“Hwæt! Wé Gárdena…”

Bagby med lyre

“Hwæt!” – Benjamins stærke stemme når hvert hjørne i salen –
“Wé Gárdena in géardagum
Þéodcyninga þrym gefrúnon·
hú ðá æþelingas ellen fremedon.
Oft Scyld Scéfing sceaþena þréatum
monegum maégþum meodosetla oftéah
egsode Eorle syððan aérest wearð
féasceaft funden hé þæs frófre gebád·
wéox under wolcnum weorðmyndum þáh
oð þæt him aéghwylc þára ymbsittendra
ofer hronráde hýran scolde,
gomban gyldan þæt wæs gód cyning.” (1)

– Sådan begyndte den nutidige scop (2) sin sang, og tilhørerne vendte deres øjne mod ham. Da hersker komplet stilhed i kirken, der kun bliver afbrudt af Benjamins stemme og harpe.
Men lidt om forhistorien.
”Nu,” – sagde professor Driscoll, efter at han havde lagt historiografi-litteraturlisten ned på bordet, – “noget mindre akademisk. Jeg har set en reklame for, at Benjamin Bagby skal holde en koncert d. 20. oktober. Kender I hr. Bagby? Han har fremført Beowulf – på oldengelsk – de sidste… hvad? Tyve år? Jah, deromkring. Og den 20. skal han til København. Hvem vil med?”
Hele holdet rækker hænderne op.
BagbyOg så sidder vi i koncertkirkens skib og lytter til stykket, som er mindst tusind år gammelt. Det er ikke bare en forelæsning – nej, det er en ægte opførelse. Når det hændler om tab, græder Benjamin næsten. Når der er noget ironisk – blinker han, læner sig frem og ser sigende på os. Når underteksterne i baggrunden siger noget særlig vigtigt, dæmper scopen sin stemme, hvisker næsten, og publikum må holde sig ekstra stille. Når der er kamp i sangen, er hvert af Benjamins ord som et sværdslag mod skjoldet.
Der er mindst ti minutters bifald, da hr. Bagby er færdig. Han ser ganske beskeden ud og bukker. Efter en kort pause kommer han ud på scenen igen og begynder at besvare vores spørgsmål. Nej, Benjamin er ikke historiker eller lingvist, han er sanger. Ja, han forstår, hvad han synger, men det er mere en generel forståelse, han gør det meste fra hukommelsen. Ja, han har taget et kursus i oldengelsk, og han klager over, at det ikke var så let for ham. Nej, i hånden har han ikke en lut, det er en harpe. Ja, den er en reproduktion af et ægte arkæologisk fund, den er bygget af tyske rekonstruktører. Nej, han skriver ikke noget partitur, han improviserer hver gang. Ja, det kommer fra barndommen, da han læste Beowulf, da han var tolv. Det er kun senere, at jeg bemærker en ting: blandt sine svar reklamerer Benjamin ikke for sine DVD’er. Han virker som en ægte kunstner.

Scopen  nyder en god dansk øl, mens han besvarer publikums spørgsmål.

Scopen nyder en god dansk øl, mens han besvarer publikums spørgsmål. (Red.)

Nu er jeg tilfældigvis historiker med speciale i den angelsaksiske periode, og Beowulf virker næsten som en salme på enhver angelsaksiskforsker. Der er Iliaden og Odysséen for en oldgræsk filolog, Das Nibelungenlied for en tysk romantiker og La Chanson de Roland for en fransk, og der er Beowulf for os. De første ord fungerer faktisk som et kodeord. Man siger: ”Hwæt!” – og hvis man får: ”…Wé gárdena in géardagum” tilbage, så ved man straks, at den her person er en af vore. Men almindeligvis bliver Beowulfs linjer kun på papiret, dog bringer Benjamin dem til live endnu engang.
Jeg kan sige helt ærligt, at hr. Bagby har åbnet Beowulf for mig igen. Han er en stor kunstner, så vær så venlig at besøge hans hjemmeside: http://www.bagbybeowulf.com/ Tak!

Koncertfotos © Denis Sukhino-Khomenko 2015

(1) Om spyd-daners færd i fortids dage,
om dåd og bedrift, af drotterne øvet,
om ædlingers sejrsry sagn har vi hørt!
Ofte Skjold Skefing drev skarevis fjendernes
myldrende flokke fra mjødsalens bænke
og slog dem med jammer. Som hjælpeløst barn
blev først han fundet, men fanged så lykke
og voksed i hæder og ry under himlen,
så alle de folk, der fjernt over hval-vejen
rundt om leved, lyde ham måtte
og skat ham give: godt var hans styre!
(oversat af Adolf Hansen, 1910).

(2) En angelsaksisk digter/sanger.