Når kager besynges VII: Jordbærkage

Her følger den anden gæsteoptræden fra Austin i Texas. Alexis Bramlett har valgt at besynge den højtelskede, danske sommerkage: jordbærkagen.

jordbaerkage fra femina
Foto fra femina.dk , hvor man også kan finde opskriften på denne lækre, traditionelle sommerkage.

Jordbærkage – Mere Som “Jordbedstekage”
af Alexis Bramlett

Jeg har drømt om mange ting,
fra penge til kærlighed og lykke.
Men der er kun en ting her omkring,
jeg drømmer om lavet af sukker.

Jordbærkage minder mig om foråret,
om solskin, om frisk luft, om fred.
Det er så dejligt, når du spiser den,
kan du aldrig være trist eller vred.

Bærrene er lækre, levende og søde.
Butterdejen er fliget, luftig og guld.
Og hvem kan glemme fløden
Til sammenligning er andre kager et nul.

Du kan drikke øl med din jordbærkage.
Det bringer smagen af appelsin frem.
Kun en rigtig kageekspert kan smage
De komplekse lag fra begyndelse til slut.

Jeg ved, at lære dansk er en stor ting
Lad ikke en uspecifik opskrift stå i din vej.
Hvis du kan overleve danskkurset,
Kan du helt sikkert bage en jordbærkage.

Når kager besynges VI: Drømmekage I

Så er det blevet tid til en række gæsteoptrædener fra den anden side Atlanten. Danskstuderende fra Austin Universitet i Texas, USA, har forelsket sig i de moskovitiske danskstuderendes faible for at besynge det danske kagebord, og giver her hver deres prøve på den ædle kunst.

Mara Techam lægger ud med drømmekagen:

droemmekage-dobbel-kokos-topping-5YVZbTmuXi2zGVT_TKBOpg

Foto © Bo Bedre.


Digt om kage
af Mara Techam

Vi har for mange drømme.
Så mange drømme,
at vi næsten kan smage dem,
de smager ligesom skyer
og paradiser.

De er luftige og lette.

vi har mange drømme.
Nogle vi kan se,
Nogle vi kan smage,
Nogle vi kun kan forestille os.

Men der er få, vi kan lave.
Men vi kan altid lave drømmekager.
Alle og enhver kan lave drømmekager.

Genfødsel

(En novelle)

Det ville være for dårligt af mrs. Crowe at beklage sig over sit liv. Hun stammede fra en temmelig velhavende familie i Melbourne, hendes forældre (må de hvile i fred) holdt inderligt af hende, og protesterede næsten ikke engang, da hun erklærede sin faste hensigt om at gifte sig med en ”gartnersøn” (som forældrene havde døbt ham), John Crowe, og så bekostede de hendes udstyr og gav dem deres velsignelse.

De to bosatte sig i det sydlige Victoria, ikke så langt fra den park hvor John arbejdede som sin fars medhjælper. De havde et beskedent hus i Yarram, ét med en velplejet have og et lysthus, hvor mrs. Crowe plejede at sidde og drikke te med Madeleinekager, mens hun rettede sine elevers stile.

Lige efter de var blevet gift, inviterede John hende ofte med sig hen på sit arbejde i parken, og de tilbragte hele dagen iblandt skyggefulde træer med at nyde kilders hvisken i skovens lummerhed. Af og til overnattede de i en vagthytte næsten i selve skoven, og så blev de vækket af virkelige fuglekoncerter.

I juni blev det jo tidligt mørkt. Om aftenen, når det var lige ved at begynde at skumre, spillede John ”By the light of the silvery moon” på trompet og bagefter hviskede han alle mulige slags kærlige ord i hendes øre.

De blev velsignede med to vidunderlige sønner – Will (efter hans morfar) og John Junior. Velsignelsen var dobbelt: Den anden var, da begge to kom ubeskadigede tilbage fra krigen. Den ældste giftede sig med Sara, lige efter han var tilbage fra fronten. Hvad angår John, så tog han til Melbourne for at tage en uddannelse og blev boende der, og det lykkedes ham på én eller anden måde at bevare et venskabeligt forhold til alle sine fem ekskoner og syv børn (det yngste af dem, Charlie, var blevet seks ugen før).

På deres gamle dage nåede mr. og mrs. Crowe at rejse lidt rundt og at fejre deres oldebarns første fødselsdag. Men i juli 1965 gik John bort. Han havde livet et fuldt liv, og hans dø var let, Gud give alle en så fredelig død i deres søvn.

Efter at hun var blevet enke, flyttede mrs. Crowe lidt efter lidt over i vagthytten i parken. For gammelt venskabs skyld lod man hende bo der, formelt som parkbetjent, skønt hun faktisk fodrede fugle og hjalp med blomsterbedet foran parkens indgang. Hun ville ikke blive i det gamle hus i Yarram og bo sammen med Wills familie. Verden havde jo forandret sig meget i løbet af så mange år, derfor følte mrs. Crowe sig noget tryggere her i vagthytten. Iøvrigt besøgte Will hende ofte og tog hendes børnebørn med sig, foruden sin kones bagværk og nogle bøger.

I sin fritid plejede hun at sidde ude på verandaen, i lænestolen under en lampe med en cremefarvet skærm. Om vinteren havde hun for vane at hylle sig ind i et sjal og et tæppe, at lave en kop te, at lægge nogle af sine yndlingskager på underkoppen og at læse.

Årene havde sparet hendes klare forstand og hukommelse. Det ville også være latterligt at klage over sin helbredstilstand – det kunne være meget værre. Et langt liv var blevet hende til del. Der var sket så meget, både glæder og sorger, men glæderne var dog talrigere. Man kunne i sandhed kalde hende det lykkeligste blandt mennesker.

Og alligevel følte hun sig af og til lidt ensom, den slags ensomhed som ikke kan drives væk af små børn, og heller ikke af hendes børnebørn eller bøger. Hun knyede ikke mod sin skæbne, men hun savnede dog sin John. Hun sad og tænkte tilbage på sit unge selv, hvordan hun plejede at drømme her, i den selvsamme park, om at de som to små gamlinge skulle gå rundt hånd i hånd og fnise over fjollede unge… På sådanne morgener, så skyede og mørke, at man ikke kunne forstå, om det virkelig var morgen eller aften, følte hun det især stærkt. De levede sammen næsten til deres guldbryllup, men nu var ti lange år gået siden hans død…

Det var søndag. Som altid kastede mrs. Crowe sjalet over skuldrene og gik ud på verandaen for at læse. Bogen var ikke ny, ”Den afrikanske farm” af Karen Blixen, men hun havde aldrig læst den. Hun syntes, den var ret spændende og rørende. I dag sang fuglene særlig højt og skønt, og derfor ville hun ikke tænde radioen.

Men da hun netop havde læst sig ind i teksten og lagt omkring femten sider bag sig, hørte hun pludselig en lyd, som fik hendes hjerte til at springe et slag over. Hun lagde bogen bort på bordet og tog brillerne af, idet de hang i et bånd om hendes hals. Hun spidsede øren.

Bag det uharmoniske kor af stære, husskader, bjældefugle, fløjter, papegøjer og panterfugle kunne hun af og til vagt skelne nogen spille trompet. De enkelte noder, som hun kunne høre, lød gådefuldt kendte. Mrs. Crowe stod op, lagde tæppet skyndsomt ned i lænestolen, tog en lanterne fra standen og gik tvivlende over til træerne.

Hun blev med hvert skridt mere og mere sikker på, at hun ikke hørte syner. Nogen måtte spille ”By the light of the silvery moon” i skoven. Mrs. Crowes hjerte bankede, som sådan en gammel ladys hjerte ikke skal, hendes hænder rystede lidt, hendes åndedræt gik i stå. Hun måtte standse op for hver tre eller fire skridt, fordi hun turde ikke gå videre.

