Popularisering af historien

Populariseringsseminarplakat
Den 11. marts fandt seminaret “Popularisering af historien” sted på MSUs historiske fakultet. Jeg må sige, at jeg er meget stolt af min alma mater og mit ‘hjemfakultet’. Ærligt talt udmærker jeg mig ikke ved en særlig socialitet, men jeg kan dårligt erindre, at der fandt denne slags arrangementer sted, organiseret af studerende, da jeg selv var student. Af det sociale liv kan jeg huske mange underholdningstiltag, såsom rusfester og rustur, “ækvatoren” (det vil sige midten af vores studietid) og mange “den 9. maj”-dage. [I Rusland fejrer man sejren over nazisterne i 1945 den 9. maj. Red.] Skønt de også er vigtige, har jeg altid ment, at fakultetet arrangerede dem for meget. Trods alt blev jeg medlem af det for at studere, ikke for at more mig.

Irina Prokhorova

Irina Prokhorova

På trods af, at seminarets tidsramme blev sprængt af talernes oratorkunst, var det OK med mig. Jeg kan godt forstå, hvor svært det er at organisere sådan et arrangement, og har respekt for organisatorernes indsats. De havde fundet et lokale, inviteret lektorerne og en meget berømt gæst — Irina Prokhorova — optaget en video og tilrettelagt en kaffepause. Godt lavet!

Jeg vil gerne ønske for dem, at de vil gentage sådanne møder. Et par småting: talerne bør strengt begrænses til præcis 15 minutter pr. person. For eksempel kan man sætte et sandur i gang (eller en klepsydra). I betragtning af seminarets utrolige popularitet foreslår jeg også at finde et større lokale.
Jeg er meget stolt af mit fakultet og studenterfællesskabet!

 

[Videoen er på russisk uden undertekster. – Red.]

Om indholdet
Ja, jeg er enig med talerne, men her vil mine kolleger dog kaste med sten.
Jeg har talt meget med dem, og de kritiserer mig, men jeg mener, at historie ikke er videnskab i præcis definition. Videnskab, mener jeg, beror på eksperimenter og beregning, som kan bevises og kontrolleres af andre forskere. Historie mangler begge dele. Helt sikkert er det en disciplin, “ars” på latin, men videnskab, “scientia”?.. Det er derfor, mener jeg, at mange naturvidenskabmænd er skeptiske overfor humanistiske discipliner.

Seminarlokalet

Historikere: videnskabsfolk eller historiefortællere? (Red.)

For at få respekt fra samfundet har enhver disciplin brug for:
— enten at producere noget nyttigt for dette samfunds overlevelse,
— eller at producere underholdning til det.
Gør historie det? Højst kan den “underholde” et mindretal: der er nok “historiske film”, “historisk (eller kvasi-historisk) litteratur” og “historiske videospil”.
Det et derfor, at jeg altid er blevet irriteret over de mange foredrag om historiens anvendelighed, som vi fik på Universitetet. Deres hovedidé var altid: “Vi er så vigtige og nyttige, man må finansiere os”. Jeg tror, at det ærligste svar på, hvorfor en historiker forsker, bliver: fordi det er interessant for ham/hende.
Det er okay med mig, at historikere over hele verden er mere eller mindre i nød. Samfundet finansierer dem, og hvad får det til gengæld? En meget abstrakt lærdom. Jeg synes, det er fair nok, at jeg tjener penge ved fremmedsprogsundervisning — det er man nødt til, og det er samfundsnyttigt.

Olga Dmitrieva

Olga Dmitrieva

Olga Dmitrieva havde ret, da hun talte om, at professionelle historikere mangler samfundets tiltro. Det er ikke mærkeligt eller forbavsende: under 70 års sovjetregime løj historikere overfor det. Der fandtes en fagspecialisering, som hed “partihistoriker”. Alle disse “historikere” overlevede 1991 og blev i deres job, bare med andre dørplader på deres kontorer.
Og her ligger det største problem: Historie mangler ligesom andre humanistiske discipliner uigendrivelige beviser. Man kan dreje den, som man vil. Derfor er det principielt umuligt at formidle professionel historie til lægmænd (altså popularisere den), mener jeg. Samfundene står overfor mange udfordringer og klarer dem, som de kan. De mobiliserer al tilgængelig viden, også historie. Professionelle historikere kan protestere, men samfundene vil bruge dén historie, som de behøver. Derfor er moderne mytologi meget stærkere end professionel historie — man kan ikke gendrive ord bare med andre ord, især hvis de udtales af mennesker, der har plejet at lyve.
Fagligt forsvarlig historieformidling (popularisering af faghistorie) er umulig, fordi vores samfund ikke behøver den. Det kan godt lide at leve i myten og propaganda — det er lettere. De to er meget mere populære end faghistorie. Jeg formoder, at samfundene vender sig mod fortiden — en reel eller opfundet fortid — når de har svære problemer i nutiden.
MEN! Min anke betyder ikke, at man ikke skal forske i historie. Man skal forske i den — ærligt og uselvisk. Jeg er enig med samuraiånden: når en samurai ved, at han vil omkomme, men trods det går ind i en kamp. For det første er det sundt for sjælen at studere. For det andet gøder humanistisk forskning en “intellektuel jordbund” i samfundet. Måske vil vi i en fjern fremtid holde op med at føre krige og politik og koncentrere vores kræfter om det, der retfærdiggør vores eksistens: at opdage verden omkring os.

Fotos fra seminaret © Denis Sukhino-Khomenko 2015