Seegrotte i Wienerwald

Der er en hule, som kaldes Seegrotte, i Wiens forstad, i den såkaldte Wienerwald, som breder sig på skråningerne om byen. Der har engang været en mine, hvor man udvandt hvid og rød gips, men i begyndelsen af det 20. århundrede kom man under det sædvanlige boringsarbejde til at bore ind i siden af en forseglet underjordisk sø, og minen blev oversvømmet. Der skete mange ting derefter — også verdenskrige — og man blev ligeglad med, hvad der skete med minerne. Men nu er der et museum.
Der er altid den samme temperatur derinde, som i en slags søvnrige: 9 graders varme. Derfor låner man gæsterne bløde, varme plaider. De er jo så hyggelige at hylle sig i.
Minerne ligger selvfølgelig dybt inde i bjerget, og en smal (ikke bredere end til en tipvogn) gang fører derned. Den er rund, lige og kold. Væggene glimter og føles våde ved berøring, som en smeltende isklump; det er fordi, det har regnet for kort tid siden. Væggene virker orange i den knappe og tynde belysning, og af og til finder man fordybninger i dem, som ligner små krypter. Man bruger dem til at komme om ved tipvogne med de udvundne stenarter. Lofterne er lige så høje, som væggene er brede. Jeg kunne kun lige gå der uden at røre dem med min isse. Snæverheden, mørket og den stillestående luft giver indtryk af, at der ikke er nogen verden udenfor — og heller ingen vidder. Der er kun den underjordiske gangs mørke højtidelighed. Jeg kunne ikke undgå at tænke på dværgebyer.
Men så svinger lofterne sig højt op og tabes i mørke.

Foto © Lena Starostina

Foto © Lena Starostina

I det 19. århundrede arbejdede man selvfølgelig uden elektricitet, man brugte hestes kraft. Der er et mindesmærke dedikeret til denne navnløse og ukendte slider: et lille sort føl og den forreste halvdel af en voksen hest, som stikker frem fra en væg, og hvis farve jeg skal beskrive for sig.
Det er ikke så let — at slæbe en voksen hest ned i et hul, så man fik hestene født allerede i hulen. De var oprindelig af sort kulør, men da de intet sollys så, mistede de denne farve og blev sumpgrå, og også lidt grønne, som om man lavede dem af billig jade. Denne levende skygge arbejdede her nede under jorden.
Der var en ægte labyrint, næsten en underjordisk by. De fleste korridorer er blokerede nu, for at turister ikke skal fare vild der. Men der er også et sted, hvor én har fået lov at blive stående åben. Den er oplyst med blegblåt. Efter 30-50 meter fortaber den sig i mørket ligesom lofterne.
Da den anden verdenskrig begyndte, og nazisterne annekterede Østrig, fandt de hulerne og lavede dem om til en flyfabrik, der producerede jetjagere. De pumpede det meste af vandet op, brugte det til at lave beton med og dækkede gulvene med den. Her kan man stadig se skudhuller. Eller det tror jeg, at det er — jeg er ikke sikker. Måske har de testet flyenes maskinkanoner?
Og her i hulen har amerikanerne optaget ”De tre musketerer”. Båden fra filmen kan man stadig finde på den store sø.
Og søen er en af de mest majestætiske udsigter, jeg har set i mit liv.
Absolut dødt vand er lys-turkist eller smaragdgrønt. Der lever ikke noget. Ingen fisk eller saltsøkrebs, ikke engang bakterier! Kun ved en væg flyder der en kunstig blomsterkrans. Hver dag stiger vandet. Hvis man ikke pumper det ud, så bliver grotten fyldt.
Bådene er meget specielle: de har støjfrie motorer, som ikke kruser det ubevægelige vand.
Man kan se bunden rigtig klart, og den ser ud, som om det kun var en halv meter dyb — mens der i virkeligheden er 2. Kæmpesøjler understøtter hvælvet og ligner vægge i et gammelt forsømt slot: de er også forvitrede, men urokkelige. Som i et underjordisk tempel af ro og evighed. Intet rører på sig. Kun et sted blæser det svagt. Det er en slags lodret korridor, som kæder grotten sammen med overfladen, for at mennesker, som beundrer denne gudeskønhed, ikke kvæles.
I slutningen af ruten hænger der et skilt: ”Husk bifald til kaptajnen”. Det er som en påmindelse om det menneskelige liv. Og kulden, som var begyndt at krybe ind i én, viger. Og man vil tilbage, op ad trappen til den smalle gang, og ud til kongeriget af liv og mennesker.

