Da madpakken kom til Rusland

Madpakke

I Rusland er rugbrød ligesom i Danmark en gængs spise. (Red.) Foto © Denis Sukhino-Khomenko

Et gammelt russisk ordsprog siger: “En sulten mave er døv for lærdom”. Maden udenfor hjemmet — på universitetet, på jobbet, på rejse osv. — er altid problematisk. Tag for eksempel universitetet. Vi har et langt frikvarter efter den anden time til at spise i, ja; men køerne bliver også altid lange. Eller Instituttet for Verdenshistorie, hvor jeg faktisk studerer: kantinen og menuen er herlige, men det gælder ikke for priserne — herlighederne må man betale for. Kantinen kan også bare være lukket, fordi det er sent om aftenen. Sådan er det af og til på Den Højere Økonomiuddannelse, hvor jeg tager del i det historiske seminar Varægerklubben om onsdagen. Selvfølgelig kan man købe en sandwich eller kebab på vejen: hurtig, nærende, lækker, bruger ikke tallerken eller service. OK, men sådan bliver pungen tom. Da jeg var i London, var min økonomi meget begrænset, især på grunden af rublens fald i december 2014. Jeg havde ikke længere råd til hver dag at købe en trepunds meal deal: en sandwich, en lille juicekarton og en lille frugtpakke. Endelig har jeg fundet løsningen: madpakke. Det skal siges, at den ikke er særlig udbredt i Rusland. Traditionelt plejede man at tage den med på togrejser: Russiske distancer er lange, buffetvognene er ret bekostelige (en klassisk beskrivelse af togmadpakken kan man finde i “Tolv stole” af I. Ilf og J. Petrov).  Men for nyligt bemærkede jeg, at madpakken er blevet mere populær iblandt vestligt orienterede unge mennesker. Så besluttede jeg at prøve den og fandt en sandwichpakke og en termoflaske. Ja, de virker ganske godt: nu skal jeg ikke bekymre mig om tiden i køen til buffeten (det vil også sige, at jeg kan blive i klasseværelset, hvis vi må, eller snakke med underviseren), og jeg kan spare nogle penge. Blandt andet kan jeg selv vælge, hvilke ingredienser jeg vil have i min mad. Så nu er min mave lydhør for enhver lærdom! =)