”Det syvende segl” (instrueret af Ingmar Bergman) og dens indflydelse på filmkunsten

SeventhsealposterEn af den svenske instruktør Ingmar Bergmans største successer, nemlig ”Det sjunde inseglet” (dansk: Det syvende segl), begyndte i 1954 som teaterstykket ”Trämålning” (dansk: Træmaleri). Tre år senere sammenkaldte Bergman en stærk skuespillerbesætning for at overføre stykket til film. Dens herkomst kan man godt se: Det er helt åbenbart, at vi ser skærmbilledet af et teaterstykke, og derfor taber filmen somme tider sin fascinationskraft, men historien, filmen fortæller, er fascinerende…

Snart blev ”Det syvende segl” en anerkendt klassiker. I dag er det et af af de højst rangerede skandinaviske mesterstykker og står side om side med sådanne værker fra det tyvende århundrede som Bertolt Brechts stykker, Alfred Hitchcocks film, Mikhail Bulgakovs bøger, Pablo Picassos malerier og Stan Lees tegneserier.

Historien er sat i 1300-tallets Sverige, som hærges af pesten. En johanitterridder, Antonius Block (Max von Sydow) og hans væbner (Gunnar Björnstrand) vender hjem fra et korstog. På stranden ser ridderen Døden (Bengt Ekerot), der vil gøre krav på hans liv. Ridderen foreslår at spille skak på den betingelse, at han skal leve, så længe han forbliver ubesejret. På vejen hjem træffer ridderen og væbneren et skuepillerpar (Nils Poppe og Bibi Andersson) og redder en stum tjenestepige (Gunnel Lindblom) fra voldtægt. Ridderen prøver at snyde Døden og vælter skakbrikkerne – hans eneste resultat er at give skuespillerne tid til at undvige lejren – men døden husker brikkernes stilling. Til sidst når vandrerne ridderens borg og møder ridderens kone (Inga Landgré), men den næste morgen bliver ridderen, hans kone og væbner samt tjenestepigen taget af døden alligevel, imens de læser Biblen.

Bergmans film indeholder mange lag, der er knyttet til karaktererne, og er fyldt med mange henvisninger. Efter min mening er de tre vigtigste:

Le Petit Journal
Massedød under en koleraepidemi (1912). Wikimedia Commons.

– Titlen. Den er et citat fra Biblen: “Og da Lammet havde åbnet det syvende segl, var der stilhed i himlen i omtrent en halv time” (Johannes’ Åbenbaring 8:1). Traditionelt forstås denne passage som apokalypsens begyndelse.

– Fremstillingen af døden. I filmen er Døden personificeret som Manden med leen, eng. Grim Reaper. På trods af mange fortolkninger af døden havde dette billede været ukendt før 1847, men derefter blev det fast forbundet med døden.

– Dødedansen som slutscenen. Dette motiv opstod i 1350’erne efter middelalderens voldsomste pestepidemi og blev til et af hovedmotiverne i fatalistiske værker op til i dag (se for eksempel ”Totentanz af det tyske band Die Streuner). Dets hovedidé er, at døden når alle uanset position i livet: rige og fattige, mænd og kvinder, syndere og helgener.

https://www.youtube.com/watch?v=abusPM-9mqQ

Filmens indflydelse var stor, og i dag ser vi mange detajler fra den i moderne kunst som en selvfølge eller klichéer. Blandt andet kan man tage to almindelige emner op:

humorous-reapers
Døden og The Simpsons og Family Guy. Billederne er taget fra et blogindlæg på 5thcolor.

– spillet med Døden i et forsøg at besejre den (se f. eks. Bill & Ted’s Bogus Journey 1991),

– afbildningen af døden: en sort kappe og en le er det obligatoriske tilbehør i alle fremstillinger.

Nogle film bruger Det syvende segl mere eller mindre direkte i deres handling. Det bedste eksempel er fra filmen ”Last Action Hero (dansk: Den sidste actionhelt, instrueret af John McTiernan, 1993): i kulminationen søger Bergmans Død (Ian McKellen) ved hjælp af en magisk biografbillet, der kan åbne gange mellem vores verden og filmenes, efter en såret actionhelt (Arnold Schwarzenegger) i New York. Efter at Døden har fundet ham, siger Manden med leen, at han bare var nysgerrig – helten findes ikke på Dødens liste (denne scene illustrerer hovedpersonens ord om, at actionhelten ikke kan dø, så længe filmene med ham har succes). Ærlig talt har McKellens spil dog ingenting med Ekerots at gøre: McKellen fremstiller Døden som fåmælt, langsom og jernhård, mens Ekerots Død også kan have humoristisk sans og mere lyst til at snakke med sine ofre.

