Ansigter blandt ikoner: Dokumentarfilm om den russisk-ortodokse kirke i dag

I maj 2017 var et filmhold fra den internationale nyhedstjeneste Catholic News Service i Moskva og Sankt Petersborg for at optage en dokumentarfilm om russisk-ortodokse kristne i dag. Hvordan har kirken det nu, 100 år efter revolutionen, og en generation efter Sovjetunionens sammenbrud? Under det kommunistiske styre blev alle trosretninger forfulgt, man havde en ambition om at skabe en rent ateistisk stat. Den ortodokse kirke blev forfulgt strengere end de øvrige trossamfund, fordi den i tsartiden havde haft tætte bånd til statsmagten. Derfor blev den set som et arnested for kontrarevolutionær virksomhed. Flertallet af kirker og klostre blev jævnet med jorden eller ombygget til andre formål – fabrikker, lagerrum, eller i Solovetsk-klosterets tilfælde, den første gulag – og hundredetusinder af præster, munke og nonner blev dræbt.

Moskva havde været en by med en kirke på hvert gadehjørne. Ligesom Oxford kaldes byen med “the dreaming spires” var Moskva “de gyldne kuplers by”, en middelalderby på alder med Ribe. Dens ansigt blev helt ændret, da guldet, mosaikkerne og de hvide mure i vid udstrækning blev fjernet, og Stalins strenge arkitektur og Khrusjtjovs sociale boligbyggeri erstattede dem.

I dag bygges der mange kirker i Moskva. Kristi Frelsers kirke, et af byens vartegn, som Stalin sprængte i luften i 1930’erne, ligger der påny og ser ud, som den gjorde for 100 år siden. Den er genopført sten for sten, alt er forsøgt genskabt, som det var. Og på de russiske landeveje kan man møde omvandrende ikonmalere, der drager fra kirke til kirke for at restaurere de fresker, som kommunisterne har skuret af væggene.

Der sker meget i russisk trosliv i dag, men hvad? Filmen giver et bud gennem interviews med mange forskellige russere – kendte skikkelser fra kirkens top veksler med almindelige kirkegængere, gejstlige med lægfolk. Det aktuelle forhold mellem kirke og stat berøres også i filmen.

Maria Gnevsjeva, en af vores danskstuderende, der selv er troende ortodoks, blev interviewet til filmen. Nu har hendes medvirken skabt interesse fra dansk side for et nyt interview. Det er fint for de studerende, at det danske lektorat kan være en international kontaktflade, som åbner dem muligheder vestover.

Selv blev jeg ansat som medproducer på filmen i kraft af mit lokalkendskab til kirker og klostre i Moskva, til østkirkens teologi og til måden, man praktisk manøvrerer på i en russisk-ortodoks socialsfære. Jeg hjalp med at skaffe interviewpersoner, assistere ved interviews – og fik tilmed min “egen” fotograf med rundt i byen til at skaffe materiale til billedsiden. Jeg skulle fortælle ham, hvor og hvad vi skulle filme. Det tog jeg som en stor tillidserklæring fra instruktørens side, og gjorde mit bedste for at leve op til den. Derfor var det en personlig glæde (og lettelse!) at se, hvor mange af “mine” billeder, der kom med i den færdige film. Og et privilegium at arbejde sammen med professionelle, når man selv kom fra en anden sfære.

Jeg kunne godt lide både den organisatoriske side af filmproduktion og jagtaspektet med at gå efter det bedste visuelle motiv, den æstetiske indstilling, der skulle svare til filmens overordnede idé. Det var også dejligt at opleve holdarbejdsaspektet. Jeg blev klar over, hvor vigtigt det er (af en lang række praktiske grunde) at være to ude sammen, en producer og en fotograf, når man skal optage billedmateriale. Både de russiske og de amerikanske deltagere var ekstremt kompetente folk, så jeg lærte meget.

Faces Among Icons: Courtesy Catholic News Service

Thumbnail: Foto © Robert Duncan / CNS 2017

 

Konference om dansk-russiske åndelige forbindelser

IMG_3580

D. 25. september 2017 fandt konferencen “Dansk-russiske åndelige forbindelser” sted i Emigranthuset i Moskva, med Karsten Fledelius, Alla Nazarova og Helle Vallø som foredragsholdere. Jeg var moderator og tolk. Vores studerende samt danskstuderende fra andre universiteter i Moskva deltog, foruden husets brugere.

Alle tre oplægsholdere tog afsæt i Grundtvigs teologi og værdier. At “Grundtvig og Rusland” (der måske ikke lyder som den mest oplagte sammenstilling) er et næsten uudtømmeligt emne, kunne vi konstatere fra de tre veloplagte foredrag.

Der er stor interesse for netop Grundtvigs uddannelsessyn i Rusland. Alla Nazarova er medlem af Statsdumaens Uddannelseskomité, og har været på researchophold i Danmark for at studere højskoletraditionen og vurdere, hvordan dens principper eventuelt kunne inkorporeres i russisk uddannelsespolitik. Det er et meget glædeligt initiativ. Det russiske uddannelsessystem er bygget over det tyske, og er noget mere autoritært i sin ydre form end det danske. På universitetet rejser de studerende sig, når underviseren kommer ind, man er Des, og til seminarer og konferencer som denne kan man godt mærke en lidt større tilbageholdenhed fra de studerendes side for at stille spørgsmål og diskutere, end man er vant til i Danmark. Grundtvigs vægt på samtale som en pædagogisk grundsten i undervisning på alle niveauer – læring som en gensidig udveksling mellem lærer og elev – har noget at bidrage med her.

IMG_3582
Medlem af Statsdumaens uddannelseskomité, Alla Nazarova, fortalte om sit studium af det danske højskolevæsen. Foto: Aleksandra Rusakova.

Det betyder dog ikke, at russiske studerende ingen kritisk sans har. De har deres egne meninger (over hele det politiske spektrum) og er ganske velinformerede om verdenssituationen. Russere er i almindelighed kritisk indstillede, også selvkritisk i forhold til deres eget system. Det kunne vi egentlig godt bruge lidt mere af i Danmark; somme tider spærrer en indgroet forestilling om, at alt allerede gøres bedst i Danmark, for opdagelsen af, at nogle ting fungerer bedre i andre lande.

Tag for eksempel offentlig transport. Bor man i Moskva, lærer man at sætte pris på, at metroen så godt som aldrig er i stykker eller forsinket. I tilgift er der sporvogne, trolleybusser, almindelige busser og minibusser (marsjrutki). Og taxiselskaber med billige og punktlige vogne. (Ulempen i Moskva er naturligvis trafikpropperne i myldretiden. Så metroen er en livsbetingelse på visse tidspunkter af dagen.)

