Ny dansk dramatik i Sankt Petersborg: Til reading og oversætterseminar

Nye scene

Aleksandrinskij-teatrets Nye Scene. Foto © Doorothea Radujko 2015.

D. 17.-19. december 2015 modtog vi støtte fra Statens Kunstfonds pulje for oversætternetværk til en ekskursion til Sankt Petersborg. Tre af deltagerne fortæller her om formålet med rejsen og deres udbytte af den.

 

Dorothea Radujko rapporterer:

I  december, omtrent to uger før jul, fik vores magisterhold en fantastisk mulighed for at rejse til Sankt Petersborg og deltage i en række meget spændende arrangementer, som var iværksat på grund af det nye danske stykkes Betons store succes.

Thomas Markmann, forfatteren af Beton, var også til stede ved alle arrangementerne. Så fik alle deltagerne mulighed for at diskutere stykket med ham.

Beton reading

Foto © Dorothea Radujko 2015.

På den første dag af vores ophold i byen var vi til reading (*) i Aleksandrinskij-teatret – et af de mest fremragende teatre i Sankt Petersborg. Denne reading af stykket fandt dog ikke sted i hovedbygningen, men i den nye, moderne bygning. Alle skuespillere var klædt i almindeligt tøj og havde papirer med deres replikker med. Der var ikke nogen scenografi og ikke nogen møbler på scenen. Det eneste og det vigtigste, som skuespillerne skulle overføre til tilhørerne, var stykkets (og selvfølgelig forfatterens) ide. Alle skuespillere havde forskellige temperamenter, og hver af dem tilføjede noget specielt med sit spil. Man kunne føle, at alt, som skete på scenen, ikke kun var skuespillernes “arbejde”, men et samlet resultat af mange forskellige menneskers kreativitet, både fra Danmark (Thomas Markmann og hans medarbejdere) og fra Rusland (ansatte på Aleksandrinskij-teatret).  Beton havde været bearbejdet af teatrets ansatte, derfor var diskussionen efter readingen meget interessant. Alle tilhørere og gæster var meget nysgerrige efter at få at vide, hvilket indtryk af readingen forfatteren selv og de andre gæster havde fået. Det første og vigtigste spørgsmål for alle var, hvordan kunne det være, at der dukkede en kvinde op i den russiske opførelse. Der er jo ikke nogen kvinde i originalen! Forfatteren anerkendte, at det jo var meget kreativt.

Birgitte Hesselaa til seminaret

Birgitte Hesselaa. Foto © Dorothea Radujko 2015.

Thomas Markmann på seminaret

Thomas Markmann. Foto © Dorothea Radujko 2015.

Diskussionen fortsatte på den anden dag, under oversættelsesseminaret på Kulturinstituttet [Det Danske Kulturinstitut i Sankt Petersborg, red.]. Der var fire personer, der holdt foredrag under mødet: Thomas Markmann, forfatteren af Beton, Jelena Krasnova, som underviser i dansk på SpbGU (Sankt Petersborg Statsuniversitet), Elvira Krylova, som underviser i dansk på MSU, og som også er oversætteren af Beton, og Birgitte Hesselaa, den danske dramaturg og kritiker. Thomas Markmann fortalte om, hvordan han havde skabt sit værk, og videregav sine indtryk af den russiske version af Beton.  Elvira Krylova holdt et meget spændende fordrag om forskellige knudepunkter og vanskeligheder, som hun skulle håndtere ved at oversætte stykket. Jelena Krasnova var en dygtig organisator af seminaret og medvirkede til, at diskussionen blev spændende og levende og der var mange interessante spørgsmål. Birgitte Hesselaa fortalte også om sine indtryk vedrørende opførelsen og annoncerede nogle begivenheder i både Danmarks og i Ruslands kulturliv. Det herskende sprog på seminaret var selvfølgelig dansk, så vi fik alle ikke kun en god fornøjelse, men også en stor erfaring i dansk. Og det var superflot at stå skulder ved skulder sammen med fremragende forfattere, oversættere og undervisere og blive en del af den lille danske kulturverden i Rusland!

Petersborg med julepyntPetersborg ved nat
Spisepause
Blodskirken
Turen gik til Sankt Petersborg. Fotos
© Anastasia Isajeva 2015.

Margarita Sjumejkina rapporterer:

Vores rejse til Sankt Petersborg var ikke kun underholdende og sjov, men også fagligt relateret. Vi fik mulighed for at deltage i to meget spændende arrangementer: det første var oplæsning af Thomas Markmanns Beton på Aleksandrinskij-teatret, og det andet var et oversætterseminar. Jeg fik mange positive oplevelser på denne rejse.

Det var vores lektor Elvira Krylova, der oversatte Beton til russisk. Hun deltog også i oversætterseminaret og fortalte om oversættelsesprocessen og forskellige sproglige nuancer og problemer, som hun beskæftigede sig med. Vi planlægger at arbejde som oversættere i fremtiden, og så var seminaret rigtig nyttigt.

