H. C. Andersens liv

Hans Christian Andersen er uden tvivl en af de mest berømte og elskede europæiske forfattere. Selv om han skrev flere skuespil og romaner, blev han først og fremmest kendt for sine kunsteventyr. Den grimme ælling, som til slut blev til en fin svane, den forfinede prinsesse, som erobrede den gamle dronnings hjerte ved at have mærket ærten, som var skjult blandt en masse tykke madrasser og dyner, den opfindsomme soldat og hans fyrtøj – jeg tager ikke fejl, hvis jeg siger, at alle, som læser dette, er bekendt med disse figurer fra deres barndom, og der er intet mærkeligt ved, at Andersens eventyr er de mest oversatte tekster i verden efter Bibelen. Men hans værker er ikke kun af stor interesse for børn. Eventyrene, Andersen skabte, er dobbeltbundede og inneholder en masse dybe filosofiske og religiøse tanker, tragiske og romantiske refleksioner over livet og bitter ironi, som gemmer sig bag dagligsprog og enkle handlinger. Og der findes en ting til, som gør Andersens eventyr til noget helt specielt. De fleste af dem er hovedsagelig præget af menneskelige lidelser og døden, som er beskrevet så skarpt og intenst, livagtigt og rørende, at det nogle gange er næsten umuligt at holde tårerne tilbage. Tænk bare på den lille pige, som ikke havde noget bedre end et par svovlstikker til at varme sig ved og endte med at fryse ihjel, mens folk fejrede juleaften, havde det dejligt og morsomt i deres varme huse, beundrede juletræ med lys på og spiste dejlig mad.  Andersen rører de dybeste strenge i sjælen på både voksne og børn. Og det, synes jeg, er netop derfor, man sætter så stor pris på hans eventyr. 

Tommelise

Tommelise sætter ud. Kilde: az.lib.ru .

Det forekommer klart, at for at kunne beskrive tragiske hændelser så enkelt og samtidig så dybt med de rigtige ord, uden at overdrive, må man have en særlig tung skæbne og opleve det, man skriver om. Selv om Andersen blev verdensberømt, mens han levede og var en feteret gæst både hos den danske og den europæiske adel, fandt han aldrig ro. Grunden til det finder vi i forfatterens barndom. Hans familie var ikke så rig, det er bedre at sige, den var fattig, og den bestod af tolv mennesker, som alle boede sammen på et værelse. Hans bedstefar blev ofte regnet for gal, fordi han plejede at skære træfigurer, som var en sær blanding af mennesker og dyr. Hans Christian var et ganske nervøst og følsomt barn, og jo ældre han blev, desto værre blev situationen. Han voksede op til en klodset, tynd og ranglet teenager og blev flov over sit udseende. Derfor var det vanskeligt for drengen at stå sig godt med sine jævnaldrende, han følte sig ensom og på en måde ved siden af. Han var også bange for at gå i skole, fordi lærerne praktiserede pryglestraf der. Etter nogen tid skiftede han skole, men lærte sig aldrig at skrive fejlfrit, selv om det lyder morsomt, at den verdensberømte forfatter var dårlig til retskrivning og grammatik. Minderne om skoletiden blev til Andersens mareridt. Men alt dette gjorde ham til den, som han er, og bidrog til hans digtning.

IMG_0918-08-05-18-03-54

Billedet er taget fra denne polske side.

Gennem hele sit liv fortsatte Andersen med at være en særling. Han var bange for at blive røvet og for at miste sit pas, var livræd for at brænde inde (og derfor havde han altid et tov med sig for at kunne komme ud af huset, hvis der opstod brand). Han led altid af tandpine og mente, at hans talent stod i sammenhæng med, hvor mange tænder han havde i munden. Digteren kunne ikke give slip på tanken om, at nogen en dag ville forgifte ham. Da børn over hele Danmark samlede penge ind og sendte en kæmpestor konfektæske til deres elskede forfatter, blev Andersen grebet af panik og videresendte gaven til sin familie. Og det er bare nogle få af hans særheder.

Andersen giftede sig aldrig og fik ingen børn. I ungdommen var han ikke populær hos pigerne, fordi han ikke var en flot mand, rent bortset fra hans sære opførsel. Digteren blev ramt af den første og eneste kærlighed, da han var rundt regnet 40 år gammel. Hans udkårne – Jenny Lind – halvt så gammel som ham og kaldte ham for bror eller lille. Hendes følelser havde ikke noget med romantik at gøre. Siden giftede hun sig med en pianist, og Andersens hjerte blev knust. 

Hvis du beder en, som har læst Andersens eventyr, men ingenting ved om Andersen selv, om at beskrive forfatterens personlighed, ville man næppe forestille sig en ekscentrisk, sær mand, som var bange for næsten alt i sit liv, og ikke var så glad for børn til trods for, at de udgjorde en stor del af hans læserskare. Men Andersen var først og fremmest en vidunderlig kunstner, og derfor, synes jeg, skal han ikke bedømmes som et almindeligt menneske. På trods af – eller på grund af, hvem ved? –  alle sine særheder er Andersen foreviget i sine værker, de værker, som blev skabt af den enestående forfatter, den eneste af sin slags, for det var kun Andersen, som kunne beskrive de mest triste og dramatiske handlinger sådan, at de giver håb og heler hver læsers sjæl.