Genfødsel

(En novelle)

Det ville være for dårligt af mrs. Crowe at beklage sig over sit liv. Hun stammede fra en temmelig velhavende familie i Melbourne, hendes forældre (må de hvile i fred) holdt inderligt af hende, og protesterede næsten ikke engang, da hun erklærede sin faste hensigt om at gifte sig med en ”gartnersøn” (som forældrene havde døbt ham), John Crowe, og så bekostede de hendes udstyr og gav dem deres velsignelse.

De to bosatte sig i det sydlige Victoria, ikke så langt fra den park hvor John arbejdede som sin fars medhjælper. De havde et beskedent hus i Yarram, ét med en velplejet have og et lysthus, hvor mrs. Crowe plejede at sidde og drikke te med Madeleinekager, mens hun rettede sine elevers stile.

Lige efter de var blevet gift, inviterede John hende ofte med sig hen på sit arbejde i parken, og de tilbragte hele dagen iblandt skyggefulde træer med at nyde kilders hvisken i skovens lummerhed. Af og til overnattede de i en vagthytte næsten i selve skoven, og så blev de vækket af virkelige fuglekoncerter.

I juni blev det jo tidligt mørkt. Om aftenen, når det var lige ved at begynde at skumre, spillede John ”By the light of the silvery moon” på trompet og bagefter hviskede han alle mulige slags kærlige ord i hendes øre.

De blev velsignede med to vidunderlige sønner – Will (efter hans morfar) og John Junior. Velsignelsen var dobbelt: Den anden var, da begge to kom ubeskadigede tilbage fra krigen. Den ældste giftede sig med Sara, lige efter han var tilbage fra fronten. Hvad angår John, så tog han til Melbourne for at tage en uddannelse og blev boende der, og det lykkedes ham på én eller anden måde at bevare et venskabeligt forhold til alle sine fem ekskoner og syv børn (det yngste af dem, Charlie, var blevet seks ugen før).

På deres gamle dage nåede mr. og mrs. Crowe at rejse lidt rundt og at fejre deres oldebarns første fødselsdag. Men i juli 1965 gik John bort. Han havde livet et fuldt liv, og hans dø var let, Gud give alle en så fredelig død i deres søvn.

Efter at hun var blevet enke, flyttede mrs. Crowe lidt efter lidt over i vagthytten i parken. For gammelt venskabs skyld lod man hende bo der, formelt som parkbetjent, skønt hun faktisk fodrede fugle og hjalp med blomsterbedet foran parkens indgang. Hun ville ikke blive i det gamle hus i Yarram og bo sammen med Wills familie. Verden havde jo forandret sig meget i løbet af så mange år, derfor følte mrs. Crowe sig noget tryggere her i vagthytten. Iøvrigt besøgte Will hende ofte og tog hendes børnebørn med sig, foruden sin kones bagværk og nogle bøger.

I sin fritid plejede hun at sidde ude på verandaen, i lænestolen under en lampe med en cremefarvet skærm. Om vinteren havde hun for vane at hylle sig ind i et sjal og et tæppe, at lave en kop te, at lægge nogle af sine yndlingskager på underkoppen og at læse.

Årene havde sparet hendes klare forstand og hukommelse. Det ville også være latterligt at klage over sin helbredstilstand – det kunne være meget værre. Et langt liv var blevet hende til del. Der var sket så meget, både glæder og sorger, men glæderne var dog talrigere. Man kunne i sandhed kalde hende det lykkeligste blandt mennesker.

Og alligevel følte hun sig af og til lidt ensom, den slags ensomhed som ikke kan drives væk af små børn, og heller ikke af hendes børnebørn eller bøger. Hun knyede ikke mod sin skæbne, men hun savnede dog sin John. Hun sad og tænkte tilbage på sit unge selv, hvordan hun plejede at drømme her, i den selvsamme park, om at de som to små gamlinge skulle gå rundt hånd i hånd og fnise over fjollede unge… På sådanne morgener, så skyede og mørke, at man ikke kunne forstå, om det virkelig var morgen eller aften, følte hun det især stærkt. De levede sammen næsten til deres guldbryllup, men nu var ti lange år gået siden hans død…

Det var søndag. Som altid kastede mrs. Crowe sjalet over skuldrene og gik ud på verandaen for at læse. Bogen var ikke ny, ”Den afrikanske farm” af Karen Blixen, men hun havde aldrig læst den. Hun syntes, den var ret spændende og rørende. I dag sang fuglene særlig højt og skønt, og derfor ville hun ikke tænde radioen.