Desuden gav ”Det syvende segl” også anledning til parodi (fra ét synspunkt kan man se hele ”Bill & Ted’s Bogus Journey” som én), for eksempel ”The Seventh Skol”, som igen beviser Bergmans påvirkning overalt.

Et andet eksempel på en slags åben henvisning til Bergmans værk er en svensk film ”Arn – Riket vid vägens slut (dansk: Arn: Riget ved vejens ende, instrueret af Peter Flinth, 2008) efter Jan Guillous trilogi: i filmens begyndelse (omkring 1187) vender Arn Magnusson, en tempelridder, hjem til Sverige fra Det Hellige Land efter en tyveårig bodstjeneste. Sandt at sige er ”Det syvende segl” ikke den eneste inspirationskilde for Guillou: Hele [intrigen]/[tråden] med Arns redning af Saladin skal have været lånt fra Sir Walter Scotts ”The Talisman, men det er et helt andet emne.

Andre film kopierer fra eller henviser til mesterværket fra 1957, dog på en skjult måde. Og selv hvis en manuskriptforfatter ikke havde ”Det syvende segl” i tankerne, kan Bergmans inspiration godt føles. Herunder vil jeg prøve at vise sådanne paralleller i en ved første øjekast helt anderledes film, ”Himmerige” (Kingdom of Heaven, instrueret af Ridley Scott, 2005):

     Seventh-Seal-Poster  OG   kingdom-of-heaven-5303296f8b722

– Begge filmtitler er direkte bibelcitater: Johannes’ Åbenbaring 8:1 i ”Det syvende segl”, Matthæusevangeliet 3:2 og andre i ”Kingdom of Heaven”.

– Tilstedeværelsen af en johanitterridder: i ”Det syvende segl” hovedpersonen selv, i ”Kingdom of Heaven” hovedpersonens gode ven (David Thewlis).

– I begge film spiller et skakspil en vigtig rolle: i ”Det syvende segl” er det et ledemotiv, en baggrund for hele historien; i ”Kingdom of Heaven” bliver hovedpersonen Balian (Orlando Bloom) belært af kong Baldwin (Alexander Potts) under et skakspil.

https://www.youtube.com/watch?v=f4yXBIigZbg&list=WL&index=55

– I begge film er der en reflektion over Dødedansen: i ”Det syvende segl” snakker væbneren om det med maleren, der har malet dansen på kirkevæggene; i ”Kingdom of Heaven” kigger Balian på den dans, der er malet på væggene i hans nye hus og læser inskriptionen.

– Hovedpersonen (i begge film en ridder), der er forbundet med korstogene, tvivler på Guds eksistens. I ”Det syvende segl” snakker Antonius om det med døden – ridderen siger, at han var parat til at dø, hvis han vidste helt sikkert, at Gud fandtes: ”Jeg vil viden, ikke tro!” siger han. I ”Kingdom of Heaven” drager Balian til Jerusalem for at finde trøst i troen, men ”Gud taler ikke med mig, selv på bakken, hvor Kristus døde”, og så begynder han at tvivle og finder rationelle forklaringer på Biblens mirakler. I begge film får vi ikke klare svar om Guds eksistens: Døden spekulerer kun, og johanitterridderen siger til Balian, at Guds tavshed ikke modbeviser hans eksistens.

For at afslutte: Ingmar Bergmans ”Det syvende segl” blev vældig indflydelsesrig i filmkunsten – der findes direkte citater fra filmen (som for eksempel i ”Den sidste actionhelt” eller ”Bill & Ted’s Bogus Journey”, hvor nogle scener afgjort var tilrettelagt ligesom i ”Det syvende segl”), indirekte men klare henvisninger (som i ”Arn: Riget ved vejens ende”), og endelig hele lånte detaljer i handlingen (som i ”Kingdom of Heaven”). Hvilken slutning kan vi drage? Jeg tror, alle kunne finde deres, men min er: ved sammenligning af en god historie og en god fremførelse vil den første altid vinde. Ikke?..

Studietur til København

I den første uge af maj rejste BA-holdet i dansk til København på studietur. For alle de studerende var det deres første besøg i Danmark nogensinde. Det var en stor oplevelse, som de fortæller om her med deres egne ord, og viser billeder fra.

