Den store hane: Russisk tegnefilm med danske undertekster

Så er det blevet tid til endnu en præsentation fra vores dynamiske filmoversætterduo, Lena Starostina og Jevgenija Lovjagina.

Filmoversætterduoen. Foto Katerina Firsova 2015.
Filmoversætterduoen. Foto Katerina Firsova 2015.

Denne gang har de valgt tegnefilmen “Den store hane”, et folkeeventyr fra Pskovegnen. Det handler om en bondemand og bondekone, der bor sammen; hun har en høne som kæledyr, og han har en hane. Hønen er til nytte, fordi den lægger æg til sin grådige ejerinde, men konen håner manden, fordi hans hane ikke kan gøre det samme kunststykke… Mon det ender godt?

Underteksterne slås til ved at trykke på den lille talebobbel nederst til højre i skærmbilledet.

Moskvaskitser

Vores udsendte medarbejder Lena Starostina rapporterer om sine erfaringer som guide.

Sidst i marts havde vi Danske Dage, vi fejrede danskfagets halvtredsårsjubilæum. Der kom gæster fra Danmark for at deltage i denne fest.

Vejret har været dejligt i Moskva dette forår. Da gæsterne kom, begyndte en snestorm pludselig, og så regnede det, og vinden blæste, så man mistede huen. Typisk Moskva! Men selv dette sødeste vejr kunne ikke stoppe de danske gæster fra at gå tur gennem det gamle bycentrum.

Jeg blev guide for Niels Grønkjær. Vi mødtes i receptionen på hotel Bagration, hvor de fleste af gæsterne boede. Da Niels kiggede ud ad døren, spurgte han, om det ville blive værre. “Det kan det godt”, svarede jeg, idet jeg viskede våd sne bort fra frakken. Niels skaffede en paraply fra receptionen (som en ægte ridder), og så gik vi.

Moskva guidet tur
Foto © Lena Starostina 2017.

Niels ville gerne se mange ting. Da jeg fik brevet med prioriteterne, måtte jeg regne efter, hvad vi reelt kunne nå at se i den korte tid, vi havde. Min plan var så, at vi skulle se Dostojevskijmuseet (indtil da havde jeg ikke engang vidst, at der fandtes sådan ét i Moskva), men da det først åbner kl. 11, kunne vi nyde en tur til fods derhen fra hotellet.

Der var flere rutevarianter. Man kunne gå langs Kremls mure, men det ville jo have været for banalt, og jeg var godt klar over, at gæsterne skulle vises rundt i Kreml af en professionel guide alligevel. Så foreslog jeg, at vi kunne gå gennem Moskvas største boulevarder i stedet for. Der findes flere. Det sagde Niels ja til, og så gjorde vi det.

Moskva er stor. Uofficielt regnet bor her, så vidt jeg ved, omkring 20 millioner mennesker. Men det refererer til det nye Moskva, mens det gamle var en en by af mere eller mindre normal europæisk størrelse. Således ligger for eksempel Dostojevskijmuseet i den gamle bys udkant, men fra Bagration (næsten i centrum) er der ikke mere end omkring seks kilometer. Det er ikke så langt, vel? Interessant er også, at Moskva, også de centrale dele, bestandig bliver ombygget. Gennem århundrederne er Moskva blevet en slags stor mosaik af stile og epoker. Her kan man finde fine kirker fra 1600-tallet eller enorme kæmper af glas og beton.

På vejen prøvede jeg at tale lidt om arkitektur, men det er ikke det interessanteste emne, vel? Takket være Niels blev det snart en meget dejlig snak med forbindelse til den russiske litteratur fra det 19. og 20. århundrede. Vi kunne søge efter et par eksempler på, hvordan husene i Tolstojs “Krig og fred” kunne have set ud, eller hvordan Moskva var på Gorkijs tid (vi fik skam også set hans eget hus!). Der var også mange monumenter over forskellige forfattere, og det var en god lejlighed til at fortælle lidt om dem og diskutere lidt, om børn skal læse klassiske romaner så tidligt, som de gør, i skolen (og hvilke).

