”Det syvende segl” (instrueret af Ingmar Bergman) og dens indflydelse på filmkunsten

SeventhsealposterEn af den svenske instruktør Ingmar Bergmans største successer, nemlig ”Det sjunde inseglet” (dansk: Det syvende segl), begyndte i 1954 som teaterstykket ”Trämålning” (dansk: Træmaleri). Tre år senere sammenkaldte Bergman en stærk skuespillerbesætning for at overføre stykket til film. Dens herkomst kan man godt se: Det er helt åbenbart, at vi ser skærmbilledet af et teaterstykke, og derfor taber filmen somme tider sin fascinationskraft, men historien, filmen fortæller, er fascinerende…

Snart blev ”Det syvende segl” en anerkendt klassiker. I dag er det et af af de højst rangerede skandinaviske mesterstykker og står side om side med sådanne værker fra det tyvende århundrede som Bertolt Brechts stykker, Alfred Hitchcocks film, Mikhail Bulgakovs bøger, Pablo Picassos malerier og Stan Lees tegneserier.

Historien er sat i 1300-tallets Sverige, som hærges af pesten. En johanitterridder, Antonius Block (Max von Sydow) og hans væbner (Gunnar Björnstrand) vender hjem fra et korstog. På stranden ser ridderen Døden (Bengt Ekerot), der vil gøre krav på hans liv. Ridderen foreslår at spille skak på den betingelse, at han skal leve, så længe han forbliver ubesejret. På vejen hjem træffer ridderen og væbneren et skuepillerpar (Nils Poppe og Bibi Andersson) og redder en stum tjenestepige (Gunnel Lindblom) fra voldtægt. Ridderen prøver at snyde Døden og vælter skakbrikkerne – hans eneste resultat er at give skuespillerne tid til at undvige lejren – men døden husker brikkernes stilling. Til sidst når vandrerne ridderens borg og møder ridderens kone (Inga Landgré), men den næste morgen bliver ridderen, hans kone og væbner samt tjenestepigen taget af døden alligevel, imens de læser Biblen.

Bergmans film indeholder mange lag, der er knyttet til karaktererne, og er fyldt med mange henvisninger. Efter min mening er de tre vigtigste:

Le Petit Journal

Massedød under en koleraepidemi (1912). Wikimedia Commons.

- Titlen. Den er et citat fra Biblen: “Og da Lammet havde åbnet det syvende segl, var der stilhed i himlen i omtrent en halv time” (Johannes’ Åbenbaring 8:1). Traditionelt forstås denne passage som apokalypsens begyndelse.

- Fremstillingen af døden. I filmen er Døden personificeret som Manden med leen, eng. Grim Reaper. På trods af mange fortolkninger af døden havde dette billede været ukendt før 1847, men derefter blev det fast forbundet med døden.

- Dødedansen som slutscenen. Dette motiv opstod i 1350’erne efter middelalderens voldsomste pestepidemi og blev til et af hovedmotiverne i fatalistiske værker op til i dag (se for eksempel ”Totentanz af det tyske band Die Streuner). Dets hovedidé er, at døden når alle uanset position i livet: rige og fattige, mænd og kvinder, syndere og helgener.

Filmens indflydelse var stor, og i dag ser vi mange detajler fra den i moderne kunst som en selvfølge eller klichéer. Blandt andet kan man tage to almindelige emner op:

humorous-reapers

Døden og The Simpsons og Family Guy. Billederne er taget fra et blogindlæg på 5thcolor.

- spillet med Døden i et forsøg at besejre den (se f. eks. Bill & Ted’s Bogus Journey 1991),

– afbildningen af døden: en sort kappe og en le er det obligatoriske tilbehør i alle fremstillinger.

Nogle film bruger Det syvende segl mere eller mindre direkte i deres handling. Det bedste eksempel er fra filmen ”Last Action Hero (dansk: Den sidste actionhelt, instrueret af John McTiernan, 1993): i kulminationen søger Bergmans Død (Ian McKellen) ved hjælp af en magisk biografbillet, der kan åbne gange mellem vores verden og filmenes, efter en såret actionhelt (Arnold Schwarzenegger) i New York. Efter at Døden har fundet ham, siger Manden med leen, at han bare var nysgerrig – helten findes ikke på Dødens liste (denne scene illustrerer hovedpersonens ord om, at actionhelten ikke kan dø, så længe filmene med ham har succes). Ærlig talt har McKellens spil dog ingenting med Ekerots at gøre: McKellen fremstiller Døden som fåmælt, langsom og jernhård, mens Ekerots Død også kan have humoristisk sans og mere lyst til at snakke med sine ofre.

