Bornholms trolddom: en studietur

Foto © Aleksandra Golovkova 2019

I maj besøgte vi Danmarks fortryllede klippeø, Bornholm. Vi vil gerne dele oplevelsen med jer i de studerendes egne ord og billeder. Det er blevet til syv fantastiske fortællinger:

Anastasija S.: Danske Bornholm er et sted, der taler til fantasien. Østersøen, den kolde vind, solen, de smilende mennesker – alt dette skaber en følelse af en kontinuerlig, altopslugende, men endnu ukendt glæde. Folk her hænger ikke gardiner for vinduerne, fordi de ikke har nogen til at gemme sig for; bruger ikke skarpt, elektrisk lys, fordi de har nok lys indvendig; før middag synger de salmer, fordi de lever i fællesskab med Gud. Al natur her er mættet med solens stråler, som vælder ud over de endeløse marker af gule blomster (raps, red.), som man ikke kan få nok af at beundre – de oplyser, som en anden sol, selv natten med klart strålende lys, som om de har absorberet dagen.



Fotos © Viktorija Timofejenko 2019

Anastasija S. (fortsat): Tidligt om morgenen dækker tågen gaderne og markerne i landsbyen Nylars, og man går ud på balkonen for at tage en slurk af utroligt frisk luft mættet med noget forunderligt flygtigt for én selv. Det er noget, der hurtigt trænger ind i én, og man bliver en anden person – den person man altid har ønsket at være for at leve et fuldt liv i harmoni med sig selv.
Når man betragter indersiden af ​​Nylars Rundkirke, tænker man ufrivilligt på de mennesker, der boede her tidligere, på bornholmernes liv, hvis historie strækker sig over mange århundreder. Følte de sig, som jeg gør nu? Var de lykkelige?



Foto © Aleksandra Golovkova 2019

Anastasija S. (fortsat): Her hilser Helligdomsklipperne, der har inspireret så mange kunstnere til at male bevægende malerier, én med en varm regn, og bølgerne pisker ind over hinanden og brydes mod sten ved foden af ​​klipperne. Alt er helt anderledes her. Ligesom på en anden planet.
Har du nogensinde prøvet at tælle, hvor mange stjerner der er på Bornholmshimlen?

Gleb: I Danmark følte jeg påny, hvor interessante mennesker er. Hvor interessant at bruge tid sammen med dem, når de spiser suppe. Hvor interessant det er at se, hvilke bøger der er på deres hylde, og forestille sig, at denne gamle udgave af “Kristin Lavransdatter ” fik J. fra sin bedstemor, og han gemmer den som sin mest værdifulde erindring om hende. Hvordan man kan leve for de enkle ting i livet, og hvordan man kan slukke for bymenneskets uendelige tankestrøm.


Foto © Aleksandra Golovkova 2019. Se også apophasis.dk

Gleb (fortsat): Samtidig betyder denne “enkelhed” ikke “primitivitet”, de herlige J. og C. formår at fylde deres hjem og deres liv med en meget vigtig mening, som står sjælen nær. Det lader til, at hvis de lukkede deres øjne for en dag og faldt ind i sig selv, ville de ikke kede sig. Vi opbygger alle sammen gennem hele verdenshistoriens forløb en stor myte om mennesket, og danskerne elsker deres myte meget højt. For dem er der intet valg eller konflikt mellem kristen og hedensk i historien – de elsker deres historie og respekterer den; de forsøger at finde det vigtigste i ting og begivenheder, sådan som det var under aftenmødet med de lokale bornholmske borgere, da folk ikke kom for forelæsningerne eller kagernes skyld (selvom kage er meget vigtig!), men fordi det er vidunderligt at være sammen.


Møde med ægte bornholmsktalende. Foto © Aleksandra Baljuk 2019

Gleb (fortsat): Det er dejligt at rejse adskillige tusinde kilometer til næsten en anden planet og møde hyggelige og hjælpsomme mennesker. Alt dette inspirerer meget til at leve og elske livet, og jeg vil gerne tro på, at jeg ikke kun har set det, men også forstået det.


At forstå livet påny i et dansk hjem. Foto © Viktorija Timofejenko 2019

Maria G.: Turen lykkedes til overmål, og det er tydeligt hvorfor: trods det, at øen er forholdsvis lille, er Bornholm rig på natur og inviterer til lange gåture. Vi så mange smukke steder.






