Hulemaler i det 21. århundrede: Anne Gyrite Schütt

Anne Gyrite Schütt og Aleksandr Pusjkin. Foto © M. Pontoppidan.

I november var Moskva Statsuniversitet vært for et seminar med billedkunstner Anne Gyrite Schütt. En af de ganske få danske malere, der gør historiske maleteknikker, især renæssancens, til sit udgangspunkt, og som har de gamle mestre som sine forbilleder snarere end kunstnere fra det seneste århundrede.

Schütt udgør også en undtagelse i sin forkærlighed for portrætkunst. Det gælder både portrætter af mennesker og dyr. Hun er optaget af at fange dyrs personlighed på lærredet; blandt de foretrukne dyrearter er grisen. Hun arbejder tillige med konceptbaserede billedserier, som for eksempel pausen og kropssyn over tid.

De studerende forberedte sig grundigt til seminaret ved at læse om andre danske billedkunstnere og danne sig et billede af den danske kunstscene; ved at skrive stile om deres egne russiske yndlingsbilleder (så de kunne konversere gæsten); og ved at foretage en billedanalyse af et af kunstnerens egne værker, et portræt af en ung mand, som aktuelt deltager i udstillingen Portræt NU 2017Frederiksborg Slot.

Danmark set fra en by i Rusland har fået lov til at gengive en reproduktion af dette portræt. Sammen med det bringer vi tre af de studerendes personlige refleksioner over det.

Portræt NU 2017

Marina: Det er et billede, som introducerer en renæssance for mennesker fra vores tid. Drengen, som vises i dette kunstværk, er et symbol på ungdom. Det forekommer mig næsten, at der er tre personer i ham: Jesus Kristus, Hamlet og en almindelig dreng. Hamlets problemer og Jesu Kristi smerter forsvinder, når drengen tager telefonen. Den er frelsen fra disse problemer og smerter. Og renæssancen som historisk periode satte mennesket i verdens centrum. Måske, hvis billedet viser det, kan det kun ske nu med moderne teknologi, og den kan udvide vores horisonter.

Gæsten med de danskstuderende. Foto © M. Pontoppidan.

Lena: Vi ser en ung mand på billedet. Baggrunden bag ham er gylden med et ornament af vinstokke, som meget ligner dén, som man plejede at have i kirker. Én af hans hænder ligger på en hovedskal, man kan derfor blive mindet om en genre indenfor den nordiske renæssance, der hedder “Vanitas”. I den anden hånd har han en mobiltelefon. Han laver tilsyneladende en selfie med et spejls hjælp.
I
renæssancen var en hovedskal et symbol på, hvordan vores liv er kort og uvæsentligt for evigheden. Her tror jeg, det er lavet lidt ironisk. Vi ser kun en del af hovedskallen – den unge mand lægger ikke så meget vægt på den, den ligner faktisk mere en pæn accessory.
Mennesket er igen i universets centrum, som det var i renæssancen. Men hvad for et menneske er det? Er det en kolos eller bare en dreng med en telefon?
Hans øjne er lyseblå, men de er omgivet af skygger, og derfor er det lidt svært at bedømme, om hans blik er fuldt af lys og håb eller bekymring. Det er meget vigtigt, at et almindeligt menneske er her blandt ophøjede og religiøse symboler. Det moderne menneske har en illusion om, at selv Døden er besejret af det, men denne illusion er ustabil. Vi er stadig lavet af kød og blod. Vi er meget stolte af os selv, men vi ved ikke engang, hvordan vi skal kigge os selv i øjnene. Og hvis dét her virkelig er et telefonbillede, så ved vi besked, at den unge mand ser ikke sine øjne i spejlet, men kameraet. Han søger efter noget i os – i mennesker som han ikke engang kender.

