Tale i anledning af Moskva Statsuniversitets 50-årsjubilæum

Med venlig tilladelse bringer vi her Peter Grønnegårds tale til danskfagets 50-årsjubilæum på MSU.

5331 копия
Foto © J. V. Tupikina / MSU 2017.

Tusind tak for invitationen til at være til stede her i dag og deltage i fejringen af 50-året for danskfaget på Moskva Statsuniversitet.

Først og fremmest skal jeg ønske tillykke med dagen på vegne af Uddannelses- og Forskningsministeriet.

I 1967 fik verden en international rumtraktat. Præsident Johnson så demonstrationerne mod Vietnamkrigen tage til. The Beatles udgav Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band. Vores danske tronfølger – og nuværende dronning – fik sin Henri.

Margrethe og Henriks bryllup
Foto Per Pejstrup / Scanpix. Se flere Margrethebilleder på Kristeligt Dagblads billedserie om dronningens liv.

Og i samme år slog Moskva Statsuniversitet dørene op for dansk som hovedfag.

16 år senere – i 1983 – bød man velkommen til den første danske sendelektor, Kirsten Andersen, som er til stede her i dag, og som havde til opgave at undervise de studerende i dansk sprog, litteratur og kultur. Vores nuværende sendelektor er den tiende i rækken af sendelektorer. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige tak til alle jer sendelektorer for jeres store indsats.

5333 копия
Kirsten Andersen (til højre) var den første danske lektor på Moskva Statsuniversitet. Lene Schacke (til venstre) er også tidligere dansk lektor. Foto © J. V. Tupikina / MSU 2017.

Og russiske studerende har fået deres sag for gennem årene. De har ikke blot prøvet kræfter med de svære danske vokaler, men også med Kierkegaards eksistentialisme, Carsten Jensens slægtshistorie fra Marstal og med Kasper Colling Nielsens dystopi.

Som nogle af jer måske ved, falder jeres jubilæum sammen med, at den danske Lektoratsordning i år fejrer 80 år. Siden 1937 har ordningen givet udenlandske studerende mulighed for at studere dansk sprog og kultur på udenlandske universiteter verden over.

Ordningen har vokset fra 14 udsendte sendelektorer ved udgangen af 1930’erne til godt det dobbelte i 2017. Hertil kommer et antal lokalt ansatte. Der undervises i dag i dansk fra Vancouver i vest til Shanghai i øst. Aktuelt læser over 2.000 studerende på over 60 udenlandske universiteter dansk som hoved- eller bifag.

Rusland er et af de steder, hvor dansk er bedst repræsenteret i verden. Vi har pt. to sendelektorer i landet, foruden én i Moskva også én i Skt. Petersborg, mens der undervises i dansk på i alt otte universiteter i Rusland – som vi ved af! Kun Tyskland og USA kan bryste sig af flere universiteter, der udbyder dansk.

5303 копия
Foto © J. V. Tupikina / MSU 2017.

Og de russiske studerende nøjes ikke med at studere dansk derhjemme. Hvert år rejser de til Danmark, enten på ekskursioner arrangeret af universitetet, eller for at deltage i sommerkurser i dansk sprog og kultur, eller for at deltage i et udvekslingsophold på et dansk universitet af op til ét års varighed.

Jeres studerendes interesse sikrer, at der fortsat undervises i dansk på universiteter og sprogcentre rundt omkring i Rusland, det sikrer, at danske forfattere oversættes til russisk og ikke mindst sikrer det, at danske virksomheder kan ansætte lokale medarbejdere med gode danskkundskaber, når de vælger at etablere sig i Rusland.

Det er noget, vi i Danmark værdsætter højt. Og det er noget, I kan være stolte af.

Så lad mig slutte af med at sige: Pozdravljaju! [Tillykke, red.] Vi ser frem til forhåbentlig mange års samarbejde med Moskva Statsuniversitet. Og jeg ser frem til nogle festlige dage sammen med jer i det danske sprogs og det dansk-russiske samarbejdes tegn.

Tak for ordet!

 

Pandekage er mit navn

I Rusland spiser man pandekager til fastelavn, og tre studerende medbragte en herlig overraskelse til timen d. 25. februar: hver deres stabel pandekager og en bøtte syltetøj!

Pandekager og ordbøger
Tre forskellige familietraditioner indenfor russisk fastelavnspandekagebagning.

Det spændende var, at ligesom med danske frikadeller er ikke to russiske familietraditioner for, hvad der er den ‘rigtige’ måde at bage pandekager på, ens! Hver eneste familie har sin egen pandekagestil. Det er tydeligt i disse tre eksempler: Vi ser Masjas kageskiveskårne pandekager på den blomstrede tallerken, Aljonas fint servietfoldede pandekager nederst i billedet, og øverst Iras minipandekager i amerikansklignende brunchstil. Smagen var også helt forskellig – igen som med danske frikadeller.

To af pandekagebagerne
Her ses to af pandekagebagerne, Ira og Masja, på en baggrund af danske flag og bøger.

Masja fortalte, at stilen med at skære pandekagerne ud i stjerne og servere dem som lagkagestykker, kun benyttes i den lille landsby, hendes familie kommer fra; en by ved navn Malaja Malysjevka. Det er lidt sjovt, fordi navnet betyder ‘den lille baby’. Aljona fortalte, at hendes bedstemor havde bagt de pandekager, hun kom med, så det var også udtryk for en sand familietradition.

Det var en dejlig fastelavnstime. Tidligere havde de studerende læst om danske fastelavnstraditioner sammen med deres anden danskunderviser, så de medbragte teksten til “Fastelavn er mit navn”, som vi sang sammen.

Ingen katte kom noget til.