Når man så kommer til Danmark, og metroen står stille (igen), og DSB laver sporarbejde, hver gang man skal en tur til og fra Jylland, tænker man ‘I så lille et land må det da kunne gøres mere effektivt’. Til gengæld har Danmark jo sine dejlige cykelstier, som Moskva endnu er meget fattig på. Cyklisterne må bruge fortovet. Men der er forandringer i gang. For nylig kom der et bycykelsystem ligesom i København. Danskernes cykelkultur er et andet punkt, som russerne er interesserede i at lære af – ligesom højskolekulturen.

Men det var en digression. Tilbage til den åndelige transport mellem Danmark og Rusland!

IMG_3578
Foto: Aleksandra Rusakova.

Vores studerende sang naturligvis Grundtvig som indledning og afslutning på konferencen (O kristelighed og Sov sødt, barnlille). Og Grundtvigs salmer blev flittigt citeret af foredragsholderne. Alle vendte tilbage til den sidste strofe fra Den signede dag, der også fik det sidste ord til arrangementet:

 Så rejse vi til vort fædreland,
dér ligger ej dag i dvale,
dér stander en borg så prud og grand
med gammen i gyldne sale;
så frydelig dér til evig tid
med venner i lys vi tale.

IMG_3572
Karsten Fledelius, lektor emer. fra Københavns Universitet, bestyrelsesformand for Dansk-Russisk Forening og medlem af Helsinkikomitéen for Menneskerettigheder trak på alle tre baggrunde i sit foredrag. Foto: Aleksandra Rusakova.

Karsten Fledelius fortolkede strofen og dens særegne skildring af paradiset: Det er, kommenterede han, en opfattelse af det evige liv som en glædesfest, hvor venner samtaler med venner “i lys” – også forstået som åndelig oplysning, en forklaret virkelighed, som er så intenst virkelig, fordi man er sammen om den med dem, som er én kærest. Det er fællesskabet, samtalen, som skabelsens fuldendelse.

Det var en umådelig smuk inspiration, vi fik fra Karsten med dette perspektiv. Fællesskab som en stadig udvikling af individualiteten gennem mødet med andre. Det minder lidt om kirkefaderen Gregor af Nyssas forestilling om det evige liv, som han beskriver som en stadig dybere udforskning af Guds uudtømmelige væsen, hvor der altid er mere at lære og forstå og udveksle, så man aldrig når til ende med sin indsigt. Ikke livet, men evigheden, som et studium, en oplysningsproces, hvor virkeligheden hele tiden bliver lysere endnu.

Associationen til en kirkefader var ikke tilfældig: Titlen på Karsten Fledelius’ oplæg var Betydningen af Grundtvigs fortolkning af kirkefædrene for nutidig kristendom.

Her kan man høre en af de sange, MSUs danske studenterkor optrådte med. Denne optagelse er dog fra en korøvelse, ikke fra selve dagen. Maria Gnevsjeva har komponeret andenstemmen til sangen. Film © Ira Sevostjanova 2017.

Helle Vallø leverede et tankevækkende oplæg om værdigrundlaget for vores samfund, og hvordan Grundtvig har påvirket det. Hvordan kan mennesker af forskellige trosretninger leve anstændigt sammen med inspiration fra Grundtvig? Hun fortalte om, hvordan hun selv først, da hun var oppe i trediverne, blev klar over, hvor meget af hendes egen bevidsthed, netop han havde formet. For mange danskere sker det halvt ubevidst. Men ikke desto mindre præger det os afgørende. Og Grundtvig kan fortælle os noget vigtigt om, hvordan vi i en globaliseret verden balancerer mellem selv at få plads til vores identitet og give plads til andre identiteter. Helle Vallø talte om to former for opfattelse af national identitet: Den, der ekskluderer, og den, der inkluderer. Hun sammenlignede forholdet mellem forskellige værdier indbyrdes, og viste, hvordan en prioritering af dem foregår i dansk bevidsthed. Der var så meget opfølgningspotentiale i oplæggene, at tiden var for kort.

Diskussionen efterfølgende koncentrerede sig på opfordring af Alla Nazarova om spørgsmålet “Hvilke kriterier kan man opstille for åndelighed?” Det var også et spændende spørgsmål, men det var synd, at vi så ikke fik fulgt diskussionen om frihed og identitet, som Helle Vallø havde inviteret os til at deltage i, helt til dørs.

IMG_3584
Helle Vallø fortæller om danskernes prioritering af værdier. Foto: Aleksandra Rusakova.

Nogle studerende fulgte med oplægsholderne på pub bagefter – en god universitetstradition – så der var lejlighed til at udforske flere perspektiver med eksperterne på den måde.

Jeg er glad for, at de fik denne chance. Desværre måtte ret mange af de studerende gå til andre timer efter selve konferencen, og gik glip af pubsamtalen. Det var en ret stor skuffelse for dem, især for de studerende fra et andet af byens universiteter, der huskede Karsten Fledelius fra de Danske Dage i 2015, og havde forberedt spørgsmål, de ønskede at stille ham… Men de russiske studerende er hårdt spændt for rent timetalsmæssigt i sammenligning med de danske. Og de har mødepligt. Det er en skam, når de af den grund går glip af chancer som denne for at være på tomandshånd med danske forskere og undervisere.

*

Temaet “Grundtvig og Rusland” har været udforsket i dybden siden 2012, hvor en række danske og russiske Grundtvigentusiaster mødtes på Udby Kro til et seminar, som blev startskuddet til flere storstilede arrangementer om temaet i 2013 (i Rønnebæksholm), 2014 (i Moskva) og 2016 (i Vartov). Om disse begivenheder kan man læse detaljeret her.

Man kan læse endnu mere om Grundtvig i et russisk perspektiv her, i Jørgen Hinsbys artikel At stå med Gud i hånden og skabe verden på ny.

 

 

Tale i anledning af Moskva Statsuniversitets 50-årsjubilæum

Med venlig tilladelse bringer vi her Peter Grønnegårds tale til danskfagets 50-årsjubilæum på MSU.

5331 копия
Foto © J. V. Tupikina / MSU 2017.

Tusind tak for invitationen til at være til stede her i dag og deltage i fejringen af 50-året for danskfaget på Moskva Statsuniversitet.

Først og fremmest skal jeg ønske tillykke med dagen på vegne af Uddannelses- og Forskningsministeriet.

I 1967 fik verden en international rumtraktat. Præsident Johnson så demonstrationerne mod Vietnamkrigen tage til. The Beatles udgav Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band. Vores danske tronfølger – og nuværende dronning – fik sin Henri.

