Farverige gevandter og Magtens stavefejl: To digte af Niels Broen

Nina Møller Andersen takkede i 2016 af som formand for Lektoratsudvalget, og på lektorernes sommermøde i august blev hun retmæssigt hyldet som Den Gode Fe, og den danske lektor i Granada, Niels Broen, deklamerede to digte, som han havde tilegnet hende.
Vi har fået lov at bringe dem på vores hjemmeside, da de – ud over at være en hyldest til Nina – også hylder det danske sprog og arbejdet med det på smuk vis.

Flemming Flindt

Den danske koreograf og danser Flemming Flindt. Foto fra Alcethron.com


Og så jeg dig ikke i farverige gevandter?

Husker du, da vi forsøgte at bøje verbet at elske i bydeform?
Det var vores oprør mod bondepietisme og de possessive pronominer.

Vi knælede for etruskerne og venusaltret, mens blikket uærbødigt flakkede efter vestalinder og gladiatorers symmetri,
efter ballerinaer og spillemænd. Du kiggede efter Flemming Flindt og jeg efter Vivi. Mon vi søgte i redundans?
Søgte vi forgæves?

For normaliteten antog også form af imperativ,
selv for uregelmæssige verber som os,
og som ungarere, finner og estere
aldrig rigtig vil kunne føle dansk,
fordi de ingen præpositioner har,
men blot et spinkelt suffiks,
vil vi aldrig kunne affinde os med morfologiens forudsigelighed,
snarere søger vi en molekylær grammatik,
organisk som kun ord kan være det.

 

Magtens stavefejl

Jeg elsker stavefejl, ikke de meningsforstyrrende naturligvis,
men dem der er tro mod det talte sprog,
mod bevægelsen og tankens smidighed.
Stavefejl virker som en rød klud foran pedantens monokel, minder mig om det fri menneske mod kirken, den fordomsfri tanke, uden stavekontrol.

Jeg elsker stavefejl, ikke de graverende naturligvis,
men dem der gør dansk lettere for nydanskere,
for ordblinde og for børn.
Stavefejl er en slags oprør mod konventionerne, uden spindoktor, minder mig om en uafbrudt bevidsthedsstrøm, H. C. Andersen og Niels Bohr.

De elsker stavefejl, ikke deres egne naturligvis,
men mine eller dine,
eller deres fjenders.
Stavefejl understøtter deres elitære verden,
minder dem om formens tilsyneladende overlegenhed;
og indholdets manglende formåen,
om analfabeter og deres egen lykkes smed.

Men under sproget gemmer sig en sandhed,
ældre end alle stavefejl,
som kroppen under tøjet,
byen uden biler.
Et sub-morfologisk jordlag, hvor den ordløse kærlighed flyder,
helt tilbage fra den gang, hvor hverken historien eller sproget var til.
Først var stilheden
og stilheden talte…