Ansigter blandt ikoner: Dokumentarfilm om den russisk-ortodokse kirke i dag

I maj 2017 var et filmhold fra den internationale nyhedstjeneste Catholic News Service i Moskva og Sankt Petersborg for at optage en dokumentarfilm om russisk-ortodokse kristne i dag. Hvordan har kirken det nu, 100 år efter revolutionen, og en generation efter Sovjetunionens sammenbrud? Under det kommunistiske styre blev alle trosretninger forfulgt, man havde en ambition om at skabe en rent ateistisk stat. Den ortodokse kirke blev forfulgt strengere end de øvrige trossamfund, fordi den i tsartiden havde haft tætte bånd til statsmagten. Derfor blev den set som et arnested for kontrarevolutionær virksomhed. Flertallet af kirker og klostre blev jævnet med jorden eller ombygget til andre formål – fabrikker, lagerrum, eller i Solovetsk-klosterets tilfælde, den første gulag – og hundredetusinder af præster, munke og nonner blev dræbt.

Moskva havde været en by med en kirke på hvert gadehjørne. Ligesom Oxford kaldes byen med “the dreaming spires” var Moskva “de gyldne kuplers by”, en middelalderby på alder med Ribe. Dens ansigt blev helt ændret, da guldet, mosaikkerne og de hvide mure i vid udstrækning blev fjernet, og Stalins strenge arkitektur og Khrusjtjovs sociale boligbyggeri erstattede dem.

I dag bygges der mange kirker i Moskva. Kristi Frelsers kirke, et af byens vartegn, som Stalin sprængte i luften i 1930’erne, ligger der påny og ser ud, som den gjorde for 100 år siden. Den er genopført sten for sten, alt er forsøgt genskabt, som det var. Og på de russiske landeveje kan man møde omvandrende ikonmalere, der drager fra kirke til kirke for at restaurere de fresker, som kommunisterne har skuret af væggene.

Der sker meget i russisk trosliv i dag, men hvad? Filmen giver et bud gennem interviews med mange forskellige russere – kendte skikkelser fra kirkens top veksler med almindelige kirkegængere, gejstlige med lægfolk. Det aktuelle forhold mellem kirke og stat berøres også i filmen.

Maria Gnevsjeva, en af vores danskstuderende, der selv er troende ortodoks, blev interviewet til filmen. Nu har hendes medvirken skabt interesse fra dansk side for et nyt interview. Det er fint for de studerende, at det danske lektorat kan være en international kontaktflade, som åbner dem muligheder vestover.

Selv blev jeg ansat som medproducer på filmen i kraft af mit lokalkendskab til kirker og klostre i Moskva, til østkirkens teologi og til måden, man praktisk manøvrerer på i en russisk-ortodoks socialsfære. Jeg hjalp med at skaffe interviewpersoner, assistere ved interviews – og fik tilmed min “egen” fotograf med rundt i byen til at skaffe materiale til billedsiden. Jeg skulle fortælle ham, hvor og hvad vi skulle filme. Det tog jeg som en stor tillidserklæring fra instruktørens side, og gjorde mit bedste for at leve op til den. Derfor var det en personlig glæde (og lettelse!) at se, hvor mange af “mine” billeder, der kom med i den færdige film. Og et privilegium at arbejde sammen med professionelle, når man selv kom fra en anden sfære.

Jeg kunne godt lide både den organisatoriske side af filmproduktion og jagtaspektet med at gå efter det bedste visuelle motiv, den æstetiske indstilling, der skulle svare til filmens overordnede idé. Det var også dejligt at opleve holdarbejdsaspektet. Jeg blev klar over, hvor vigtigt det er (af en lang række praktiske grunde) at være to ude sammen, en producer og en fotograf, når man skal optage billedmateriale. Både de russiske og de amerikanske deltagere var ekstremt kompetente folk, så jeg lærte meget.

Faces Among Icons: Courtesy Catholic News Service

Thumbnail: Foto © Robert Duncan / CNS 2017