Den danske medieverden: Seminar med Iben Thranholm

IMG_0876 Seminar med Iben Thranholm

Foto Elvira Krylova 2017.

D. 11. november 2017 gæstede den danske journalist Iben Thranholm Moskva Statsuniversitet for at holde et seminar om den danske medieverden. Hvordan er den bygget op? Hvordan ser en dansk journalistuddannelse ud, og hvordan er samspillet i praksis mellem de forskellige medier? Hvordan adskiller en dansk journalists vilkår sig fra en russisk journalists? Iben Thranholm har her en særlig mulighed for at sammenligne, da hun foruden en årelang karriere i danske trykte medier og radio (bl.a. som klummeskribent for Kristeligt Dagblad og journalist for Radio 24syv) også har optrådt i russiske medier som RT.

Til seminaret deltog foruden MSUs egne studerende og undervisere også kolleger og danskstuderende fra byens andre universiteter. Iben Thranholm var optaget af at engagere de studerende i samtale. Det lykkedes. De russiske studerende, som ellers kan være præget af større generthed end danske, der fra en tidlig alder er blevet opdraget til altid at sige deres mening, havde her mange spørgsmål og kommentarer at bidrage med. Emnet var naturligvis også lige til højrebenet for dem. Det er vigtigt for dem at kunne forstå de danske mediers sprog og konventioner for at kunne orientere sig i et dansk debatlandskab. Og selvom vi danskere ikke selv så ofte er bevidste om det, så ligger der konkrete historiske forudsætninger til grund for de fleste af vores begreber og tilgange, som kan være endog meget svære at gennemskue for en udlænding. Iben Thranholm måtte således gribe helt tilbage til Georg Brandes og det moderne gennembrud for at forklare præmisserne for debatten her mere end et århundrede senere.

Efter seminaret interviewede journalisten de studerende til brug for en artikel i Udfordringen, som man kan læse her. Her fortælles også nærmere om seminarets forløb.

IMG_0878 bes

De studerende lytter koncentreret. Foto Elvira Krylova 2017.

Til opfølgningen på seminaret i vores timer kommenterede de studerende blandt andet: “Under sit foredrag fortalte Iben om de aviser, som hun har arbejdet hos. Jeg blev virkelig overrasket over at høre, at man i de kristne og eksistentielle aviser skriver om nogle politiske emner. Det var ikke indlysende for mig, at religion og politik kan omtales på det samme niveau. Jeg følte ikke den forbindelse før.”