Men så var vi endelig ved museet (hvor ingen vind blæser!). Man ser et stort gult hus. Men det er jo ikke Dostojevskijs hjem, det er det sygehus, hvor hans far arbejdede. Jeg tror, det er det eneste sygehus, jeg kender, hvor der i gården står et monument over en forfatter (og ikke en læge).

Museet selv er faktisk ret lille. Der var tre værelser, som tilhørte familien, de er nu rekonstrueret efter Dostojevskijs lillebrors memoirer. De er ikke så store til en familie, som bestod af ti mennesker (jeg anede ikke, at Dostojevskij havde så mange søskende!), men fulde af minder. Jeg vil selvfølgelig ikke beskrive alt, hvad man kan se der. Men hvem kunne gætte, at forfatterens barndom var så varm!..

Jeg finder det så besynderligt, at man, selvom man bor i en by, først opdager dens hemmeligheder, når man viser den til en gæst. Men måske er det bedst på den måde.

“Sig nærmer tiden” sunget på dansk og russisk

Til årets store begivenhed, danskfagets halvtredsårsjubilæum på Moskva Statsuniversitet, optrådte de studerende med adskillige sange. Blandt dem var denne unikke udgave af St. St. Blichers “Sig nærmer tiden”, eller rettere “Præludium” fra hans digtsamling “Trækfuglene”.

catrin-welz-stein-captured-birdcage
Captured. Collage © Catrin Welz-Stein.

Aljona Podosjvina har oversat hele digtet til russisk, men vi besluttede til vores optræden at flette de to sprog sammen, så hver anden strofe synges på dansk og hver anden på russisk. Solist og guitarist er vores gæstestjerne Erit, der har svensk som hovedfag, men også tager kurser på danskfaget. Optagelsen her er ikke fra selve jubilæet, men fra en time i Pusjkinstuen.

 

Ønsker du at vinde Europamesterskabet i fodbold uden fodboldtræning? – Spørg Danmarks fodboldlandshold hvordan.

Da jeg var 16 år gammel, begyndte jeg at blive involveret i fodbold. Jeg iagttog spillerne på TV og kendte alle de berømte spillere. Dengang havde jeg ingen anelse om, at jeg siden ville knytte mit liv til det danske sprog, dansk kultur og Danmark. Men på grund af den passion for fodbold lærte jeg om Danmarks fodboldlandsholds triumf til Europamesterskabet i 1992.

Sven Simons foto
Foto © Sven Simon. Taget fra Ekstra Bladet.

“Oprindelig skulle det jugoslaviske fodboldlandshold have deltaget, men på grund af borgerkrigen i Jugoslavien blev de ekskluderet. I stedet deltog Danmarks fodboldlandshold, som var blevet nr. 2 efter Jugoslavien i deres kvalifikationspulje.” – fortæller Wikipedia.

Det er meget sjovt at vide, at mange i de danske europamestres trup ikke ønskede at deltage i konkurrencen. Lars Olsen var anføreren, og han prøvede at ringe til spillerne. Men de var på ferie, de slappede af, svømmede og lå i solen. De havde intet ønske om at stoppe ferien. De fleste af dem var over 40 år gamle mænd. Olsen kunne godt få dem samlet , men Michael Laudrup (Danmarks bedste fodboldspiller) ønskede ikke at komme tilbage fra ferie.

Foto © Kim Kastrup. Taget fra Ekstra Bladet.

