Portrætprojekt om russiske emigranter i Danmark

Det danske lektorat på Moskva Statsuniversitet inviterer med jævne mellemrum gæster fra Danmark hertil  – forfattere, kunstnere, forskere, musikere, oversættere og andre personligheder, der har noget at fortælle. Somme tider fører invitationen ikke kun til, at russerne lærer mere dansk kultur at kende, men også til, at gæsten fatter ny interesse for Ruslands kultur, og bliver inspireret til at arbejde videre med den i dansk regi. Det er en meget givende oplevelse, når det sker.

Billedkunstner Anne Gyrite Schütt, som holdt et seminar for os på MSUs danskafdeling for nylig, var allerede interesseret i den russiske kunstverden, og havde i sommers kontaktet lektoratet for at få anbefalet gode udstillingssteder i Moskva. Jeg anbefalede blandt andre Emigranthuset ved Taganskaja-stationen.

En instruktionsvideo af Anne Gyrite Schütt om, hvordan man maler med pastel. Film: Bjarke de Koning

Emigranthuset er et smukt kulturhus med galleri, grundlagt af ingen anden end Aleksandr Solzjenitsyn til minde om den russiske diaspora – de mennesker, der efter revolutionen måtte drage i eksil. Det var især de adelige, de gejstlige og intelligentsiaen, alle, der var noget, havde noget, troede på noget eller ville noget i den gamle verdensorden. Nu arrangerer huset udstillinger om disse menneskers skæbne, men også kunstudstillinger og konferencer med andre temaer. Det er et rart sted med en helt særlig atmosfære. Under kunstnerens ophold i Moskva traf vi en aftale med husets kulturafdeling og besøgte det, og hun var begejstret. Af husets koncept blev hun inspireret til tanken om en portrætserie om de russiske emigranter i Danmark, og nu er det besluttet at realisere idéen.

I Danmark er den russiske emigranthistorie særlig interessant, fordi den sidste tsar, Nikolaj IIs, mor var dansk prinsesse: Dagmar, datter af Christian IX og dronning Louise. Da Dagmar giftede sig med den russiske tronarving, den senere tsar Aleksandr III, kom hun til at hedde Maria Fjodorovna i Rusland.

Alexander-Maria
Dagmar som kejserinde med sin kæmpemæssige, kejserlige ægtemand. Kilde: Wikimedia Commons

Efter revolutionen rejste Dagmar, nu enkekejserinde (hendes mand var død under et ophold på Krim i 1894), hjem til sit fødeland med sine hoffolk, og boede først på Amalienborg, siden på sit lystslot Hvidøre i Klampenborg til sin død. Også hendes yngste datter storfyrstinde Olga undslap bolsjevikkerne (modsat broderen Nikolaj og hans kone og fem børn, der blev brutalt myrdet med skud og bajonetstik i det hus, hvor de blev holdt fanget) og boede en årrække i Danmark på en gård i Ballerup.

Flere medlemmer af Romanovfamilien har tilknytning til, eller bor fortsat i, Danmark. Prins Dimitri Romanoff, som ville være den næste i arvefølgen, hvis Rusland fortsat var et tsardømme, er dansk gift og har i mange år arbejdet i Danske Bank. Han engagerer sig også i humanitære projekter. (Dette er en lang tradition i familien, det gjaldt også storfyrstinde Elisabeth, storfyrstinde Olga og tsarparret). Endelig var han i 2006 initiativtager til genbegravelsen af kejserinde Dagmar i Rusland, hvor hun på 140-årsdagen for sit bryllup blev stedt til hvile i Peter-Poulsfæstningen i Sankt Petersborg. Det var en mægtig begivenhed i Rusland. Russerne sørger stadig over mordet på tsarfamilien, der i dag er helgenkåret.

msroyal_family
Denne ikon af tsarfamilien kaldes “Den blødende”, da den siges mirakuløst at afgive en blodfarvet, helende væske. Fra artiklen The icons that canonized the Holy Royal Martyrs (2011).