Margrethe og Henriks bryllup
Foto Per Pejstrup / Scanpix. Se flere Margrethebilleder på Kristeligt Dagblads billedserie om dronningens liv.

Og i samme år slog Moskva Statsuniversitet dørene op for dansk som hovedfag.

16 år senere – i 1983 – bød man velkommen til den første danske sendelektor, Kirsten Andersen, som er til stede her i dag, og som havde til opgave at undervise de studerende i dansk sprog, litteratur og kultur. Vores nuværende sendelektor er den tiende i rækken af sendelektorer. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige tak til alle jer sendelektorer for jeres store indsats.

5333 копия
Kirsten Andersen (til højre) var den første danske lektor på Moskva Statsuniversitet. Lene Schacke (til venstre) er også tidligere dansk lektor. Foto © J. V. Tupikina / MSU 2017.

Og russiske studerende har fået deres sag for gennem årene. De har ikke blot prøvet kræfter med de svære danske vokaler, men også med Kierkegaards eksistentialisme, Carsten Jensens slægtshistorie fra Marstal og med Kasper Colling Nielsens dystopi.

Som nogle af jer måske ved, falder jeres jubilæum sammen med, at den danske Lektoratsordning i år fejrer 80 år. Siden 1937 har ordningen givet udenlandske studerende mulighed for at studere dansk sprog og kultur på udenlandske universiteter verden over.

Ordningen har vokset fra 14 udsendte sendelektorer ved udgangen af 1930’erne til godt det dobbelte i 2017. Hertil kommer et antal lokalt ansatte. Der undervises i dag i dansk fra Vancouver i vest til Shanghai i øst. Aktuelt læser over 2.000 studerende på over 60 udenlandske universiteter dansk som hoved- eller bifag.

Rusland er et af de steder, hvor dansk er bedst repræsenteret i verden. Vi har pt. to sendelektorer i landet, foruden én i Moskva også én i Skt. Petersborg, mens der undervises i dansk på i alt otte universiteter i Rusland – som vi ved af! Kun Tyskland og USA kan bryste sig af flere universiteter, der udbyder dansk.

5303 копия
Foto © J. V. Tupikina / MSU 2017.

Og de russiske studerende nøjes ikke med at studere dansk derhjemme. Hvert år rejser de til Danmark, enten på ekskursioner arrangeret af universitetet, eller for at deltage i sommerkurser i dansk sprog og kultur, eller for at deltage i et udvekslingsophold på et dansk universitet af op til ét års varighed.

Jeres studerendes interesse sikrer, at der fortsat undervises i dansk på universiteter og sprogcentre rundt omkring i Rusland, det sikrer, at danske forfattere oversættes til russisk og ikke mindst sikrer det, at danske virksomheder kan ansætte lokale medarbejdere med gode danskkundskaber, når de vælger at etablere sig i Rusland.

Det er noget, vi i Danmark værdsætter højt. Og det er noget, I kan være stolte af.

Så lad mig slutte af med at sige: Pozdravljaju! [Tillykke, red.] Vi ser frem til forhåbentlig mange års samarbejde med Moskva Statsuniversitet. Og jeg ser frem til nogle festlige dage sammen med jer i det danske sprogs og det dansk-russiske samarbejdes tegn.

Tak for ordet!

 

Socialdemokratiet

Socialdemokratiet er et af de største danske partier med gamle traditioner. Det blev stiftet i 1871 af Louis Pio, Harald Brix og Poul Geleff. I 1924 var det første gang, partiet fik flertal med 36,3% af stemmerne og derved blev det største danske parti. Fra 1924 frem til 2001 har Socialdemokratiet siddet i regering i mere end 54 år. Men ved folketingsvalget i 2001 mistede partiet sin position til fordel for Venstre. I dag optræder Socialdemokratiet som opposition til Lars Løkke Rasmussens regering. Fra 2015 ledes partiet af Mette Frederiksen, som gør sig umage for at følge partiets stærke traditioner og få samfundets opbakning tilbage. Et af hendes vigtigste argumenter er partiets historiske rolle, som var rigtig stor.

valgplakat-socdemjpg
Oprindelig var Socialdemokratiet et arbejderparti. Billede fra artiklen “Valgplakaten: Se 100 års magtkamp i lygtepælen” i Politiken.

Socialdemokratiet tilhører Centrum-venstre, men det er faktisk svært at markere partiet enten som ”højre” eller ”venstre”. Det har altid fulgt ”den tredje vej”. Det betyder, at det har forsøgt at forene højreorienteret økonomisk politik og venstreorienteret socialpolitik. Hovedbegreber i partiets program er frihed, lighed og solidaritet. Hovedmålet er velfærdsstaten med borgere, der har lige muligheder og rettigheder samt lige adgang til sociale goder. Socialdemokraternes socialpolitik består i, at staten skal yde bistand til fattige og svage, herunder børn og ældre mennesker. Det handler om et højt udviklet uddannelsessystem, som alle børn har adgang til, og om gratis sygdomsbehandling af høj kvalitet for alle. Man skal hjælpe de svage, hvis man ønsker at opnå et velfærdssamfund. Det andet punkt i programmet er kamp mod arbejdsløshed. Ifølge Socialdemokraterne skal alle få lov til at have et godt job og nok i løn til at forsørge sig selv med fødevarer og betale husleje. Socialdemokraterne er meget stolte af, at de har skabt 40.000 nye arbejdspladser for dem, der havde brug for det.

Vedrørende såkaldte ”nydanskere” har Socialdemokratiet også taget stilling til dem: Regeringen skal gøre alt muligt for at integrere indvandrere og give dem de muligheder, som danskere har.

Under sin beretning i 2016 sætter partilederen Mette Frederiksen følgende opgaver på dagsorden:

– at udvikle velfærdsstaten og velfærdssamfundet, som hun mener, Socialdemokraterne har bygget op

– at skabe flere arbejdspladser, hvilket er fundamentet for den gunstige økonomiske udvikling

– at uddanne og opkvalificere danske lønmodtagere

– at skabe tryghed på arbejdsmarkedet i modsætning til konkurrence og globalisering

– at give lige muligheder til alle, blandt andet til flygtninge og muslimske kvinder

– at skabe et samfund, hvor man tager hånd om hinanden, et samfund uden splittelse

– at bekæmpe skattely og bevare skattesystemet, som det er, for det medvirker til at fremme velfærdssamfundet med sociale bidrag og hjælp til svage.

Socialdemokraternes logo er en rød rose, og deres listebogstav til valg er A.
Socialdemokraternes logo er en rød rose, og deres bogstav på valglisterne er A.