Da Danmarks fodboldlandshold vandt mesterskabet og scorede to mål mod Tyskland, blev den samlede sportsverden overrasket. Det var rigtig fantastisk! Danmarks fodboldlandshold spillede med reserveholdet. De var ikke forberedt fysisk og mentalt. Richard Møller Nielsen (Danmarks landstræner i fodbold) var så chokeret! Han sagde: “Vi skulle udnytte vores talenter, uanset hvor mange vi har fået”. “Samtidig var det en fordel, at vi ikke var et helt hold af stjerner. Alle kendte deres plads. Der var ingen interne magtkampe”, – som Flemming Povlsen (angriber) sagde.

Det er den fantastiske historie om den fantastiske sejr. Da jeg hørte om den, lærte jeg, at der er et yndigt land, og der var Europas bedste fodboldhold!

Hvor skoven dog er frisk og stor! Vi synger Andersens forårssang

Nu er det forår og årets skønneste tid – både i Danmark og Moskva, hvor temperaturen har fulgtes ad længe. For nylig overhalede Moskva dog med 24 graders varme, mens danskerne endnu venter på så høje temperaturer. Men forhåbentlig ikke så meget længere. Under alle omstændigheder er bøgeskoven lysegrøn, og det har danskere til alle tider lovprist i kunst og musik. Det vil vi også gøre fra en by i Rusland!

Forår på Samsø af Rolf Nielsen
Bøgeskoven er et af Danmarks mest karakteristiske træk. Her er det Samsø, der er fotograferet sidst i april 2011 af Rolf Nielsen til Samsøposten.

De studerende har nemlig udvidet deres sangrepertoire som forberedelse til danskfagets halvtredsårsjubilæum på Moskva Statsuniversitet. Her synger de “Hvor skoven dog er frisk og stor” med tekst af H. C. Andersen. God fornøjelse og glædeligt forår til hele Danmark!

Piet Hein: den danske Leonardo da Vinci

Superaeg
Superægget – en tredimensionel udgave af superellipsen. Foto af Malene Thyssen.

Jeg har mange gange set superellipser, men jeg vidste slet ikke, at det var Piet Heins opfindelse. Det er svært at forestille sig, hvordan et menneske kan være så alsidigt – både videnskabsmand og digter, designer og opfinder.

Nu, hvor jeg har læst om ham, forstår jeg godt, hvorfor han bliver kaldt en moderne Leonardo da Vinci. Selv hans uddannelse var alsidig, han studerede filosofi og teoretisk fysik i København, han studerede også billedkunst på private malerskoler og på Kunstakademiet i Stockholm. På denne måde fik han indsigt i forskellige sider af virkeligheden, og hvordan man kan harmonisere denne virkelighed. Han interesserede sig for design som et middel til at harmonisere rum. Hans matematiske talent hjalp ham med at finde rene former som superellipse eller superæg, der blev anvendt hvor som helst. På nettet har jeg set vaser og møbler i form af superellipser, samt legetøj, smykker og skulpturer. Jeg har bemærket, at plasticægget i Kinderoverraskelsen også har superæggeformen – en tredimensionel version af superellipsen, og det var måske den første superellipse, som jeg har set i mit liv.

Den anden af Piet Heins interesser var digtning som en måde at harmonisere ord på, hvor han også har opfundet en ny form – et gruk, sammentrækning af ordene ”grin” og ”suk”. De første gruk blev publiceret i ”Politiken” som korte kommentarer til hverdagens hændelser. Lidt senere udviklede Piet Hein en fast poetisk form og skrev under digternavnet Kumbel Kumbell. Han skrev ikke kun på dansk, men også på andre sprog som engelsk og svensk. Efter min mening er det en virkelig perfekt form. Grukkene er små poetiske værker, men samtidig dybe og lakoniske, derfor lyder de smukt på forskellige sprog. Det kan tjene som en bekræftelse på kunstnerisk talent, hvis man kan sige meget med et par ord, og det kunne Piet Hein. Mit yndlingsgruk på engelsk er ”The road to wisdom”, man kan formode, at Piet Heim udviklede en slags egen filosofi i sine værker. Et af hans mest kendte danske gruk synes jeg er fantastisk:

Undskyld, jeg kan ikke gøre for det,
men jeg synes, vers skal være korte.
Hvis De synes, vers skal være lange,
må De genta mine et par gange.

