Moskvaskitser

Vores udsendte medarbejder Lena Starostina rapporterer om sine erfaringer som guide.

Sidst i marts havde vi Danske Dage, vi fejrede danskfagets halvtredsårsjubilæum. Der kom gæster fra Danmark for at deltage i denne fest.

Vejret har været dejligt i Moskva dette forår. Da gæsterne kom, begyndte en snestorm pludselig, og så regnede det, og vinden blæste, så man mistede huen. Typisk Moskva! Men selv dette sødeste vejr kunne ikke stoppe de danske gæster fra at gå tur gennem det gamle bycentrum.

Jeg blev guide for Niels Grønkjær. Vi mødtes i receptionen på hotel Bagration, hvor de fleste af gæsterne boede. Da Niels kiggede ud ad døren, spurgte han, om det ville blive værre. “Det kan det godt”, svarede jeg, idet jeg viskede våd sne bort fra frakken. Niels skaffede en paraply fra receptionen (som en ægte ridder), og så gik vi.

Moskva guidet tur

Foto © Lena Starostina 2017.

Niels ville gerne se mange ting. Da jeg fik brevet med prioriteterne, måtte jeg regne efter, hvad vi reelt kunne nå at se i den korte tid, vi havde. Min plan var så, at vi skulle se Dostojevskijmuseet (indtil da havde jeg ikke engang vidst, at der fandtes sådan ét i Moskva), men da det først åbner kl. 11, kunne vi nyde en tur til fods derhen fra hotellet.

Der var flere rutevarianter. Man kunne gå langs Kremls mure, men det ville jo have været for banalt, og jeg var godt klar over, at gæsterne skulle vises rundt i Kreml af en professionel guide alligevel. Så foreslog jeg, at vi kunne gå gennem Moskvas største boulevarder i stedet for. Der findes flere. Det sagde Niels ja til, og så gjorde vi det.

Moskva er stor. Uofficielt regnet bor her, så vidt jeg ved, omkring 20 millioner mennesker. Men det refererer til det nye Moskva, mens det gamle var en en by af mere eller mindre normal europæisk størrelse. Således ligger for eksempel Dostojevskijmuseet i den gamle bys udkant, men fra Bagration (næsten i centrum) er der ikke mere end omkring seks kilometer. Det er ikke så langt, vel? Interessant er også, at Moskva, også de centrale dele, bestandig bliver ombygget. Gennem århundrederne er Moskva blevet en slags stor mosaik af stile og epoker. Her kan man finde fine kirker fra 1600-tallet eller enorme kæmper af glas og beton.

På vejen prøvede jeg at tale lidt om arkitektur, men det er ikke det interessanteste emne, vel? Takket være Niels blev det snart en meget dejlig snak med forbindelse til den russiske litteratur fra det 19. og 20. århundrede. Vi kunne søge efter et par eksempler på, hvordan husene i Tolstojs “Krig og fred” kunne have set ud, eller hvordan Moskva var på Gorkijs tid (vi fik skam også set hans eget hus!). Der var også mange monumenter over forskellige forfattere, og det var en god lejlighed til at fortælle lidt om dem og diskutere lidt, om børn skal læse klassiske romaner så tidligt, som de gør, i skolen (og hvilke).

Men så var vi endelig ved museet (hvor ingen vind blæser!). Man ser et stort gult hus. Men det er jo ikke Dostojevskijs hjem, det er det sygehus, hvor hans far arbejdede. Jeg tror, det er det eneste sygehus, jeg kender, hvor der i gården står et monument over en forfatter (og ikke en læge).

Museet selv er faktisk ret lille. Der var tre værelser, som tilhørte familien, de er nu rekonstrueret efter Dostojevskijs lillebrors memoirer. De er ikke så store til en familie, som bestod af ti mennesker (jeg anede ikke, at Dostojevskij havde så mange søskende!), men fulde af minder. Jeg vil selvfølgelig ikke beskrive alt, hvad man kan se der. Men hvem kunne gætte, at forfatterens barndom var så varm!..

Jeg finder det så besynderligt, at man, selvom man bor i en by, først opdager dens hemmeligheder, når man viser den til en gæst. Men måske er det bedst på den måde.