Jekaterina Firsova om lykken og janteloven (MSUs danskstuderende i medierne, 1. del)

På det seneste har flere af vores studerende markeret sig i de danske medier med deres forskningsprojekter. Det er vi stolte af. Vi lykønsker dem med indsatsen og glæder os over, at den bliver mødt med interesse i Danmark. Her præsenterer vi det første indlæg i en serie om dette emne.

IMG_9929

Foto © Jekaterina Firsova 2018.

Jekaterina Firsova arbejder med temaet “danskernes lykke”: Hvorfor scorer Danmark så højt i lykkeundersøgelser? Og har været udråbt til verdens lykkeligste folk? Hendes tese er, at Janteloven spiller en rolle for dette: Den skaber en kombination af lave forventninger og en følelse af tryghed, der giver grobund for lykke.

Nu har hun fået publiceret en artikel om emnet i Kristeligt Dagblad.

“I danske boghandler er der hundredvis af bøger om et lykkeligt liv,” skriver hun. “Det skaber en følelse af, at alle lykkens hemmeligheder bliver afsløret, og at man nemt kan bruge dem. Men jeg har forfulgt lykken i det meste af mit liv, og den glider stadig væk hele tiden. Ofte hører jeg folk tale om danskernes succes. Jeg har også købt stearinlys, brygget varm kakao og indpakket mig i et tæppe, men blev ikke lykkeligere af den grund. Så hvorfor er den danske hygge så virkningsløs i Rusland? Og hvor ligger nøglen til dansk lykke skjult?”

Læs resten af artiklen her: Russisk studerende: Måske er janteloven nøglen til dansk lykke

Som et supplement til artiklen har vi lavet et lille interview med Jekaterina og spurgt, hvad der oprindelig inspirerede hende til valget af emne. Svaret viste sig at være meget konkret:

“For nogle måneder siden tog jeg til Danmark for at deltage i et sommersprogskursus i Odense,” fortæller Jekaterina. “Jeg ønskede virkelig at lære den danske kultur at kende. Og jeg ønskede at føle den ægte, danske hygge. Man siger, at den danske hygge er hemmeligheden bag dansk lykke. Den danske hygge er tæt forbundet med varme og komfort. Man siger, at danskerne godt kan lide at tænde stearinlys. Det hjælper folk med at føle hygge. Mine bekendte danskere ler af, at hele verden tror, at de hele tiden sidder omgivet af stearinlys og nyder livet. Men jeg så stearinlys overalt: på bordene i kantinen, på universitetet, på vandrerhjemmet, hvor jeg boede, i caféer og restauranter. Jeg troede, at danskerne bare forsøgte at holde denne hyggelige stereotype gående på offentlige steder. Men en dag stod jeg ved kassen i supermarkedet Bilka. Foran mig stod en dansk familie, der købte flere kasser med stearinlys af forskellig størrelse. Der var så mange stearinlys, at der ville være nok til hele min levetid. Der ville endda være nok til mine børnebørn. Og disse stearinlys kostede mange penge. Og jeg tænkte, at det vist ikke var en myte. Danskerne tiltrækkes af lys. Måske spiller stearinlys ikke en meget stor rolle i hygge, men de er vigtige.”

Det må vi så tage til os. Jekaterina nævner dog også en anden type inspirationskilde, nemlig en bog, der har hittet meget i Rusland:

“For to år siden læste jeg Meik Wikings “Den lille bog om HYGGE”. Forfatteren skrev, at følelsen af hygge også er stærkt forbundet med velsmagende, nærende mad. Og da jeg var i Danmark, kunne jeg overbevise mig om dette. På vores første weekend tog vi til Johannes Larsen-museet i Kerteminde. Efter museet gik vi alle hen til Vaffelhuset. Arrangørerne fra Syddansk Universitet købte is til os, og vi stod og spiste den under den varme sommersols stråler.

IMG_9928

Hvem kan nægte, at lykken er et Vaffelhus? (Red.) Foto © Jekaterina Firsova 2018.

Det var meget hyggeligt. Engang gik jeg ind i køkkenet på det vandrerhjem, hvor hele vores hold boede. Jeg så, at nogen danske studerende kom hen til os. Det var dem, der hjalp os med at falde til i Odense, som hjælpelærere. Der var en lækker duft af mad i køkkenet. Sangen “Hurra, die Welt geht unter” af AnnenMayKantereit & K.I.Z. spillede i baggrunden. De lavede mad sammen med nogle studerende fra vores kurser. Og det var også meget hyggeligt. Engang gik vi ud at spise aftensmad sammen med vores danske hjælpelærere i Cafe Odeon Social. Vi spiste varme, lækre hotdogs. Vi sagde SKÅL og drak vores øl. Og det var også meget hyggeligt!

Jeg spurgte vores danske hjælpelærere: “Hvorfor er den danske hygge så populær? Der er gezelligheid i Holland, gemütlichkeit i Tyskland, koselig i Norge. Men alle taler kun om den danske hygge. Og hjælpelærerne fortalte mig, at der ikke er noget særligt ved den danske hygge. Meik Wiking og andre har lige lavet et varemærke ud af dette koncept. Det er det hele. Men jeg tænkte: “Hvor er det mærkeligt! Danskerne benægter, at de er specielle, men reelt er de det. Måske er dette hemmeligheden bag deres lykke…”.