Men melodien forlokkede hende, og efter hvert ophold lyttede hun og gik dog flere skridt hen i retning af den hemmelige og uhåndgribelige musiker. Af og til forekom det hende, at hun var tæt på ham, og så omvendt svandt lyden – da ville hun skynde sig og hagede sit sjal fast i grene og snublede over rødder. Her, her var den, så nær!

Og pludselig var hun på en lille, dæmpet belyst skovlysning. Og hendes svagtseende øjne kunne skelne en let hvidlig tåge forude…

Men da hun havde set bedre efter, forstod mrs. Crowe, at det var – stående med sine pragtfulde fjer udbredt – en lyrehale. Den kiggede opmærksomt på hende med sine perlelignende, sorte øjne, og af én eller anden grund løb den ikke væk i buskene. Den åbnede næbbet og udbrød ”bilik-bilik”, og så bøjede den hovedet til side og klikkede lige som en kameralukker.

”Hvor er du en herlig fugl”, smilede mrs. Crowe. Efter at hun havde stået lidt uden at give en lyd, tilføjede hun: ”Ja så, held og lykke til dig, skat”.

Og så drejede hun sig og ville gå tilbage og ikke forstyrre musikeren, men pludselig bilikkede den igen og sagde klart og tydeligt:

”Jeg elsker dig”.

Med hendes unge mands stemme.

Mrs. Crowe stivnede. Hun vendte sig om mod fuglen uden at virkelig se noget for sig, men lige da besluttede lyrehalen, at den ikke særlig godt kunne lide dette menneske og flyttede sig væk, blot vinkede den farvel med sin hale.

Lyrehalen, som mrs. Crowe døbte John for sjov, udså sig et sted ikke langt væk fra hendes vagthytte. Den næste gang de sås, kom hun ikke tomhændet ud, men med et glas fuldt af fårekyllinger. Det forsonede tilsyneladende fuglen med hendes tilstedeværelse.

Hun gav den nogle godbidder af og til, og snart begyndte John selv at komme dertil fra skoven. Han elskede at synge og lod én stryge ham, og det begejstrede især børn. Der kom også en journalist, som skulle have skrevet en artikel om dem for en lokal avis. Men ingen, og helt sikkert ikke journalisten, havde mrs. Crowe fortalt, hvilke to andre ”melodier” fra Johns repertoire, hun kendte. John selv fremførte dem ikke foran andre mennesker af én eller anden grund. Måske var han genert.

Og forunderligt nok forsvandt ensomheden lidt efter lidt.

I må ikke tro noget dårligt om mrs. Crowe. Hun gjorde sig meget klart, at lyrehalen John var bare en fugl. Men hun havde bundet sig meget til ham. Hun kunne godt lide, hvor morsomt han løb rundt og drejede sit hoved, selvom hendes hjerte blødte af én eller anden grund, når hun så det. Om aftenen hørte de af og til radio sammen, og engang efterabede John værten vanvittigt grinagtigt. Han kunne åbenbart godt lide, når hun fnisede som en lille pige.

Erindringerne om fortiden blev der ligesom trukket et dække henover, som om John så at sige havde dækket dem med sine fine, sarte halefjer, og derfor fandt hun en egen smag i nutiden, som om mrs. Crowe var ung igen. Og sådan gik tiden videre.

Sommeren i 1980-81 blev varm. Omkring midten af december steg temperaturen endda til syvogtredive grader, og det blev heller ikke køligere i januar. Mrs. Crowe havde lige, treogfirs år gammel, fejret sit ældste oldebarns konfirmation og tilbragte meget tid på sin veranda nær ved parken.

Det var en fredelig dag. Omkring middag kom John, skjulte sig i skyggen og bad bare om lidt at drikke af og til. Mrs. Crowe fyldte så hans fugleskål med vand fra en kande og sprøjtede hans fjer med en vandforstøver.

Hun følte sig sløj. Fordi det var så varmt, var hun lidt svimmel, altså læste hun ikke. Hun kiggede bare på parkens gæster, som gik forbi, smilede svagt til dem og nikkede, af og til flyttede hun blikket op til himlen. Hun lyttede til radioen. I den senere tid sendte man ofte ”The Beatles”. Ikke at mrs. Crowe havde noget imod det.

”Sikke en dejlig dag, ikke, John?” spurgte hun pludselig. ”Jeg er bare lidt søvnig”.

Lyrehalen løftede blikket til hende og tav lidt, men så sagde han:

”Jeg elsker dig”.

Denne lille pause foran hans ytring fik mrs. Crowe at føle både smerte og varme i hjertet. Måske forstod han endnu mere om dette liv end hun selv.

”Kom, lille skat”, sagde hun, hendes hånd strakte sig ud mod fuglen.

John humpede hen til hende, ligesom uvilligt. Hun aede hans fjedrede hals og lagde hovedet tilbage på lænestolens ryg. Der begyndte en ny sang i radioen, og hun kunne ikke huske at have hørt den før. I’m happy, hope you’re happy too…

”Du var et under. Et Guds under…” mumlede hun smilende. ”Tak, min kære John”.

Refrænet spillede to gange. I begyndelsen af den anden sov mrs. Crowe da ind, uden at holde op med at smile.

Hun vågnede aldrig op igen. Netop der i lænestolen blev hun fundet. Og på hendes knæ lå der, dækket af hendes udtørrede hånd, en gammel, men dog smuk og velplejet lyrehale.

(Oversat fra russisk af forfatteren)

Udstillingsåbning i Moskva: MØDET i Emigranthuset

Portrætudstillingen MØDET af Anne Gyrite Schütt åbnede i Solzjenitsynhuset i Moskva (Dom Russkogo Zarubezja im. A. Solzjenitsyna) onsdag d. 21. februar 2018 kl. 18.00. Blandt talerne var Danmarks ambassadør i Rusland, Thomas Winkler; Dmitrij Rurikov, som var russisk ambassadør i Danmark i 2000-årene, og som deltog i arrangementet med sin hustru Jelena; og Paul Kulikovsky, oldebarn af storfyrstinde Olga (søster til den sidste tsar, Nikolaj II, og portrætteret på udstillingen), som deltog med sin hustru Ljudmila. Desuden talte kunstneren selv samt udstillingens russiske og danske kuratorer, Vera Vladimirova og M. Pontoppidan.

IMG_7838
Ambassadør Thomas Winkler smiler til portrættet af Xenia Kulikovsky-Nielsen. I montren i baggrunden er udstillet effekter fra Evgeni Pavlovskis liv. Foto © Julia Gorobets 2018.
IMG_7860
Lederen af ambassadens kulturafdeling, Galina Simonova, og ambassadøren lytter til kurator Vera Vladimirova under en rundvisning før selve åbningen. Foto © Julia Gorobets 2918.
IMG_7897
Emigranthusets stedfortrædende direktør, Vladimir Ugarov, byder velkommen. Foto © Julia Gorobets 2018.
103.AX0A7873 Vladimir Polusjin halv
Dmitrij Rurikov fortæller om dansk-russiske forbindelser. Foto © Vladimir Polusjin 2018.
IMG_7923
Paul Kulikovsky beskriver sin oplevelse af at se både sin oldemor Olga og sin mor Xenia portrætteret på udstillingen. Hans hustru Ljudmila tolker. Foto © Julia Gorobets 2018.
IMG_7948 bes
Publikum. I baggrunden til venstre ses musikerne. Foto © Julia Gorobets 2018.

