Genfødsel

(En novelle)

Det ville være for dårligt af mrs. Crowe at beklage sig over sit liv. Hun stammede fra en temmelig velhavende familie i Melbourne, hendes forældre (må de hvile i fred) holdt inderligt af hende, og protesterede næsten ikke engang, da hun erklærede sin faste hensigt om at gifte sig med en ”gartnersøn” (som forældrene havde døbt ham), John Crowe, og så bekostede de hendes udstyr og gav dem deres velsignelse.

De to bosatte sig i det sydlige Victoria, ikke så langt fra den park hvor John arbejdede som sin fars medhjælper. De havde et beskedent hus i Yarram, ét med en velplejet have og et lysthus, hvor mrs. Crowe plejede at sidde og drikke te med Madeleinekager, mens hun rettede sine elevers stile.

Lige efter de var blevet gift, inviterede John hende ofte med sig hen på sit arbejde i parken, og de tilbragte hele dagen iblandt skyggefulde træer med at nyde kilders hvisken i skovens lummerhed. Af og til overnattede de i en vagthytte næsten i selve skoven, og så blev de vækket af virkelige fuglekoncerter.

I juni blev det jo tidligt mørkt. Om aftenen, når det var lige ved at begynde at skumre, spillede John ”By the light of the silvery moon” på trompet og bagefter hviskede han alle mulige slags kærlige ord i hendes øre.

De blev velsignede med to vidunderlige sønner – Will (efter hans morfar) og John Junior. Velsignelsen var dobbelt: Den anden var, da begge to kom ubeskadigede tilbage fra krigen. Den ældste giftede sig med Sara, lige efter han var tilbage fra fronten. Hvad angår John, så tog han til Melbourne for at tage en uddannelse og blev boende der, og det lykkedes ham på én eller anden måde at bevare et venskabeligt forhold til alle sine fem ekskoner og syv børn (det yngste af dem, Charlie, var blevet seks ugen før).

På deres gamle dage nåede mr. og mrs. Crowe at rejse lidt rundt og at fejre deres oldebarns første fødselsdag. Men i juli 1965 gik John bort. Han havde livet et fuldt liv, og hans dø var let, Gud give alle en så fredelig død i deres søvn.

Efter at hun var blevet enke, flyttede mrs. Crowe lidt efter lidt over i vagthytten i parken. For gammelt venskabs skyld lod man hende bo der, formelt som parkbetjent, skønt hun faktisk fodrede fugle og hjalp med blomsterbedet foran parkens indgang. Hun ville ikke blive i det gamle hus i Yarram og bo sammen med Wills familie. Verden havde jo forandret sig meget i løbet af så mange år, derfor følte mrs. Crowe sig noget tryggere her i vagthytten. Iøvrigt besøgte Will hende ofte og tog hendes børnebørn med sig, foruden sin kones bagværk og nogle bøger.

I sin fritid plejede hun at sidde ude på verandaen, i lænestolen under en lampe med en cremefarvet skærm. Om vinteren havde hun for vane at hylle sig ind i et sjal og et tæppe, at lave en kop te, at lægge nogle af sine yndlingskager på underkoppen og at læse.

Årene havde sparet hendes klare forstand og hukommelse. Det ville også være latterligt at klage over sin helbredstilstand – det kunne være meget værre. Et langt liv var blevet hende til del. Der var sket så meget, både glæder og sorger, men glæderne var dog talrigere. Man kunne i sandhed kalde hende det lykkeligste blandt mennesker.

Og alligevel følte hun sig af og til lidt ensom, den slags ensomhed som ikke kan drives væk af små børn, og heller ikke af hendes børnebørn eller bøger. Hun knyede ikke mod sin skæbne, men hun savnede dog sin John. Hun sad og tænkte tilbage på sit unge selv, hvordan hun plejede at drømme her, i den selvsamme park, om at de som to små gamlinge skulle gå rundt hånd i hånd og fnise over fjollede unge… På sådanne morgener, så skyede og mørke, at man ikke kunne forstå, om det virkelig var morgen eller aften, følte hun det især stærkt. De levede sammen næsten til deres guldbryllup, men nu var ti lange år gået siden hans død…

Det var søndag. Som altid kastede mrs. Crowe sjalet over skuldrene og gik ud på verandaen for at læse. Bogen var ikke ny, ”Den afrikanske farm” af Karen Blixen, men hun havde aldrig læst den. Hun syntes, den var ret spændende og rørende. I dag sang fuglene særlig højt og skønt, og derfor ville hun ikke tænde radioen.

Men da hun netop havde læst sig ind i teksten og lagt omkring femten sider bag sig, hørte hun pludselig en lyd, som fik hendes hjerte til at springe et slag over. Hun lagde bogen bort på bordet og tog brillerne af, idet de hang i et bånd om hendes hals. Hun spidsede øren.

Bag det uharmoniske kor af stære, husskader, bjældefugle, fløjter, papegøjer og panterfugle kunne hun af og til vagt skelne nogen spille trompet. De enkelte noder, som hun kunne høre, lød gådefuldt kendte. Mrs. Crowe stod op, lagde tæppet skyndsomt ned i lænestolen, tog en lanterne fra standen og gik tvivlende over til træerne.

Hun blev med hvert skridt mere og mere sikker på, at hun ikke hørte syner. Nogen måtte spille ”By the light of the silvery moon” i skoven. Mrs. Crowes hjerte bankede, som sådan en gammel ladys hjerte ikke skal, hendes hænder rystede lidt, hendes åndedræt gik i stå. Hun måtte standse op for hver tre eller fire skridt, fordi hun turde ikke gå videre.