I dette lille aforistiske vers forklarer han, hvordan han ser poesi i hele taget, og han gør det med humor. Derfor blev hans digte til et forbillede for retorisk kunst, og han fik dem oversæt til mere end 400 fremmedsprog.

Soma-cube-disassembled
Foto af en skilt somaterning af AarchibaWikimedia Commons.

Men det er ikke de eneste ting, som gjorde ham berømt. Han har også opfundet et kendt puslespil, Soma, hvor man skal konstruere en terning af små stykker, og et brætspil, som vi kender som Hex. På baggrund af dette ville jeg ønske, at Piet Hein og hans videnskabelige og kunstneriske opdagelser blev mere kendt i Rusland.

 

Kilder:

http://www.piethein.dk

http://web.archive.org/web/20050305223250/http://www.ctaz.com/~dmn1/hein.htm

 

 

 

Farverige gevandter og Magtens stavefejl: To digte af Niels Broen

Nina Møller Andersen takkede i 2016 af som formand for Lektoratsudvalget, og på lektorernes sommermøde i august blev hun retmæssigt hyldet som Den Gode Fe, og den danske lektor i Granada, Niels Broen, deklamerede to digte, som han havde tilegnet hende.
Vi har fået lov at bringe dem på vores hjemmeside, da de – ud over at være en hyldest til Nina – også hylder det danske sprog og arbejdet med det på smuk vis.

Flemming Flindt
Den danske koreograf og danser Flemming Flindt. Foto fra Alcethron.com


Og så jeg dig ikke i farverige gevandter?

Husker du, da vi forsøgte at bøje verbet at elske i bydeform?
Det var vores oprør mod bondepietisme og de possessive pronominer.

Vi knælede for etruskerne og venusaltret, mens blikket uærbødigt flakkede efter vestalinder og gladiatorers symmetri,
efter ballerinaer og spillemænd. Du kiggede efter Flemming Flindt og jeg efter Vivi. Mon vi søgte i redundans?
Søgte vi forgæves?

For normaliteten antog også form af imperativ,
selv for uregelmæssige verber som os,
og som ungarere, finner og estere
aldrig rigtig vil kunne føle dansk,
fordi de ingen præpositioner har,
men blot et spinkelt suffiks,
vil vi aldrig kunne affinde os med morfologiens forudsigelighed,
snarere søger vi en molekylær grammatik,
organisk som kun ord kan være det.

 

Magtens stavefejl

Jeg elsker stavefejl, ikke de meningsforstyrrende naturligvis,
men dem der er tro mod det talte sprog,
mod bevægelsen og tankens smidighed.
Stavefejl virker som en rød klud foran pedantens monokel, minder mig om det fri menneske mod kirken, den fordomsfri tanke, uden stavekontrol.

Jeg elsker stavefejl, ikke de graverende naturligvis,
men dem der gør dansk lettere for nydanskere,
for ordblinde og for børn.
Stavefejl er en slags oprør mod konventionerne, uden spindoktor, minder mig om en uafbrudt bevidsthedsstrøm, H. C. Andersen og Niels Bohr.

De elsker stavefejl, ikke deres egne naturligvis,
men mine eller dine,
eller deres fjenders.
Stavefejl understøtter deres elitære verden,
minder dem om formens tilsyneladende overlegenhed;
og indholdets manglende formåen,
om analfabeter og deres egen lykkes smed.

Men under sproget gemmer sig en sandhed,
ældre end alle stavefejl,
som kroppen under tøjet,
byen uden biler.
Et sub-morfologisk jordlag, hvor den ordløse kærlighed flyder,
helt tilbage fra den gang, hvor hverken historien eller sproget var til.
Først var stilheden
og stilheden talte…