En anden portrætmodelslægtning til stede ved åbningen var Vasilij Jasjtjik, oldebarn af livkosakken Timofej Jasjtjiks bror Ivan. Vasilij Jasjtjik er Youtubeblogger med kosakkulturen som emne. Hans oldeonkel, Timofej Jasjtjik, var en af de to livvagter, der ledsagede enkekejserinde Dagmar tilbage til hendes fødeland Danmark efter revolutionen, og som vogtede hende døgnet rundt til hendes død i 1928. På udstillingen er der to Jasjtjik-portrætter. Det ene viser hans nattevagt (i fuld uniform, fraregnet kosakhuen kubanka) udenfor Dagmars soveværelsedør på Hvidøre Slot i Klampenborg. Det andet viser hans tilværelse som købmand i Valby efter Dagmars død.

122.AX0A8134 Polusjin halv
Kunstneren og kosakken. Den nulevende Jasjtjik er næsten ikke til at skelne fra sin slægtning på væggen (i midten på vagttjeneste på Hvidøre og til højre som købmand i Valby). Foto © Vladimir Polusjin 2018.

Evgeni Pavlovskis ‘familie’ blev repræsenteret af Andy Sundstrøm og Guido Paevatalu, der begge var elever af Evgeni – grundlæggeren af det berømte Pavlovskis balalajkaorkester – fra de var fjorten år gamle, og som fortalte, at han for begge havde været en faderskikkelse i deres liv, der fik stor indflydelse på deres videre karriere. Da de to musikere optrådte med russiske sange i dansk oversættelse, bemærkede den russiske kurator, at “det ikke er som at høre danskere, der spiller russisk folkemusik, men russere, der har været længe væk fra Rusland…” Det vil sige, at Evgenis undervisning havde indpræget de to danske musikere med den originale sibiriske musiktradition fra begyndelsen af det tyvende århundrede – som russerne endnu i dag kan genkende, når de hører den. (Evgeni Pavlovski var født i 1912 i den sibiriske by Troitsko-Savsk). Det er et vidnesbyrd om Evgeni Pavlovskis stærke evne til at inspirere andre mennesker, at hans orkester i dag, toogfirs år efter sin stiftelse, tæller op mod tredive musikere – stort set alle danskere – der viderefører hans arbejde og bevarer folkemusikken fra det fjerne Sibirien levende og frisk i Danmark langt mod vest.

SVA_1868 М bes 2
Evgeni Pavlovskis minde hyldes med fortælling og sang af Andy Sundstrøm og Guido Paevatalu. Foto © Vjatjeslav Satjkov 2018.

Hele tre Pavlovskier er portrætteret på udstillingen: Evgeni og begge hans og hustruen Randis børn, Nina og Jurij. Randi Pavlovski kunne desværre ikke selv være til stede ved åbningen, men havde generøst doneret et righoldigt materiale til at udstille sammen med portrætterne. Evgenis gymnasieeksamensbevis fra Harbin i Kina; fotos af hans forældre, onkel og søster fra hans barndom; hans skolebøger og breve; filmen “Lad os drikke Papas skål” og musik fra orkestret, samt billeder og programmer og danske artikler om dets unikke historie. Det var med til at gøre det centrale tema på portrætudstillingen – emigranterne som menneskeskæbner – mere udfoldet.

På denne DR-optagelse fra 1968 kan man se og høre Evgeni Pavlovski selv spille og synge med sit orkester. Blandt medspillerne er også Randi Pavlovski, Andy Sundstrøms bror Alex og Guido Paevatalu.

Også Kulturcentret Assistens og Ballerup Museum havde gavmildt bidraget med udstillingsgenstande om især storfyrstinde Olga og de to livkosakker. Der var film, fotografier, bøger, kort og blomster fra Ballerup museums historiske have. Se filmen om Timofej Jasjtjik her. En særlig tak til arkæolog Caspar Andreas Jørgensen for hans omfattende assistance.

Det var bevægende at overvære, hvordan gæsterne på udstillingen blev berørt til tårer af de skildrede menneskeskæbner, der blev ekstra nærværende i kraft af, at deres efterkommere og andre nære – mennesker, der havde været tæt på de portrætterede personer og holdt af dem – var til stede og delte deres personlige minder. Det skabte en oplevelse af, at fortid og nutid et øjeblik mødtes. Udstillingen blev i mere end én forstand et MØDE: Nulevende mennesker mødte fortiden. Dansk og russisk kultur mødte hinanden.  Emigranters sorg over et tabt hjemland, de aldrig fik at se igen, mødtes med en overraskende følelse af, at “de nu var kommet hjem.”
En ting, flere af gæsterne sagde om de afdøde, var: “Det er, som om de er her i aften…” – “Jeg oplever, at min familie er her.” – “I aften kom Evgeni endelig tilbage til Rusland. Det var hans sorg, at han aldrig kom det i levende live.”
I sådan et øjeblik oplever man, at kunsten på hjerteplan stadig kan noget, man ikke kan gøre på andre måder. Også i vores kølige tidsalder. Det var smukt at være vidne til.

Fra Moskva Statsuniversitets side gjorde dansk- og svenskstuderende tjeneste som tolke og guider. Jevgenija Lovjagina tolkede til billedkunstnerens masterclass dagen efter åbningen, og Lena Starostina var tolk for kunstner og kurator, da udstillingen skulle monteres.

Projektet er gennemført med støtte fra Kong Christian den Tiendes Fond, Det Danske Kulturinstitut i Sankt Petersborg og Styrelsen for Forskning og Uddannelse under det danske Uddannelses- og Forskningsministerium. Desuden skylder vi en særskilt tak til den Danske Ambassade i Moskva samt det Danske Generalkonsulat i Sankt Petersborg for deres opbakning til projektet.

Sidst, men ikke mindst, en stor tak til alle portrætmodellerne og deres familie, der med velvilje og tålmodighed har poseret såvel som stillet deres personlige erindringer om, og fotografier af, de afdøde modeller til rådighed. Af familiemedlemmer har især prinsesse Dorrit Romanoff, hustru til prins Dimitri Romanoff (1926-2016), Solveig Thomsen, hustru til fyrst Fjodor Romodanowsky-Ladyschensky (1917-2003) og sidst, men absolut ikke mindst, Randi Pavlovski, hustru til Evgeni Pavlovski (1912-1985), givet af deres tid og opmærksomhed. Tak for, at I ville være med til at skabe dette værk.

Med kunstnerens egne ord gælder det indenfor portrætmaleri, at det er et samspil mellem kunstner og model på følgende vilkår:

Et par øjne ser på et andet par øjne,
tilstede i rummet.
Et møde på tværs af tid,
muligt ved kunstnerens hånd,
kridt fra jorden og papir fra planten.
Alle elsket af solen
i perfekt afstand,
uden at brænde,
uden at fryse til.
Kunstnerens intention og ligeså modellen,
i fælles skabelse.
Således er begge ansvarlige for værket,
da den ene ikke kan virke uden den anden.

(Anne Gyrite Schütt, oktober 2017)

Афиша 21 feb
Plakatdesign © M. Pontoppidan 2017.

 

 

Kender du Bauhaus?

Bauhaus_logo
Bauhauslogo fra Wikimedia Commons.

Når nogen spørger mig, hvad mit yndlingsmusikband er, svarer jeg altid: “du kender det ikke”. Og det er faktisk sandt. Det musikband er ikke så berømt, men jeg synes, at det har været meget vigtigt for musik generelt og også for mit eget liv.

Det hedder Bauhaus, og det blev skabt i 1978 i Storbritannien. Jeg begyndte at lytte til dem, da jeg var 13 eller 14. Det var i de dage, da jeg var vild med alt mørkt og mystisk. Jeg elskede bøger om vampyrer, jeg har læst næsten dem alle! Selvfølgelig blev jeg meget interesseret, da jeg fandt ud, at et musikband havde skrevet en sang om Bela Lugosis død. En virkelig mystisk historie!