Portrætprojekt om russiske emigranter i Danmark

Det danske lektorat på Moskva Statsuniversitet inviterer med jævne mellemrum gæster fra Danmark hertil  – forfattere, kunstnere, forskere, musikere, oversættere og andre personligheder, der har noget at fortælle. Somme tider fører invitationen ikke kun til, at russerne lærer mere dansk kultur at kende, men også til, at gæsten fatter ny interesse for Ruslands kultur, og bliver inspireret til at arbejde videre med den i dansk regi. Det er en meget givende oplevelse, når det sker.

Billedkunstner Anne Gyrite Schütt, som holdt et seminar for os på MSUs danskafdeling for nylig, var allerede interesseret i den russiske kunstverden, og havde i sommers kontaktet lektoratet for at få anbefalet gode udstillingssteder i Moskva. Jeg anbefalede blandt andre Emigranthuset ved Taganskaja-stationen.

En instruktionsvideo af Anne Gyrite Schütt om, hvordan man maler med pastel. Film: Bjarke de Koning

Emigranthuset er et smukt kulturhus med galleri, grundlagt af ingen anden end Aleksandr Solzjenitsyn til minde om den russiske diaspora – de mennesker, der efter revolutionen måtte drage i eksil. Det var især de adelige, de gejstlige og intelligentsiaen, alle, der var noget, havde noget, troede på noget eller ville noget i den gamle verdensorden. Nu arrangerer huset udstillinger om disse menneskers skæbne, men også kunstudstillinger og konferencer med andre temaer. Det er et rart sted med en helt særlig atmosfære. Under kunstnerens ophold i Moskva traf vi en aftale med husets kulturafdeling og besøgte det, og hun var begejstret. Af husets koncept blev hun inspireret til tanken om en portrætserie om de russiske emigranter i Danmark, og nu er det besluttet at realisere idéen.

I Danmark er den russiske emigranthistorie særlig interessant, fordi den sidste tsar, Nikolaj IIs, mor var dansk prinsesse: Dagmar, datter af Christian IX og dronning Louise. Da Dagmar giftede sig med den russiske tronarving, den senere tsar Aleksandr III, kom hun til at hedde Maria Fjodorovna i Rusland.

Alexander-Maria
Dagmar som kejserinde med sin kæmpemæssige, kejserlige ægtemand. Kilde: Wikimedia Commons

Efter revolutionen rejste Dagmar, nu enkekejserinde (hendes mand var død under et ophold på Krim i 1894), hjem til sit fødeland med sine hoffolk, og boede først på Amalienborg, siden på sit lystslot Hvidøre i Klampenborg til sin død. Også hendes yngste datter storfyrstinde Olga undslap bolsjevikkerne (modsat broderen Nikolaj og hans kone og fem børn, der blev brutalt myrdet med skud og bajonetstik i det hus, hvor de blev holdt fanget) og boede en årrække i Danmark på en gård i Ballerup.

Flere medlemmer af Romanovfamilien har tilknytning til, eller bor fortsat i, Danmark. Prins Dimitri Romanoff, som ville være den næste i arvefølgen, hvis Rusland fortsat var et tsardømme, er dansk gift og har i mange år arbejdet i Danske Bank. Han engagerer sig også i humanitære projekter. (Dette er en lang tradition i familien, det gjaldt også storfyrstinde Elisabeth, storfyrstinde Olga og tsarparret). Endelig var han i 2006 initiativtager til genbegravelsen af kejserinde Dagmar i Rusland, hvor hun på 140-årsdagen for sit bryllup blev stedt til hvile i Peter-Poulsfæstningen i Sankt Petersborg. Det var en mægtig begivenhed i Rusland. Russerne sørger stadig over mordet på tsarfamilien, der i dag er helgenkåret.

msroyal_family
Denne ikon af tsarfamilien kaldes “Den blødende”, da den siges mirakuløst at afgive en blodfarvet, helende væske. Fra artiklen The icons that canonized the Holy Royal Martyrs (2011).

Kort sagt, på emigrantområdet ligger mange store historier gemt. Men først og fremmest handler de russiske emigranters historie om menneskeskæbner. Om at miste sit hjem, sin identitet, sine ejendele og sine kære – selv sin historie, for de nye magthavere i Sovjetstaten gjorde, hvad de kunne, for at fjerne monumenter, der fortalte om den gamle verdens værdier, især kirker og klostre; de sprængte historiske bygninger i luften, brændte ikoner i millionvis og omskrev landets historie, så russerne ikke længere skulle kende sig selv, men kun gøre, hvad staten bød.

De russiske emigranter i Danmark magtede dog at skabe sig en ny tilværelse. Nogle af dem lykkedes det til sidst at vende hjem til deres oprindelsesland. Andre døde i Danmark og ligger begravet på den russiske afdeling på Assistenskirkegården.

Anne Gyrite Schütt, der er portrætkunstner med historiske portrætter som sin særlige passion, vil nu skildre disse mennesker i en portrætserie. Det er en rigtig spændende idé, som vi på MSU glæder os til at se resultatet af. Vore studerende er blevet tilbudt arbejde som oversættere på udstillingskataloget, og assisterer også gerne som tolke. Det ser vi frem til.

Det er dejligt, når en kulturel udveksling på den måde blomstrer videre i nye regier. Vore andre danske gæster har stort set alle spontant udbrudt efter deres besøg: “Jeg må vende tilbage!” – og hvem ved? Måske vil vi i fremtiden se andre dansk-russiske projekter vokse ud af det ønske.

 

Note: Billedet i artiklens thumbnail er fra en bog af Karsten Fledelius, Anne Hedeager Krag og Kim Frederichsen om storfyrstinde Olga (udgivet i 2014). Se mere om bogen her.