Foran Grundtvig
Foto: M. Pontoppidan.

Ira: “Det er os foran Grundtvigs mindesmærke. Vi har læst mange informationer om ham inden vores studietur. Vi står i Vartovs gård. Kirken er lutheransk. Efter at vi tog dette foto, gik vi i kirke og hørte gudstjeneste. Og vi havde også en samtale med kirkens præst og hans kone, som er en fin forfatter.”

Loft på Gamle Scene
Foto © Katerina Firsova 2016.

Katerina: “Den 4. Maj gik vi til Sebastians koncert i Det Kongelige Teater. Sebastian optrådte på den Gamle Scene. Teaterbygningen overraskede os ved sin skønhed. Der var mange skulpturer, malerier på væggene, dekoreret med guld. Dette Teater fortjener at blive kaldt det Kongelige. Jeg sad på den sidste række mellem et dansk ægtepar på venstre side og en dansk kvinde med sin datter på højre. Da Sebastian begyndte at synge, sang alle i publikum sammen med ham. Den unge, danske kvinde begyndte at græde under den anden sang. Hun holdt sin mor i hånden og omfavnede hende under hele koncerten. Sebastian fandt genklang i hver danskers hjerte.”

Det Kongelige Teater Gamle Scene
Foto © Katerina Firsova 2016.

Marina: “Vores tur i Tivoli var rigtig dejlig! Først var jeg alene, fordi alle de andre studerende gik i Dyrehaven, men jeg kunne rigtig godt lide at køre i forlystelser. Jeg prøvede fire af dem. Der var vind i den første, mange råb i den anden (navnet var Dæmonen:) og en tur fra oven til Sverige i den tredje (dens navn var Det Gyldne Tårn). 

Tivoliporthvælving med lys
Foto © Marina Golubjeva 2016.

 Den fjerde, som hed Vertigo, var mest den skræmmende attraktion af alle i Europa. Flyene gik rundt selv og centrifugerede på to stænger. Alle de andre studerende kom allerede og ventede på mig, fordi jeg var i kø cirka en time. Det gik temmelig langsomt. Men da jeg prøvede det, var jeg glad, og det var danskerne, som var med mig, også. Vi smilede og grinede! Og bagefter spiste jeg en gammeldags is!

Foto Marina Golubjeva 2016.
Foto Marina Golubjeva 2016.
Tivolivand og tulipaner
Foto © Marina Golubjeva 2016.
Foto © Marina Golubjeva 2016.
Foto © Marina Golubjeva 2016.
Foto © Marina Golubjeva 2016.
Foto © Marina Golubjeva 2016.

Marina: “P.S. Der var også en påfugl! Og den var smuk.”

Marina (om Langelinie og Kastellet): Vi så havfruen. Vi gik en tur til havfruen, der var et smukt slot, der mindede mig om en saksisk borg eller et ridderslot. Der var også en kirke, den var meget fin. Den var anglikansk.

Aljona: Vi boede i et godt, dansk hus. På første sal. Vi lavede mad, det var olivier, en russisk salat. Vi sang sange, danske og russiske sange (Katusja). Det var dejligt.

Oliviersalat    Kokkenes triumf

Masja: Jeg kunne lide at være til Sebastians koncert, der var så mange mennesker, som elskede Sebastian, og han var så morsom, så sjov. Det var dejligt.

Polina Masja og Sebastian
Polina og Masja poserer med Sebastian, der signerer cd’er. Foto © M. Pontoppidan 2016.

Ira: Jeg syntes, det var fint at besøge KU og arbejde med Ninas [Møller Andersens] studerende og også at besøge biblioteket, det var interessant.

Masja: Da vi besøgte KUA, var jeg forbavset over dansk design og arkitiktur. Først så vi en af undervisningsbygningerne. Den var sort og stor, himlen var blå og ren, og rundt om var der grønt græs – hvor var det flot! Inde i bygningen var der ikke noget overflødigt, kun sort og hvidt, og der var meget lys, fordi vinduerne var høje og brede. Og der var også mange biblioteker. Bagefter kom vi til et kollegium. Bygningen var rund og brun med store vinduer og balkoner. Inde i bygningen var der en smuk, grøn gård. Solen skinnede, og de studerende sad på balkonerne, det var så hyggeligt. Jeg så det og tænkte, at det er meget dejligt at bo og studere på det stille og smukke sted. Nu synes jeg, at design spiller en vigtig rolle i det. Når der er så mange fine ting omkring dig, er det lettere at arbejde og gladere at bo.