Bela Lugosi var den skuespiller, som fik titelrollen i filmversionen af Bram Stokers roman “Dracula” i 1931. Den rolle gjorde ham verdensberømt, men han døde i fattigdom. Da Lugosi døde, blev han begravet i sin Draculakappe. Han var så fattig, at Frank Sinatra betalte for begravelsen. Og efter 22 år skrev et ukendt musikband sangen, som begyndte en ny epoke i rockmusikkens historie.

I den sang er han beskrevet som virkelig Dracula. Han ligger alene i et mørkt værelse, han ser utrolig bleg ud mod det røde fløjl. Og man begynder at forstå, at måske er den mand, som du troede var den døde, faktisk den udøde! Det spil med ord understreger sangens angststemning.

For folk i 1979 var den sang som en eksplosion. Fire ukendte drenge befandt sig snart i rampelyset. Alle var vilde med den nye slags musik, som fik sit navn – gotisk rock.

David_J_and_Peter_Murphy_in_London_February_3_2006
David J og Peter Murphy fra Bauhaus spiller i London i 2006. Foto © Pedro Figueiredo / Wikimedia Commons.

Bauhaus var utrolig populær i 80-erne. De var også modige nok til at ændre sig, at lede efter noget nyt. De har mange sange, nogle er bedre end andre, men der er en særlig energi i hver af dem.

For mig var det ikke kun musik. Jeg talte ikke engelsk, men jeg var sikker på, at de sang om noget vigtigt. De ord, som jeg kunne forstå, var meget frygtelige og mærkelige: blod, død, mørke, nat. Det var en anderledes slags musik, og jeg følte mig som noget særligt. Det var i de dage, da alle lyttede til David Bowie, Metallica og AC/DC. Bauhaus var min egen hemmelighed i musikkens verden. Mens jeg lyttede til dem, begyndte jeg forstå forskellen mellem musikalske stilarter. Jeg begyndte at høre deres melodier i andre musikbands sange. Og der er mange, som har lært meget af dem.

Nu er jeg voksen. Det mystiske er ikke så tiltrækkende for mig. Jeg ændrede også min musiksmag. Men jeg fortsætter med at elske Bauhaus. Når jeg hører deres sange, får jeg kuldegysninger. Forresten hænger fotoet af Bauhaus’ sanger stadigvæk lige over mit skrivebord. Og hvis nogen spørger mig om mit yndlingsmusikband, svarer jeg uden tvivl Bauhaus!

Peter Høeg på besøg i Sankt Petersborg

Peter Høeg med sin kone fra metronews
Peter Høeg med sin kærlighedspartner foran Sankt Petersborg Statsuniversitet ved bredden af Nevafloden. Foto © Jelena Palm / Metronews 2017.

Peter Høeg er meget læst i Rusland. Hans russiske forlag, Symposium, har sammen med hans oversætter, Jelena Krasnova, i femten år forsøgt at invitere den tilbagetrukne forfatter til landet for at træffe de russiske læsere – og i år lykkedes det endelig. Det var en stor begivenhed. D. 3. september 2017 var der Peter Høeg-aften i det flotte, peterborgske kulturhus ERARTA, billetterne blev revet væk, og mange gik forgæves. Jelena Andersen var tolk, forlagsdirektør Aleksandr Kononov var vært, og den danske konsul, Jens Thomsen, samt Det Danske Kulturinstituts leder, Finn Andersen, holdt velkomsttaler.

Der var en varm stemning aftenen igennem. Publikum lyttede intenst åbent, og forfatteren var i kontakt med hele salen. Spørgsmål og svar vekslede med egentlige fortællinger, som Peter Høeg fik til at vokse organisk ud af det dansk-russiske møde. Han havde også smukke ord at sige om selve sin oplevelse af Rusland. Han oplevede kulturen som hjertefokuseret – med henvisning til de hesykastiske munkes dyrkelse af den såkaldte hjertebøn – og mente, at den russisk-ortodokse kultur aktuelt er den eneste, der fokuserer direkte på hjertet i sin åndelige stræben. Hjertelighed var også det ord, han anvendte om sin modtagelse i landet, sit møde med mennesker dér.

Peter Høeg er jo et menneske, der lægger megen vægt på at opfatte omverdenen kropsligt og følelsesmæssigt, og det var et genkommende tema både på aftenen i ERARTA, og til det efterfølgende oversætterseminar på Sankt Petersborg Statsuniversitet, som de danskfaglige kolleger fra Moskva også deltog i.

Her overraskede Peter Høeg russerne med praktiske øvelser, hvor deltagerne skulle lægge hænderne på hinandens skuldre og være i fysisk kontakt. Russerne er slet ikke vant til den slags på et akademisk seminar – endnu mindre, end danskerne ville være – men tog det med godt humør. Høegs pointe var at sætte fokus på, hvad der får os til at koncentrere os bedre, være mere til stede, være mest muligt os selv. Han fortalte meget om sit nuværende arbejde med børn og unge, hvor han underviser dem i denne tilstedeværelse i kroppen.

Et andet tema, der vendte tilbage under Peter Høeg-dagene i Sankt Petersborg, var temaet illusion. Forfatteren forklarede, at han betragter sin egen historiefortælling som en form for illusionsskabelse: Det gælder om at få læseren til at tro på, at forfatteren ved mere om sit emne, end han egentlig gør. Det gælder om at skabe en oplevelse af substans – nok til, at fortællingen fungerer som fortælling.

Eksempelvis er fysik et bærende tema i “Effekten af Susan”, hvis hovedperson er fysiker. Peter Høeg har ikke selv denne uddannelse, men har tilegnet sig et sprog til at tale ud fra fysikerens position, og på den måde gøre fysikeren levende. Høeg sammenlignede også forfatterens gerning med klovnens, der på sin egen måde er afhængig af publikums illusioner. Performance, rollespil, leg – alt dette er vigtigt for Peter Høeg som forfatter, som tilstand i arbejdsprocessen – og måske også eksistentielt i livet.

Der var stof til eftertanke i disse performances. Spørgsmålene om spil og illusion bragte af sig selv en refleksion med sig om sandhed og virkelighed. Så vi oplevede, at samtalen kun lige var begyndt… og at den for os, der kom som udenbys gæster til arrangementerne i Sankt Petersborg, satte andre samtaler i gang efter hjemkomsten til Moskva. Vi takker vores kolleger og forlaget for at have været værter for et så velorganiseret program. En særlig tak og hæder går til Jelena Krasnova, som ene kvinde har stået for de russiske oversættelser af alle Peter Høegs værker, og også var primus motor for Peter Høeg-dagene.

Her kan man se et interview med Peter Høeg fra ERARTA, før selve publikumsmødet. Den russiske oversættelse af, hvad han siger, speakes ind over forfatterens egen tale, men lidt af det danske kan man da høre.

Foruden aftenen i ERARTA, oversætterseminaret på Sankt Petersborg Statsuniversitet, en pressekonference og en reception med koncert på Det Danske Kulturinstitut var der også arrangeret et digitalt møde i Præsidentbiblioteket mellem forfatteren og læsere fra seks forskellige russiske byer.

IMG_5025
Peter Høeg på Sankt Petersborg Statsuniversitet omgivet af danskfaglige russere, og med sin oversætter, Jelena Krasnova, ved sin venstre side. Foto © Ksenija Gordejeva 2017.

 

 

Ansigter blandt ikoner: Dokumentarfilm om den russisk-ortodokse kirke i dag

I maj 2017 var et filmhold fra den internationale nyhedstjeneste Catholic News Service i Moskva og Sankt Petersborg for at optage en dokumentarfilm om russisk-ortodokse kristne i dag. Hvordan har kirken det nu, 100 år efter revolutionen, og en generation efter Sovjetunionens sammenbrud? Under det kommunistiske styre blev alle trosretninger forfulgt, man havde en ambition om at skabe en rent ateistisk stat. Den ortodokse kirke blev forfulgt strengere end de øvrige trossamfund, fordi den i tsartiden havde haft tætte bånd til statsmagten. Derfor blev den set som et arnested for kontrarevolutionær virksomhed. Flertallet af kirker og klostre blev jævnet med jorden eller ombygget til andre formål – fabrikker, lagerrum, eller i Solovetsk-klosterets tilfælde, den første gulag – og hundredetusinder af præster, munke og nonner blev dræbt.

