rasmussen i Filmmagasinet Ekko: “Godt spil, men Eik er det ikke“, d. 2. febr. 2015.
(2) Maria Skovs interview med Iben Nagel Rasmussen i Information: “Beatnikken, der fandt sin egen vej“, d. 13. febr. 2915.
(3) Tonie Yde Mørks artikel i Berlingske: “Itsi Bitsi tog aldrig med til Nepal“, d. 3. maj 2008.

ARoS, museum for samtidskunst i Århus

Drengen og jeg. Foto © Evgeniia Loviagina
Drengen og jeg. Foto © Evgeniia Loviagina

Et af de mest berømte museer i Århus — ARoS — er ganske bredspektret. Gæsterne vil her finde samlinger af malerier, tegninger og skulpturer af såvel danske som udenlandske kunstnere. Men på så stort et område har man også fundet plads til repræsentanter for samtidskunsten, blandt andet til dem, der arbejder indenfor genren eksperimenterende kunst. Sådan er en enorm, fem meter høj skulptur af en hugsiddende dreng, skabt af Ron Mueck, blevet til en slags symbol for museet.

I bogstavelig forstand påkalder “Dit regnbuepanorama” (Your rainbow panorama) sig opmærksomhed: en rundgang anbragt på AroS-bygningens tag og bestående af glasruder i alle regnbuens farver. Man kan gå i denne rundgang og betragte byen igennem glas; da ser man byens bygninger i rød, orange, gul og andre farver. Ifølge projektets skaber, Olafur Eliasson, tager dette panorama del i en dialog med den eksisterende arkitektur og højner det, som allerede er givet, det vil sige byudsigten. Museumsbygningen er bygget sådan, at den erindrer om Dantes kredse, der tager dem, der ønsker det, med på vejen fra helvede til paradis og tilbage.

Video  © Studio Olafur Eliasson

Eliasson har også skabt andre storværker: Med mange lamper har han projiceret og reflekteret en enorm halvsol i spejlloftet på Tate Modern i London, så der blev dannet en hel sol i rummet; han har farvet fem byers floder grønne, sat byvandfald i gang, leget med strålekranse, refleksioner, glas, spejle, regnbuer, tåger og vand. Men højdepunktet i hans skaberværk er regnbuepanoramaet.

Eliassons sol på Tate Modern. Foto Damien du Toit
Eliassons sol på Tate Modern. Foto © Damien du Toit

En anden usædvanlig udstilling, som er fast på ARoS og kaldes Face to Face, skyldes Tony Oursler, en amerikansk kunstner, som er meget berømt for sine installationer og usædvanlige performances.

Om H. Ibsens tidlige historiske skuespil

Ibsens monument i NorgeDen berømte norske dramatiker Henrik Ibsen er far til “det nye teater”. Sådan kaldes en teaterbevægelse fra slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede. Den er karakteriseret ved symbolisme, at emnet udvikler sig meget langsomt, og at man analyserer komplicerede psykologiske og filosofiske problemer.

Ibsens tidligste stykker drejer sig imidlertid ikke om nutiden, men derimod om oldtidshistorie. Hans første stykke, “Catilina”, beretter om den berømte romerske sammensvorne, Ciceros modstander. Man henfører stykkerne fra 1852-57 til Ibsens “Bergenperiode”, og de er dedikerede til den tidlige middelalder i Skandinavien. Ibsen forholder sig ofte til folklore og gamle sagaer – det er også typisk for senromantikken. Han omformer i sit stykke “Hærmændene på Helgeland” den berømte myte om Sigurd (som faktisk er gjort kristen her).

Hærmændene paa Helgeland - bogDet var imidlertid ikke det stykke, som gjorde ham berømt i hele Norge – det var “Gildet på Solhaug”, hvor det drejer sig om en begærlig rigmand, som hedder Bengt. Man dræber ham allerede med det første slag, og ikke engang hans stridsøkse med sølvhåndtag hjælper ham. Stykket blev først præsenteret i Rusland i 1855, og i 1894 oversatte en berømt sølvalderdigter, Konstantin Balmont, balladen om bjergkongen fra stykket “Peer Gynt”, og mange andre af Ibsens digte.