Mette Frederiksen understreger, at det netop er Socialdemokratiet, som historisk set var med til at opbygge den danske velfærdsstat, og på denne baggrund skal det støttes. Det har hun ret i, man kan betragte Socialdemokratiet som et parti, der står for lighed, retfærdighed, velfærd og stabilitet. Men på den anden side er alle partiets traditionelle ønsker til en vis grad blevet opfyldt, det vil sige, Danmark er blevet til en velfærdsstat, hvor menneskerettigheder og lighed står i centrum. Samtidig er der nye, store udfordringer, der dukker op i samfundet. Det er blandt andet udlændingeproblemet, for der er ikke alle, der gerne vil integreres og arbejde, hvilket fører til stigende kriminalitet. Der er også økonomiske udfordringer, for der ER stor konkurrence på det europæiske marked og verdensmarkedet, og man kan ikke undgå den.

Til sidst vil jeg bemærke, at, på trods af de fremragende ideer, der handler om lighed og retfærdighed, kan realiteten være lidt anderledes. Man skal selvfølgelig holde fast i de værdier, som allerede er til stede i samfundet, men også huske, at værdierne aldrig kan være grænseløse. Det er acceptabelt (også i velfungerende samfund), at nogle får mere i løn end andre. Det er i orden, at der er nogen, som bliver behandlet på et privathospital, bare fordi de har råd og lyst til det. Og det er også i orden, at nogle er klogere, dygtigere, smukkere eller rigere end andre.  Velfærdssamfundet skal ikke blive til en utopi, men vedblive at være en del af virkeligheden.

Mette Frederiksen har sammenlignet den danske velfærdsstat med en humlebi, der flyver, skønt forskere har fastslået, at den ikke kan flyve. Humlebien flyver stadigvæk trods alt. Spørgsmålet er, i hvilken retning den kommer til at flyve.

Kilder:

http://www.socialdemokratiet.dk/da/

http://www.ft.dk/Demokrati/Partier/Om%20de%20politiske%20partier.aspx

https://da.wikipedia.org/wiki/Socialdemokratiet

 

 

 

Hvem er Thit Jensen?

Thit Jensen privatfoto
Privatfoto. Hentet fra Ugeavisen.

Thit Jensen, en af de berømteste danske kvinder i begyndelsen af det tyvende århundrede, var født d. 19. januar 1876 i Farsø i Jylland. Hun kom fra en stor familie – hun havde elleve søskende. På grund af så mange barsler blev Thits mor handicappet, og denne kendsgerning påvirkede Thits syn på livet og på kvindens stilling i samfundet meget.

Johannes og Thit
Johannes og Thit. Foto: 100aaret.dk .

Thits far var en mand med en stor tørst efter viden. Han interesserede sig for mange ting som stjerner, botanik, sprog og okkulte fænomener, og han lærte sine børn at være nysgerrige over verden og studere andre sprog. Derfor var børnene rigtig dygtige, især Thit og hendes storebror Johannes V. Jensen.

Thit og Johannes var meget gode venner. Begge havde lyst til at blive forfattere, og det lykkedes dem til sidst. Men desværre kunne de ikke opretholde deres venskab. En af grundene til det var den ulighed mellem mænd og kvinder, der var almindelig i denne periode. Thit var forarget over, at hendes brødre godt kunne få en uddannelse og en masse muligheder, mens hun måtte sidde hjemme og passe små søskende og gøre husarbejde, bare fordi hun var kvinde. Hun var også meget skuffet over Johannes, da han indledte en affære med deres kusine, som var gift. Livet i København forandrede ham meget, og Thit kunne ikke lide hans nye anarkistiske ideer. Udover det ville han ikke hjælpe Thit, da hun begyndte at skrive bøger, skønt han allerede var en stor forfatter.

hamster

Thit fik en mystisk forudsigelse engang, der handlede om, at hun ikke var egnet til roser. Det betød, at hun aldrig ville finde lykken i kærlighed. Da hun var 36 år gammel, blev Thit gift med kunstmaleren Gustav Fenger. Men dette ægteskab var ulykkeligt – Fenger forlod hende for hendes bedste veninde. Thit skrev romanen “Den erotiske hamster”, som blev meget populær, om sit ægteskab.

 

Thit og ret
Foto: Da kvinder fik ret.

Thit holdt en række foredrag om kvindens ret til at bestemme over sin egen krop. Denne kampagne var rigtig overraskende for samfundet i begyndelsen af det tyvende århundrede, fordi man plejede at undgå sådanne emner som børnebegrænsning, og så fik Thit mange modstandere. Der blev tegnet mange karikaturer af hende. Men efter at Folketeatret havde afvist et manuskript af Johannes V. Jensen og bedt Thit om at skrive stykket, fik hun stor succes. Efter det begyndte hun at skrive historiske romaner og skrev dem frem til sin død, men hun fortsatte altid med at kæmpe for kvindens rettigheder.

Se mere om Thit Jensen i dette afsnit af serien Store Danskere. (Red.)

 

 

De russisk-danske forbindelsers historie

Vi publicerer her med venlig tilladelse fra Den Russiske Ambassade i Danmark en oversættelse til dansk af en af deres artikler om diplomatiske forbindelser mellem Danmark og Rusland før og nu. Den russiske originaltekst findes her.

De første vidnesbyrd om et forhold mellem Danmark og Rusland går tilbage til det IX.-XI. århundrede.
Både europæiske og russiske kilder fra den tid viser, at forfædrene til de nuværende skandinaviske folk, herunder det danske, havde forbindelse med de oldrussiske fyrstedømmer.

Det er vældig interessant, at slægtsforholdene mellem repræsentanterne for de to nationers adel allerede blev etableret i middelalderen. Således var hustruen til hertugen af Sønderjylland, Knud Lavard (1096-1131), Ingeborg, barnebarn af Kievs storfyrste, Vladimir Monomakh. Hendes søn, den kommende kong Valdemar I den Store (1131-1182), blev opkaldt efter sin russiske bedstefar. Valdemar I var til gengæld også gift med en russisk fyrstedatter, Sofija af Novgorod.

Den første skriftlige russisk-danske forbundsaftale, som fik titlen “aftalen om kærlighed og broderskab”, blev undertegnet i 1493 mellem den danske kong Hans, og storfyrsten af Moskva, Ivan III. Aftalen planlagde udarbejdelsen af en militær alliance, rettet mod Sverige, og blev forlænget i 1516 under Ivan IIIs søn, Vasilij III.
Det næste væsentlige skridt i udviklingen af bilaterale forbindelser foregik i Peter den Stores regeringstid. Peter ønskede at alliere sig med Danmark i den Store Nordiske Krig. Det var netop under Peter den Store, at der i 1700 blev oprettet et varigt russisk gesandtskab i København, hvis leder var gesandt Andrej Petrovitj Ismajlov. Tsaren selv besøgte København i 1716 og deltog i forhandlinger mellem de to lande om en landgang i den svenske provins Skåneland, som dog ikke fandt sted.