ARoS, museum for samtidskunst i Århus

Drengen og jeg. Foto © Evgeniia Loviagina
Drengen og jeg. Foto © Evgeniia Loviagina

Et af de mest berømte museer i Århus — ARoS — er ganske bredspektret. Gæsterne vil her finde samlinger af malerier, tegninger og skulpturer af såvel danske som udenlandske kunstnere. Men på så stort et område har man også fundet plads til repræsentanter for samtidskunsten, blandt andet til dem, der arbejder indenfor genren eksperimenterende kunst. Sådan er en enorm, fem meter høj skulptur af en hugsiddende dreng, skabt af Ron Mueck, blevet til en slags symbol for museet.

I bogstavelig forstand påkalder “Dit regnbuepanorama” (Your rainbow panorama) sig opmærksomhed: en rundgang anbragt på AroS-bygningens tag og bestående af glasruder i alle regnbuens farver. Man kan gå i denne rundgang og betragte byen igennem glas; da ser man byens bygninger i rød, orange, gul og andre farver. Ifølge projektets skaber, Olafur Eliasson, tager dette panorama del i en dialog med den eksisterende arkitektur og højner det, som allerede er givet, det vil sige byudsigten. Museumsbygningen er bygget sådan, at den erindrer om Dantes kredse, der tager dem, der ønsker det, med på vejen fra helvede til paradis og tilbage.

Video  © Studio Olafur Eliasson

Eliasson har også skabt andre storværker: Med mange lamper har han projiceret og reflekteret en enorm halvsol i spejlloftet på Tate Modern i London, så der blev dannet en hel sol i rummet; han har farvet fem byers floder grønne, sat byvandfald i gang, leget med strålekranse, refleksioner, glas, spejle, regnbuer, tåger og vand. Men højdepunktet i hans skaberværk er regnbuepanoramaet.

Eliassons sol på Tate Modern. Foto Damien du Toit
Eliassons sol på Tate Modern. Foto © Damien du Toit

En anden usædvanlig udstilling, som er fast på ARoS og kaldes Face to Face, skyldes Tony Oursler, en amerikansk kunstner, som er meget berømt for sine installationer og usædvanlige performances.

Popularisering af historien

Populariseringsseminarplakat
Den 11. marts fandt seminaret “Popularisering af historien” sted på MSUs historiske fakultet. Jeg må sige, at jeg er meget stolt af min alma mater og mit ‘hjemfakultet’. Ærligt talt udmærker jeg mig ikke ved en særlig socialitet, men jeg kan dårligt erindre, at der fandt denne slags arrangementer sted, organiseret af studerende, da jeg selv var student. Af det sociale liv kan jeg huske mange underholdningstiltag, såsom rusfester og rustur, “ækvatoren” (det vil sige midten af vores studietid) og mange “den 9. maj”-dage. [I Rusland fejrer man sejren over nazisterne i 1945 den 9. maj. Red.] Skønt de også er vigtige, har jeg altid ment, at fakultetet arrangerede dem for meget. Trods alt blev jeg medlem af det for at studere, ikke for at more mig.

Irina Prokhorova
Irina Prokhorova

På trods af, at seminarets tidsramme blev sprængt af talernes oratorkunst, var det OK med mig. Jeg kan godt forstå, hvor svært det er at organisere sådan et arrangement, og har respekt for organisatorernes indsats. De havde fundet et lokale, inviteret lektorerne og en meget berømt gæst — Irina Prokhorova — optaget en video og tilrettelagt en kaffepause. Godt lavet!

Jeg vil gerne ønske for dem, at de vil gentage sådanne møder. Et par småting: talerne bør strengt begrænses til præcis 15 minutter pr. person. For eksempel kan man sætte et sandur i gang (eller en klepsydra). I betragtning af seminarets utrolige popularitet foreslår jeg også at finde et større lokale.
Jeg er meget stolt af mit fakultet og studenterfællesskabet!