Kort sagt, på emigrantområdet ligger mange store historier gemt. Men først og fremmest handler de russiske emigranters historie om menneskeskæbner. Om at miste sit hjem, sin identitet, sine ejendele og sine kære – selv sin historie, for de nye magthavere i Sovjetstaten gjorde, hvad de kunne, for at fjerne monumenter, der fortalte om den gamle verdens værdier, især kirker og klostre; de sprængte historiske bygninger i luften, brændte ikoner i millionvis og omskrev landets historie, så russerne ikke længere skulle kende sig selv, men kun gøre, hvad staten bød.

De russiske emigranter i Danmark magtede dog at skabe sig en ny tilværelse. Nogle af dem lykkedes det til sidst at vende hjem til deres oprindelsesland. Andre døde i Danmark og ligger begravet på den russiske afdeling på Assistenskirkegården.

Anne Gyrite Schütt, der er portrætkunstner med historiske portrætter som sin særlige passion, vil nu skildre disse mennesker i en portrætserie. Det er en rigtig spændende idé, som vi på MSU glæder os til at se resultatet af. Vore studerende er blevet tilbudt arbejde som oversættere på udstillingskataloget, og assisterer også gerne som tolke. Det ser vi frem til.

Det er dejligt, når en kulturel udveksling på den måde blomstrer videre i nye regier. Vore andre danske gæster har stort set alle spontant udbrudt efter deres besøg: “Jeg må vende tilbage!” – og hvem ved? Måske vil vi i fremtiden se andre dansk-russiske projekter vokse ud af det ønske.

 

Note: Billedet i artiklens thumbnail er fra en bog af Karsten Fledelius, Anne Hedeager Krag og Kim Frederichsen om storfyrstinde Olga (udgivet i 2014). Se mere om bogen her.

Hulemaler i det 21. århundrede: Anne Gyrite Schütt

Anne Gyrite Schütt og Aleksandr Pusjkin. Foto © M. Pontoppidan.

I november var Moskva Statsuniversitet vært for et seminar med billedkunstner Anne Gyrite Schütt. En af de ganske få danske malere, der gør historiske maleteknikker, især renæssancens, til sit udgangspunkt, og som har de gamle mestre som sine forbilleder snarere end kunstnere fra det seneste århundrede.

Schütt udgør også en undtagelse i sin forkærlighed for portrætkunst. Det gælder både portrætter af mennesker og dyr. Hun er optaget af at fange dyrs personlighed på lærredet; blandt de foretrukne dyrearter er grisen. Hun arbejder tillige med konceptbaserede billedserier, som for eksempel pausen og kropssyn over tid.

De studerende forberedte sig grundigt til seminaret ved at læse om andre danske billedkunstnere og danne sig et billede af den danske kunstscene; ved at skrive stile om deres egne russiske yndlingsbilleder (så de kunne konversere gæsten); og ved at foretage en billedanalyse af et af kunstnerens egne værker, et portræt af en ung mand, som aktuelt deltager i udstillingen Portræt NU 2017Frederiksborg Slot.

Danmark set fra en by i Rusland har fået lov til at gengive en reproduktion af dette portræt. Sammen med det bringer vi tre af de studerendes personlige refleksioner over det.

Portræt NU 2017

Marina: Det er et billede, som introducerer en renæssance for mennesker fra vores tid. Drengen, som vises i dette kunstværk, er et symbol på ungdom. Det forekommer mig næsten, at der er tre personer i ham: Jesus Kristus, Hamlet og en almindelig dreng. Hamlets problemer og Jesu Kristi smerter forsvinder, når drengen tager telefonen. Den er frelsen fra disse problemer og smerter. Og renæssancen som historisk periode satte mennesket i verdens centrum. Måske, hvis billedet viser det, kan det kun ske nu med moderne teknologi, og den kan udvide vores horisonter.

Gæsten med de danskstuderende. Foto © M. Pontoppidan.

