Om dkset.dk

DANMARK SET fra en by i Rusland er en side, hvor de russiske danskstuderende ved Moskva Statsuniversitet (MSU) kan skrive til danskere på dansk – om alle mulige emner, der optager dem aktuelt. Om dansk og russisk kultur. Om deres hverdag på universitetet. Om deres tanker og drømme. Ordet er frit.

Siden er skabt i foråret 2015 på et kursus for de danskstuderende ved MSUs danske lektor.

Hvad ser russiske øjne, når de ser på Danmark og dansk kultur? Hvad er det mest eksotiske ved Danmark – og hvad viser sig måske at være uventet hjemligt? Dansk og russisk mad, for eksempel, har flere ting til fælles: Basale ingredienser i begge køkkener er kartofler, svinekød, øl og marineret sild. Og så fører russiske bagere både tebirkes og frøsnappere!

tebirkes

Dansk-russisk tebirkes.

Måske har vi også mere til fælles, end man skulle tro, på andre af livets områder? Læs vore artikler, se vores billeder, hør vores sang og døm selv!

I begyndelsen forestillede vi os, at de studerendes erfaring af Danmark skulle fylde mest i indlæggene. Derfor kaldte vi siden “Danmark set”. Men da de Moskvabaserede studerende trods alt kun har været på kortere studieophold til Danmark, har det i praksis vist sig, at de ofte skriver om deres egen hverdag i “en by i Rusland”. Men det er jo ikke mindre interessant for en dansk læser. Så vi byder hermed hjertelig velkommen og ønsker god læselyst, samt håber, at de danske læsere vil skrive kommentarer til vores artikler, så vi kan udvide den dansk-russiske dialog.

(M. Pontoppidan)