Men da hun netop havde læst sig ind i teksten og lagt omkring femten sider bag sig, hørte hun pludselig en lyd, som fik hendes hjerte til at springe et slag over. Hun lagde bogen bort på bordet og tog brillerne af, idet de hang i et bånd om hendes hals. Hun spidsede øren.

Bag det uharmoniske kor af stære, husskader, bjældefugle, fløjter, papegøjer og panterfugle kunne hun af og til vagt skelne nogen spille trompet. De enkelte noder, som hun kunne høre, lød gådefuldt kendte. Mrs. Crowe stod op, lagde tæppet skyndsomt ned i lænestolen, tog en lanterne fra standen og gik tvivlende over til træerne.

Hun blev med hvert skridt mere og mere sikker på, at hun ikke hørte syner. Nogen måtte spille ”By the light of the silvery moon” i skoven. Mrs. Crowes hjerte bankede, som sådan en gammel ladys hjerte ikke skal, hendes hænder rystede lidt, hendes åndedræt gik i stå. Hun måtte standse op for hver tre eller fire skridt, fordi hun turde ikke gå videre.

Men melodien forlokkede hende, og efter hvert ophold lyttede hun og gik dog flere skridt hen i retning af den hemmelige og uhåndgribelige musiker. Af og til forekom det hende, at hun var tæt på ham, og så omvendt svandt lyden – da ville hun skynde sig og hagede sit sjal fast i grene og snublede over rødder. Her, her var den, så nær!

Og pludselig var hun på en lille, dæmpet belyst skovlysning. Og hendes svagtseende øjne kunne skelne en let hvidlig tåge forude…

Men da hun havde set bedre efter, forstod mrs. Crowe, at det var – stående med sine pragtfulde fjer udbredt – en lyrehale. Den kiggede opmærksomt på hende med sine perlelignende, sorte øjne, og af én eller anden grund løb den ikke væk i buskene. Den åbnede næbbet og udbrød ”bilik-bilik”, og så bøjede den hovedet til side og klikkede lige som en kameralukker.

”Hvor er du en herlig fugl”, smilede mrs. Crowe. Efter at hun havde stået lidt uden at give en lyd, tilføjede hun: ”Ja så, held og lykke til dig, skat”.

Og så drejede hun sig og ville gå tilbage og ikke forstyrre musikeren, men pludselig bilikkede den igen og sagde klart og tydeligt:

”Jeg elsker dig”.

Med hendes unge mands stemme.

Mrs. Crowe stivnede. Hun vendte sig om mod fuglen uden at virkelig se noget for sig, men lige da besluttede lyrehalen, at den ikke særlig godt kunne lide dette menneske og flyttede sig væk, blot vinkede den farvel med sin hale.

Lyrehalen, som mrs. Crowe døbte John for sjov, udså sig et sted ikke langt væk fra hendes vagthytte. Den næste gang de sås, kom hun ikke tomhændet ud, men med et glas fuldt af fårekyllinger. Det forsonede tilsyneladende fuglen med hendes tilstedeværelse.

Hun gav den nogle godbidder af og til, og snart begyndte John selv at komme dertil fra skoven. Han elskede at synge og lod én stryge ham, og det begejstrede især børn. Der kom også en journalist, som skulle have skrevet en artikel om dem for en lokal avis. Men ingen, og helt sikkert ikke journalisten, havde mrs. Crowe fortalt, hvilke to andre ”melodier” fra Johns repertoire, hun kendte. John selv fremførte dem ikke foran andre mennesker af én eller anden grund. Måske var han genert.

Og forunderligt nok forsvandt ensomheden lidt efter lidt.