Blandt oplevelserne var den danske bøgeskov inklusiv blodbøg og troldske, mossede klipper (red.) Fotokavalkade © Aleksandra Golovkova 2019.

Maria G. (fortsat): Sidst på dagen, når jeg gik i seng, følte jeg mig behageligt træt, og det er tegnet på en god rejse. Vi tilbragte omkring otte timer på vej dertil, idet vi først fløj til København og så i Sverige gik om bord på en færge, der transporterede os til øen. Helligdomsklipperne gjorde det største indtryk på mig, at klatre i våde klipper efter regn — det er en udfordring, men vi klarede det. Vi søgte desperat efter grotten “Sorte Gryde” og troede, at vi ikke ville finde den, men det faldt anderledes ud. Vi fandt en bro, der førte til den, vi var allerede ustoppelige.

Maria G. (fortsat): Det er en utrolig følelse, når du klatrer på sten, og en bølge med mellemrum vil slå dig ned, men du holder fast. Man kan forsøge at forestille sig, hvordan det var, men jeg tror, at de følelser, vi oplevede, er vanskelige at beskrive. Man skal føle det selv.




Klippefotos © Aleksandra Golovkova 2019

Maria G. (fortsat): Folk i Danmark er helt forskellige fra russerne, ligesom alle europæere, men den behagelige omgangstone, når man kommunikerer med dem, frigør én, og og man får lyst til at give dem varme tilbage. På turen var der også vanskeligheder, for eksempel skete der på den sidste dag en ulykke på havet, så havnen blev spærret, og vi måtte købe flybilletter til København og flyve væk fra den lokale lille lufthavn. Vi endte i samme båd med en kvinde, der også måtte købe sin datter en flybillet. Hun kørte nogle af os, herunder mig, til lufthavnen. Sådan er dansk solidaritet. Vi talte med hende, og det var overraskende, at vi trods aldersforskellen talte som venner! Mens vi ventede på vores fly, sad vi på en cafe i lufthavnen og sang danske sange sammen, hvem kunne have forestillet sig det? Folk fortvivlede ikke, men fandt tværtimod straks de positive aspekter ved situationen. Det er beundringsværdigt, russerne er ikke så gode til at bevare roen.


Foto © Aleksandra Golovkova 2019

Anastasija B.: Jeg tror, at kun få vil modsige mig, hvis jeg siger, at Bornholm er et direkte fortryllet sted, og at alting her er smittet med en eller anden uforklarlig, utrolig styrkende kraft, der gør én i stand til at ånde energien dybere ind. Selvom vi kun var på øen i under en uge, fik vi et hav af indtryk og blandt dem var der ikke et eneste negativt!
Mit første indtryk på øen var en simpelthen usandsynlig natur: Her er både maleriske klipper og hemmelighedsfulde skove, hvor der, som de lokale beboere siger, bor trolde; og svimlende mangefarvede marker, blomstrende træer og et hav, der det ene øjeblik er klart blåt og det næste koldt, gråt og brusende. Men under den sol, som her ses meget oftere end i resten af Danmark, tager disse skønne udsigter sig endnu bedre ud. Når man prøver at fotografere dem, kan fotoapparatet ikke få hele skønheden med: Trolddom kan man ikke fastholde, man kan kun se den.









Troldsk skønhed: Kan den afbildes? Foto © Aleksandra Golovkova 2019, minus det sidste, som er © Maria Grigorjeva 2019.

Anastasija B. (fortsat): Bornholm er en lille ø, men ikke desto mindre var vores program utroligt omfangsrigt, og vi besøgte mange interessante seværdigheder. Allerbedst finder jeg den tredje dag: på den var vi på Bornholms kunstmuseum, og bagefter gik vi ud til Helligdomsklipperne. Kunstmuseet forheksede mig, fordi der ikke bor ret mange mennesker på Bornholm, men der er en meget stærk koncentration af kunstnere, og de er alle så talentfulde. Jeg elsker kunst og lever for kunst, og det er en stor glæde og stor inspiration! Og Helligdomsklipperne er grunden til, at vi kom til øen, tænker jeg. Det regnede, og der var meget glat. Vi var en lille smule bange, men vi klatrede alligevel ned i Sorte Gryde og udforskede den endog. Så mange positive følelser! Men det største indtryk var menneskene. Bornholmere er meget gode, hjælpsomme og åbenhjertige. På Bornholm elsker man livet.