Moskva havde været en by med en kirke på hvert gadehjørne. Ligesom Oxford kaldes byen med “the dreaming spires” var Moskva “de gyldne kuplers by”, en middelalderby på alder med Ribe. Dens ansigt blev helt ændret, da guldet, mosaikkerne og de hvide mure i vid udstrækning blev fjernet, og Stalins strenge arkitektur og Khrusjtjovs sociale boligbyggeri erstattede dem.

I dag bygges der mange kirker i Moskva. Kristi Frelsers kirke, et af byens vartegn, som Stalin sprængte i luften i 1930’erne, ligger der påny og ser ud, som den gjorde for 100 år siden. Den er genopført sten for sten, alt er forsøgt genskabt, som det var. Og på de russiske landeveje kan man møde omvandrende ikonmalere, der drager fra kirke til kirke for at restaurere de fresker, som kommunisterne har skuret af væggene.

Der sker meget i russisk trosliv i dag, men hvad? Filmen giver et bud gennem interviews med mange forskellige russere – kendte skikkelser fra kirkens top veksler med almindelige kirkegængere, gejstlige med lægfolk. Det aktuelle forhold mellem kirke og stat berøres også i filmen.

Maria Gnevsjeva, en af vores danskstuderende, der selv er troende ortodoks, blev interviewet til filmen. Nu har hendes medvirken skabt interesse fra dansk side for et nyt interview. Det er fint for de studerende, at det danske lektorat kan være en international kontaktflade, som åbner dem muligheder vestover.

Selv blev jeg ansat som medproducer på filmen i kraft af mit lokalkendskab til kirker og klostre i Moskva, til østkirkens teologi og til måden, man praktisk manøvrerer på i en russisk-ortodoks socialsfære. Jeg hjalp med at skaffe interviewpersoner, assistere ved interviews – og fik tilmed min “egen” fotograf med rundt i byen til at skaffe materiale til billedsiden. Jeg skulle fortælle ham, hvor og hvad vi skulle filme. Det tog jeg som en stor tillidserklæring fra instruktørens side, og gjorde mit bedste for at leve op til den. Derfor var det en personlig glæde (og lettelse!) at se, hvor mange af “mine” billeder, der kom med i den færdige film. Og et privilegium at arbejde sammen med professionelle, når man selv kom fra en anden sfære.

Jeg kunne godt lide både den organisatoriske side af filmproduktion og jagtaspektet med at gå efter det bedste visuelle motiv, den æstetiske indstilling, der skulle svare til filmens overordnede idé. Det var også dejligt at opleve holdarbejdsaspektet. Jeg blev klar over, hvor vigtigt det er (af en lang række praktiske grunde) at være to ude sammen, en producer og en fotograf, når man skal optage billedmateriale. Både de russiske og de amerikanske deltagere var ekstremt kompetente folk, så jeg lærte meget.

Faces Among Icons: Courtesy Catholic News Service

Thumbnail: Foto © Robert Duncan / CNS 2017

 

Konference om dansk-russiske åndelige forbindelser

IMG_3580

D. 25. september 2017 fandt konferencen “Dansk-russiske åndelige forbindelser” sted i Emigranthuset i Moskva, med Karsten Fledelius, Alla Nazarova og Helle Vallø som foredragsholdere. Jeg var moderator og tolk. Vores studerende samt danskstuderende fra andre universiteter i Moskva deltog, foruden husets brugere.

Alle tre oplægsholdere tog afsæt i Grundtvigs teologi og værdier. At “Grundtvig og Rusland” (der måske ikke lyder som den mest oplagte sammenstilling) er et næsten uudtømmeligt emne, kunne vi konstatere fra de tre veloplagte foredrag.

Der er stor interesse for netop Grundtvigs uddannelsessyn i Rusland. Alla Nazarova er medlem af Statsdumaens Uddannelseskomité, og har været på researchophold i Danmark for at studere højskoletraditionen og vurdere, hvordan dens principper eventuelt kunne inkorporeres i russisk uddannelsespolitik. Det er et meget glædeligt initiativ. Det russiske uddannelsessystem er bygget over det tyske, og er noget mere autoritært i sin ydre form end det danske. På universitetet rejser de studerende sig, når underviseren kommer ind, man er Des, og til seminarer og konferencer som denne kan man godt mærke en lidt større tilbageholdenhed fra de studerendes side for at stille spørgsmål og diskutere, end man er vant til i Danmark. Grundtvigs vægt på samtale som en pædagogisk grundsten i undervisning på alle niveauer – læring som en gensidig udveksling mellem lærer og elev – har noget at bidrage med her.

IMG_3582
Medlem af Statsdumaens uddannelseskomité, Alla Nazarova, fortalte om sit studium af det danske højskolevæsen. Foto: Aleksandra Rusakova.

Det betyder dog ikke, at russiske studerende ingen kritisk sans har. De har deres egne meninger (over hele det politiske spektrum) og er ganske velinformerede om verdenssituationen. Russere er i almindelighed kritisk indstillede, også selvkritisk i forhold til deres eget system. Det kunne vi egentlig godt bruge lidt mere af i Danmark; somme tider spærrer en indgroet forestilling om, at alt allerede gøres bedst i Danmark, for opdagelsen af, at nogle ting fungerer bedre i andre lande.

Tag for eksempel offentlig transport. Bor man i Moskva, lærer man at sætte pris på, at metroen så godt som aldrig er i stykker eller forsinket. I tilgift er der sporvogne, trolleybusser, almindelige busser og minibusser (marsjrutki). Og taxiselskaber med billige og punktlige vogne. (Ulempen i Moskva er naturligvis trafikpropperne i myldretiden. Så metroen er en livsbetingelse på visse tidspunkter af dagen.)

Når man så kommer til Danmark, og metroen står stille (igen), og DSB laver sporarbejde, hver gang man skal en tur til og fra Jylland, tænker man ‘I så lille et land må det da kunne gøres mere effektivt’. Til gengæld har Danmark jo sine dejlige cykelstier, som Moskva endnu er meget fattig på. Cyklisterne må bruge fortovet. Men der er forandringer i gang. For nylig kom der et bycykelsystem ligesom i København. Danskernes cykelkultur er et andet punkt, som russerne er interesserede i at lære af – ligesom højskolekulturen.

Men det var en digression. Tilbage til den åndelige transport mellem Danmark og Rusland!

IMG_3578
Foto: Aleksandra Rusakova.

Vores studerende sang naturligvis Grundtvig som indledning og afslutning på konferencen (O kristelighed og Sov sødt, barnlille). Og Grundtvigs salmer blev flittigt citeret af foredragsholderne. Alle vendte tilbage til den sidste strofe fra Den signede dag, der også fik det sidste ord til arrangementet:

 Så rejse vi til vort fædreland,
dér ligger ej dag i dvale,
dér stander en borg så prud og grand
med gammen i gyldne sale;
så frydelig dér til evig tid
med venner i lys vi tale.

IMG_3572
Karsten Fledelius, lektor emer. fra Københavns Universitet, bestyrelsesformand for Dansk-Russisk Forening og medlem af Helsinkikomitéen for Menneskerettigheder trak på alle tre baggrunde i sit foredrag. Foto: Aleksandra Rusakova.