Men melodien forlokkede hende, og efter hvert ophold lyttede hun og gik dog flere skridt hen i retning af den hemmelige og uhåndgribelige musiker. Af og til forekom det hende, at hun var tæt på ham, og så omvendt svandt lyden – da ville hun skynde sig og hagede sit sjal fast i grene og snublede over rødder. Her, her var den, så nær!

Og pludselig var hun på en lille, dæmpet belyst skovlysning. Og hendes svagtseende øjne kunne skelne en let hvidlig tåge forude…

Men da hun havde set bedre efter, forstod mrs. Crowe, at det var – stående med sine pragtfulde fjer udbredt – en lyrehale. Den kiggede opmærksomt på hende med sine perlelignende, sorte øjne, og af én eller anden grund løb den ikke væk i buskene. Den åbnede næbbet og udbrød ”bilik-bilik”, og så bøjede den hovedet til side og klikkede lige som en kameralukker.

”Hvor er du en herlig fugl”, smilede mrs. Crowe. Efter at hun havde stået lidt uden at give en lyd, tilføjede hun: ”Ja så, held og lykke til dig, skat”.

Og så drejede hun sig og ville gå tilbage og ikke forstyrre musikeren, men pludselig bilikkede den igen og sagde klart og tydeligt:

”Jeg elsker dig”.

Med hendes unge mands stemme.

Mrs. Crowe stivnede. Hun vendte sig om mod fuglen uden at virkelig se noget for sig, men lige da besluttede lyrehalen, at den ikke særlig godt kunne lide dette menneske og flyttede sig væk, blot vinkede den farvel med sin hale.

Lyrehalen, som mrs. Crowe døbte John for sjov, udså sig et sted ikke langt væk fra hendes vagthytte. Den næste gang de sås, kom hun ikke tomhændet ud, men med et glas fuldt af fårekyllinger. Det forsonede tilsyneladende fuglen med hendes tilstedeværelse.

Hun gav den nogle godbidder af og til, og snart begyndte John selv at komme dertil fra skoven. Han elskede at synge og lod én stryge ham, og det begejstrede især børn. Der kom også en journalist, som skulle have skrevet en artikel om dem for en lokal avis. Men ingen, og helt sikkert ikke journalisten, havde mrs. Crowe fortalt, hvilke to andre ”melodier” fra Johns repertoire, hun kendte. John selv fremførte dem ikke foran andre mennesker af én eller anden grund. Måske var han genert.

Og forunderligt nok forsvandt ensomheden lidt efter lidt.

I må ikke tro noget dårligt om mrs. Crowe. Hun gjorde sig meget klart, at lyrehalen John var bare en fugl. Men hun havde bundet sig meget til ham. Hun kunne godt lide, hvor morsomt han løb rundt og drejede sit hoved, selvom hendes hjerte blødte af én eller anden grund, når hun så det. Om aftenen hørte de af og til radio sammen, og engang efterabede John værten vanvittigt grinagtigt. Han kunne åbenbart godt lide, når hun fnisede som en lille pige.

Erindringerne om fortiden blev der ligesom trukket et dække henover, som om John så at sige havde dækket dem med sine fine, sarte halefjer, og derfor fandt hun en egen smag i nutiden, som om mrs. Crowe var ung igen. Og sådan gik tiden videre.

Sommeren i 1980-81 blev varm. Omkring midten af december steg temperaturen endda til syvogtredive grader, og det blev heller ikke køligere i januar. Mrs. Crowe havde lige, treogfirs år gammel, fejret sit ældste oldebarns konfirmation og tilbragte meget tid på sin veranda nær ved parken.

Det var en fredelig dag. Omkring middag kom John, skjulte sig i skyggen og bad bare om lidt at drikke af og til. Mrs. Crowe fyldte så hans fugleskål med vand fra en kande og sprøjtede hans fjer med en vandforstøver.

Hun følte sig sløj. Fordi det var så varmt, var hun lidt svimmel, altså læste hun ikke. Hun kiggede bare på parkens gæster, som gik forbi, smilede svagt til dem og nikkede, af og til flyttede hun blikket op til himlen. Hun lyttede til radioen. I den senere tid sendte man ofte ”The Beatles”. Ikke at mrs. Crowe havde noget imod det.

”Sikke en dejlig dag, ikke, John?” spurgte hun pludselig. ”Jeg er bare lidt søvnig”.

Lyrehalen løftede blikket til hende og tav lidt, men så sagde han:

”Jeg elsker dig”.

Denne lille pause foran hans ytring fik mrs. Crowe at føle både smerte og varme i hjertet. Måske forstod han endnu mere om dette liv end hun selv.

”Kom, lille skat”, sagde hun, hendes hånd strakte sig ud mod fuglen.

John humpede hen til hende, ligesom uvilligt. Hun aede hans fjedrede hals og lagde hovedet tilbage på lænestolens ryg. Der begyndte en ny sang i radioen, og hun kunne ikke huske at have hørt den før. I’m happy, hope you’re happy too…

”Du var et under. Et Guds under…” mumlede hun smilende. ”Tak, min kære John”.

Refrænet spillede to gange. I begyndelsen af den anden sov mrs. Crowe da ind, uden at holde op med at smile.

Hun vågnede aldrig op igen. Netop der i lænestolen blev hun fundet. Og på hendes knæ lå der, dækket af hendes udtørrede hånd, en gammel, men dog smuk og velplejet lyrehale.

(Oversat fra russisk af forfatteren)