Holdet med de livselskende værter. Foto © Nylars præstegård.

Aleksandra: Da vi ankom til Bornholm, sagde en af os: «Det er ligesom Tyskland». Jeg stod med cigaretten på færgens dæk, så teglstenene på Rønnes hustage og tænkte, at det kunne være meget uhøfligt at snakke med bornholmere om Tyskland. Jeg ville nemlig ikke lyve: Jeg vil ikke specialisere mig i Skandinavien. Jeg troede, at den danske kultur altid måtte forblive fremmed for mig, selvom jeg har fundet nogle danske træk i mig selv, som ikke kan komme fra den russiske eller tyske kultur. Dog er min frygt ikke gået i opfyldelse. Johannes og Cæcilie og de andre bornholmere var forberedt at omringe enhver med gæstfrihed og… hygge.
Nogle gange syntes jeg, at alt var overdrevent hyggeligt for mig. Jeg ville bryde ud af cirklen, gå ud på balkonen, lukke mine øjne, så jeg ikke kunne se rapsmarken, og tænke:«Fortjener jeg virkelig alt det gode, som omgiver mig her?».


Bornholms tegltage: For hyggelige til denne verden? (red.)
Foto © Aleksandra Golovkova 2019.

Aleksandra (fortsat): Bagefter har jeg uventet forstået: livet på Bornholm er egentlig det liv, som jeg vil gerne have en dag. Men nu er jeg ikke så vis, opmærksom og menneskelig at leve med naturen og føle dens hjerteslag, at fylde enhver lille del med betydning og mening. På Bornholm er de i hver detalje: i de keramiske fisk, som Johannes’ far selv har lavet, i Østerlars rundkirkes vægmalerier, i rapsmarkens flettede hegn, i mosset på stenen, i salmebogen, som Cæcilie delte ud til os forud for aftensmaden, i den indviklede melodi til sangen «Der står en lind i min faders gård…». For mig var det ligesom en drøm: «Se! Her er dobbelte vinduer i bussen, derfor kan man se fem sole! Men på fotoet flettes de sammen… – Jeg har allerede fortalt om det til jer: ligesom det er med enhver magi, kan man ikke fotografere dette. Man kan kun se det!».

Viktorija: Der er dejligt og stille på Bornholm. Jeg lærte, at raps er meget vigtigt for den skandinaviske kultur. Det er en dejlig plante. Der er også mange dyr på Bornholm. Vi så tyre, heste og harer. Vi kælede også med en kat i Rønne og kaldte en hund Donut i nærheden af Rytterknægten.






Bornholmerdyr inklusiv hunden Donut. Andet samt sidste foto © Viktorija Timofejenko 2019. Resten © Aleksandra Golovkova 2019

Viktorija (fortsat): Helligdomsklipperne imponerede mig meget. På Bornholm fandt vi smuk og spændende natur. Skoven fascinerede os. Det blev klart, hvorfor lokalbefolkningen troede på trolde. Her kan man føle forbindelsen med den mystiske natur og med den anden verden. Tågen synes at skjule mange mysterier. Det mindede mig om gamle myter og sagaer. Det var min første tur, og jeg er sikker på, at jeg vil komme tilbage dertil.

Asija: Hvert menneske har sin egen opfattelse, der er betinget af personlig erfaring. Jævnligt finder der et erkendelsesforløb sted, når man støder på noget nyt. Det er, hvad der sker, når noget, man kun lige har mødt, vækker genklang med noget dybt i én selv, noget, der føles hjemligt og meget vigtigt. Under en rejse til Bornholm gennemlevede jeg sådan en “genkendelse”, tilmed mere end én gang. Den første var et bekendtskab med middelalderdanskeres dagligdag i Hammershus.

Foto © Maria Grigorjeva 2019
Selvom vores dagligdag er vældig forskellig, så gør det at gå på steder, hvor der for ottehundrede år siden vandrede aldeles anderledes mennesker rundt med et andet verdensbillede, at man kommer i en særlig stemning.
Du fatter, at de træer og sten, som du går ligegyldigt forbi, for dem var noget andet med en fremmedartet betydning. Det er altid interessant.



Foto © Maria Grigorjeva 2019.