 

[Videoen er på russisk uden undertekster. – Red.]

Om indholdet
Ja, jeg er enig med talerne, men her vil mine kolleger dog kaste med sten.
Jeg har talt meget med dem, og de kritiserer mig, men jeg mener, at historie ikke er videnskab i præcis definition. Videnskab, mener jeg, beror på eksperimenter og beregning, som kan bevises og kontrolleres af andre forskere. Historie mangler begge dele. Helt sikkert er det en disciplin, “ars” på latin, men videnskab, “scientia”?.. Det er derfor, mener jeg, at mange naturvidenskabmænd er skeptiske overfor humanistiske discipliner.

Seminarlokalet
Historikere: videnskabsfolk eller historiefortællere? (Red.)

For at få respekt fra samfundet har enhver disciplin brug for:
— enten at producere noget nyttigt for dette samfunds overlevelse,
— eller at producere underholdning til det.
Gør historie det? Højst kan den “underholde” et mindretal: der er nok “historiske film”, “historisk (eller kvasi-historisk) litteratur” og “historiske videospil”.
Det et derfor, at jeg altid er blevet irriteret over de mange foredrag om historiens anvendelighed, som vi fik på Universitetet. Deres hovedidé var altid: “Vi er så vigtige og nyttige, man må finansiere os”. Jeg tror, at det ærligste svar på, hvorfor en historiker forsker, bliver: fordi det er interessant for ham/hende.
Det er okay med mig, at historikere over hele verden er mere eller mindre i nød. Samfundet finansierer dem, og hvad får det til gengæld? En meget abstrakt lærdom. Jeg synes, det er fair nok, at jeg tjener penge ved fremmedsprogsundervisning — det er man nødt til, og det er samfundsnyttigt.

Olga Dmitrieva
Olga Dmitrieva

Olga Dmitrieva havde ret, da hun talte om, at professionelle historikere mangler samfundets tiltro. Det er ikke mærkeligt eller forbavsende: under 70 års sovjetregime løj historikere overfor det. Der fandtes en fagspecialisering, som hed “partihistoriker”. Alle disse “historikere” overlevede 1991 og blev i deres job, bare med andre dørplader på deres kontorer.
Og her ligger det største problem: Historie mangler ligesom andre humanistiske discipliner uigendrivelige beviser. Man kan dreje den, som man vil. Derfor er det principielt umuligt at formidle professionel historie til lægmænd (altså popularisere den), mener jeg. Samfundene står overfor mange udfordringer og klarer dem, som de kan. De mobiliserer al tilgængelig viden, også historie. Professionelle historikere kan protestere, men samfundene vil bruge dén historie, som de behøver. Derfor er moderne mytologi meget stærkere end professionel historie — man kan ikke gendrive ord bare med andre ord, især hvis de udtales af mennesker, der har plejet at lyve.
Fagligt forsvarlig historieformidling (popularisering af faghistorie) er umulig, fordi vores samfund ikke behøver den. Det kan godt lide at leve i myten og propaganda — det er lettere. De to er meget mere populære end faghistorie. Jeg formoder, at samfundene vender sig mod fortiden — en reel eller opfundet fortid — når de har svære problemer i nutiden.
MEN! Min anke betyder ikke, at man ikke skal forske i historie. Man skal forske i den — ærligt og uselvisk. Jeg er enig med samuraiånden: når en samurai ved, at han vil omkomme, men trods det går ind i en kamp. For det første er det sundt for sjælen at studere. For det andet gøder humanistisk forskning en “intellektuel jordbund” i samfundet. Måske vil vi i en fjern fremtid holde op med at føre krige og politik og koncentrere vores kræfter om det, der retfærdiggør vores eksistens: at opdage verden omkring os.

Fotos fra seminaret © Denis Sukhino-Khomenko 2015

Ruslands smukkeste steder

Jeg vil vædde på, at I ikke kender halvdelen af dem.
Rusland er et kæmpestort og ukendt land. Af og til kender vi bedre seværdighederne på eksotiske kursteder eller kendte arkitektoniske mindesmærker i Europa. Men vores land har mange betagende udsigter.