I må ikke tro noget dårligt om mrs. Crowe. Hun gjorde sig meget klart, at lyrehalen John var bare en fugl. Men hun havde bundet sig meget til ham. Hun kunne godt lide, hvor morsomt han løb rundt og drejede sit hoved, selvom hendes hjerte blødte af én eller anden grund, når hun så det. Om aftenen hørte de af og til radio sammen, og engang efterabede John værten vanvittigt grinagtigt. Han kunne åbenbart godt lide, når hun fnisede som en lille pige.

Erindringerne om fortiden blev der ligesom trukket et dække henover, som om John så at sige havde dækket dem med sine fine, sarte halefjer, og derfor fandt hun en egen smag i nutiden, som om mrs. Crowe var ung igen. Og sådan gik tiden videre.

Sommeren i 1980-81 blev varm. Omkring midten af december steg temperaturen endda til syvogtredive grader, og det blev heller ikke køligere i januar. Mrs. Crowe havde lige, treogfirs år gammel, fejret sit ældste oldebarns konfirmation og tilbragte meget tid på sin veranda nær ved parken.

Det var en fredelig dag. Omkring middag kom John, skjulte sig i skyggen og bad bare om lidt at drikke af og til. Mrs. Crowe fyldte så hans fugleskål med vand fra en kande og sprøjtede hans fjer med en vandforstøver.

Hun følte sig sløj. Fordi det var så varmt, var hun lidt svimmel, altså læste hun ikke. Hun kiggede bare på parkens gæster, som gik forbi, smilede svagt til dem og nikkede, af og til flyttede hun blikket op til himlen. Hun lyttede til radioen. I den senere tid sendte man ofte ”The Beatles”. Ikke at mrs. Crowe havde noget imod det.

”Sikke en dejlig dag, ikke, John?” spurgte hun pludselig. ”Jeg er bare lidt søvnig”.

Lyrehalen løftede blikket til hende og tav lidt, men så sagde han:

”Jeg elsker dig”.

Denne lille pause foran hans ytring fik mrs. Crowe at føle både smerte og varme i hjertet. Måske forstod han endnu mere om dette liv end hun selv.

”Kom, lille skat”, sagde hun, hendes hånd strakte sig ud mod fuglen.

John humpede hen til hende, ligesom uvilligt. Hun aede hans fjedrede hals og lagde hovedet tilbage på lænestolens ryg. Der begyndte en ny sang i radioen, og hun kunne ikke huske at have hørt den før. I’m happy, hope you’re happy too…

”Du var et under. Et Guds under…” mumlede hun smilende. ”Tak, min kære John”.

Refrænet spillede to gange. I begyndelsen af den anden sov mrs. Crowe da ind, uden at holde op med at smile.

Hun vågnede aldrig op igen. Netop der i lænestolen blev hun fundet. Og på hendes knæ lå der, dækket af hendes udtørrede hånd, en gammel, men dog smuk og velplejet lyrehale.

(Oversat fra russisk af forfatteren)

Udstillingsåbning i Moskva: MØDET i Emigranthuset

Portrætudstillingen MØDET af Anne Gyrite Schütt åbnede i Solzjenitsynhuset i Moskva (Dom Russkogo Zarubezja im. A. Solzjenitsyna) onsdag d. 21. februar 2018 kl. 18.00. Blandt talerne var Danmarks ambassadør i Rusland, Thomas Winkler; Dmitrij Rurikov, som var russisk ambassadør i Danmark i 2000-årene, og som deltog i arrangementet med sin hustru Jelena; og Paul Kulikovsky, oldebarn af storfyrstinde Olga (søster til den sidste tsar, Nikolaj II, og portrætteret på udstillingen), som deltog med sin hustru Ljudmila. Desuden talte kunstneren selv samt udstillingens russiske og danske kuratorer, Vera Vladimirova og M. Pontoppidan.