I det XIX. århundrede var der en vigtig milepæl i udviklingen af forholdet mellem de to lande, nemlig ægteskabet mellem den russiske tronfølger Aleksander (den senere kejser Aleksander III) og den danske prinsesse Dagmar, som er indskrevet i russisk historie under navnet Marija Fjodorovna.
Netop på Aleksander IIIs tid blev det russiske gesandtskab i København udvidet til ambassade (1893).
På grund af Oktoberrevolutionen i 1917 blev alle diplomatiske forbindelser mellem de to lande afbrudt og først i 1924 genoprettet på gesandtskabsniveau.
I begyndelsen af anden verdenskrig blev Danmark besat af tyskerne, og forbindelsen med USSR blev afbrudt. Forholdet mellem de to lande på gesandtskabsniveau blev genoptaget i maj 1945 (i 1955 blev det udvidet til ambassadeniveau).

Den første sovjetiske leder, der var i Danmark – Nikita Khrusjtjov – besøgte Danmark i 1964. I 1975 kom også Danmarks dronning Margrethe II til Moskva.

I dag karakteriseres udviklingen af de bilaterale forbindelser mellem Danmark og Rusland efter en lang pause også ved en række besøg på højt niveau. I december 2010 var den russiske præsident Dmitrij Medvedev på officielt besøg i Danmark. Premierminister Vladimir Putin besøgte Danmark i april 2011, og Margrethe II var på besøg i Rusland i september 2011.

Dansk oversættelse © Dorothea Radujko 2015.

Originaltekst på russisk: http://denmark.mid.ru/istoria-rossijsko-datskih-mezgosudarstvennyh-otnosenij

Foto af Valdemar den Store © Nils Jepsen (Nico-dk, Wikimedia Commons ).

Forskerkald og frihed: Ak, hr. Agisjev, hvis bare Gud hørte dig!

Tanker efter Lomonosovkonferencen 2015

De unge historikere lytter opmærksomt…

D. 14.-15. april var jeg lykkelig for at tage del i den årlige MSU-“Lomonosov”-konference for unge forskere.
Trods alle de klager over MSU, som jeg havde i min studietid (trættende bureaukrati, et væld af obligatoriske studieelementer, “huller” i timeplanen, administrative fejl, sen Wi-Fi-opkobling og så videre, kan jeg ikke skjule, hvor stolt jeg var af min alma mater og mit hjemfakultet, og hvor dejligt det var at holde oplægget: Det var ikke bare et virkelig landsdækkende træf for unge forskere, men det var også meget godt arrangeret. At den tekniske del var velfungerende, skyldes måske MSUs størrelse (for eksempel fik vores afdeling fik et stort og veludrustet lokale — universitetet har råd til det), men den organisatoriske succes var sikkert medarbejdernes fortjeneste.

En ung forsker fremlægger sin paper
… til deres kollegas fremlæggelse. Bemærk MSU-logoet på jakken.

Tilbage i 2010 blev middelalderforedragene holdt i en fælles forsamling, og det var kedeligt for kolleger, der forsker i nyere tids historie og vice versa. Nu fik vi og byzantinisterne vores egen afdeling, og det blev meget mere produktivt. Jeg vil fremhæve vores moderators, Sergej Agisjevs, særligt aktive indsats, der befordrede diskussionens livlige karakter.

Før den første fremlæggelsesrunde havde Igor Filippov (viceinstitutleder og min første vejleder på universitetet) haft ordet: “For 20 år siden syntes akademiske studier at være en fortvivlet bestræbelse, en vej, der ingen steder førte hen. Vi, den tids forskere, gjorde det af rent ophøjede grunde, ikke praktiske eller nytteorienterede”.
Jeg har hørt fra ældre kolleger, at mediævister er som cremen blandt historikere — det er, fordi de kender deres kilder fra A til Å – kildematerialet er begrænset, og derfor er det svært for dem at bestemme fakta. Jeg kunne imødegå den påstand: for eksempel arbejder forskere i antikkens historie på samme måde; jeg synes, at samtidshistorikeres arbejde er lige så svært med det væld af kilder, der er.

Men en ting er utvivlsom: middelalderhistorikere arbejder stadig — ligesom for 20 år siden — af indre tilskyndelse, ikke ud fra konjunkturen, som det — desværre — er blevet udbredt i den sidste tid. Det er måske for vovet at påstå, at vores institutter får de bedste studerende, men i det store og hele forbliver niveauet ret højt: jeg tror, at hr. Filippovs ønske modsvarer virkeligheden. Vores afdelings medlemmers ansigter var, som min mor siger, “deformeret af intellekt”, og det var meget smigrende at tage del.

Jeg blandt de unge forskere
Jeg var blandt de unge forskere, der fremlagde.

Efter den anden dags fremlæggelsesrunde åbnede hr. Agisjev den uofficielle diskussion, og det ene af hans budskaber var idéen om humanisters ubøjelighed. Det vil sige, naturvidenskabmænd har brug for teknik, laboratorier, grejer og så videre, derfor vil de bøje sig for et politisk regime om nødvendigt, men humanisterne behøver kun blyanter og papir: De bliver fattige, men forbliver stolte og uafhængige. Ak, hr. Agisjev, hvis bare Gud hørte dig!.. Efter min mening er det præcis omvendt: Ethvert regime kan overleve uden humanistisk lærdom på en eller anden måde, men løber en risiko uden den teknisk-naturvidenskabelige. Følgelig vil det, skønt uvilligt, tolerere frihed blandt naturvidenskabmænd (medarbejderne på Kurtjatovs institut, som havde været udpeget til at producere atombomben efter den Anden Verdenskrig fortalte sidenhen, at de følte, de havde lov til at tænke helt frit — og det var i Stalins tid!), men ynder at undertrykke humanisterne: De skal huske, hvem der er herre i huset. Humanisterne behøver også et godt arbejdsmiljø og finansiering: biblioteker, rejser til udlandet til konferencer, arkæologiske ekspeditioner… Måske er jeg ikke en ægte forsker: Foruden blyanter og papir vil jeg også have en god løn, gode arbejdsbetingelser og tro på fremtiden. En yacht og en pengesæk vil heller ikke skade.

Debat
Er humanister mere eller mindre modstandsdygtige overfor politisk pres end naturvidenskabsmænd? I debatten forfægtedes begge synspunkter.