Lena: Vi ser en ung mand på billedet. Baggrunden bag ham er gylden med et ornament af vinstokke, som meget ligner dén, som man plejede at have i kirker. Én af hans hænder ligger på en hovedskal, man kan derfor blive mindet om en genre indenfor den nordiske renæssance, der hedder “Vanitas”. I den anden hånd har han en mobiltelefon. Han laver tilsyneladende en selfie med et spejls hjælp.
I
renæssancen var en hovedskal et symbol på, hvordan vores liv er kort og uvæsentligt for evigheden. Her tror jeg, det er lavet lidt ironisk. Vi ser kun en del af hovedskallen – den unge mand lægger ikke så meget vægt på den, den ligner faktisk mere en pæn accessory.
Mennesket er igen i universets centrum, som det var i renæssancen. Men hvad for et menneske er det? Er det en kolos eller bare en dreng med en telefon?
Hans øjne er lyseblå, men de er omgivet af skygger, og derfor er det lidt svært at bedømme, om hans blik er fuldt af lys og håb eller bekymring. Det er meget vigtigt, at et almindeligt menneske er her blandt ophøjede og religiøse symboler. Det moderne menneske har en illusion om, at selv Døden er besejret af det, men denne illusion er ustabil. Vi er stadig lavet af kød og blod. Vi er meget stolte af os selv, men vi ved ikke engang, hvordan vi skal kigge os selv i øjnene. Og hvis dét her virkelig er et telefonbillede, så ved vi besked, at den unge mand ser ikke sine øjne i spejlet, men kameraet. Han søger efter noget i os – i mennesker som han ikke engang kender.

Polina: Den unge mand repræsenterer en ny generation. Han er flot, men hans øjne er i skygge, så først troede jeg, at de var tomme.(*) Det kan betyde, at i dag er unge mennesker søde og smukke på ydersiden, men de kan være grusomme og onde på indersiden.
Manden holder en mobiltelefon, og den er tæt på hans hoved. Der er også et kranium nederst i billedet, og han berører det knapt nok. Mens manden er en ny generation, repræsenterer kraniet en ældre generation, og vi kan se, at telefoner og teknologi er vigtige ting i unge menneskers liv, men de unge har liden eller ingen forbindelse med de gamle.

(*) Det bør nævnes, at de studerende fik en ufærdig version af billedet at se, så det er den, de kommenterer ud fra. Da var der færre detaljer (og flere ‘skygger’) i udførelsen.

“Hvert strøg skal være sanset og bevidst.” Foto © Katerina Firsova.

Til seminaret fortalte kunstneren om sin tilgang til faget. Hvorfor er det efter fotografiets og filmens opfindelse overhovedet relevant at tegne og male i dag – og at male figurativt? For at svare tog hun udgangspunkt i sine erfaringer som retssalstegner.
Schütt tegner til retssager for diverse danske medier (TV2, BT, Ekstra Bladet med flere), og har dækket nogle af Danmarks højest profilerede retssager, herunder flere terrorsager og sagen mod Amagermanden. Man må ikke fotografere i retssalen, fordi det er at gå for tæt på den anklagede. Men med en tegning bibeholder man en distance, der lader personen bevare sin værdighed. Et foto er helt ufiltreret, det udstiller den fotograferede som et purt objekt, men en tegning er altid en fortolkning og dermed subjektiv – hver eneste streg på den er passeret gennem tegnerens bevidsthed og er resultatet af et bevidst valg. I det er der en omsorg for det enkelte menneske.

skitsebogen
Skitsebogen. Den viste skitse er dog (NB!) ikke fra en retssal, men fra en almindelig café. Foto © Katerina Firsova.

“Jeg har fundet ud af,” siger kunstneren, “at når man skal afbilde et menneske sandfærdigt, så kan man kun gøre det ved – i situationen – at lægge alle domme fra sig og være helt åben. Det betyder ikke, at man ikke skal se de dårlige ting – man kan netop kun se både dem og de gode ting helt klart, hvis man lader alt være, som det er i det givne øjeblik. Det er en kærlighedsgerning. Det har ikke noget at gøre med at lade stå til overfor det destruktive. Det er blot den eneste måde at se klart på.”