Den modige digter

Dan Turèll er kendt i Danmark som en stor digter og forfatter. Han voksede op i 50-60’rne som den ældste i en børneflok på fem børn. Han tilbragte sin ungdom i Vangede, en bydel i Storkøbenhavn, og sine erindringer og sin barndoms atmosfære gengiver han senere i den selvbiografiske bog ”Vangede billeder”.

Foto taget fra Politiken.dk
Foto taget fra Politiken.dk

Han var et ualmindeligt barn, hans mor fortæller, at i sin tidlige barndom var han ”utrolig artig, lige ved at være for artig”. Sine forældre mindes Dan Turèll også meget varmt. Allerede i skolen elsker han sproget og elsker at lege med ord. Men studere for meget vil han ikke, og forklarer sin far, at han hellere vil studere ved livets universitet. Han havde utroligt mange job og arbejdede som sælger, postbud, journalist, vinduespudser og korrekturlæser. I 1969 bliver han gift med sin ungdomskæreste Kirsten, og så flytter de i kollektiv på Frederiksberg. Her stifter han bekendtskaber og får nye venner, for eksempel Asger Schnack og Peder Bundgaard, kollektivet bliver til samlingspunkt for vennerne, hvor de kan sidde og hygge sig.

Familien Turèll i 1954. Dan er det andet barn fra venstre. Foto udlånt af Inge Turèll til Turèllsamlingen i Gentofte.
Familien Turèll omkring 1954. Dan er det andet barn fra venstre. Foto udlånt af Inge Turèll til Turèllsamlingen i Gentofte.

I denne tid forstår Turèll, at han ikke kun vil læse korrektur, men også skrive selv. Den 15. oktober 1969 tager han en beslutning for resten af sit liv. Han vil være professionel forfatter, og det kalder han ”at være fri”, han vil ikke have en fast stilling. Han skriver digte, nærmere bestemt avantgardedigte, der kan være uforståelige og provokerende, man sammenligner dem med dagbøger uden ende. Men hans forfatterskab skaber problemer i forholdet til Kirsten, og i 1973 bliver de skilt. Dan Turèll flytter ud af kollektivet. Han skriver og arbejder meget på sit image, læser digte op på gymnasier og biblioteker. Det er vigtigt for ham at skabe sit eget image, han er blevet barberet skaldet, neglene er blevet malet sorte, han skriver under pseudonymet ”Onkel Danny”. Bogen, som hedder ”Vangede billeder”, gør ham til en succesrig forfatter.

Foto taget fra Politiken.dk .
Foto taget fra Politiken.dk .

Lidt senere møder han en dame, en dansk skuespiller, Chili, og i 1979 bliver deres datter Lotus Turèll født. Men det går ham ikke altid så godt, han får problemer med skattevæsenet. Hans datter Lotus kan huske, at det var på tale, at han kunne risikere at komme i fængsel, han blev nødt til at kæmpe en umulig kamp, og det hele gav ham en følelse af dårlig samvittighed. I denne kampatmosfære skriver han kriminalromaner. ”Mord i mørket” bliver en kæmpesucces, og så skriver han en krimiserie. Men problemerne er ikke forbi. Han eksperimenterer med mange forskellige stoffer, og så på et vist tidspunkt bliver det mere alkohol. Hans venner lægger mærke til, at han begynder at tabe sig. Den 15. oktober 1993 dør han. Død på sin egen digterdag.

Foto fra Litteratursiden.dk
Foto fra Litteratursiden.dk

Jeg synes, det er svært at karakterisere Dan Turèlls forfatterskab, fordi man skal have et meget godt overblik over dansk litteratur for at kunne det, men noget af det, hans venner og andre forfattere siger om ham, kan tyde på, at han var et virkelig talentfuldt og originalt menneske. Han havde også modet til at gå imod gamle tankegange. I slutningen af filmen ”Store Danskere. Dan Turèll” siger han noget om de eksisterende plot i mange værker: ”Alt hvad der er skrevet, alt hvad der er sunget, alt hvad der er malet, handler om de samme ting, de samme menneskelige bevægelser”, og det, synes jeg, viser en god og dyb forståelse af forfattervirksomhed og afspejler en af kunst og litteraturs vigtigste funktioner.

Karen Blixens liv

Karen Dinesen, som mange år efter blev kendt som en højtbeundret digter og forfatter, blev født på Rungstedlund i Nordsjælland i 1885. Hendes familie var velhavende og tilhørte overklassen. Karens far fortalte hende eksotiske historier om amerikanske indianere, og hun kunne høre på ham i timevis. Da han begik selvmord, blev det en stor sorg for den tiårige Karen.

Hun fik alligevel en sorgløs og ubekymret opvækst. Hun interesserede sig meget for kunst, og havde lyst til at blive kunstner. Hun blev uddannet på Kunstakademiet i København. Karen dyrkede sine litterære sider, men hun ville ikke være forfatter. Hun var en talentfuld tegner og maler, og efter akademiet tog hun videre til kunstnernes mekka, Paris. Tiden i Paris blev dog ikke brugt til studier, fordi det festlige Paris tilbød alt for megen underholdning for unge mennesker.

Foto taget fra Pinterest.
Foto taget fra Pinterest.

Karen arvede sin fars udlængsel. Efter at hun bliv gift med sin halvfætter baron Bror von Blixen-Finecke, flyttede de sammen til Kenya i Afrika og købte en kaffefarm der. I Afrika tog hun på safari og på jagt og havde et rigtig spændende liv.

bror_frederik_blixen-finecke
Bror von Blixen-Finecke. Foto taget fra geni.com .

Hendes ægteskab var dog ulykkeligt. Bror var hende utro og brugte for mange penge. Men det værste var, at han smittede Karen med syfilis – en sygdom, som blev hendes skæbne. Hun blev behandlet med giftige stoffer, som ødelagde hendes krop og påvirkede den hele hendes liv.