Eltonsøen i Volgograds-regionen

Solnedgang over Eltonsøen
Foto © www.volganet.ru

Eltonsøen er den største saltsø i Rusland. Mineraliseringen af vandet kan om sommeren nå op på 400 gram pr. liter, og det er halvanden gang højere end i det Døde Hav. Her lever kun bakterier og encellede vandplanter.


Gejserdalen i Kamtjatka

Gejserdalen
Foto © Robert Nunn

Det er det eneste gejserområde i Rusland og Eurasien, et af de største steder af denne type i verden. Her befinder sig circa 20 store gejsere og mange varme kilder, som udsender vand og damp.


Altajbjergkæden

Katunfloden i Altaj
Foto © Ondřej Žváček

Altaj er et uforglemmeligt land med majestætiske bjerge. Fra arilds tid gælder Altaj for et helligt sted. Nu er Altaj meget populær blandt turister.


Ordinskaja-hulen i Permregionen

Ordinskajahulen
Foto © Nikolay Maximovich

Ordinskaja-hulen er Ruslands længste gipshule under vand. Hvis der findes et paradis for dykkere, er det her. Vandet er fænomenalt rent, klart og meget koldt (+4 grader).


De vindslebne søjler i Komirepublikken

søjler
Foto © Asankheia

De vindslebne søjler, som ligger på Man-Pupu-Ner-plateauet, kan vel kaldes for Urals visitkort. Kun de største vovehalse kommer her — der er 400 km til de nærmeste beboede steder.


Kungurhulen i Permregionen

Is i Kungurhulen
Foto © www.volshebnaya-planeta.ru

Kungurhulen er den 7. længste gipshule i verden. Efter videnskabsmændenes vurdering er den 10-12 tusind år gammel. Mange grotter og gange er uudforskede den dag i dag.
En interessant legende er forbundet med hulen. I det 19. århundrede blev den besøgt af den tyske prinsesse Viktoria. Inde i hulen snublede hun og faldt. Da Viktoria vendte hjem, blev hun gift med en svensk prins. Siden den gang tror man, at hvis en pige falder inde i Kungurhulen, bliver hun snart gift.


Bajkalsøen i Østsibirien

Shamanklippen på Olkhonøen
Foto © Kirsten Buerger

Den er den dybeste sø på kloden og det største ferskvandsreservoir. Søen er fra 25 til 80 km bred, og dens areal svarer til lande som Belgiens, Hollands og Danmarks.
Den mest populære legende om, hvordan søen opstod, er et burjætisk sagn. I urtiden var der et stort jordskælv. Jorden åbnede sig, ilden fossede op af undergrunden og sved alt på sin vej. Menneskene kunne kun flygte og bede til guderne. Men guderne svarede ikke på deres bønner. Da menneskene blev afkræftede, begyndte de at gentage to ord: Baj gal! De betyder “Ild, stop!” Og ilden gik virkelig ud og forsvandt, som om den ikke havde været til. I stedet opstod en dyb hule, som hurtigt fyldtes med isvand. Sådan kaldte man søen — Bajkal.


[Forlæg for artiklen er denne russiske artikel
, “Самые красивые места Россииpå adme.ru, hvor man kan se mange flere flotte naturbilleder af det ukendte land. Red. ]

Om H. Ibsens tidlige historiske skuespil

Ibsens monument i NorgeDen berømte norske dramatiker Henrik Ibsen er far til “det nye teater”. Sådan kaldes en teaterbevægelse fra slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede. Den er karakteriseret ved symbolisme, at emnet udvikler sig meget langsomt, og at man analyserer komplicerede psykologiske og filosofiske problemer.

Ibsens tidligste stykker drejer sig imidlertid ikke om nutiden, men derimod om oldtidshistorie. Hans første stykke, “Catilina”, beretter om den berømte romerske sammensvorne, Ciceros modstander. Man henfører stykkerne fra 1852-57 til Ibsens “Bergenperiode”, og de er dedikerede til den tidlige middelalder i Skandinavien. Ibsen forholder sig ofte til folklore og gamle sagaer – det er også typisk for senromantikken. Han omformer i sit stykke “Hærmændene på Helgeland” den berømte myte om Sigurd (som faktisk er gjort kristen her).

