Kamalejeblomsten

Kamalejeblomsten

Mit eksemplar af “Kamalejeblomsten” og min avatar-mokona. Foto © Lena Starostina 2015.

I Rusland er der mange fantasybøger. I dag vil jeg tale om en bog af en af de bedste nulevende forfattere i den genre (efter min mening, selvfølgelig). Hendes navn er Olga Gromyko. Hun er mikrobiolog af profession, hun bor i Hviderusland og har skrevet romaner på russisk siden 2002. Bogen, som gjorde hende kendt, var “Profession: Heks” (“Профессия: Ведьма”, 2002), og det var humoristisk fantasy. I hendes værk kan man ofte finde ironi og endda sarkasme, men der er ikke bare det. Historierne er meget spændende, og kompositionen er ofte ligefrem og elegant, og det giver plads til den karakterudvikling, som gør hendes bøger så attraktive at læse.

Min yndlingsbog af hende er måske “Kamalejeblomsten”(1) (“Цветок камалейника”, 2006). Det drejer sig om en verden, hvor menneskene tror på Iggr den Toenige, den eneste som kan bringe liv til jorden ved sine “præster”: mystiske væsener, “dhærrer”, som ligner tobenede, intelligente øgler. Det betyder, at man kun sjældent kan føde et barn eller få en god høst uden at betale til “Iggr”. Men er der ikke noget trick ved det? Er det måske omvendt sådan, at disse præster slet ikke understøtter livet? Har det ikke været anderledes i fortiden? Er der nogen som kan huske det? Og hvis ja, kan den person så gøre noget?

Som jeg har sagt, er det bedste i Gromykos bøger ikke emnet, men her er det lige så interessant som bogens verdens atmosfære og karaktererne. Den middelalderlige setting blander sig med hverdagsproblemerne hos hovedpersonerne: en optimistisk parasitjæger med sin kæmpekat, en ordenshåndhæver (som en moderne politimand) og en “usædvanlig” præst. Mere siger jeg ikke, for det ville være en spoiler.

 

(1) Det er en fiktiv blomst, den har ikke noget at gøre med en kamelie. (Red.)