Forskerkald og frihed: Ak, hr. Agisjev, hvis bare Gud hørte dig!

Tanker efter Lomonosovkonferencen 2015

De unge historikere lytter opmærksomt…

D. 14.-15. april var jeg lykkelig for at tage del i den årlige MSU-“Lomonosov”-konference for unge forskere.
Trods alle de klager over MSU, som jeg havde i min studietid (trættende bureaukrati, et væld af obligatoriske studieelementer, “huller” i timeplanen, administrative fejl, sen Wi-Fi-opkobling og så videre, kan jeg ikke skjule, hvor stolt jeg var af min alma mater og mit hjemfakultet, og hvor dejligt det var at holde oplægget: Det var ikke bare et virkelig landsdækkende træf for unge forskere, men det var også meget godt arrangeret. At den tekniske del var velfungerende, skyldes måske MSUs størrelse (for eksempel fik vores afdeling fik et stort og veludrustet lokale — universitetet har råd til det), men den organisatoriske succes var sikkert medarbejdernes fortjeneste.

En ung forsker fremlægger sin paper

… til deres kollegas fremlæggelse. Bemærk MSU-logoet på jakken.

Tilbage i 2010 blev middelalderforedragene holdt i en fælles forsamling, og det var kedeligt for kolleger, der forsker i nyere tids historie og vice versa. Nu fik vi og byzantinisterne vores egen afdeling, og det blev meget mere produktivt. Jeg vil fremhæve vores moderators, Sergej Agisjevs, særligt aktive indsats, der befordrede diskussionens livlige karakter.

Før den første fremlæggelsesrunde havde Igor Filippov (viceinstitutleder og min første vejleder på universitetet) haft ordet: “For 20 år siden syntes akademiske studier at være en fortvivlet bestræbelse, en vej, der ingen steder førte hen. Vi, den tids forskere, gjorde det af rent ophøjede grunde, ikke praktiske eller nytteorienterede”.
Jeg har hørt fra ældre kolleger, at mediævister er som cremen blandt historikere — det er, fordi de kender deres kilder fra A til Å – kildematerialet er begrænset, og derfor er det svært for dem at bestemme fakta. Jeg kunne imødegå den påstand: for eksempel arbejder forskere i antikkens historie på samme måde; jeg synes, at samtidshistorikeres arbejde er lige så svært med det væld af kilder, der er.

Men en ting er utvivlsom: middelalderhistorikere arbejder stadig — ligesom for 20 år siden — af indre tilskyndelse, ikke ud fra konjunkturen, som det — desværre — er blevet udbredt i den sidste tid. Det er måske for vovet at påstå, at vores institutter får de bedste studerende, men i det store og hele forbliver niveauet ret højt: jeg tror, at hr. Filippovs ønske modsvarer virkeligheden. Vores afdelings medlemmers ansigter var, som min mor siger, “deformeret af intellekt”, og det var meget smigrende at tage del.

Jeg blandt de unge forskere

Jeg var blandt de unge forskere, der fremlagde.

Efter den anden dags fremlæggelsesrunde åbnede hr. Agisjev den uofficielle diskussion, og det ene af hans budskaber var idéen om humanisters ubøjelighed. Det vil sige, naturvidenskabmænd har brug for teknik, laboratorier, grejer og så videre, derfor vil de bøje sig for et politisk regime om nødvendigt, men humanisterne behøver kun blyanter og papir: De bliver fattige, men forbliver stolte og uafhængige. Ak, hr. Agisjev, hvis bare Gud hørte dig!.. Efter min mening er det præcis omvendt: Ethvert regime kan overleve uden humanistisk lærdom på en eller anden måde, men løber en risiko uden den teknisk-naturvidenskabelige. Følgelig vil det, skønt uvilligt, tolerere frihed blandt naturvidenskabmænd (medarbejderne på Kurtjatovs institut, som havde været udpeget til at producere atombomben efter den Anden Verdenskrig fortalte sidenhen, at de følte, de havde lov til at tænke helt frit — og det var i Stalins tid!), men ynder at undertrykke humanisterne: De skal huske, hvem der er herre i huset. Humanisterne behøver også et godt arbejdsmiljø og finansiering: biblioteker, rejser til udlandet til konferencer, arkæologiske ekspeditioner… Måske er jeg ikke en ægte forsker: Foruden blyanter og papir vil jeg også have en god løn, gode arbejdsbetingelser og tro på fremtiden. En yacht og en pengesæk vil heller ikke skade.

Debat

Er humanister mere eller mindre modstandsdygtige overfor politisk pres end naturvidenskabsmænd? I debatten forfægtedes begge synspunkter.

Jeg er mere eller mindre enig med hr. Agisjevs fortolkning af historikernes plads i samfundet: at forvalte, bevare og indsamle lærdom. Men det beviser, tror jeg, deres uholdbare stilling. En naturvidenskabmand ved, når han/hun forsker i virkelighedens natur, at det udførte arbejde vil overleve ham/hende og regimet, og selv hans/hendes fejl vil ikke være forgæves — efterfølgerne vil kende til dem. Har en humanist den slags sikkerhed? Nej. Hvem vil nu læse bøgerne om SUKPs (Sovjetunionens Kommunistiske Partis) historie, lange, kedelige værker om klassekamp og fortvivlet forsøge at finde den historiske baggrund for “SUKP: Den korte historie” og Marx-Lenins begreber om historiske formationer? Okay, lærdommen er bevaret, men behøver man det? Billedligt talt, “hvad skal en vej til for, hvis ikke den fører til kirken?”¹

Præmie for bedste fremlæggelse

Sådan ser præmien for at have præsenteret det bedste oplæg ud.

Endelig forstår jeg ikke, hvordan jeg skal forholde mig til det faktum, at kun folk fra MSU fik præmierne for de bedste foredrag. På den ene side er jeg meget stolt af mit fakultet, på den anden side føler jeg mig flov overfor kollegerne fra andre institutioner. Jeg synes personligt, at et foredrag i historiografi, der blev holdt af en studerende fra RSUH (det Russiske Humanistiske Statsuniversitet, Российский Государственный Гуманитарный Университет), fortjente en højt placeret præmie. Jeg skal undlade at drage min egen konklusion og vil referere to meninger:
a) min vejleder bemærkede, at det var et bevis på MSUs høje standard,
b) min afhandlings opponent hældede til den formodning, at hvis konferencen havde fundet sted på for eksempel RSUH, så ville RSUHs studerende have fået præmierne.
Og dog mener jeg, at Lomonosov-2015 var en succes, og jeg er meget glad for at have taget del i det. Jeg håber, at vores arbejde ikke er forgæves:

“Jeg vil længe være værdsat af folket,
Fordi jeg vakte gode følelser til live med min lyre.
I disse grusomme tider lovpriste jeg frihed
Og opfordrede til nåde for dem, der trådte fejl.”²
(Aleksandr Pusjkin.)

 

 

¹ Citat fra filmen “Pokajanije” (“Anger”) af Tengiz Abuladze (1984).
² И долго буду тем любезен я народу,
Что чувства добрые я лирой пробуждал,
Что в мой жестокий век восславил я Свободу
И милость к падшим призывал.

(Fra digtet Я памятник себе воздвиг нерукотворный. Læs hele digtet her på russisk.)