Jeg er mere eller mindre enig med hr. Agisjevs fortolkning af historikernes plads i samfundet: at forvalte, bevare og indsamle lærdom. Men det beviser, tror jeg, deres uholdbare stilling. En naturvidenskabmand ved, når han/hun forsker i virkelighedens natur, at det udførte arbejde vil overleve ham/hende og regimet, og selv hans/hendes fejl vil ikke være forgæves — efterfølgerne vil kende til dem. Har en humanist den slags sikkerhed? Nej. Hvem vil nu læse bøgerne om SUKPs (Sovjetunionens Kommunistiske Partis) historie, lange, kedelige værker om klassekamp og fortvivlet forsøge at finde den historiske baggrund for “SUKP: Den korte historie” og Marx-Lenins begreber om historiske formationer? Okay, lærdommen er bevaret, men behøver man det? Billedligt talt, “hvad skal en vej til for, hvis ikke den fører til kirken?”¹

Præmie for bedste fremlæggelse
Sådan ser præmien for at have præsenteret det bedste oplæg ud.

Endelig forstår jeg ikke, hvordan jeg skal forholde mig til det faktum, at kun folk fra MSU fik præmierne for de bedste foredrag. På den ene side er jeg meget stolt af mit fakultet, på den anden side føler jeg mig flov overfor kollegerne fra andre institutioner. Jeg synes personligt, at et foredrag i historiografi, der blev holdt af en studerende fra RSUH (det Russiske Humanistiske Statsuniversitet, Российский Государственный Гуманитарный Университет), fortjente en højt placeret præmie. Jeg skal undlade at drage min egen konklusion og vil referere to meninger:
a) min vejleder bemærkede, at det var et bevis på MSUs høje standard,
b) min afhandlings opponent hældede til den formodning, at hvis konferencen havde fundet sted på for eksempel RSUH, så ville RSUHs studerende have fået præmierne.
Og dog mener jeg, at Lomonosov-2015 var en succes, og jeg er meget glad for at have taget del i det. Jeg håber, at vores arbejde ikke er forgæves:

“Jeg vil længe være værdsat af folket,
Fordi jeg vakte gode følelser til live med min lyre.
I disse grusomme tider lovpriste jeg frihed
Og opfordrede til nåde for dem, der trådte fejl.”²
(Aleksandr Pusjkin.)

 

 

¹ Citat fra filmen “Pokajanije” (“Anger”) af Tengiz Abuladze (1984).
² И долго буду тем любезен я народу,
Что чувства добрые я лирой пробуждал,
Что в мой жестокий век восславил я Свободу
И милость к падшим призывал.

(Fra digtet Я памятник себе воздвиг нерукотворный. Læs hele digtet her på russisk.)

 

Anmeldelse: “Steppeulven” åbnede den danske filmfestival i Moskva

Danish Wave 2015
Festivalplakaten

D. 15. april 2015 åbnede filmfestivalen Danish Wave for syvende år i træk i Moskva. Åbningsfilmen var Ole Christian Madsens portrætfilm Steppeulven om den myteomspundne digter og sanger Eik Skaløe (1943-1968), der skabte dansk musikhistorie med sit band Steppeulvenes eneste album, Hip (1967), og hvis tekster har haft blivende indflydelse på senere generationers danske digtere.

Åbningsarrangementet bød på et møde med hovedrolleindehaver Joachim Fjelstrup (Eik Skaløe) og Christian Gade Bjerrum (Christian Arnø; med rolleindehaverens egne ord, filmens “bad guy“). De to skuespillere introducerede filmen og svarede bagefter på publikums spørgsmål under en veloplagt seance, hvor de med lun humor og klovneri opfangede stemningen i rummet og udfoldede den til salens fornøjelse. Blandt andet kommunikerede de på det lokale sprog med en tilstedeværende gravhund, der blandede sig i dialogen: Christian Gade Bjerrum afklarede lige med tolken, at “vov-vov” hedder “gaf-gaf” på russisk, før han besvarede dyrets spørgsmål.

Der var en god kemi mellem gæsteskuespillerne, både internt og med det russiske publikum. Foto: Udsnit af stillbillede fra filmen
Der var en god kemi mellem de to gæstende skuespillere, både internt og med det russiske publikum. Foto: Udsnit af stillbillede fra filmen

Der var dog også tungere emner på diskussionsprogrammet. For eksempel spurgte en mand blandt publikum, om skuespillerne fandt den atomkrigsfrygt, der var et tema i filmen, særligt aktuel i dag “med alt det her postyr om russiske missiler, der peger på Danmark?”
Et spørgsmål, som fik både russere og danskere til at bryde ud i latter – jeg er ikke helt sikker på hvorfor, men det var ret livsbekræftende. (Formuleringen hentydede antagelig til en nylig kronik af den russiske ambassadør i Danmark, der fik de danske medier til at gå i selvsving i nogle dage, indtil den næste skandale om Lars Løkkes garderobe eller Helle Thornings mands skat afløste den.)
Skuespillerne svarede, at ja, de fandt filmen aktuel i det perspektiv. Filmen handlede om frygt, forklarede de: frygten for bomben såvel som frygten for at miste kærligheden. Frygten som et indre problem, mennesket må overvinde ved at ændre sig selv. Det er den filosofi, Eik Skaløe selv præsenterer i filmens begyndelse: Efter en kort ekspedition ud i politisk aktivisme, deltagelse i demonstrationer mod atomvåben og opklæbning af protestplakater, fulgt af arrestation, konkluderer han, at politik ingen mening har, og at det eneste frugtbare aspekt af hans engagement har været mødet med hans livs kærlighed, Iben Nagel Rasmussen (Marie Tourell Søderberg), i arresten. (En detalje, som i øvrigt ikke er historisk korrekt: I virkeligheden mødte de to først hinanden efter løsladelsen.)

Med andre ord konkluderer filmens Skaløe, at meningen med livet er i de nære relationer. Det holder han fast ved: Han prøver hele sit liv at få Iben til at leve sammen med sig i et fast forhold, og han ikke så meget som ser på andre kvinder. Kærligheden til “Itsi Bitsi” (hans kælenavn for Iben) bliver hans livs fundament.

Dette harmonerer ikke så godt med hippiefilosofien, der fokuserer på det universelle og søgen efter stadigt fjernere mål, og resten af filmen handler da også om Eiks konflikt mellem ønsket om nærhed – samliv med Iben, at grundlægge en familie med hende (han tilbyder hende at blive hjemmegående husfar, han vil indrette sit liv, hvordan hun end ønsker, blot de kan være sammen og beholde det barn, hun er blevet gravid med, men har besluttet sig for at abortere) – og hans tids herskende ideologi, der ikke tillader nogen rammer for tilværelsen.

