Popularisering af historien

Populariseringsseminarplakat
Den 11. marts fandt seminaret “Popularisering af historien” sted på MSUs historiske fakultet. Jeg må sige, at jeg er meget stolt af min alma mater og mit ‘hjemfakultet’. Ærligt talt udmærker jeg mig ikke ved en særlig socialitet, men jeg kan dårligt erindre, at der fandt denne slags arrangementer sted, organiseret af studerende, da jeg selv var student. Af det sociale liv kan jeg huske mange underholdningstiltag, såsom rusfester og rustur, “ækvatoren” (det vil sige midten af vores studietid) og mange “den 9. maj”-dage. [I Rusland fejrer man sejren over nazisterne i 1945 den 9. maj. Red.] Skønt de også er vigtige, har jeg altid ment, at fakultetet arrangerede dem for meget. Trods alt blev jeg medlem af det for at studere, ikke for at more mig.

Irina Prokhorova
Irina Prokhorova

På trods af, at seminarets tidsramme blev sprængt af talernes oratorkunst, var det OK med mig. Jeg kan godt forstå, hvor svært det er at organisere sådan et arrangement, og har respekt for organisatorernes indsats. De havde fundet et lokale, inviteret lektorerne og en meget berømt gæst — Irina Prokhorova — optaget en video og tilrettelagt en kaffepause. Godt lavet!

Jeg vil gerne ønske for dem, at de vil gentage sådanne møder. Et par småting: talerne bør strengt begrænses til præcis 15 minutter pr. person. For eksempel kan man sætte et sandur i gang (eller en klepsydra). I betragtning af seminarets utrolige popularitet foreslår jeg også at finde et større lokale.
Jeg er meget stolt af mit fakultet og studenterfællesskabet!

 

[Videoen er på russisk uden undertekster. – Red.]

Om indholdet
Ja, jeg er enig med talerne, men her vil mine kolleger dog kaste med sten.
Jeg har talt meget med dem, og de kritiserer mig, men jeg mener, at historie ikke er videnskab i præcis definition. Videnskab, mener jeg, beror på eksperimenter og beregning, som kan bevises og kontrolleres af andre forskere. Historie mangler begge dele. Helt sikkert er det en disciplin, “ars” på latin, men videnskab, “scientia”?.. Det er derfor, mener jeg, at mange naturvidenskabmænd er skeptiske overfor humanistiske discipliner.

Seminarlokalet
Historikere: videnskabsfolk eller historiefortællere? (Red.)

For at få respekt fra samfundet har enhver disciplin brug for:
— enten at producere noget nyttigt for dette samfunds overlevelse,
— eller at producere underholdning til det.
Gør historie det? Højst kan den “underholde” et mindretal: der er nok “historiske film”, “historisk (eller kvasi-historisk) litteratur” og “historiske videospil”.
Det et derfor, at jeg altid er blevet irriteret over de mange foredrag om historiens anvendelighed, som vi fik på Universitetet. Deres hovedidé var altid: “Vi er så vigtige og nyttige, man må finansiere os”. Jeg tror, at det ærligste svar på, hvorfor en historiker forsker, bliver: fordi det er interessant for ham/hende.
Det er okay med mig, at historikere over hele verden er mere eller mindre i nød. Samfundet finansierer dem, og hvad får det til gengæld? En meget abstrakt lærdom. Jeg synes, det er fair nok, at jeg tjener penge ved fremmedsprogsundervisning — det er man nødt til, og det er samfundsnyttigt.

Olga Dmitrieva
Olga Dmitrieva

Olga Dmitrieva havde ret, da hun talte om, at professionelle historikere mangler samfundets tiltro. Det er ikke mærkeligt eller forbavsende: under 70 års sovjetregime løj historikere overfor det. Der fandtes en fagspecialisering, som hed “partihistoriker”. Alle disse “historikere” overlevede 1991 og blev i deres job, bare med andre dørplader på deres kontorer.
Og her ligger det største problem: Historie mangler ligesom andre humanistiske discipliner uigendrivelige beviser. Man kan dreje den, som man vil. Derfor er det principielt umuligt at formidle professionel historie til lægmænd (altså popularisere den), mener jeg. Samfundene står overfor mange udfordringer og klarer dem, som de kan. De mobiliserer al tilgængelig viden, også historie. Professionelle historikere kan protestere, men samfundene vil bruge dén historie, som de behøver. Derfor er moderne mytologi meget stærkere end professionel historie — man kan ikke gendrive ord bare med andre ord, især hvis de udtales af mennesker, der har plejet at lyve.
Fagligt forsvarlig historieformidling (popularisering af faghistorie) er umulig, fordi vores samfund ikke behøver den. Det kan godt lide at leve i myten og propaganda — det er lettere. De to er meget mere populære end faghistorie. Jeg formoder, at samfundene vender sig mod fortiden — en reel eller opfundet fortid — når de har svære problemer i nutiden.
MEN! Min anke betyder ikke, at man ikke skal forske i historie. Man skal forske i den — ærligt og uselvisk. Jeg er enig med samuraiånden: når en samurai ved, at han vil omkomme, men trods det går ind i en kamp. For det første er det sundt for sjælen at studere. For det andet gøder humanistisk forskning en “intellektuel jordbund” i samfundet. Måske vil vi i en fjern fremtid holde op med at føre krige og politik og koncentrere vores kræfter om det, der retfærdiggør vores eksistens: at opdage verden omkring os.

Fotos fra seminaret © Denis Sukhino-Khomenko 2015

6 Replies to “Popularisering af historien”

  1. Hey Denis,

    Jeg har et spørgsmål.
    Du nævner at tiltroen til historikere i Rusland ikke er stor, grundet de mange løgne under sovjettiden.
    Oplever i/du at interessen for historie, som fag og som profession, er lav? Eller måske lavere end den ellers ville have været, havde der ikke været de 70 års propaganda?
    Og hvad med anseelsen af historikere/historie – er den ‘normal’ eller er den lavere end andre professioner/uddannelser?

