Seegrotte i Wienerwald

Der er en hule, som kaldes Seegrotte, i Wiens forstad, i den såkaldte Wienerwald, som breder sig på skråningerne om byen. Der har engang været en mine, hvor man udvandt hvid og rød gips, men i begyndelsen af det 20. århundrede kom man under det sædvanlige boringsarbejde til at bore ind i siden af en forseglet underjordisk sø, og minen blev oversvømmet. Der skete mange ting derefter — også verdenskrige — og man blev ligeglad med, hvad der skete med minerne. Men nu er der et museum.
Der er altid den samme temperatur derinde, som i en slags søvnrige: 9 graders varme. Derfor låner man gæsterne bløde, varme plaider. De er jo så hyggelige at hylle sig i.
Minerne ligger selvfølgelig dybt inde i bjerget, og en smal (ikke bredere end til en tipvogn) gang fører derned. Den er rund, lige og kold. Væggene glimter og føles våde ved berøring, som en smeltende isklump; det er fordi, det har regnet for kort tid siden. Væggene virker orange i den knappe og tynde belysning, og af og til finder man fordybninger i dem, som ligner små krypter. Man bruger dem til at komme om ved tipvogne med de udvundne stenarter. Lofterne er lige så høje, som væggene er brede. Jeg kunne kun lige gå der uden at røre dem med min isse. Snæverheden, mørket og den stillestående luft giver indtryk af, at der ikke er nogen verden udenfor — og heller ingen vidder. Der er kun den underjordiske gangs mørke højtidelighed. Jeg kunne ikke undgå at tænke på dværgebyer.
Men så svinger lofterne sig højt op og tabes i mørke.

Foto © Lena Starostina

Foto © Lena Starostina

I det 19. århundrede arbejdede man selvfølgelig uden elektricitet, man brugte hestes kraft. Der er et mindesmærke dedikeret til denne navnløse og ukendte slider: et lille sort føl og den forreste halvdel af en voksen hest, som stikker frem fra en væg, og hvis farve jeg skal beskrive for sig.
Det er ikke så let — at slæbe en voksen hest ned i et hul, så man fik hestene født allerede i hulen. De var oprindelig af sort kulør, men da de intet sollys så, mistede de denne farve og blev sumpgrå, og også lidt grønne, som om man lavede dem af billig jade. Denne levende skygge arbejdede her nede under jorden.
Der var en ægte labyrint, næsten en underjordisk by. De fleste korridorer er blokerede nu, for at turister ikke skal fare vild der. Men der er også et sted, hvor én har fået lov at blive stående åben. Den er oplyst med blegblåt. Efter 30-50 meter fortaber den sig i mørket ligesom lofterne.
Da den anden verdenskrig begyndte, og nazisterne annekterede Østrig, fandt de hulerne og lavede dem om til en flyfabrik, der producerede jetjagere. De pumpede det meste af vandet op, brugte det til at lave beton med og dækkede gulvene med den. Her kan man stadig se skudhuller. Eller det tror jeg, at det er — jeg er ikke sikker. Måske har de testet flyenes maskinkanoner?
Og her i hulen har amerikanerne optaget ”De tre musketerer”. Båden fra filmen kan man stadig finde på den store sø.
Og søen er en af de mest majestætiske udsigter, jeg har set i mit liv.
Absolut dødt vand er lys-turkist eller smaragdgrønt. Der lever ikke noget. Ingen fisk eller saltsøkrebs, ikke engang bakterier! Kun ved en væg flyder der en kunstig blomsterkrans. Hver dag stiger vandet. Hvis man ikke pumper det ud, så bliver grotten fyldt.
Bådene er meget specielle: de har støjfrie motorer, som ikke kruser det ubevægelige vand.
Man kan se bunden rigtig klart, og den ser ud, som om det kun var en halv meter dyb — mens der i virkeligheden er 2. Kæmpesøjler understøtter hvælvet og ligner vægge i et gammelt forsømt slot: de er også forvitrede, men urokkelige. Som i et underjordisk tempel af ro og evighed. Intet rører på sig. Kun et sted blæser det svagt. Det er en slags lodret korridor, som kæder grotten sammen med overfladen, for at mennesker, som beundrer denne gudeskønhed, ikke kvæles.
I slutningen af ruten hænger der et skilt: ”Husk bifald til kaptajnen”. Det er som en påmindelse om det menneskelige liv. Og kulden, som var begyndt at krybe ind i én, viger. Og man vil tilbage, op ad trappen til den smalle gang, og ud til kongeriget af liv og mennesker.