Desuden gav ”Det syvende segl” også anledning til parodi (fra ét synspunkt kan man se hele ”Bill & Ted’s Bogus Journey” som én), for eksempel ”The Seventh Skol”, som igen beviser Bergmans påvirkning overalt.

Et andet eksempel på en slags åben henvisning til Bergmans værk er en svensk film ”Arn – Riket vid vägens slut (dansk: Arn: Riget ved vejens ende, instrueret af Peter Flinth, 2008) efter Jan Guillous trilogi: i filmens begyndelse (omkring 1187) vender Arn Magnusson, en tempelridder, hjem til Sverige fra Det Hellige Land efter en tyveårig bodstjeneste. Sandt at sige er ”Det syvende segl” ikke den eneste inspirationskilde for Guillou: Hele [intrigen]/[tråden] med Arns redning af Saladin skal have været lånt fra Sir Walter Scotts ”The Talisman, men det er et helt andet emne.

Andre film kopierer fra eller henviser til mesterværket fra 1957, dog på en skjult måde. Og selv hvis en manuskriptforfatter ikke havde ”Det syvende segl” i tankerne, kan Bergmans inspiration godt føles. Herunder vil jeg prøve at vise sådanne paralleller i en ved første øjekast helt anderledes film, ”Himmerige” (Kingdom of Heaven, instrueret af Ridley Scott, 2005):

     Seventh-Seal-Poster  OG   kingdom-of-heaven-5303296f8b722

– Begge filmtitler er direkte bibelcitater: Johannes’ Åbenbaring 8:1 i ”Det syvende segl”, Matthæusevangeliet 3:2 og andre i ”Kingdom of Heaven”.

– Tilstedeværelsen af en johanitterridder: i ”Det syvende segl” hovedpersonen selv, i ”Kingdom of Heaven” hovedpersonens gode ven (David Thewlis).

– I begge film spiller et skakspil en vigtig rolle: i ”Det syvende segl” er det et ledemotiv, en baggrund for hele historien; i ”Kingdom of Heaven” bliver hovedpersonen Balian (Orlando Bloom) belært af kong Baldwin (Alexander Potts) under et skakspil.

– I begge film er der en reflektion over Dødedansen: i ”Det syvende segl” snakker væbneren om det med maleren, der har malet dansen på kirkevæggene; i ”Kingdom of Heaven” kigger Balian på den dans, der er malet på væggene i hans nye hus og læser inskriptionen.

– Hovedpersonen (i begge film en ridder), der er forbundet med korstogene, tvivler på Guds eksistens. I ”Det syvende segl” snakker Antonius om det med døden – ridderen siger, at han var parat til at dø, hvis han vidste helt sikkert, at Gud fandtes: ”Jeg vil viden, ikke tro!” siger han. I ”Kingdom of Heaven” drager Balian til Jerusalem for at finde trøst i troen, men ”Gud taler ikke med mig, selv på bakken, hvor Kristus døde”, og så begynder han at tvivle og finder rationelle forklaringer på Biblens mirakler. I begge film får vi ikke klare svar om Guds eksistens: Døden spekulerer kun, og johanitterridderen siger til Balian, at Guds tavshed ikke modbeviser hans eksistens.

For at afslutte: Ingmar Bergmans ”Det syvende segl” blev vældig indflydelsesrig i filmkunsten – der findes direkte citater fra filmen (som for eksempel i ”Den sidste actionhelt” eller ”Bill & Ted’s Bogus Journey”, hvor nogle scener afgjort var tilrettelagt ligesom i ”Det syvende segl”), indirekte men klare henvisninger (som i ”Arn: Riget ved vejens ende”), og endelig hele lånte detaljer i handlingen (som i ”Kingdom of Heaven”). Hvilken slutning kan vi drage? Jeg tror, alle kunne finde deres, men min er: ved sammenligning af en god historie og en god fremførelse vil den første altid vinde. Ikke?..