En retssalstegner har den samme udfordring som en journalist, at alt skal produceres i øjeblikket her og nu, og straks ekspederes videre til medierne. Sagen mod Amagermanden var speciel, fordi der var så megen opmærksomhed på den, at alt for mange mennesker ville ind og være tilskuere i retten. Derfor måtte retssalsbetjentene afvise en hel flok af de fremmødte. Der er altid reserveret et par pladser til medierepræsentanter på forhånd, men ved denne lejlighed var der ikke nok. Heller ikke til Anne Gyrite Schütt.

Skitsebogen betragtes opmærksomt
Skitsebogen betragtes opmærksomt. Heller ikke disse skitser er fra retssager: Tegneren har altid sin bog med på rejse, og “indfanger” ansigter overalt. Foto © Katerina Firsova.

Men hun var snu. Hun ræsonnerede: ‘En retssag varer længe, og der er helt sikkert nogle, der bliver trætte og går efter nogen tid. Måske til frokost.’
Tegneren blev stående på pladsen, da de andre gik. Retsbetjentene lagde mærke til hende, og efter et par timer sagde én af dem: “Nu er der en ledig plads derinde, kom bare.”
Da hun kom ind på avisredaktionen, blev ikke alene tegningerne revet væk, men hun blev også bedt om at beskrive sit indtryk af serieforbryderen og retssagen. Næste dag var hendes tegning og ord på BTs spiseseddel, og om aftenen i DR.
“Erfaringen af, hvordan alle disse mediefolk,” sagde hun, “stod midt i al deres teknologi – skærme og computere – og ventede åndeløst på min tegning – som jeg havde udført efter stort set samme metode, som hulemalerne gjorde for tredivetusind år siden – var for mig en sejr for det ældgamle håndværk.”
Man kan kalde tegningen for virkelighed med værdighed.

I sidste del af seminaret fortalte Anne Gyrite Schütt om det portræt af den engelske konge Richard III, som hun malede i anledning af hans genbegravelse i Leicesters katedral i marts 2015. Hun deltog i events omkring begravelsesceremonien, der var en stor begivenhed i England.

Richard III
Richard III malet af en ukendt kunstner. Billedet er fra slutningen af det 16. århundrede, altså malet posthumt. Billedet er hentet her og er © National Portrait Gallery London.

Da kongens kiste stod nogle dage i katedralen, og folk kunne komme og hilse på ham, dukkede der (til arrangørernes overraskelse) mellem tre- og firetusind mennesker op hver dag. Fundet af kongens rester under en parkeringsplads i Leicester havde rørt ved en nerve hos briterne. Det er svært at sige hvorfor, men måske hænger det sammen med drømmen fra Ringenes Herre om, at “Kongen vender tilbage”. Tolkien skrev sin store roman, fordi han mente, at englænderne manglede deres egen myteverden. I Ringenes Herre spiller kongefiguren en afgørende rolle for overvindelsen af det onde.

Aragorn
Savner englænderne en rigtig konge?

Richard III har som bekendt lidt under et meget dårligt ry, men som Schütt fortalte, er det i høj grad Shakespeares stykke, der er skyld i det; og Shakespeares arbejdsgivere var Tudorfamilien, der overtog kongemagten efter Richards nederlag og død på Bosworth Field d. 22. august 1485. De havde brug for at legitimere deres magt, og hvad kunne være bedre til den brug end en skildring af modparten som en åndeligt og fysisk deform barnemorder?
Imidlertid er der historisk ikke noget grundlag for at hævde, at Richard dræbte sine to nevøer, og der er historikere, der mener, at han slet ikke var nogen dårlig konge. Han tog sin stilling alvorligt og prøvede at leve efter de gamle ridderidealer. Den sidste Plantagenet-konge var også den sidste engelske konge, der red forrest i et slag. I dag ser man meget få politikere (i eller udenfor Storbritannien) tage nogen form for personlig risiko på deres job.