Karsten Fledelius fortolkede strofen og dens særegne skildring af paradiset: Det er, kommenterede han, en opfattelse af det evige liv som en glædesfest, hvor venner samtaler med venner “i lys” – også forstået som åndelig oplysning, en forklaret virkelighed, som er så intenst virkelig, fordi man er sammen om den med dem, som er én kærest. Det er fællesskabet, samtalen, som skabelsens fuldendelse.

Det var en umådelig smuk inspiration, vi fik fra Karsten med dette perspektiv. Fællesskab som en stadig udvikling af individualiteten gennem mødet med andre. Det minder lidt om kirkefaderen Gregor af Nyssas forestilling om det evige liv, som han beskriver som en stadig dybere udforskning af Guds uudtømmelige væsen, hvor der altid er mere at lære og forstå og udveksle, så man aldrig når til ende med sin indsigt. Ikke livet, men evigheden, som et studium, en oplysningsproces, hvor virkeligheden hele tiden bliver lysere endnu.

Associationen til en kirkefader var ikke tilfældig: Titlen på Karsten Fledelius’ oplæg var Betydningen af Grundtvigs fortolkning af kirkefædrene for nutidig kristendom.

Her kan man høre en af de sange, MSUs danske studenterkor optrådte med. Denne optagelse er dog fra en korøvelse, ikke fra selve dagen. Maria Gnevsjeva har komponeret andenstemmen til sangen. Film © Ira Sevostjanova 2017.

Helle Vallø leverede et tankevækkende oplæg om værdigrundlaget for vores samfund, og hvordan Grundtvig har påvirket det. Hvordan kan mennesker af forskellige trosretninger leve anstændigt sammen med inspiration fra Grundtvig? Hun fortalte om, hvordan hun selv først, da hun var oppe i trediverne, blev klar over, hvor meget af hendes egen bevidsthed, netop han havde formet. For mange danskere sker det halvt ubevidst. Men ikke desto mindre præger det os afgørende. Og Grundtvig kan fortælle os noget vigtigt om, hvordan vi i en globaliseret verden balancerer mellem selv at få plads til vores identitet og give plads til andre identiteter. Helle Vallø talte om to former for opfattelse af national identitet: Den, der ekskluderer, og den, der inkluderer. Hun sammenlignede forholdet mellem forskellige værdier indbyrdes, og viste, hvordan en prioritering af dem foregår i dansk bevidsthed. Der var så meget opfølgningspotentiale i oplæggene, at tiden var for kort.

Diskussionen efterfølgende koncentrerede sig på opfordring af Alla Nazarova om spørgsmålet “Hvilke kriterier kan man opstille for åndelighed?” Det var også et spændende spørgsmål, men det var synd, at vi så ikke fik fulgt diskussionen om frihed og identitet, som Helle Vallø havde inviteret os til at deltage i, helt til dørs.

IMG_3584
Helle Vallø fortæller om danskernes prioritering af værdier. Foto: Aleksandra Rusakova.

Nogle studerende fulgte med oplægsholderne på pub bagefter – en god universitetstradition – så der var lejlighed til at udforske flere perspektiver med eksperterne på den måde.

Jeg er glad for, at de fik denne chance. Desværre måtte ret mange af de studerende gå til andre timer efter selve konferencen, og gik glip af pubsamtalen. Det var en ret stor skuffelse for dem, især for de studerende fra et andet af byens universiteter, der huskede Karsten Fledelius fra de Danske Dage i 2015, og havde forberedt spørgsmål, de ønskede at stille ham… Men de russiske studerende er hårdt spændt for rent timetalsmæssigt i sammenligning med de danske. Og de har mødepligt. Det er en skam, når de af den grund går glip af chancer som denne for at være på tomandshånd med danske forskere og undervisere.

*

Temaet “Grundtvig og Rusland” har været udforsket i dybden siden 2012, hvor en række danske og russiske Grundtvigentusiaster mødtes på Udby Kro til et seminar, som blev startskuddet til flere storstilede arrangementer om temaet i 2013 (i Rønnebæksholm), 2014 (i Moskva) og 2016 (i Vartov). Om disse begivenheder kan man læse detaljeret her.

Man kan læse endnu mere om Grundtvig i et russisk perspektiv her, i Jørgen Hinsbys artikel At stå med Gud i hånden og skabe verden på ny.

 

 

To år siden…

Eugene Starostins billede (2)
Foto Eugene Starostin 2015.

«Guys, !», – råbte en stor, imponerende mand fra Metallicas crew. Han førte os hen til scenen, men alle prøvede at komme tættere på. «Stop means stop!», – råbte manden højere. «Det er meget logisk», – tænkte jeg. Der var omkring 30-40 mennesker rundt om mig. Vi var de heldige fra den officielle Metallicafanklub, som vandt muligheden for at tilbringe hele showet på scenen med gruppen. Det var den 27. august for to år siden. Metallica spillede i den olympiske arena i Moskva.

Eugene Starostins billede
Foto Eugene Starostin 2015.

Før begyndelsen af koncerten blev vi bedt om ikke at røre ved gruppemedlemmerne. Først var jeg og min veninde kede af det, men under koncerten kom gruppemedlemmerne hen til os, gav os fem, og Kirk gav os lov til at slå på hans guitarstrenge.

KF billede (2)  Katerina Firsovas billede
Foto © Katerina Firsova 2015.

Klokken 8 stod vi på scenen. Vi var i anden række lige bag Lars Ulrichs trommer. Snart efter slukkede lyset og intromelodien lød. Det var fantastisk, der løb gåsehud henover hele kroppen. Alle begyndte at synge sammen med melodien. Endelig dukkede de op: James Hetfield, Lars Ulrich, Rob Trujilio og Hammet. Den olympiske arena eksploderede under «Fuel»-sangens guitarriffs. Jeg var i den syvende himmel af lykke. Under den anden sang kastede Lars en af sine trommestikker bagud over skulderen. Det var så uventet. Jeg husker alt som i langsom gengivelse. Trommestikken flyver i min retning, springer tilbage fra en mands skulder, falder til jorden. Jeg bøjer mig hurtigt, nogen forsøger at skubbe min hånd væk med sine fødder. Men jeg tager trommestikken! Nu har jeg en ting, der har tilhørt Lars Ulrich. I slutningen af koncerten gav Kirk Hammett mig et af sine plektre. Jeg har to trofæer. Det er så sejt!

Eugene Starostins billede (3)
Foto Eugene Starostin 2015.

Koncerten var fantastisk. Gruppen spillede alle mine yndlingssange. Jeg stod ved siden af dem, jeg kunne røre dem og synge sammen med dem. De var så søde.  De elsker deres fans, og vi elsker dem! Da koncerten var slut, sagde alle mennesker fra Metallicas hold «farvel» og «tusind tak» til os! Jeg tænkte: «Kære Metallica, tusind tak til dig! Det var så spændende, at jeg aldrig vil glemme det i mit liv».

Billedkavalkade og rapport fra danskfagets 50-årsjubilæum på MSU

5448 копия
Gruppefoto af gæster og værter i forhallen.  Foto © J. V. Tupikina / MSU 2017.

Studieårets største begivenhed, som vi havde forberedt os til gennem lang tid, var uden tvivl danskfagets halvtredsårsjubilæum på Moska Statsuniversitet, som blev fejret med en perlerække af begivenheder d. 28.-29. marts 2017. Alle tidligere årgange af danskstuderende, fra 1967 og til i år, var inviteret, foruden tidligere danske sendelektorer og vores danskfaglige kolleger, både undervisere og studerende, fra andre russiske universiteter i Moskva og Sankt Petersborg.

5384 копия
Institutleder Jelena Tjekalina (sub rosa), og til højre vore yndige kolleger fra Nordens Venedig (Sankt Petersborg): institutleder på Sankt Petersborg Statsuniversitet (SPSU), Jelena Krasnova, Jelena Gurova, Jevgenija Sinitsyna (også SPSU) og Anastasia Lomagina (Herzenuniversitetet). Foto © J. V. Tupikina / MSU 2017.

