Om H. Ibsens tidlige historiske skuespil

Ibsens monument i NorgeDen berømte norske dramatiker Henrik Ibsen er far til “det nye teater”. Sådan kaldes en teaterbevægelse fra slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede. Den er karakteriseret ved symbolisme, at emnet udvikler sig meget langsomt, og at man analyserer komplicerede psykologiske og filosofiske problemer.

Ibsens tidligste stykker drejer sig imidlertid ikke om nutiden, men derimod om oldtidshistorie. Hans første stykke, “Catilina”, beretter om den berømte romerske sammensvorne, Ciceros modstander. Man henfører stykkerne fra 1852-57 til Ibsens “Bergenperiode”, og de er dedikerede til den tidlige middelalder i Skandinavien. Ibsen forholder sig ofte til folklore og gamle sagaer – det er også typisk for senromantikken. Han omformer i sit stykke “Hærmændene på Helgeland” den berømte myte om Sigurd (som faktisk er gjort kristen her).

Hærmændene paa Helgeland - bogDet var imidlertid ikke det stykke, som gjorde ham berømt i hele Norge – det var “Gildet på Solhaug”, hvor det drejer sig om en begærlig rigmand, som hedder Bengt. Man dræber ham allerede med det første slag, og ikke engang hans stridsøkse med sølvhåndtag hjælper ham. Stykket blev først præsenteret i Rusland i 1855, og i 1894 oversatte en berømt sølvalderdigter, Konstantin Balmont, balladen om bjergkongen fra stykket “Peer Gynt”, og mange andre af Ibsens digte.