Den britiske komedieserie “Horrible Histories” skrev en sang, der gjorde op med myterne om Richard som en samvittighedsløs skurk; her kan man høre den til en billedside fra BBC-serien “The White Queen”, hvor Richard (spillet af Aneurin Barnard) var en af personerne.

Mange af historierne og mysterierne forbundet med Richard III får vi nok aldrig svar på. Men det, der nu toner frem i historieskrivningen, er en splinterny fortolkning af ham. Hans knogler kunne desuden give nogle svar: For eksempel var hans ryg faktisk krum – han led af skoliose. Og skaderne på knoglerne svarer til de beretninger om hans endeligt, som er overleveret.

Anne Gyrite Schütts portræt af kong Richard er enestående på den måde, at det er malet efter hans tids egne konventioner og med dens teknikker, og alligevel er en nutidig fortolkning af hans personlighed; og at det er det eneste eksisterende portræt, hvor kongen er malet i historisk korrekt dragt. For de øvrige eksisterende portrætter er alle malet posthumt i Tudortiden, og giver kongen Tudordragt på. På Schütts billede er han malet i tøj som det, han virkelig kan have båret.

Portrættet er endnu ikke publiceret på nettet. Men når det kommer, håber vi, at vi også får lov at gengive det her.

Under alle omstændigheder var de studerende helt opslugt af beretningen om billedet, kongen og historien bag. Vi fik nogle fantastiske indsigter i samspillet mellem den historiske research, det praktiske håndværk og den personlige inspiration.

mgu-foran-hovedbygningen-lille
Kunstneren foran MSUs hovedbygning. Foto © M. Pontoppidan.

Seminaret med billedkunstneren blev en stor oplevelse for de studerende, som bagefter beskrev foredraget som “fuldt af sjæl”. Anne Gyrite Schütt var en pragtfuld gæst at have, og vi håber, hun vil vende tilbage til Moskva snart.

Julesang på ambassaden 2016: Dejlig er jorden

Traditionen tro inviterede Danmarks ambassadør i Moskva, Thomas Winkler, til julereception i residensen d. 8. december. MSUs danskstuderende fremførte i år “Dejlig er jorden” a cappella, og derpå sang vi “Glade jul” som fællessang med klaverledsagelse. Her er den første på video:

Indlægget opdateres senere med den anden sang, og fotos fra festligheden…

Socialdemokratiet

Socialdemokratiet er et af de største danske partier med gamle traditioner. Det blev stiftet i 1871 af Louis Pio, Harald Brix og Poul Geleff. I 1924 var det første gang, partiet fik flertal med 36,3% af stemmerne og derved blev det største danske parti. Fra 1924 frem til 2001 har Socialdemokratiet siddet i regering i mere end 54 år. Men ved folketingsvalget i 2001 mistede partiet sin position til fordel for Venstre. I dag optræder Socialdemokratiet som opposition til Lars Løkke Rasmussens regering. Fra 2015 ledes partiet af Mette Frederiksen, som gør sig umage for at følge partiets stærke traditioner og få samfundets opbakning tilbage. Et af hendes vigtigste argumenter er partiets historiske rolle, som var rigtig stor.

valgplakat-socdemjpg
Oprindelig var Socialdemokratiet et arbejderparti. Billede fra artiklen “Valgplakaten: Se 100 års magtkamp i lygtepælen” i Politiken.