Fra Den Danske Ambassade i Moskva mødte man også op, og både det danske Uddannelses- og Forskningsministerium, Lektoratsudvalget samt Det Danske Kulturinstitut i Sankt Petersborg var repræsenteret. Vi var beærede over den store interesse så mange steder fra! Den eneste, der svigtede, var MSUs prorektor, der måtte melde afbud i ellevte time for at modtage Irans præsident, som spontant valgte at gæste MSU samme dag og time, som vi holdt åbningsceremoni. Det er, hvad der sker. Men vi havde det rigtig hyggeligt endda, med gule hyacinter, ildfarvede roser og russisk chokolade på bordet og skønsang fra MSUs dansksprogede kor. Prorektoren gik glip af meget!

5308 копия
Fakultetsledelsen blev repræsenteret af vicedekan Galina Kedrova, som ses her med den russisk-danske tolk. Foto © J. V. Tupikina / MSU 2017.

Arrangementet blev økonomisk støttet af Lektoratsudvalget, Statens Kunstfond samt LEGO i Moskva. Vi takker alle sponsorer hjerteligt. De har ikke kun muliggjort selve fejringen, men også udgivelse af et festskrift med minder fra alle årene (det udkommer til sommer).

A og L med tekstprikker og kirsebær penselkant
Et udkast til festskriftets forside. Design: M. Pontoppidan.

Fejringen af jubilæet løb over to dage, d. 28. og 29. marts 2017 på universitetet.
Planerne var ambitiøse. Jubilæets program bød på:

et forfattermøde med Ida Jessen om den prisbelønnede dagbogsroman En ny tid
et foredrag om Rusland i de danske medier af lektor Peter Bugge fra Aarhus Universitet.
et oversætterseminar med professor Per Durst-Andersen fra CBS og lektor Elena Lorentzen fra Københavns Universitet. Per havde på forhånd sendt en russisk artikel til de studerende om kontrafaktisk historieskrivning, som de havde oversat til dansk, og diskussionen gik nu på deres oversættelsesvalg. Elena fortalte om translitteration af danske navne (for eksempel hvorfor firmanavnet “Gavnø” er et stort problem at omskrive til russisk), og gadenavnet “Strøget” blev anledning til en heftig lingviststrid, der fortsatte hele aftenen.

5279
Ambassadøren var vittig og fik tolken til at grine. Foto © J. V. Tupikina / MSU 2017.

– Festtaler af: Danmarks ambassadør, Thomas Winkler, som åbnede festlighederne; vicedekan Galina Kedrova; institutleder på Institut for Germansk og Keltisk Filologi, Jelena Tjekalina; leder af Kulturinstituttet i Sankt Petersborg, Finn Andersen; forlægger på Forlaget Rudomino, Jurij Friedstein; på vegne af MSUs danskfags alumner, Anatolij Tjekanskij; på vegne af sendelektorerne, Rikke Helms.
– en “lyrisk mundsmag“, hvor de studerende oplæste deres egne russiske oversættelser af danske digte. På programmet var Tidsvagten af Michael Strunge, Det døende barn af H. C. Andersen, De evige tre af Tove Ditlevsen, Tit er jeg glad af B. S. Ingemann og Sig nærmer tiden af St. St. Blicher
En lyrisk mundsmag
– en lille sangforestilling med MSUs dansksprogede kor
, som åbnede jubilæet med Der er et yndigt land og H. C. Andersens forårssang Hvor skoven dog er frisk og stor
– en studenterquiz, hvor de studerende fra Moskvas forskellige universiteter dystede mod hinanden fordelt på to hold. De tidligere sendelektorer var jury. De studerende konkurrerede på deres lingvistiske, historiske og kulturelle viden om Danmark. Præmien var naturligvis Anton Berg chokolade.
Præsentation af en antologi med ny, dansk dramatik, resultatet af et samarbejde mellem danskoversættere i Moskva og Sankt Petersborg, på initiativ af Elvira Krylova og forlaget Rudomino
– Endelig bliver der i forlængelse af jubilæet udgivet et omfangsrigt festskrift med erindringer fra de 50 år, dansk som fag har præget Moskva Statsuniversitet.

5429
Redaktør Maksim Tjutjunnikov, som her fremviser antologien, er selv alumne fra MSUs danskfag og særligt interesseret i at få oversat dansk litteratur til russisk. De store smil skyldes, at der ikke er udgivet noget tilsvarende på russisk (altså indenfor den danske dramatikgenre) siden 1970’erne. Foto © J. V. Tupikina / MSU 2017.

Ildsjælen bag dette festprogram er danskfagets studieleder, docent Elvira Krylova, som selv kunne fejre sit tyveårsjubilæum som underviser på MSU i år. Herfra et hjerteligt tillykke til Elvira! I hende har dansk sprog og kultur en hengiven støtte, og hun sprudler altid af nye idéer.
Senest har hun i samarbejde med en række kolleger fra Moskva: Anatolij Tjekanskij, Oleg Rozjdestvenskij, Gajane Orlova (der er Carsten Jensens russiske oversætter) og Galina Simonova; og fra Sankt Petersborg: Elena Krasnova (institutleder på Sankt Petersborg Statsuniversitet og Peter Høegs russiske oversætter), Elena Gurova og Anastasia Lomagina, på Forlaget Rudomino udgivet en antologi af bibelske dimensioner med ny, dansk dramatik, som blev præsenteret på jubilæet. Siden er den blevet præsenteret på Det Danske Kulturinstitut i Sankt Petersborg (hvor Nikoline Werdelin var med som gæst, læs mere her) samt i Moskva i Bookbridge, den internationale boghandel.

5388 копия
Danskfagets ildsjæl på MSU, Elvira Krylova, fremviser en prægtig gave fra forfatter Ida Jessen til instituttet: Den danske begrebsordbog! Foto © J. V. Tupikina / MSU 2017.

Vi har bedt vores studerende skrive om deres indtryk af jubilæet. Her fortæller de med deres egne ord om oplevelsen.

Der lyttes og smiles
Der lyttes, og salen morer sig. Foto © J. V. Tupikina / MSU 2017.

Masja: I år var de danske dage meget spændende. Først og fremmest var det ikke almindelige danske dage, det var et jubilæum for danskfaget. Halvtreds år – det er mange! Og hvor mange russere har læst dansk i løbet af alle disse år, og hvor mange danskere har nu en forbindelse med Rusland. Vi havde rigtig mange gæster. Jeg snakkede med flere danske lektorer, som har undervist i dansk på MSU på forskelige tidspunkter. Det var meget interessant at spørge dem om, hvorfor de havde besluttet at læse russisk og at rejse til Rusland for at undervise. Alle havde forskellige grunde: e҆n af dem  kunne lide russisk litteratur, en anden arbejdede med det russiske sprog som lingvist, en tredje kunne lide russiske bardesangere. Jeg tænkte, at de ligner os – de russiske danskstuderende. Vi havde forskellige grunde, da vi valgte dansk, men nu er vi alle sammen om det, vi har vores lille dansk-russiske samfund, det er meget hyggeligt.
                                            Finn med gavepose     5372 копия
[Finn Andersen havde en hel gavepose med, som han trak den ene overraskelse op af efter den anden. Tusind tak til ham og kulturinstituttet! Her afslører han en nyudgivelse på russisk om Peter den Stores sagnomspundne besøg i København i 1716, hvor tsaren blandt andet muntrede sig med en tur op i Rundetårn – i karet. Red. – Foto © J. V. Tupikina / MSU 2017.]