Ørestadsarkitektur
Ørestadsarkitektur. Foto © Maria Gnjevsjeva 2016.
Kollegiet
Kollegiet. Foto © Maria Gnjevsjeva 2016.

Katerina: Jeg kunne lide at gå på La Glace-cafeen. Jeg mødte min Sarah Bernhardt-kage, det var meget smukt og lækkert, som jeg sagde i mine drømme. Det var meget interessant for mig at se mange smukke kager i udstillingsvinduet. Jeg vil have en af dem til mit bryllup.

Masja: Jeg kunne lide aftenen i Tivoli. Katja og jeg var meget bange for en attraktion, og bagefter var jeg ikke bange for noget som helst. Og det var første gang, hvor jeg ikke var bange for at tale dansk, og jeg talte dansk med en dansk dame. Det var meget interessant.

Kirsebær ved Langelinie
Kirsebær ved Langelinie. Foto © Katerina Firsova 2016.

Marina: Turen [til Langelinie] var meget dejlig, der var mange træer med lyserøde blomster. Bagefter så vi Gefionspringvandet. Derefter gik vi til Nyhavn. Der var flerfarvede huse. Der sejlede et skib. Der var en åben bro, og skibene kunne sejle under den.

Ikke kun på Nyhavn har de københavnske huse forskellige glade farver. Foto © Katerina Firsova 2016.

Katerina: Det var meget flot.

Aljona: Der var et smukt Dannebrog på et skib. Og der var vind. Og det var godt vejr. Og Ninna [vores værtinde] talte også om Københavns historie.

Palæbar
På Palæbar prøvede vi dansk smørrebrød. Foto © M. Pontoppidan 2016.
Japansk kirsebær maj 2016
Vi ankom til København dagen efter Sakurafestivallen. Foto © Katerina Firsova 2016.
Thorvaldsens museum
Vi var på Thorvaldsens museum og senere samme dag i Vor Frue Kirke, hvor vi kunne sammenligne Jesus-, apostel- og døbefontversioner. Foto © Katerina Firsova 2016.

Aljona: På Thorvaldsens Museum så vi hans skulpturer. Jesus Kristus-skulpturen imponerede os meget. Jeg kan ikke glemme hans blik. Det var venligt og gavmildt.

Thorvaldsens Kristus
Foto © Aljona Podosjvina 2016.
På vandbussen
På københavnsrundvisning med Ninna tog vi på et tidspunkt vandbussen langt ud ad Islands Brygge.
Amalienborg med kongeflag og cykler
Amalienborg så vi med hejst kongeflag og “garder-Jens” på vagt. Foto © Katerina Firsova 2016.
Ulykkelig kærlighed
Der er stof til en ulykkelig kærlighedshistorie i dette billede. Hvem vil skrive den og indsende den til os? Foto © M. Pontoppidan 2016.
Vagten ved Rosenborg
Rosenborgs Jenser beså vi også… Foto © Katerina Firsova 2016.
Andersen troner i bøgeblade
… og hilste på H. C. Andersen, der tronede blandt bøgeblade i Kongens Have. Om aftenen sang vi en sang af Poul Feldvoss og Trygve Dreijer om denne statue. Komponisten spillede selv for os. Foto © Katerina Firsova 2016.
Andersenselfie
En Andersenselfie kan man ikke undvære. Foto © Katerina Firsova 2016.
Danmarks nationalfugl
Foto © Katerina Firsova 2016.

Aljona: Vi var i Botanisk Have og så mange svaner. Jeg tænkte på Andersens eventyr “Den grimme ælling”. Og efter det var vi i Kongens Have. Her var en statue af Andersen. Jeg havde en følelse af, at H. C. Andersen gik med os.

Dyrehavedyr
At se nogle af Dyrehavens hjorte var et stort ønske. Det blev til dette ene eksemplar. Foto © Katerina Firsova 2016.
I præsteboligen
Præst ved Vartov kirke Niels Grønkjær og forfatter Ida Jessen gav os en overstrømmende modtagelse i deres hjem, hvor vi både fik diskuteret grundtvigansk teologi og hørt en levende beretning om vejen til at blive forfatter. Det var et højdepunkt på turen. Foto M. Pontoppidan © 2016.

Begge fotos af oliviersalaten er © Katerina Firsova 2016.