Men oplæsningen af stykket var endnu mere spændende for mig. Det var så fascinerende at se stykket komme til live og høre dets personer tale russisk. Normalt er der ikke noget specielt ved at gå i teatret og se et teaterstykke. Men der er ikke mange mennesker, som får mulighed for at opleve oplæsninger af stykker. Jeg synes, at vi var rigtig heldige. Der var ikke nogen scenografi, og skuespillerne havde deres hverdagstøj på. Det var en utrolig oplevelse for mig at se indefra, hvordan stykket blev opført.

Diskussion efter reading

Diskussion med forfatteren efter readingen. Foto © Elvira Krylova 2015.

Jeg synes, at teaterstykker skal ses og ikke læses. Det har altid været svært for mig at opfatte dem i tekstform. Den er almindeligvis meget tør og behersket. På den anden side bliver man tvunget til at bruge sin fantasi, når man læser. Jeg foretrækker dog at se teaterstykker. Jeg læste Beton på dansk, og jeg kunne lide det. Men jeg syntes, at dets begyndelse var lidt mærkelig med alle disse coccolitter – kalkskjolde fra de små organismer, som beboede Jorden for mange millioner år siden. Efter at jeg så oplæsningen af stykket og hørte skuespillerne sige deres replikker, har jeg skiftet mening. Nu synes jeg, at dette stykke er meget ualmindeligt og originalt.

Men det var ikke kun skuespillerne, som hjalp mig til at værdsætte det. Det var også den gode oversætter, der kunne formidle stykkets originalitet. For mig beviste arrangementerne i Sankt Petersborg, at oversætteres arbejde er meget svært og ansvarsfuldt, men samtidig er rigtig spændende og kreativt.

I Sankt Petersborg

MA-holdet i Sankt Petersborg. Foto © Anastasia Gerasimova 2016.


Anastasia Gerasimova rapporterer:

Turen til Sankt Petersborgs beton.

Det var den første gang, jeg var til oplæsning. Selvfølgelig var der store forventninger til denne begivenhed. I min drøm var der en kæmpestor og pragtfuld teaterbygning… Vi træder ind, der er masser af lys, mennesker med festdragter på, vi kommer ind i en stor sal i flere niveauer, utallige rækker af sæder og en høj scene. Vi sætter os ned, og ud af tasken tager jeg min teaterkikkert (som jeg har købt for så længe siden til sådanne begivenheder, men aldrig har brugt) og nyder forestillingen.

Aleksandrinskij-teatret

Aleksandrinskij-teatret – den noble, gamle bygning. Foto © Dorothea Radujko 2015.

Men hvordan var det i virkeligheden? Der var en stor og pragtfuld teaterbygning. Vi trådte ind, intet lys, ingen mennesker med festdragter på. Vi kom ind i en lille, mørk sal, der var cirka otte eller ni rækker stole. Og vi sad faktisk på den anden række meget tæt på skuespillerne, der var faktisk ingen scene.

Og så begyndte forestillingen. Skuespillerne var faktisk ved siden af mig, og jeg kunne se alle detaljer og alle bevægelser. Det var ligesom om, jeg kunne høre deres tanker. Jeg kan huske to farver – hvid og sort. Nogle gange dukkede deres kombination – grå – op. Og det var meget tæt forbundet med stykket, synes jeg. Fordi beton er et materiale uden farver og uden personlighed. Mennesker, der arbejder med det, er alle lige, ikke kun med hinanden, men også med materialerne. Der er ingen forskel på, hvem du er – coccolit eller menneske, vi stammer alle fra én kilde og vender tilbage til den. Det er det vigtigste, som stykket ville vise os, synes jeg.

Og det forstod jeg efter stykkets slutning. Og så forstod jeg også, at denne atmosfære hjalp med at føle stykket bedre, dykke ind i det. Fordi for at opfatte ”beton” er det ikke nok bare at sidde i et behageligt sæde, se på afstand og nyde stykket, man skal deltage, man skal gennemleve alle følelser, man skal være indeni det.  Og det lykkedes.

P.S.

Teaterkikkerten lå under hele forestillingen i min taske. Og jeg glemte den helt.


(*) En reading (eller oplæsning) er en slags prøve, hvor skuespilleren læser sine replikker, og der er ikke nogen kulisser, og skuespillerne har deres hverdagstøj på. De kan ikke deres replikker udenad, de har manuskriptet i hånden, og de er kun i gang med at arbejde på stykket.

Herefter følger flere billeder fra de to arrangementer. God fornøjelse!

 

Jelena Krasnova

Jelena Krasnova fra Sankt Petersborg Statsuniversitet var seminarets moderator på det Danske Kulturinstitut. Foto © Dorothea Radujko 2015.

Rekvisitterne var begrænsede

Rekvisitter var begrænset til en mursten og en kvælertrøje. Foto © Dorothea Radujko 2015.

Betonmænd

Læsende betonmænd. Foto © Dorothea Radujko 2015.

Skuespillere ordstyrer forfatter dramaturg

Stykket diskuteres efter readingen. Dramaturg, forfatter, skuespillere, ordstyrer. Foto © Dorothea Radujko 2015.

Uformel samtale med forfatteren

Uformel samtale mellem forfatter og dramaturg. Foto © Dorothea Radujko 2015.

Arrangementet er støttet af

Kunstfonden_LOGO_small_JPG