Ira: Jubilæet var meget informativt og interessant. Det begyndte med et møde med mange venlige gæster. Gæsternes taler var meget livlige. Jeg solgte bøger, så det gav mig en mulighed for at snakke mere med flere mennesker.

Katja: Det var en snedækket, overskyet onsdag. Men de russiske danskstuderende havde sådan en varme og glæde, fordi den danske delegation kom ud på MSU.
Ambassadøren, Thomas Winkler, skulle til lufthavnen, men kørte alligevel ud til jubilæet for at høre vores sange. Det var en stor kompliment. Og jeg ville synge så godt, som jeg kunne. Vi begyndte med den danske nationalsang og jeg tror, at alle kan forstå, hvor vigtigt det er at synge den danske nationalsang for dens ‘ejere’.
Masja stod ved siden af mig, så jeg var ikke bange for at synge forkert. Jeg hørte hende, og jeg sang også godt. Det var meget opløftende at høre bifaldet og se en masse smil fra vores danske gæster. Thomas Winkler ville ikke tage ud til lufthavnen, han ville høre flere sange fra os. Så vi sang H.C. Andersens sang “Hvor skoven dog er frisk og stor”. Den er min yndlingssang. Jeg tror, at vi sang den meget godt.
Jeg er glad for, at vi kunne bruge tid med vores danske gæster. Det var to meget hyggelige dage. Musikken bandt os sammen. Nu føler jeg mig selv som en del af en stor dansk familie!

5455
Én stor familie. Foto © J. V. Tupikina / MSU 2017.

Masja: Vi var alle meget glade for at møde Ida Jessen igen. Da vi mødte hende i Vartov kirke i Københaven for næsten et år siden, kendte vi hende ikke personligt. Men vi kunne så godt lide hende! Hun var så charmerende. Hun fortalte os om sine bøger, som vi ikke havde læst endnu. Men til det andet møde havde vi forberedt os – mange tak til vores lektor! Vi havde arbejdet med Ida Jessens ”En ny tid”. Vi havde fået flere interessante opgaver: for eksempel skulle vi skrive Lillys og Vigands breve til hinanden. For os var det en rigtig overraskelse, at Ida Jessen kunne lide vores breve. Det er ikke almindeligt at have en direkte forbindelse med forfatteren.

Peter Bugge m fl
Den første dag var foredragsdag. Foruden Ida Jessen forelæste Peter Bugge (ses her på første række til højre). Og ingen kan sige, at russere ikke kan smile, når de ser dette glade billede! Foto © J. V. Tupikina / MSU 2017.

Hun var så sød, og hun talte så klart. Under interviewet med hende begyndte jeg at forstå nogle ting, som jeg kunne ikke forstå før. Bogens personer er tættere på mig nu.

20170328_133221 bes
Ida Jessen fortæller om sine hovedpersoners motivationer. Foto Elena Eriksen 2017.

Marina: Det var så spændende, at jeg var til jubilæet for det danske sprog på mit institut. Der blev holdt mange taler, foredrag og forelæsninger. Vi sang «Der er et yndigt land» og «Hvor skoven dog er frisk og stor», og alle var meget glade.
Jeg kunne bedst lide Per Durst-Andersens forelæsning om vores oversættelser af en tekst, der handlede om Rusland uden revolution. Det var interessant at høre, hvor og hvordan mennesker kan begå fejl, når de oversætter. Per Durst tegnede et cirkeldiagram, som var forståeligt og klart. Jeg var også interesseret, da han talte om genitiv i det danske sprog. Jeg forstod, at i tekster giver man ny information igennem præpositioner. Per Durst var så livlig, emotionel og intelligent, og det var udtryksfuldt.
Men alle de andre forelæsninger kunne jeg også godt lide. Vores gæster var fine og dejlige. Og måske er det min yndlingserfaring i dette studieår.

5360 копия
Andendagen var seminardag. Her er det Per Durst-Andersen, der giver de studerende (og underviserne!) oversætterfeedback på højt plan. Foto © J. V. Tupikina / MSU 2017.

Ira: Pers foredrag var meget spændende og vigtigst af alt: Det var rimelig let at forstå. Og Elenas foredrag var så sjovt. Det var subjektivt, men jeg kunne godt lide den aktive diskussion og eksemplerne. Det var ligesom en samtale med en god ven.
Og vores konkurrence var så aktiv. De studerende fra de andre universiteter var meget dygtige. Spørgsmålene var vanskelige, men interessante.
Det var spændende at deltage. Så det var en god erfaring.

5474 копия
Elena Lorentzen holder sit oversætterseminar om transkription. Foto © J. V. Tupikina / MSU 2017.

Polina: Det største indtryk for mig var en workshop af Elena Lorentzen om transkription af danske person- og geografiske navne, når man oversætter nogle noveller eller romaner fra dansk til russisk. Det er meget vanskeligt, fordi der jo er regler, som ingen havde hørt om, og de siger, hvad vi skal bruge i stedet for bestemte bogstaver eller lyde. Men, som jeg har sagt, er der ikke så mange oversættere, der ved det; derfor kan vi ofte have to eller flere russiske varianter af én dansk butiksgades navn. Kort sagt, det er meget svært, men diskussionen var spændende, synes jeg.
Derudover kunne vi snakke med vores danske gæster, og det kunne vi godt lide. Vi var så glade for, at vi godt kunne forstå dem!

5322 копия
De studerende lytter til foredrag på den første dag. Normannerfrisuren er også blevet moderne i Rusland, og det ikke kun blandt danskstuderende. Foto © J. V. Tupikina / MSU 2017.
Anatolij Tjekanskij
Anatolij Tjekanskij holdt en sjældent formfuldendt og vittig tale som repræsentant for alumnerne. Foto © J. V. Tupikina / MSU 2017.
5395 копия
Rikke Helms var som altid et festligt bekendtskab. Hun talte som repræsentant for sendelektorerne. Foto © J. V. Tupikina / MSU 2017.
xyvyD-i74ko
Der konfereres målrettet til studenterquizzen. To studerende fra svenskholdet, Aleksej Lebedev og Sonja Sizova, var 100% professionelle konferenciers – de har en klar fremtid i showbiz. Bemærk ringeklokken på bordet. Der var én til hvert hold, og i nogle spørgsmålskategorier gjaldt det om at være hurtigst! Drengene fra diplomatuniversitetet (!) var så ivrige, at de flere gange hamrede ringeklokkerne i gulvet, så hårdt slog de til. Men klokkerne var kram. De holdt. (Drengene holdt også.) Foto © Katerina Firsova 2017.

Som afslutning på to forrygende dage spiste de lokale danskundervisere og gæsterne fra Danmark middag sammen den sidste aften på den hviderussiske restaurant Belaja Rus i Moskvas historiske centrum overfor musikkonservatoriet. Det var rigtig, rigtig hyggeligt, og de gode historier flød i en lind strøm. Med os var også Peter Grønnegård og Michaela Palangetic fra Uddannelses- og Forskningsministeriet, som administrerer Lektoratsordningen og hjælper de udsendte lektorer på utallige måder. Vi var glade for på denne måde også at kunne sige tak til dem for deres indsats og fejre det gode samarbejde. Det er en mægtig opgave at sende danskundervisere ud i hele verden og få det til at fungere optimalt under de mest forskellige betingelser. Tak til alle, og en hilsen til alle sendelektorer verden over! Det er også jer, vi fejrer ved en fest som denne. Skål for alt det, I gør for Danmark og det danske sprog!

Gæsterne er ude at spise sammen
Foto © Veronika Dymtjenko 2017.

Mere jubilæumsstof: Se også Peter Grønnegårds tale på jubilæumsåbningsdagen.

Danskfagets 50-årsjubilæum på MSU 2017 blev realiseret med støtte fra:

Kunstfonden_LOGO_small_JPG

lego

sfu_dk_grey_rgb