Iben og Eik - for engangs skyld alene to. Stillbillede fra filmen
Iben og Eik – for en gangs skyld alene to. Stillbillede fra filmen

Iben harmonerer tilsyneladende med ideologien på en lagt mere sømløs måde end Eik: Hun hengiver sig uden forbehold til den fri sex. Hun informerer sjældent Eik om sine planer; han opdager, at hun har fundet en ny mand, enten ved at finde ham i sengen eller ved ikke at kunne finde Iben nogen steder, fordi hun er rejst til en anden græsk ø med den nyeste sengekammerat. Hun og Eik holder dog sammen en tid, fordi han underkaster sig vilkåret mod sin inklination. Det samme gør de andre mænd, det er tidens diktat. Dog kommenterer hippien Vincent undtagelsesvis, at han ikke vil røre Iben, fordi han ikke vil komme mellem to tvillingesjæle – og sender hende tilbage til Eik, efter at hun har prøvet at stikke af med ham. Det er den eneste gang, nogen sætter en seksuel grænse for Iben i filmen, og hun virker ikke meget tilfreds med det.

Det hårde liv får helbredsmæssige konsekvenser. Foto: Stillbillede fra filmen
Det hårde liv får helbredsmæssige konsekvenser. Foto: Stillbillede fra filmen

Livet selv sætter dog en skæbnegrænse: Da Iben bliver gravid, konstaterer hun med den følelses- og udtryksløshed, skuespilleren er instrueret til at demonstrere filmen igennem: “Jeg kan da ikke få et barn” og arrangerer en abort, trods Eiks bønner om at lade deres fælles barn leve. Aborten gør så ondt på Eik, at han her for første gang sætter en følelsesmæssig grænse for Iben og rejser fra hende, selvom hun bliver alvorligt syg efter indgrebet. Senere viser det sig, at infektionen har gjort hende steril, og at hendes konstatering “jeg kan da ikke få et barn” er blevet til ikke kun et følelsesmæssigt, men også et fysisk faktum.

Eik opsøger hende senere igen, og hun forlader ham igen. Hjulpet af sine forældres indflydelse får hun arbejde i det eksperimenterende Odinteater, hvor hun skaber sig en varig karriere – og, giver filmen indtryk af – også henter en struktur og disciplin ind i sit liv gennem arbejdet, som får hende fri af det åndelige vakuum, Eik forsvinder i ved mødet med det absolut grænse- og fredløse liv. Deres sidste kontakt er over telefonen: Eik ringer til hende midt under en koncert, for at hun skal opleve blomsten af hans kreativitet, hans digte til hende sat i musik; karakteristisk for filmens skildring af Iben er hun også denne gang fuldstændig uimodtagelig for input: uden at fornemme hverken hans gave eller hans smerte konstaterer hun følelsesløst, at hun “ikke har tid til at lytte til sangen i røret, hun skal øve”.

Da hun hører om Eiks død, er det atter over telefonen. Hans mor ringer og fortæller, at man i ørkenen på grænsen mellem Pakistan og Indien har fundet hans knogler, hans pas og hans dagbøger. Her fælder Iben en lille, kold tåre. Det er højdepunktet af den følelse, instruktøren tildeler hende i filmen.

Dette er uden tvivl en tidstype, et menneske, der af ideologi og stoffer er blevet helt døvt og blindt for basal menneskelig nærhed. Filmens Eik Skaløe demonstrerer på den anden side med en digters overfølsomme og overærlige udlevelse af netop det basalt menneskelige, at behovet for denne nærhed er en livsbetingelse. Da han opgiver håbet om at finde den, lægger han sig til at dø, kun femogtyve år gammel. Det er ikke tilfældigt, at han vælger ørkenen som dødsleje. Skønt han bemærker, at han er “led ved” steppeulve-identiteten, den ensomme, der er utilpas mellem mennesker og fremmed mellem dyr – altså: den, der ikke kan finde samhu noget sted – vælger han med sin død både at overtage ensomheden helt og at forsøge på den måde at udslette den. Men det er sig selv, han udsletter.

Eik Skaløes liv og død bliver i denne film en kommentar til den pris, visionen om den altfavnende, kosmiske kærlighed, og dens iboende konflikt med den personlige kærlighed – kærligheden mellem to mennesker, kærligheden til en udvalgt – har for det enkelte menneske: selvudslettelse.

Sådan så denne anmelder i hvert fald filmens budskab. Men den kan ses på andre måder. Den er åben for et spektrum af spejlinger.

Skuespilpræstationerne er stærke, og jeg er særligt glad for den måde, det danske sprog er blevet behandlet i filmen. I mange danske film håndterer man ikke udtale og følelsesregistre særlig godt instruktionsmæssigt. Det kan blive kikset og/eller gnidret. (Noget, som af en eller anden grund hænder oftere i danske film end i norske eller svenske.) Men det sker ikke her. Voice-overen er lige på kornet, de ironiske kommentarer til de billeder, man ser, har perfekt timing.

Jeg sætter også pris på, at filmen undgår de mest pinagtige klichéer om tressernes kulturelle revolution. Man forskånes for puerile “Fars gris“-optrin, hvor “de borgerlige” fremstilles som klovner uden et værdigt alternativt syn på tilværelsen. Her er filmen tværtimod rummelig nok til at lade omgivelserne beholde deres forskellige synspunkter på hippiernes valg af tilværelse uden at latterliggøre, at de er et andet sted.
Et eksempel: Da Eik hjemme hos Stig Møller leverer en noget floskuløs angrebstale til hans velsoignerede psykolog-partner (den eneste gang i filmen, hvor Eik synes ukritisk at have overtaget tidens filosofi), får psykologen lov at svare igen, så deres tolkninger af hinanden begge står tilbage som mulige perspektiver på tilværelsen, og publikum selv kan vælge. Man slipper for Erik Clausens løftede pegefingre, og det er rigtig rart. Filmen har andre tilsvarende demonstrationer af smagfuldhed i omgangen med sit stof. Det giver den mere dybde i skildringen af tressernes flertydige kultur og ekstreme eksperiment med menneskelige grundfølelser og relationer. Det gør den også til en ægte portrætfilm: “Sådan levede Eik Skaløe altså.”

