Ny dansk oversættelse af “Anna Karenina” præsenteret på Tolstojmuseet i Moskva

S3820019 copy

Der bydes velkommen fra museets side. Salen er behængt med en række Tolstojportrætter – det største og nyeste skuer ud over tilskuerne.

Tirsdag d. 2. oktober blev den første danske Anna Karenina-oversættelse siden Ejnar Thomassens dage præsenteret på det elegante Tolstojmuseum i Moskva. Arvtageren efter Thomassen var Marie Tetzlaff, leder af Det Danske Kulturinstitut i Sankt Petersborg. Tetzlaff har før oversat Krig og Fred og andre af de største russiske romanklassikere, herunder Turgenjevs Fædre og Sønner.

Det er en fornøjelse at læse Marie Tetzlaffs nye oversættelse. Den er mundret og samtidig ikke bange for at bruge ord som “sågar” og “sanddru”, hvilket er en rigdom, der minder os om, hvor smukt et sprog dansk er, når nogen gider bruge det ordentligt.

Ved bogpræsentationen på museet var den danske ambassade repræsenteret sammen med koryfæer fra Moskvas litterære verden, pressen og naturligvis museets ledelse. Alle holdt lange og formfuldendte taler – som russerne elsker. Marie Tetzlaff, der udmærket kender dette folks kærlighed til de store ord, havde forberedt en skarpsleben tale (på russisk, naturligvis) af samme art. Der blev heldigvis også lejlighed til at stille spørgsmål til oversætteren bagefter, og diskutere romanens litterære indhold. Tilhørerne bad om at høre de berømte indledningsord på dansk:

Alle lykkelige familier ligner hinanden, enhver ulykkelig familie er ulykkelig på sin egen måde. (Bind I, side 9)

Jeg tillader mig her at give endnu en prøve på Tolstojs letvingede prosa i Marie Tetzlaffs formskønne oversættelse. En forelskelsestilstand beskriver Tolstoj sådan her:

Og hvad han så den morgen, så han aldrig siden. Især børn, der gik i skole, gråblå duer, der fløj ned på fortovet fra tagene, og hvedeboller, drysset med mel, sat frem af en usynlig hånd, rørte ham. (…) Alt dette skete på en gang: En dreng løb hen til en due og kiggede smilende på Levin, duen rystede med vingerne og lettede, skinnende i solen mellem snefnug, der skælvede i luften, og inde fra en luge lugtede der af nybagt brød, og der blev sat boller frem. Alt dette samtidig var så usædvanlig godt, at Levin lo og græd af glæde. Efter at have gået en stor omvej ad Gazetnyj Pereulok og Kislovka vendte han atter tilbage til hotellet, lagde sit ur på bordet foran og sig og satte sig til at vente på, at klokken blev tolv. I værelset ved siden af talte de om maskiner og snyd og morgenhostede. De forstod ikke, at viseren nærmede sig tolv. (Bind I, side 459ff)

Forhåbentlig har alle læserne oplevet dette mindst én gang i livet.

Lev Tolstoj: Anna Karenina bind I og II. Gyldendal 2018. På dansk ved Marie Tetzlaff.

 

Om romanen

Anna Karenina kaldes ofte verdens bedste roman. Den er forbillede for mange senere romanforfattere, og berømmes blandt andet for at være et sjældent detaljeret spejlbillede af hele sin tids russiske samfund. Dertil kommer, at den tackler almenmenneskelige kriser, som de fleste kan forholde sig til: Når et ægteskab går i stykker trods god vilje fra begge parter. Når en forelskelse kommer på tværs af samfundets krav og forventninger. Når utroskab er en realitet, man må tage stilling til, og der samtidig er børn i det ægteskab, som er brudt. Disse dilemmaer er hovedpersonens, Anna Kareninas.

Sideløbende fortælles hendes brors historie: Stepan Oblonskij er, som sin søster, ikke i stand til at være sin ægtefælle tro – der er ligheder, men også afgørende forskelle i deres situation. Den ene store forskel er, at for Stepan drejer det sig ikke om nogen stor kærlighed, men om en let og hedonistisk livsindstilling – fornøjelser giver man da ikke afkald på? For Anna betyder hendes møde med officeren Aleksej Vronskij derimod en hengivelse for livet og med det som indsats. Den anden store forskel er de involveredes køn. Tolstoj demonstrerer med sin parallel, hvor forskellige vilkårene var for en mandlig og en kvindelig ægteskabsbryder på hans tid, selvom svigtet moralsk set er det samme. Det gode selskab er villige til at tilgive Stepan – det samme er hans kone. Men Anna får kniven på struben på en helt anden måde. Derfor får de to søskende, trods en medfødt disposition, der er fælles for dem begge – en struttende livsappetit og generøsitet – en helt forskellig udvikling (herunder på det etiske plan) og skæbne.