Hærmændene paa Helgeland - bogDet var imidlertid ikke det stykke, som gjorde ham berømt i hele Norge – det var “Gildet på Solhaug”, hvor det drejer sig om en begærlig rigmand, som hedder Bengt. Man dræber ham allerede med det første slag, og ikke engang hans stridsøkse med sølvhåndtag hjælper ham. Stykket blev først præsenteret i Rusland i 1855, og i 1894 oversatte en berømt sølvalderdigter, Konstantin Balmont, balladen om bjergkongen fra stykket “Peer Gynt”, og mange andre af Ibsens digte.

Da madpakken kom til Rusland

Madpakke
I Rusland er rugbrød ligesom i Danmark en gængs spise. (Red.) Foto © Denis Sukhino-Khomenko

Et gammelt russisk ordsprog siger: “En sulten mave er døv for lærdom”. Maden udenfor hjemmet — på universitetet, på jobbet, på rejse osv. — er altid problematisk. Tag for eksempel universitetet. Vi har et langt frikvarter efter den anden time til at spise i, ja; men køerne bliver også altid lange. Eller Instituttet for Verdenshistorie, hvor jeg faktisk studerer: kantinen og menuen er herlige, men det gælder ikke for priserne — herlighederne må man betale for. Kantinen kan også bare være lukket, fordi det er sent om aftenen. Sådan er det af og til på Den Højere Økonomiuddannelse, hvor jeg tager del i det historiske seminar Varægerklubben om onsdagen. Selvfølgelig kan man købe en sandwich eller kebab på vejen: hurtig, nærende, lækker, bruger ikke tallerken eller service. OK, men sådan bliver pungen tom. Da jeg var i London, var min økonomi meget begrænset, især på grunden af rublens fald i december 2014. Jeg havde ikke længere råd til hver dag at købe en trepunds meal deal: en sandwich, en lille juicekarton og en lille frugtpakke. Endelig har jeg fundet løsningen: madpakke. Det skal siges, at den ikke er særlig udbredt i Rusland. Traditionelt plejede man at tage den med på togrejser: Russiske distancer er lange, buffetvognene er ret bekostelige (en klassisk beskrivelse af togmadpakken kan man finde i “Tolv stole” af I. Ilf og J. Petrov).  Men for nyligt bemærkede jeg, at madpakken er blevet mere populær iblandt vestligt orienterede unge mennesker. Så besluttede jeg at prøve den og fandt en sandwichpakke og en termoflaske. Ja, de virker ganske godt: nu skal jeg ikke bekymre mig om tiden i køen til buffeten (det vil også sige, at jeg kan blive i klasseværelset, hvis vi må, eller snakke med underviseren), og jeg kan spare nogle penge. Blandt andet kan jeg selv vælge, hvilke ingredienser jeg vil have i min mad. Så nu er min mave lydhør for enhver lærdom! =)

Om forår

Forår i Moskva
Foto © Julia Barbakadze

Hvorfor er det forår, som er den mærkeligste årstid?
Fordi der er to forskellige forår. Det ene er levende og det andet er dødt. Når sneen smelter, og træeerne ikke ligner hvidt porcelæn, men ligner et ligs hånd, så ser hele naturen død ud. Solen skinner ikke, himlen er grå og overskyet. Naturen er kedelig og snavset. Man kan se meget stads nogle steder, selvom det er ikke er naturens skyld, men menneskers. Jeg vil ikke se verden på sådanne tidspunkter, jeg vil bare sove hele dagen.

Det andet forår er meget bedre. Naturen begynder at vågne op, man kan se solen, man kan høre fuglene synge. Jeg bliver glad, vil se mennesker og gøre dem glade også. Jeg vil ud at vandre et sted hen. Det særlige ved foråret er, at det kan være så omskifteligt, ikke bare sidst i april, men hele årstiden igennem. Én dag kan man have dødt forår og den næste får man det levende. Forår er den mest uforudsigelige årstid, synes jeg.

Forår MSU
Foto © Julia Barbakadze