I Kenya mødte Karen i 1918 den engelske storvildtjæger Denys Finch-Hatton, og efter sin separation fra Bror udviklede hun et nært venskab med Denys, som blev en langvarig kærlighedsaffære. Men denne affære var også ulykkelig. Denys blev dræbt i et flystyrt.

Denys Finch-Hatton. Foto taget fra Simply Streep.
Denys Finch-Hatton. Foto taget fra Simply Streep.

Det gik også uheldigt med kaffefarmen. Efter en gigantisk græshoppeinvasion blev Karen nødt til at sælge farmen og flytte tilbage til Danmark. Det var på den tid, at hun begyndte at skrive for alvor.

Karen debuterede som forfatter med Syv fantastiske Fortællinger under pseudonymet Isak Dinesen. Med tiden blev hun en populær forfatter, og udøvede en stor indflydelse på unge forfattere, som ofte kom til hendes hus på Rungstedlund. Man sagde, at hun var karismatisk og dæmonisk.

blixen-og-bjoernvig
Thorkild Bjørnvig og Karen Blixen. Foto taget fra kb.dk .

I sit eget land følte hun sig ofte som en fremmed. Hun passede ikke i sin families moralske normer og blev betragtet som excentrisk. Hun blev en populær forfatter i andre europæiske lande og i USA, men i Danmark var hun ikke særlig kendt, og det var Karen ked af. Men nu er det anderledes, og Karen Blixen betragtes som en af de bedste danske forfattere.

Hvem er Thit Jensen?

Thit Jensen privatfoto
Privatfoto. Hentet fra Ugeavisen.

Thit Jensen, en af de berømteste danske kvinder i begyndelsen af det tyvende århundrede, var født d. 19. januar 1876 i Farsø i Jylland. Hun kom fra en stor familie – hun havde elleve søskende. På grund af så mange barsler blev Thits mor handicappet, og denne kendsgerning påvirkede Thits syn på livet og på kvindens stilling i samfundet meget.

Johannes og Thit
Johannes og Thit. Foto: 100aaret.dk .

Thits far var en mand med en stor tørst efter viden. Han interesserede sig for mange ting som stjerner, botanik, sprog og okkulte fænomener, og han lærte sine børn at være nysgerrige over verden og studere andre sprog. Derfor var børnene rigtig dygtige, især Thit og hendes storebror Johannes V. Jensen.

Thit og Johannes var meget gode venner. Begge havde lyst til at blive forfattere, og det lykkedes dem til sidst. Men desværre kunne de ikke opretholde deres venskab. En af grundene til det var den ulighed mellem mænd og kvinder, der var almindelig i denne periode. Thit var forarget over, at hendes brødre godt kunne få en uddannelse og en masse muligheder, mens hun måtte sidde hjemme og passe små søskende og gøre husarbejde, bare fordi hun var kvinde. Hun var også meget skuffet over Johannes, da han indledte en affære med deres kusine, som var gift. Livet i København forandrede ham meget, og Thit kunne ikke lide hans nye anarkistiske ideer. Udover det ville han ikke hjælpe Thit, da hun begyndte at skrive bøger, skønt han allerede var en stor forfatter.

hamster

Thit fik en mystisk forudsigelse engang, der handlede om, at hun ikke var egnet til roser. Det betød, at hun aldrig ville finde lykken i kærlighed. Da hun var 36 år gammel, blev Thit gift med kunstmaleren Gustav Fenger. Men dette ægteskab var ulykkeligt – Fenger forlod hende for hendes bedste veninde. Thit skrev romanen “Den erotiske hamster”, som blev meget populær, om sit ægteskab.

 

Thit og ret
Foto: Da kvinder fik ret.

Thit holdt en række foredrag om kvindens ret til at bestemme over sin egen krop. Denne kampagne var rigtig overraskende for samfundet i begyndelsen af det tyvende århundrede, fordi man plejede at undgå sådanne emner som børnebegrænsning, og så fik Thit mange modstandere. Der blev tegnet mange karikaturer af hende. Men efter at Folketeatret havde afvist et manuskript af Johannes V. Jensen og bedt Thit om at skrive stykket, fik hun stor succes. Efter det begyndte hun at skrive historiske romaner og skrev dem frem til sin død, men hun fortsatte altid med at kæmpe for kvindens rettigheder.

Se mere om Thit Jensen i dette afsnit af serien Store Danskere. (Red.)

 

 

”Det syvende segl” (instrueret af Ingmar Bergman) og dens indflydelse på filmkunsten

SeventhsealposterEn af den svenske instruktør Ingmar Bergmans største successer, nemlig ”Det sjunde inseglet” (dansk: Det syvende segl), begyndte i 1954 som teaterstykket ”Trämålning” (dansk: Træmaleri). Tre år senere sammenkaldte Bergman en stærk skuespillerbesætning for at overføre stykket til film. Dens herkomst kan man godt se: Det er helt åbenbart, at vi ser skærmbilledet af et teaterstykke, og derfor taber filmen somme tider sin fascinationskraft, men historien, filmen fortæller, er fascinerende…

Snart blev ”Det syvende segl” en anerkendt klassiker. I dag er det et af af de højst rangerede skandinaviske mesterstykker og står side om side med sådanne værker fra det tyvende århundrede som Bertolt Brechts stykker, Alfred Hitchcocks film, Mikhail Bulgakovs bøger, Pablo Picassos malerier og Stan Lees tegneserier.