Socialdemokratiet tilhører Centrum-venstre, men det er faktisk svært at markere partiet enten som ”højre” eller ”venstre”. Det har altid fulgt ”den tredje vej”. Det betyder, at det har forsøgt at forene højreorienteret økonomisk politik og venstreorienteret socialpolitik. Hovedbegreber i partiets program er frihed, lighed og solidaritet. Hovedmålet er velfærdsstaten med borgere, der har lige muligheder og rettigheder samt lige adgang til sociale goder. Socialdemokraternes socialpolitik består i, at staten skal yde bistand til fattige og svage, herunder børn og ældre mennesker. Det handler om et højt udviklet uddannelsessystem, som alle børn har adgang til, og om gratis sygdomsbehandling af høj kvalitet for alle. Man skal hjælpe de svage, hvis man ønsker at opnå et velfærdssamfund. Det andet punkt i programmet er kamp mod arbejdsløshed. Ifølge Socialdemokraterne skal alle få lov til at have et godt job og nok i løn til at forsørge sig selv med fødevarer og betale husleje. Socialdemokraterne er meget stolte af, at de har skabt 40.000 nye arbejdspladser for dem, der havde brug for det.

Vedrørende såkaldte ”nydanskere” har Socialdemokratiet også taget stilling til dem: Regeringen skal gøre alt muligt for at integrere indvandrere og give dem de muligheder, som danskere har.

Under sin beretning i 2016 sætter partilederen Mette Frederiksen følgende opgaver på dagsorden:

– at udvikle velfærdsstaten og velfærdssamfundet, som hun mener, Socialdemokraterne har bygget op

– at skabe flere arbejdspladser, hvilket er fundamentet for den gunstige økonomiske udvikling

– at uddanne og opkvalificere danske lønmodtagere

– at skabe tryghed på arbejdsmarkedet i modsætning til konkurrence og globalisering

– at give lige muligheder til alle, blandt andet til flygtninge og muslimske kvinder

– at skabe et samfund, hvor man tager hånd om hinanden, et samfund uden splittelse

– at bekæmpe skattely og bevare skattesystemet, som det er, for det medvirker til at fremme velfærdssamfundet med sociale bidrag og hjælp til svage.

Socialdemokraternes logo er en rød rose, og deres listebogstav til valg er A.
Socialdemokraternes logo er en rød rose, og deres bogstav på valglisterne er A.

Mette Frederiksen understreger, at det netop er Socialdemokratiet, som historisk set var med til at opbygge den danske velfærdsstat, og på denne baggrund skal det støttes. Det har hun ret i, man kan betragte Socialdemokratiet som et parti, der står for lighed, retfærdighed, velfærd og stabilitet. Men på den anden side er alle partiets traditionelle ønsker til en vis grad blevet opfyldt, det vil sige, Danmark er blevet til en velfærdsstat, hvor menneskerettigheder og lighed står i centrum. Samtidig er der nye, store udfordringer, der dukker op i samfundet. Det er blandt andet udlændingeproblemet, for der er ikke alle, der gerne vil integreres og arbejde, hvilket fører til stigende kriminalitet. Der er også økonomiske udfordringer, for der ER stor konkurrence på det europæiske marked og verdensmarkedet, og man kan ikke undgå den.

Til sidst vil jeg bemærke, at, på trods af de fremragende ideer, der handler om lighed og retfærdighed, kan realiteten være lidt anderledes. Man skal selvfølgelig holde fast i de værdier, som allerede er til stede i samfundet, men også huske, at værdierne aldrig kan være grænseløse. Det er acceptabelt (også i velfungerende samfund), at nogle får mere i løn end andre. Det er i orden, at der er nogen, som bliver behandlet på et privathospital, bare fordi de har råd og lyst til det. Og det er også i orden, at nogle er klogere, dygtigere, smukkere eller rigere end andre.  Velfærdssamfundet skal ikke blive til en utopi, men vedblive at være en del af virkeligheden.

Mette Frederiksen har sammenlignet den danske velfærdsstat med en humlebi, der flyver, skønt forskere har fastslået, at den ikke kan flyve. Humlebien flyver stadigvæk trods alt. Spørgsmålet er, i hvilken retning den kommer til at flyve.

Kilder:

http://www.socialdemokratiet.dk/da/

http://www.ft.dk/Demokrati/Partier/Om%20de%20politiske%20partier.aspx

https://da.wikipedia.org/wiki/Socialdemokratiet