IMG_7838
Ambassadør Thomas Winkler smiler til portrættet af Xenia Kulikovsky-Nielsen. I montren i baggrunden er udstillet effekter fra Evgeni Pavlovskis liv. Foto © Julia Gorobets 2018.
IMG_7860
Lederen af ambassadens kulturafdeling, Galina Simonova, og ambassadøren lytter til kurator Vera Vladimirova under en rundvisning før selve åbningen. Foto © Julia Gorobets 2918.
IMG_7897
Emigranthusets stedfortrædende direktør, Vladimir Ugarov, byder velkommen. Foto © Julia Gorobets 2018.
103.AX0A7873 Vladimir Polusjin halv
Dmitrij Rurikov fortæller om dansk-russiske forbindelser. Foto © Vladimir Polusjin 2018.
IMG_7923
Paul Kulikovsky beskriver sin oplevelse af at se både sin oldemor Olga og sin mor Xenia portrætteret på udstillingen. Hans hustru Ljudmila tolker. Foto © Julia Gorobets 2018.
IMG_7948 bes
Publikum. I baggrunden til venstre ses musikerne. Foto © Julia Gorobets 2018.

En anden portrætmodelslægtning til stede ved åbningen var Vasilij Jasjtjik, oldebarn af livkosakken Timofej Jasjtjiks bror Ivan. Vasilij Jasjtjik er Youtubeblogger med kosakkulturen som emne. Hans oldeonkel, Timofej Jasjtjik, var en af de to livvagter, der ledsagede enkekejserinde Dagmar tilbage til hendes fødeland Danmark efter revolutionen, og som vogtede hende døgnet rundt til hendes død i 1928. På udstillingen er der to Jasjtjik-portrætter. Det ene viser hans nattevagt (i fuld uniform, fraregnet kosakhuen kubanka) udenfor Dagmars soveværelsedør på Hvidøre Slot i Klampenborg. Det andet viser hans tilværelse som købmand i Valby efter Dagmars død.

122.AX0A8134 Polusjin halv
Kunstneren og kosakken. Den nulevende Jasjtjik er næsten ikke til at skelne fra sin slægtning på væggen (i midten på vagttjeneste på Hvidøre og til højre som købmand i Valby). Foto © Vladimir Polusjin 2018.

Evgeni Pavlovskis ‘familie’ blev repræsenteret af Andy Sundstrøm og Guido Paevatalu, der begge var elever af Evgeni – grundlæggeren af det berømte Pavlovskis balalajkaorkester – fra de var fjorten år gamle, og som fortalte, at han for begge havde været en faderskikkelse i deres liv, der fik stor indflydelse på deres videre karriere. Da de to musikere optrådte med russiske sange i dansk oversættelse, bemærkede den russiske kurator, at “det ikke er som at høre danskere, der spiller russisk folkemusik, men russere, der har været længe væk fra Rusland…” Det vil sige, at Evgenis undervisning havde indpræget de to danske musikere med den originale sibiriske musiktradition fra begyndelsen af det tyvende århundrede – som russerne endnu i dag kan genkende, når de hører den. (Evgeni Pavlovski var født i 1912 i den sibiriske by Troitsko-Savsk). Det er et vidnesbyrd om Evgeni Pavlovskis stærke evne til at inspirere andre mennesker, at hans orkester i dag, toogfirs år efter sin stiftelse, tæller op mod tredive musikere – stort set alle danskere – der viderefører hans arbejde og bevarer folkemusikken fra det fjerne Sibirien levende og frisk i Danmark langt mod vest.

SVA_1868 М bes 2
Evgeni Pavlovskis minde hyldes med fortælling og sang af Andy Sundstrøm og Guido Paevatalu. Foto © Vjatjeslav Satjkov 2018.

Hele tre Pavlovskier er portrætteret på udstillingen: Evgeni og begge hans og hustruen Randis børn, Nina og Jurij. Randi Pavlovski kunne desværre ikke selv være til stede ved åbningen, men havde generøst doneret et righoldigt materiale til at udstille sammen med portrætterne. Evgenis gymnasieeksamensbevis fra Harbin i Kina; fotos af hans forældre, onkel og søster fra hans barndom; hans skolebøger og breve; filmen “Lad os drikke Papas skål” og musik fra orkestret, samt billeder og programmer og danske artikler om dets unikke historie. Det var med til at gøre det centrale tema på portrætudstillingen – emigranterne som menneskeskæbner – mere udfoldet.