Polina: Den unge mand repræsenterer en ny generation. Han er flot, men hans øjne er i skygge, så først troede jeg, at de var tomme.(*) Det kan betyde, at i dag er unge mennesker søde og smukke på ydersiden, men de kan være grusomme og onde på indersiden.
Manden holder en mobiltelefon, og den er tæt på hans hoved. Der er også et kranium nederst i billedet, og han berører det knapt nok. Mens manden er en ny generation, repræsenterer kraniet en ældre generation, og vi kan se, at telefoner og teknologi er vigtige ting i unge menneskers liv, men de unge har liden eller ingen forbindelse med de gamle.

(*) Det bør nævnes, at de studerende fik en ufærdig version af billedet at se, så det er den, de kommenterer ud fra. Da var der færre detaljer (og flere ‘skygger’) i udførelsen.

“Hvert strøg skal være sanset og bevidst.” Foto © Katerina Firsova.

Til seminaret fortalte kunstneren om sin tilgang til faget. Hvorfor er det efter fotografiets og filmens opfindelse overhovedet relevant at tegne og male i dag – og at male figurativt? For at svare tog hun udgangspunkt i sine erfaringer som retssalstegner.
Schütt tegner til retssager for diverse danske medier (TV2, BT, Ekstra Bladet med flere), og har dækket nogle af Danmarks højest profilerede retssager, herunder flere terrorsager og sagen mod Amagermanden. Man må ikke fotografere i retssalen, fordi det er at gå for tæt på den anklagede. Men med en tegning bibeholder man en distance, der lader personen bevare sin værdighed. Et foto er helt ufiltreret, det udstiller den fotograferede som et purt objekt, men en tegning er altid en fortolkning og dermed subjektiv – hver eneste streg på den er passeret gennem tegnerens bevidsthed og er resultatet af et bevidst valg. I det er der en omsorg for det enkelte menneske.

skitsebogen

Skitsebogen. Den viste skitse er dog (NB!) ikke fra en retssal, men fra en almindelig café. Foto © Katerina Firsova.

“Jeg har fundet ud af,” siger kunstneren, “at når man skal afbilde et menneske sandfærdigt, så kan man kun gøre det ved – i situationen – at lægge alle domme fra sig og være helt åben. Det betyder ikke, at man ikke skal se de dårlige ting – man kan netop kun se både dem og de gode ting helt klart, hvis man lader alt være, som det er i det givne øjeblik. Det er en kærlighedsgerning. Det har ikke noget at gøre med at lade stå til overfor det destruktive. Det er blot den eneste måde at se klart på.”

En retssalstegner har den samme udfordring som en journalist, at alt skal produceres i øjeblikket her og nu, og straks ekspederes videre til medierne. Sagen mod Amagermanden var speciel, fordi der var så megen opmærksomhed på den, at alt for mange mennesker ville ind og være tilskuere i retten. Derfor måtte retssalsbetjentene afvise en hel flok af de fremmødte. Der er altid reserveret et par pladser til medierepræsentanter på forhånd, men ved denne lejlighed var der ikke nok. Heller ikke til Anne Gyrite Schütt.

Skitsebogen betragtes opmærksomt

Skitsebogen betragtes opmærksomt. Heller ikke disse skitser er fra retssager: Tegneren har altid sin bog med på rejse, og “indfanger” ansigter overalt. Foto © Katerina Firsova.

Men hun var snu. Hun ræsonnerede: ‘En retssag varer længe, og der er helt sikkert nogle, der bliver trætte og går efter nogen tid. Måske til frokost.’
Tegneren blev stående på pladsen, da de andre gik. Retsbetjentene lagde mærke til hende, og efter et par timer sagde én af dem: “Nu er der en ledig plads derinde, kom bare.”
Da hun kom ind på avisredaktionen, blev ikke alene tegningerne revet væk, men hun blev også bedt om at beskrive sit indtryk af serieforbryderen og retssagen. Næste dag var hendes tegning og ord på BTs spiseseddel, og om aftenen i DR.
“Erfaringen af, hvordan alle disse mediefolk,” sagde hun, “stod midt i al deres teknologi – skærme og computere – og ventede åndeløst på min tegning – som jeg havde udført efter stort set samme metode, som hulemalerne gjorde for tredivetusind år siden – var for mig en sejr for det ældgamle håndværk.”
Man kan kalde tegningen for virkelighed med værdighed.

