Da jeg mødte min lillebror

Jeg vil aldrig glemme den 12. november 2004. Jeg var 11, og min mor havde for nylig giftet sig med en mand. Brylluppet havde fundet sted i august, men jeg kunne stadig ikke tilgive mor for det. Manden fandt jeg usympatisk, og jeg ville på ingen måde bo sammen med ham. Så blev jeg nødt til at flytte hen til mormor. Men det er en anden historie, som jeg vil måske dele med jer senere.
På det tidspunkt var manden 19 og andetårsstuderende. Manden prøvede at starte en dialog med mig, hver gang jeg kom over til dem, men det irriterede mig endnu mere. Som forsvarsstrategi anvendte jeg tavshed og den frækkeste ulydighed (og det havde af og til en positiv virkning på situationen, nemlig en negativ virkning på mors og mandens forhold, og det glædede mig bare så meget).

Men den dag var ulykkelig for mig, langt mere ulykkelig end bryllupsdagen. Jeg kan huske hver detalje bogstaveligt. Mor var i badeværelset. Hun havde bedt mig om at besøge hende for at drøfte noget vigtigt. Åbenbart ville hun spørge mig, hvilken hund jeg gerne ville have til min fødselsdag. Jeg havde udvalgt en passende hunderace lang tid i forvejen, og så kom jeg. Men mor så bekymret ud. Med sådan et ansigtsudtryk kan man aldrig drøfte hunderacer. Og så sagde min mor: “Du vil snart få en lillesøster eller en lillebror”. Det tog mig omkring et par minutter for at begribe hendes ord. Det var totalt dårlige nyheder.

“Ok, og hvad med hunden?” – spørger jeg.

“Ingenting”.

“Hvad mener du – ingenting?”

“Det er bare umuligt at have en baby og en hund samtidig.”

“Men jeg foretrækker en hund. Det har I jo lovet mig”.

“Senere” – sagde hun.

Jeg græd hele dagen. Sådan var mine første erindringer om min lillebror.


Min lillebror og jegMin lillebror og jeg. Foto © Raisa Bosjenkova 2015.