    Mvh. Camilla

    1. Kære Camilla,
      Tak for spørgsmålet. Efter min mening er situationen modsat: interessen for historie er over normalt niveau, og jeg tror, det netop er på grund af løgnere og propaganda. Jeg tror, at hvis de ikke havde været, ville den have været lavere. Et typisk refleksionsskema er det følgende: de løj altid for os, nu skal vi/jeg finde sandheden! Følgelig er historikernes anseelse ganske lav — den fortidens skygge er lang. Ellers bemærkes nu også en ny tendens: hvis en historiker siger det, som publikum nu vil høre (d.v.s. nye post-sovjetiske myter), bliver respekten for ham/hende høj: han/hun er nok historiker! Ja, det er ikke let at være en god historiker og have en ren samvittighed.

  2. Spændende spørgsmål, Camilla… Det gad jeg også gerne se et svar på.

    Et spørgsmål til dig: Hvordan er historikeres anseelse i Danmark? Bliver de nogensinde brugt som eksperter på tv, eller er det kun sociologer, økonomer og den slags?
    Mener man at fortiden kan sige noget om nutiden?

  3. Fin hjemmeside og interessant konference. Men helt uenig med Denis. Jeg er selv som historiker blevet brugt gennem mange år som ekspert i fortrinsvis (men ikke udelukkende) danske medier og har altid oplevet mig respekteret – sommetider også omstridt. Bl.a. når jeg har fremlagt dokumentation for medieformidlede usandheder. Historie misbruges løbende med propagandistisk sigte, derfor er det så vigtigt at kunne påvise det. Det videnskabelige i historien ligger først og fremmest i kildekritikken.

    Med venlig hilsen fra Karsten, historiker og medieforsker ved Københavns Universitet, p.t. til OSCE-konference om “Human Dimension” i Warszawa, hvor historiske argumenter flyver om ørerne og nogle også hævder, at der ikke findes sandheder, men kun fortællinger. Det er jeg absolut ikke enig i!

    1. Kære Karsten,
      Tak for din kommentar. Jeg skal sige, at ikke alle er enige med mit synspunkt – for eksempel kommenterede Prof. Oleg Voskobojnikov fra Den Højere Skole for Økonomi, at det er et godt diskussionstema.
      Jeg tror, din og min forskellige opfattelse af popularisering af historien kommer af vores forskellige baggrund. Danmark er et meget mere “roligt” (hvis man kan sige det sådan) land end Rusland. Navnligt har Danmark ikke haft to revolutioner i det 20. århundrede, og derfor var dets intellektuelle udvikling jævn. Forståelse af historien som en uafhængig disciplin, som en værdi i sig selv, har fået chancen for at opstå i Danmark.
      Men i Sovjetunionen så man historien som en anden propagandakanal. Et citat fra tidsskriftet Srednije Veka (“Middelalderen”), 1953: “Storheden af de opgaver, der står foran det sovjetiske folk ved opførelsen af et kommunistisk samfund, den parallelle eksistens af fred- og krigsblokke, hvor den progressive fredslejr er ledet af Sovjetunionen, og krigslejren er helt imperialistisk reaktionær – alt det giver en særlig vægt til det ideologiske arbejde. Denne situation fordrer af alle de ideologiske frontmedarbejdere, inklusive de sovjetiske mediævister, en uforsonlig kamp imod alle mulige forhindringer for marxistisk-leninistisk teori, alle udslag af burgøjserideologi, subjektiv idealisme, økonomisk materialisme og kosmopolitisme”.
      Et meget trist, men præcist citat fra tiden: Historien er ideologiens tjenestepige. Jeg vil ikke sige, at alle historikerne var ideologer, bestemt nej. Men folket var ganske vænnet til at se historien på sådan en måde.
      Derfor er historieforståelsen meget primitiv og grov i Rusland. I 1991 indtrådte vi i æraen af “primitiv akkumulation af kapital”, som havde været længe forbi i Vesten. Man forstår her bare ikke, hvordan noget kan eksistere for sig selv, uden nytte eller underholdning. Desuden er vores regering meget korrupt, og de forsøger at udnytte ideologi til at dække deres korruption. Derfor er det ganske almindeligt at læse propagandistiske artikler, der bruger historien som eksempel. Du siger, at du har altid oplevet dig respekteret i medierne – ja, i Danmark, hvor der er ikke nogen identitetskrise, ikke noget post-kejserligt syndrom er det muligt. Men i Rusland er historien desværre et ømt punkt. Jeg siger ikke, at jeg tager del i dette totalhysteri, tværtimod vil jeg gerne blive i det akademiske felt. Måske er det en af grundene til, at jeg har valgt middelalderen som mit studieområde. Tja, jeg tilstår: det var en ubevidst eskapismeform.
      Og så skal vi være realister og anerkende, at man meget hellere vil finansiere de projekter, som underholder, hjælper os til at overleve (for eksempel teknologi) eller er “aktuelle”. Og i Vesten gør man også sådan. En af mine venner (fra Cambridge) kommenterede min bestræbelse for at få en akademisk stilling i Storbritannien: “Du skal sælge dig, du skal bevise, at dit emne er superaktuelt”.
      Og jeg er ganske enig med dig: det er meget vigtigt at påvise historiemisbrug. Som jeg skrev, jeg tror, at vi ærligt og uselvisk skal forske i historien, og måske vil vi en dag få en fuldkommen akademisk og propaganda- og ideologifri fremstilling uden propaganda eller ideologi.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.