I sidste del af seminaret fortalte Anne Gyrite Schütt om det portræt af den engelske konge Richard III, som hun malede i anledning af hans genbegravelse i Leicesters katedral i marts 2015. Hun deltog i events omkring begravelsesceremonien, der var en stor begivenhed i England.

Richard III

Richard III malet af en ukendt kunstner. Billedet er fra slutningen af det 16. århundrede, altså malet posthumt. Billedet er hentet her og er © National Portrait Gallery London.

Da kongens kiste stod nogle dage i katedralen, og folk kunne komme og hilse på ham, dukkede der (til arrangørernes overraskelse) mellem tre- og firetusind mennesker op hver dag. Fundet af kongens rester under en parkeringsplads i Leicester havde rørt ved en nerve hos briterne. Det er svært at sige hvorfor, men måske hænger det sammen med drømmen fra Ringenes Herre om, at “Kongen vender tilbage”. Tolkien skrev sin store roman, fordi han mente, at englænderne manglede deres egen myteverden. I Ringenes Herre spiller kongefiguren en afgørende rolle for overvindelsen af det onde.

Aragorn

Savner englænderne en rigtig konge?

Richard III har som bekendt lidt under et meget dårligt ry, men som Schütt fortalte, er det i høj grad Shakespeares stykke, der er skyld i det; og Shakespeares arbejdsgivere var Tudorfamilien, der overtog kongemagten efter Richards nederlag og død på Bosworth Field d. 22. august 1485. De havde brug for at legitimere deres magt, og hvad kunne være bedre til den brug end en skildring af modparten som en åndeligt og fysisk deform barnemorder?
Imidlertid er der historisk ikke noget grundlag for at hævde, at Richard dræbte sine to nevøer, og der er historikere, der mener, at han slet ikke var nogen dårlig konge. Han tog sin stilling alvorligt og prøvede at leve efter de gamle ridderidealer. Den sidste Plantagenet-konge var også den sidste engelske konge, der red forrest i et slag. I dag ser man meget få politikere (i eller udenfor Storbritannien) tage nogen form for personlig risiko på deres job.

Den britiske komedieserie “Horrible Histories” skrev en sang, der gjorde op med myterne om Richard som en samvittighedsløs skurk; her kan man høre den til en billedside fra BBC-serien “The White Queen”, hvor Richard (spillet af Aneurin Barnard) var en af personerne.

Mange af historierne og mysterierne forbundet med Richard III får vi nok aldrig svar på. Men det, der nu toner frem i historieskrivningen, er en splinterny fortolkning af ham. Hans knogler kunne desuden give nogle svar: For eksempel var hans ryg faktisk krum – han led af skoliose. Og skaderne på knoglerne svarer til de beretninger om hans endeligt, som er overleveret.

Anne Gyrite Schütts portræt af kong Richard er enestående på den måde, at det er malet efter hans tids egne konventioner og med dens teknikker, og alligevel er en nutidig fortolkning af hans personlighed; og at det er det eneste eksisterende portræt, hvor kongen er malet i historisk korrekt dragt. For de øvrige eksisterende portrætter er alle malet posthumt i Tudortiden, og giver kongen Tudordragt på. På Schütts billede er han malet i tøj som det, han virkelig kan have båret.

Portrættet er endnu ikke publiceret på nettet. Men når det kommer, håber vi, at vi også får lov at gengive det her.

Under alle omstændigheder var de studerende helt opslugt af beretningen om billedet, kongen og historien bag. Vi fik nogle fantastiske indsigter i samspillet mellem den historiske research, det praktiske håndværk og den personlige inspiration.

mgu-foran-hovedbygningen-lille

Kunstneren foran MSUs hovedbygning. Foto © M. Pontoppidan.

Seminaret med billedkunstneren blev en stor oplevelse for de studerende, som bagefter beskrev foredraget som “fuldt af sjæl”. Anne Gyrite Schütt var en pragtfuld gæst at have, og vi håber, hun vil vende tilbage til Moskva snart.