Stepan Oblonskij er dog ikke den næstvigtigste figur i romanen. En hovedperson af samme væsentlighed som Anna er Konstantin Levin, en ven af Stepan og desuden forelsket i dennes svigerinde Kitty. På en måde danner Levin en kontrast til de to Oblonskij-søskendes temperament og skæbne. Af temperament er han ligeså depressiv og aggressiv, som de to er muntre og milde af sig. Levin tager livet tungt. Han vil gerne gøre tingene ordentligt, og da han er født som herremand, betyder det, at han grubler dybt over, hvordan han kan forvalte sin jord og sit dyrehold bedre – særlig grubler han over sit forhold til bønderne.

På det tidspunkt, hvor romanen foregår, er livegenskabet ophørt, og bønder og godsejere prøver at finde sig til rette med nye måder at organisere landbruget på. Socialistiske og kommunistiske idéer er i omløb. Levin er ikke kommunist, selvom han prøver at engagere bønderne mere i arbejdet ved hjælp af oprettelsen af mindre arbejdskollektiver indenfor udvalgte områder. Han foretrækker at gøre det som andelsvæsen – Levin er ikke modstander af ejendomsret. Han vil reformere landbruget på en anden måde.

Det bliver hurtigt tydeligt for læseren, at Levin er talerør for Tolstojs egne teorier på dette område, og at han også etisk eksemplificerer et alternativ til Anna Kareninas og hendes kreds’  livsform. Tolstoj betoner Levins som en sundere vej. Det lykkes for eksempel Levin at blive gift med den kvinde, han elsker – mens kærligheden i lidenskabelig forstand var en side af ægteskabet, Anna ikke havde taget højde for, da hun som ung blev gift med en tyve år ældre mand, der var hende erotisk og følelsesmæssigt ligegyldig.

Levin udgør også en kontrast til Annas elsker Vronskij i den forstand, at han beskæftiger sig med noget, som Tolstoj betragter som mere virkeligt og nyttigt end de abstrakte former for beskæftigelse, bylivet byder på. Karriereræset indenfor politik og militær beskrives som tomme strukturer, der holder folk på afstand af det betydningsfulde i livet. De to mænd i Annas liv repræsenterer hver sit af disse to områder. Ægtemanden, Aleksej Karenins, arbejde i et ministerium bliver et udtryk for hans almene livsfjernhed, manglende evne til at kontakte nogen form for lidenskab eller dybere mening. Og elskeren, Aleksej Vronskij (det er ikke tilfældigt, at han bærer det samme fornavn som ægtemanden) er officer, gør tjeneste som ritmester og er født i en velhavende grevefamilie. Før sin forelskelse i Anna lever han som de fleste unge mænd af sin klasse et muntert liv uden noget særligt moralsk kompas udover på udvalgte (ikke alt for vanskelige) områder. Også han optræder ved en sammenligning med Levin som et eksempel på livsfjernhed. Hos ham bliver denne (som hos Annas bror Stepan) til overfladisk livsnydelse. Hos Karenin bliver den til en indtørring af sjælen.

Men det kendetegner Tolstojs værker, at man ikke let kan sætte et punktum for nogen af personerne i netop etisk eller åndelig forstand. Skønt Levin som sagt tydeligt er et talerør for forfatterens egne sympatier (Tolstoj havde slet ikke behøvet at danne hans efternavn ud fra sit eget fornavn, Lev), har hans valg af livsindstilling også sine åbenbare faldgruber og ulemper. Og omvendt er hverken Anna, Karenin eller Vronskij rene ‘livsmisforståelser’. Der er meget godt og fint i dem alle, de kæmper alle en brav kamp, ikke kun med deres egne personlige fejl, men også med det, der er forkert og forkrøblende i de herskende samfundsnormer. Tolstoj stiller det hele frem på bordet, og læseren kan så selv forholde sig til det.

Herunder følger flere billeder fra bogpræsentationen.

S3820005 copy

Museumsdirektøren holder sin velkomsttale.

S3820012 copy

Den Danske Ambassades repræsentant taler (på dansk med tolk) om de diplomatiske forbindelser mellem Danmark og Rusland i et historisk lys.

S3820023 copy

Den ene beåndede taler efter den anden…

S3820027 copy

… slår sig løs i høj akademisk stil.

S3820020 copy

Publikum holdes i ånde.

S3820040 copy

Aftenens æresgæst, Marie Tetzlaff – som viste sig at være svær at fotografere, da hun gestikulerede ligeså levende som en italiener og var i konstant bevægelse. Men festligt var det at se på. I forgrunden ses bogen, der præsenteres: Anna Karenina på dansk i to bind.

Tetzlaff med bogen                                 Alle fotos er © M. Pontoppidan 2018.