Historien er sat i 1300-tallets Sverige, som hærges af pesten. En johanitterridder, Antonius Block (Max von Sydow) og hans væbner (Gunnar Björnstrand) vender hjem fra et korstog. På stranden ser ridderen Døden (Bengt Ekerot), der vil gøre krav på hans liv. Ridderen foreslår at spille skak på den betingelse, at han skal leve, så længe han forbliver ubesejret. På vejen hjem træffer ridderen og væbneren et skuepillerpar (Nils Poppe og Bibi Andersson) og redder en stum tjenestepige (Gunnel Lindblom) fra voldtægt. Ridderen prøver at snyde Døden og vælter skakbrikkerne – hans eneste resultat er at give skuespillerne tid til at undvige lejren – men døden husker brikkernes stilling. Til sidst når vandrerne ridderens borg og møder ridderens kone (Inga Landgré), men den næste morgen bliver ridderen, hans kone og væbner samt tjenestepigen taget af døden alligevel, imens de læser Biblen.

Bergmans film indeholder mange lag, der er knyttet til karaktererne, og er fyldt med mange henvisninger. Efter min mening er de tre vigtigste:

Le Petit Journal
Massedød under en koleraepidemi (1912). Wikimedia Commons.

– Titlen. Den er et citat fra Biblen: “Og da Lammet havde åbnet det syvende segl, var der stilhed i himlen i omtrent en halv time” (Johannes’ Åbenbaring 8:1). Traditionelt forstås denne passage som apokalypsens begyndelse.

– Fremstillingen af døden. I filmen er Døden personificeret som Manden med leen, eng. Grim Reaper. På trods af mange fortolkninger af døden havde dette billede været ukendt før 1847, men derefter blev det fast forbundet med døden.

– Dødedansen som slutscenen. Dette motiv opstod i 1350’erne efter middelalderens voldsomste pestepidemi og blev til et af hovedmotiverne i fatalistiske værker op til i dag (se for eksempel ”Totentanz af det tyske band Die Streuner). Dets hovedidé er, at døden når alle uanset position i livet: rige og fattige, mænd og kvinder, syndere og helgener.

https://www.youtube.com/watch?v=abusPM-9mqQ

Filmens indflydelse var stor, og i dag ser vi mange detajler fra den i moderne kunst som en selvfølge eller klichéer. Blandt andet kan man tage to almindelige emner op:

humorous-reapers
Døden og The Simpsons og Family Guy. Billederne er taget fra et blogindlæg på 5thcolor.

– spillet med Døden i et forsøg at besejre den (se f. eks. Bill & Ted’s Bogus Journey 1991),

– afbildningen af døden: en sort kappe og en le er det obligatoriske tilbehør i alle fremstillinger.

Nogle film bruger Det syvende segl mere eller mindre direkte i deres handling. Det bedste eksempel er fra filmen ”Last Action Hero (dansk: Den sidste actionhelt, instrueret af John McTiernan, 1993): i kulminationen søger Bergmans Død (Ian McKellen) ved hjælp af en magisk biografbillet, der kan åbne gange mellem vores verden og filmenes, efter en såret actionhelt (Arnold Schwarzenegger) i New York. Efter at Døden har fundet ham, siger Manden med leen, at han bare var nysgerrig – helten findes ikke på Dødens liste (denne scene illustrerer hovedpersonens ord om, at actionhelten ikke kan dø, så længe filmene med ham har succes). Ærlig talt har McKellens spil dog ingenting med Ekerots at gøre: McKellen fremstiller Døden som fåmælt, langsom og jernhård, mens Ekerots Død også kan have humoristisk sans og mere lyst til at snakke med sine ofre.

Desuden gav ”Det syvende segl” også anledning til parodi (fra ét synspunkt kan man se hele ”Bill & Ted’s Bogus Journey” som én), for eksempel ”The Seventh Skol”, som igen beviser Bergmans påvirkning overalt.

Et andet eksempel på en slags åben henvisning til Bergmans værk er en svensk film ”Arn – Riket vid vägens slut (dansk: Arn: Riget ved vejens ende, instrueret af Peter Flinth, 2008) efter Jan Guillous trilogi: i filmens begyndelse (omkring 1187) vender Arn Magnusson, en tempelridder, hjem til Sverige fra Det Hellige Land efter en tyveårig bodstjeneste. Sandt at sige er ”Det syvende segl” ikke den eneste inspirationskilde for Guillou: Hele [intrigen]/[tråden] med Arns redning af Saladin skal have været lånt fra Sir Walter Scotts ”The Talisman, men det er et helt andet emne.

Andre film kopierer fra eller henviser til mesterværket fra 1957, dog på en skjult måde. Og selv hvis en manuskriptforfatter ikke havde ”Det syvende segl” i tankerne, kan Bergmans inspiration godt føles. Herunder vil jeg prøve at vise sådanne paralleller i en ved første øjekast helt anderledes film, ”Himmerige” (Kingdom of Heaven, instrueret af Ridley Scott, 2005):

     Seventh-Seal-Poster  OG   kingdom-of-heaven-5303296f8b722

– Begge filmtitler er direkte bibelcitater: Johannes’ Åbenbaring 8:1 i ”Det syvende segl”, Matthæusevangeliet 3:2 og andre i ”Kingdom of Heaven”.

– Tilstedeværelsen af en johanitterridder: i ”Det syvende segl” hovedpersonen selv, i ”Kingdom of Heaven” hovedpersonens gode ven (David Thewlis).

– I begge film spiller et skakspil en vigtig rolle: i ”Det syvende segl” er det et ledemotiv, en baggrund for hele historien; i ”Kingdom of Heaven” bliver hovedpersonen Balian (Orlando Bloom) belært af kong Baldwin (Alexander Potts) under et skakspil.

https://www.youtube.com/watch?v=f4yXBIigZbg&list=WL&index=55

– I begge film er der en reflektion over Dødedansen: i ”Det syvende segl” snakker væbneren om det med maleren, der har malet dansen på kirkevæggene; i ”Kingdom of Heaven” kigger Balian på den dans, der er malet på væggene i hans nye hus og læser inskriptionen.