På denne DR-optagelse fra 1968 kan man se og høre Evgeni Pavlovski selv spille og synge med sit orkester. Blandt medspillerne er også Randi Pavlovski, Andy Sundstrøms bror Alex og Guido Paevatalu.

Også Kulturcentret Assistens og Ballerup Museum havde gavmildt bidraget med udstillingsgenstande om især storfyrstinde Olga og de to livkosakker. Der var film, fotografier, bøger, kort og blomster fra Ballerup museums historiske have. Se filmen om Timofej Jasjtjik her. En særlig tak til arkæolog Caspar Andreas Jørgensen for hans omfattende assistance.

Det var bevægende at overvære, hvordan gæsterne på udstillingen blev berørt til tårer af de skildrede menneskeskæbner, der blev ekstra nærværende i kraft af, at deres efterkommere og andre nære – mennesker, der havde været tæt på de portrætterede personer og holdt af dem – var til stede og delte deres personlige minder. Det skabte en oplevelse af, at fortid og nutid et øjeblik mødtes. Udstillingen blev i mere end én forstand et MØDE: Nulevende mennesker mødte fortiden. Dansk og russisk kultur mødte hinanden.  Emigranters sorg over et tabt hjemland, de aldrig fik at se igen, mødtes med en overraskende følelse af, at “de nu var kommet hjem.”
En ting, flere af gæsterne sagde om de afdøde, var: “Det er, som om de er her i aften…” – “Jeg oplever, at min familie er her.” – “I aften kom Evgeni endelig tilbage til Rusland. Det var hans sorg, at han aldrig kom det i levende live.”
I sådan et øjeblik oplever man, at kunsten på hjerteplan stadig kan noget, man ikke kan gøre på andre måder. Også i vores kølige tidsalder. Det var smukt at være vidne til.

Fra Moskva Statsuniversitets side gjorde dansk- og svenskstuderende tjeneste som tolke og guider. Jevgenija Lovjagina tolkede til billedkunstnerens masterclass dagen efter åbningen, og Lena Starostina var tolk for kunstner og kurator, da udstillingen skulle monteres.

Projektet er gennemført med støtte fra Kong Christian den Tiendes Fond, Det Danske Kulturinstitut i Sankt Petersborg og Styrelsen for Forskning og Uddannelse under det danske Uddannelses- og Forskningsministerium. Desuden skylder vi en særskilt tak til den Danske Ambassade i Moskva samt det Danske Generalkonsulat i Sankt Petersborg for deres opbakning til projektet.

Sidst, men ikke mindst, en stor tak til alle portrætmodellerne og deres familie, der med velvilje og tålmodighed har poseret såvel som stillet deres personlige erindringer om, og fotografier af, de afdøde modeller til rådighed. Af familiemedlemmer har især prinsesse Dorrit Romanoff, hustru til prins Dimitri Romanoff (1926-2016), Solveig Thomsen, hustru til fyrst Fjodor Romodanowsky-Ladyschensky (1917-2003) og sidst, men absolut ikke mindst, Randi Pavlovski, hustru til Evgeni Pavlovski (1912-1985), givet af deres tid og opmærksomhed. Tak for, at I ville være med til at skabe dette værk.

Med kunstnerens egne ord gælder det indenfor portrætmaleri, at det er et samspil mellem kunstner og model på følgende vilkår:

Et par øjne ser på et andet par øjne,
tilstede i rummet.
Et møde på tværs af tid,
muligt ved kunstnerens hånd,
kridt fra jorden og papir fra planten.
Alle elsket af solen
i perfekt afstand,
uden at brænde,
uden at fryse til.
Kunstnerens intention og ligeså modellen,
i fælles skabelse.
Således er begge ansvarlige for værket,
da den ene ikke kan virke uden den anden.

(Anne Gyrite Schütt, oktober 2017)

Афиша 21 feb
Plakatdesign © M. Pontoppidan 2017.