– Hovedpersonen (i begge film en ridder), der er forbundet med korstogene, tvivler på Guds eksistens. I ”Det syvende segl” snakker Antonius om det med døden – ridderen siger, at han var parat til at dø, hvis han vidste helt sikkert, at Gud fandtes: ”Jeg vil viden, ikke tro!” siger han. I ”Kingdom of Heaven” drager Balian til Jerusalem for at finde trøst i troen, men ”Gud taler ikke med mig, selv på bakken, hvor Kristus døde”, og så begynder han at tvivle og finder rationelle forklaringer på Biblens mirakler. I begge film får vi ikke klare svar om Guds eksistens: Døden spekulerer kun, og johanitterridderen siger til Balian, at Guds tavshed ikke modbeviser hans eksistens.

For at afslutte: Ingmar Bergmans ”Det syvende segl” blev vældig indflydelsesrig i filmkunsten – der findes direkte citater fra filmen (som for eksempel i ”Den sidste actionhelt” eller ”Bill & Ted’s Bogus Journey”, hvor nogle scener afgjort var tilrettelagt ligesom i ”Det syvende segl”), indirekte men klare henvisninger (som i ”Arn: Riget ved vejens ende”), og endelig hele lånte detaljer i handlingen (som i ”Kingdom of Heaven”). Hvilken slutning kan vi drage? Jeg tror, alle kunne finde deres, men min er: ved sammenligning af en god historie og en god fremførelse vil den første altid vinde. Ikke?..

Studietur til København

I den første uge af maj rejste BA-holdet i dansk til København på studietur. For alle de studerende var det deres første besøg i Danmark nogensinde. Det var en stor oplevelse, som de fortæller om her med deres egne ord, og viser billeder fra.

Foran Grundtvig
Foto: M. Pontoppidan.

Ira: “Det er os foran Grundtvigs mindesmærke. Vi har læst mange informationer om ham inden vores studietur. Vi står i Vartovs gård. Kirken er lutheransk. Efter at vi tog dette foto, gik vi i kirke og hørte gudstjeneste. Og vi havde også en samtale med kirkens præst og hans kone, som er en fin forfatter.”

Loft på Gamle Scene
Foto © Katerina Firsova 2016.

Katerina: “Den 4. Maj gik vi til Sebastians koncert i Det Kongelige Teater. Sebastian optrådte på den Gamle Scene. Teaterbygningen overraskede os ved sin skønhed. Der var mange skulpturer, malerier på væggene, dekoreret med guld. Dette Teater fortjener at blive kaldt det Kongelige. Jeg sad på den sidste række mellem et dansk ægtepar på venstre side og en dansk kvinde med sin datter på højre. Da Sebastian begyndte at synge, sang alle i publikum sammen med ham. Den unge, danske kvinde begyndte at græde under den anden sang. Hun holdt sin mor i hånden og omfavnede hende under hele koncerten. Sebastian fandt genklang i hver danskers hjerte.”

Det Kongelige Teater Gamle Scene
Foto © Katerina Firsova 2016.

Marina: “Vores tur i Tivoli var rigtig dejlig! Først var jeg alene, fordi alle de andre studerende gik i Dyrehaven, men jeg kunne rigtig godt lide at køre i forlystelser. Jeg prøvede fire af dem. Der var vind i den første, mange råb i den anden (navnet var Dæmonen:) og en tur fra oven til Sverige i den tredje (dens navn var Det Gyldne Tårn). 

Tivoliporthvælving med lys
Foto © Marina Golubjeva 2016.

 Den fjerde, som hed Vertigo, var mest den skræmmende attraktion af alle i Europa. Flyene gik rundt selv og centrifugerede på to stænger. Alle de andre studerende kom allerede og ventede på mig, fordi jeg var i kø cirka en time. Det gik temmelig langsomt. Men da jeg prøvede det, var jeg glad, og det var danskerne, som var med mig, også. Vi smilede og grinede! Og bagefter spiste jeg en gammeldags is!

Foto Marina Golubjeva 2016.
Foto Marina Golubjeva 2016.
Tivolivand og tulipaner
Foto © Marina Golubjeva 2016.
Foto © Marina Golubjeva 2016.
Foto © Marina Golubjeva 2016.
Foto © Marina Golubjeva 2016.
Foto © Marina Golubjeva 2016.

Marina: “P.S. Der var også en påfugl! Og den var smuk.”

Marina (om Langelinie og Kastellet): Vi så havfruen. Vi gik en tur til havfruen, der var et smukt slot, der mindede mig om en saksisk borg eller et ridderslot. Der var også en kirke, den var meget fin. Den var anglikansk.

Aljona: Vi boede i et godt, dansk hus. På første sal. Vi lavede mad, det var olivier, en russisk salat. Vi sang sange, danske og russiske sange (Katusja). Det var dejligt.

Oliviersalat    Kokkenes triumf

Masja: Jeg kunne lide at være til Sebastians koncert, der var så mange mennesker, som elskede Sebastian, og han var så morsom, så sjov. Det var dejligt.

Polina Masja og Sebastian
Polina og Masja poserer med Sebastian, der signerer cd’er. Foto © M. Pontoppidan 2016.

Ira: Jeg syntes, det var fint at besøge KU og arbejde med Ninas [Møller Andersens] studerende og også at besøge biblioteket, det var interessant.

Masja: Da vi besøgte KUA, var jeg forbavset over dansk design og arkitiktur. Først så vi en af undervisningsbygningerne. Den var sort og stor, himlen var blå og ren, og rundt om var der grønt græs – hvor var det flot! Inde i bygningen var der ikke noget overflødigt, kun sort og hvidt, og der var meget lys, fordi vinduerne var høje og brede. Og der var også mange biblioteker. Bagefter kom vi til et kollegium. Bygningen var rund og brun med store vinduer og balkoner. Inde i bygningen var der en smuk, grøn gård. Solen skinnede, og de studerende sad på balkonerne, det var så hyggeligt. Jeg så det og tænkte, at det er meget dejligt at bo og studere på det stille og smukke sted. Nu synes jeg, at design spiller en vigtig rolle i det. Når der er så mange fine ting omkring dig, er det lettere at arbejde og gladere at bo.

Ørestadsarkitektur
Ørestadsarkitektur. Foto © Maria Gnjevsjeva 2016.
Kollegiet
Kollegiet. Foto © Maria Gnjevsjeva 2016.

Katerina: Jeg kunne lide at gå på La Glace-cafeen. Jeg mødte min Sarah Bernhardt-kage, det var meget smukt og lækkert, som jeg sagde i mine drømme. Det var meget interessant for mig at se mange smukke kager i udstillingsvinduet. Jeg vil have en af dem til mit bryllup.

Masja: Jeg kunne lide aftenen i Tivoli. Katja og jeg var meget bange for en attraktion, og bagefter var jeg ikke bange for noget som helst. Og det var første gang, hvor jeg ikke var bange for at tale dansk, og jeg talte dansk med en dansk dame. Det var meget interessant.

Kirsebær ved Langelinie
Kirsebær ved Langelinie. Foto © Katerina Firsova 2016.

Marina: Turen [til Langelinie] var meget dejlig, der var mange træer med lyserøde blomster. Bagefter så vi Gefionspringvandet. Derefter gik vi til Nyhavn. Der var flerfarvede huse. Der sejlede et skib. Der var en åben bro, og skibene kunne sejle under den.

Ikke kun på Nyhavn har de københavnske huse forskellige glade farver. Foto © Katerina Firsova 2016.

Katerina: Det var meget flot.

Aljona: Der var et smukt Dannebrog på et skib. Og der var vind. Og det var godt vejr. Og Ninna [vores værtinde] talte også om Københavns historie.

Palæbar
På Palæbar prøvede vi dansk smørrebrød. Foto © M. Pontoppidan 2016.
Japansk kirsebær maj 2016
Vi ankom til København dagen efter Sakurafestivallen. Foto © Katerina Firsova 2016.
Thorvaldsens museum
Vi var på Thorvaldsens museum og senere samme dag i Vor Frue Kirke, hvor vi kunne sammenligne Jesus-, apostel- og døbefontversioner. Foto © Katerina Firsova 2016.

Aljona: På Thorvaldsens Museum så vi hans skulpturer. Jesus Kristus-skulpturen imponerede os meget. Jeg kan ikke glemme hans blik. Det var venligt og gavmildt.

Thorvaldsens Kristus
Foto © Aljona Podosjvina 2016.
På vandbussen
På københavnsrundvisning med Ninna tog vi på et tidspunkt vandbussen langt ud ad Islands Brygge.
Amalienborg med kongeflag og cykler
Amalienborg så vi med hejst kongeflag og “garder-Jens” på vagt. Foto © Katerina Firsova 2016.
Ulykkelig kærlighed
Der er stof til en ulykkelig kærlighedshistorie i dette billede. Hvem vil skrive den og indsende den til os? Foto © M. Pontoppidan 2016.
Vagten ved Rosenborg
Rosenborgs Jenser beså vi også… Foto © Katerina Firsova 2016.
Andersen troner i bøgeblade
… og hilste på H. C. Andersen, der tronede blandt bøgeblade i Kongens Have. Om aftenen sang vi en sang af Poul Feldvoss og Trygve Dreijer om denne statue. Komponisten spillede selv for os. Foto © Katerina Firsova 2016.
Andersenselfie
En Andersenselfie kan man ikke undvære. Foto © Katerina Firsova 2016.
Danmarks nationalfugl
Foto © Katerina Firsova 2016.

Aljona: Vi var i Botanisk Have og så mange svaner. Jeg tænkte på Andersens eventyr “Den grimme ælling”. Og efter det var vi i Kongens Have. Her var en statue af Andersen. Jeg havde en følelse af, at H. C. Andersen gik med os.

Dyrehavedyr
At se nogle af Dyrehavens hjorte var et stort ønske. Det blev til dette ene eksemplar. Foto © Katerina Firsova 2016.
I præsteboligen
Præst ved Vartov kirke Niels Grønkjær og forfatter Ida Jessen gav os en overstrømmende modtagelse i deres hjem, hvor vi både fik diskuteret grundtvigansk teologi og hørt en levende beretning om vejen til at blive forfatter. Det var et højdepunkt på turen. Foto M. Pontoppidan © 2016.

Begge fotos af oliviersalaten er © Katerina Firsova 2016.


 

 

De russisk-danske forbindelsers historie

Vi publicerer her med venlig tilladelse fra Den Russiske Ambassade i Danmark en oversættelse til dansk af en af deres artikler om diplomatiske forbindelser mellem Danmark og Rusland før og nu. Den russiske originaltekst findes her.

De første vidnesbyrd om et forhold mellem Danmark og Rusland går tilbage til det IX.-XI. århundrede.
Både europæiske og russiske kilder fra den tid viser, at forfædrene til de nuværende skandinaviske folk, herunder det danske, havde forbindelse med de oldrussiske fyrstedømmer.

Det er vældig interessant, at slægtsforholdene mellem repræsentanterne for de to nationers adel allerede blev etableret i middelalderen. Således var hustruen til hertugen af Sønderjylland, Knud Lavard (1096-1131), Ingeborg, barnebarn af Kievs storfyrste, Vladimir Monomakh. Hendes søn, den kommende kong Valdemar I den Store (1131-1182), blev opkaldt efter sin russiske bedstefar. Valdemar I var til gengæld også gift med en russisk fyrstedatter, Sofija af Novgorod.

Den første skriftlige russisk-danske forbundsaftale, som fik titlen “aftalen om kærlighed og broderskab”, blev undertegnet i 1493 mellem den danske kong Hans, og storfyrsten af Moskva, Ivan III. Aftalen planlagde udarbejdelsen af en militær alliance, rettet mod Sverige, og blev forlænget i 1516 under Ivan IIIs søn, Vasilij III.
Det næste væsentlige skridt i udviklingen af bilaterale forbindelser foregik i Peter den Stores regeringstid. Peter ønskede at alliere sig med Danmark i den Store Nordiske Krig. Det var netop under Peter den Store, at der i 1700 blev oprettet et varigt russisk gesandtskab i København, hvis leder var gesandt Andrej Petrovitj Ismajlov. Tsaren selv besøgte København i 1716 og deltog i forhandlinger mellem de to lande om en landgang i den svenske provins Skåneland, som dog ikke fandt sted.

I det XIX. århundrede var der en vigtig milepæl i udviklingen af forholdet mellem de to lande, nemlig ægteskabet mellem den russiske tronfølger Aleksander (den senere kejser Aleksander III) og den danske prinsesse Dagmar, som er indskrevet i russisk historie under navnet Marija Fjodorovna.
Netop på Aleksander IIIs tid blev det russiske gesandtskab i København udvidet til ambassade (1893).
På grund af Oktoberrevolutionen i 1917 blev alle diplomatiske forbindelser mellem de to lande afbrudt og først i 1924 genoprettet på gesandtskabsniveau.
I begyndelsen af anden verdenskrig blev Danmark besat af tyskerne, og forbindelsen med USSR blev afbrudt. Forholdet mellem de to lande på gesandtskabsniveau blev genoptaget i maj 1945 (i 1955 blev det udvidet til ambassadeniveau).

Den første sovjetiske leder, der var i Danmark – Nikita Khrusjtjov – besøgte Danmark i 1964. I 1975 kom også Danmarks dronning Margrethe II til Moskva.

I dag karakteriseres udviklingen af de bilaterale forbindelser mellem Danmark og Rusland efter en lang pause også ved en række besøg på højt niveau. I december 2010 var den russiske præsident Dmitrij Medvedev på officielt besøg i Danmark. Premierminister Vladimir Putin besøgte Danmark i april 2011, og Margrethe II var på besøg i Rusland i september 2011.

Dansk oversættelse © Dorothea Radujko 2015.

Originaltekst på russisk: http://denmark.mid.ru/istoria-rossijsko-datskih-mezgosudarstvennyh-otnosenij

Foto af Valdemar den Store © Nils Jepsen (Nico-dk, Wikimedia Commons ).

Flag

Jeg har altid interesseret mig for alle slags flag. Det er jo så spændende at finde ud af, hvad forskellige symboler og farver betyder. Hvert flag har sin egen historie, og der er (eller var) folk, som er stolte over det. I øvrigt ligner nogle flag efter min mening rigtig flotte billeder. I dag er det på mode at iføre sig tøj med det britiske eller det amerikanske flag på. Jeg synes, det ser meget fedt ud. Jeg har selv shorts, to T-shirts og en taske med Union Jack. Der er slet ikke noget politisk i det for mig. Jeg opfatter i dette tilfælde bare flagene som et smukt ornament.
Jeg kan godt lide at rejse, og jeg rejser meget, og så begyndte jeg for flere år siden at samle flag fra forskellige lande. Nu har jeg flag, som jeg købte i Norge, Storbritannien, Skotland, Grækenland, Sverige, Katalonien og Danmark. Jeg har selvfølgelig også det russiske flag. Flagene står i vasen på skabet på mit værelse og minder mig om mine rejser og andre lande.

Flag
Flagene minder mig om mine rejser. Foto © Margarita Sjumejkina 2015.

I dag kiggede jeg på flagene og forstod pludselig, at det faktisk var let for mig at fortælle om alle flag undtagen det russiske. Naturligvis vidste jeg noget om dets historie, men ikke så meget. Og det var jo pinligt! Og så læste jeg om det, og nu vil jeg prøve at fortælle, hvorfor Rusland har sådan et flag med tre striber – hvid, blå og rød.
Der findes ikke noget navn for det russiske flag i modsætning til Dannebrog eller Union Jack. Men flaget kan prale med en lang historie. Det opstod i begyndelsen af 1700-tallet og var oprindeligt et flag for flåden, og Peter den Store havde sit skib malet med hvide, blå og røde striber. Derefter begyndte man at bruge dette flag for at markere nye russiske territorier. Det var et flag for opdagelsesrejsende og pionerer.
Flaget blev til det officielle Ruslands flag ved kroningen af Nikolaj II i 1896. Efter revolutionen i 1917 erstattede den nye, sovjetiske regering det trefarvede flag med et nyt, rødt flag med gul hammer, segl og stjerne. Men Sovjetunionen gik i opløsning i 1991, og det gamle flag blev officielt igen.
Det er svært at sige, hvad disse tre farver – hvid, blå og rød – betyder. Det er meningen, at hvid symboliserer frihed og suverænitet, blå symboliserer Jomfru Marias beskyttelse, og rød symboliserer tsarens magt. Der er også en teori om, at hvid står for fred og renhed, blå for tro og hengivenhed, og rød for kraft og blod, som blev udgydt for fædrelandet. Man skal også huske, at ”rød” (krasnyj) betød “smuk” i gamle dage. Russere sagde for eksempel ”den røde jomfru” (krasna dévitsa) om en smuk pige.
Der er en god tradition i Danmark for at holde fester med Dannebrog som udsmykning. Måske skal russere låne denne tradition, fordi det er en god ting at elske sit lands flag og huske, hvad det betyder for landet.