Eneste anke på det punkt er, at man, så central som Ibens figur er (det forekommer helt rimeligt, at den russiske oversætter af filmen har valgt at give den titlen “Itsi Bitsi”), godt kunne have brugt lidt mere belysning af hendes forhold til sine forældre. Man får, meget fint og kompakt, et udmærket indtryk af Eiks familierelationer – totalt accepterende, men også lidt passive, forældre, der ikke i tide registrerer, at Eiks kurs er livsfarlig for hans følsomme sind – men seeren mangler en brik i billedet af Iben på det punkt. Vi ser ganske kort Eiks møde med hendes forældre og oplever, hvordan de reagerer på ham – men ikke, hvordan de relaterer til deres datter.
De hjælper hende til pladsen på Odinteatret, hvilket giver et billede af forældre, der har både magt og agt til at skride ind, når deres datter har det behov; men den nærmere følelsesmæssige dynamik får man ikke belyst. Det forekommer ret vigtigt, når nu Ibens følelseskulde (i filmens fortolkning) driver Eik i døden. Iben skildres i realiteten ret uforsonligt af filmen på det punkt. Om det er retfærdigt, skal jeg ikke kunne sige. Jeg finder det altid meget voldsomt, når man på film skildrer endnu levende personer så tæt på; der er for mig en etisk grænseoverskridelse i det, da man på den måde fremadrettet præger et meget stort antal personers indtryk af den skildrede person. Men virkelighedens Nagel Rasmussen (som stadig turnerer med Odinteatret i dag) har selv skrevet om sit forhold til Eik, udgivet deres breve og tilmed opsat et stykke (også navngivet “Itsi Bitsi”) om deres forhold, og måske kan hun som skuespiller bedre end andre tage fiktionalisering af sit liv med et skuldertræk? Det må man håbe.

Faktisk har hun i interviews udtrykt generel tilfredshed med filmens skildring, skønt hun ikke er enig i alle facetter af dens tolkning (1). Hun leverer også den manglende brik til historien bag film-Ibens upåvirkelighed: Hun forklarer, at hun i den skildrede periode følte sig udvisket som person af sin berømte forfatterfar (Halfdan Rasmussen) og sin digterkærestes stærke kreative personligheder. (3) Hun kunne ikke finde sin egen stemme, og identificerer selv denne indre stumhed og flakken som baggrunden for sine seksuelle eksperimenter: “For mig handlede det om at møde mennesker på en meget intim måde – og alligevel holdt jeg jo fast i den her binding til Eik. Andre hægtede sig ligesom bare på rejsen. Men det var lidt svært for Eik. Jeg tror også, at det bunder i, at han vidste, hvad han ville. Han skrev. Jeg anede ikke, hvad jeg ville – jeg havde en uro. Og den kom også til udtryk på det seksuelle plan.”
Hun søgte sig selv og fandt sig ikke. Først i Odinteatret lykkedes det: Således siger hun i dag: “Jeg blev jo nærmest kæreste med Odinteatret i stedet for med Eik.” (1)

I sidste ende er naturligvis Skaløes selvmord hans eget og ingen andres valg, og det samme gælder hans holden fast ved sin kærlighed trods al afvisning. Hver må leve sit eget liv og dø sin egen død. Det er alle menneskers vilkår, men i hippiernes filosofi fik det den særlige drejning, at man fralagde sig ansvaret, ikke kun for andre (børn og partnere), men også for sig selv: for at være en person. Filmen beskriver denne konstante jegflugt, illustrerer på en konkret måde Janis Joplins bevingede ord “freedom´s just another word for nothing left to lose” og lader Skaløe se døden som det eneste alternativ til at flakke videre – det eneste håb om fred, eller den yderste flugt fra sig selv. Måske nok snarest det første, for – atter i kontrast med sin tids ideologi – påtager han sig i sit afskedsbrev netop ansvaret for sin handling og tillægger sig skyld. “For the officials: As i guess you know – this suicide is decided & carried out by myself * Noone is to blame, except the cruel person inside me * Forgive me – Eik Skaløe“.

Skaløes (faktiske) selvmordsbrev. Pressefoto
Skaløes (faktiske) selvmordsbrev. Pressefoto

Det samme har han forinden gjort flere gange i filmen, når han sammen med venner (og Iben) bliver taget med narkotika: “Det er mit altsammen,” siger Eik, “de andre er uskyldige.” Påny er det hans basalt-menneskelige smag for det individuelle og det retlinede – samvittighed, kort sagt – der skinner igennem.

Som vore to skuespillergæster i Moskva bemærkede under diskussionen med publikum: “Han er jo inderst inde borgerlig: Han vil bare have barn og hjem.” Derfor er portrættet af Eik Skaløe i “Steppeulven” netop også et portræt af et menneske og ikke et manifest. Det får filmen til at stå meget stærkere, end den ellers ville have gjort.

Visuelt er den også et smukt stykke håndværk. Og ligesom den formår at styre udenom de truende klichéer om “borgerdyrene”, holder den også en ironisk distance til den traditionelle, skandinaviske måde at bekræfte sin frigjorthed™ for sig selv og omverdenen på filmisk gennem de obligatoriske, eksplicitte sexscener. Distancen til denne (efterhånden noget trætte) konvention skabes gennem en frisk humor, der faktisk formår at formidle komplekse psykologiske dynamikker gennem en række parringsscener, så de forbavsende nok kommer til at udgøre en meningsfuld, fremadskridende fortælling, selvom der ikke “sker andet end sex”.

Med andre ord: Som jeg opfattede det, medførte instruktørens iboende smag en vis demontering af denne skandinaviske kliché, som han nok i betragtning af filmens emne var nødt til at have med på en eller anden måde (ellers ville det med garanti have forarget danske anmeldere i en grad, så de ville have hæftet det i Danmark livsfarlige ord “bornert” på ham).

Ole Christian Madsen, Marie Tourell Søderberg og Joachim Fjelstrup. Foto © Per Arnesen
Instruktør Ole Christian Madsen med Marie Tourell Søderberg og Joachim Fjelstrup. Foto © Per Arnesen

En anke, jeg personlig har mod eksplicitte sexscener i film er, at de tit kan fungere som en erstatning for kreativitet. Instruktøren ved, at mennesker, som de dyr vi er, automatisk reagerer på sex, og det fritager ham så for at gøre noget interessant med fortællingen på det punkt. I film fra før den seksuelle revolution og pornoens frigivelse imponeres jeg til gengæld over, hvor mange kreative måder, erotik dengang blev skildret på rent fortællemæssigt. Det er en skam, når konventioner gør os fattigere i udtrykket. Sådan kan det let gå den skandinaviske eksplicititetskonvention. Her var der dog kreativitet til stede. Atter undgik instruktøren det, der så let kunne være blevet pinagtigt og kikset – en anden type “Fars gris”-scene.

For at vende tilbage til filmens hovedærinde – at skildre en sensitiv personligheds skibbrud på en tidsånd – og selve åbningsarrangementet med skuespillerne, så kommenterede Joachim Fjelstrup i en samtale med anmelderen, at netop “konflikten mellem ideologi og vilje” hos Skaløe har interesseret ham under arbejdet med figuren. Han vil ikke udtale sig om, hvad der er rigtigt og forkert i den konflikt, for selve erfaringen af konflikten var det gribende for ham i arbejdsprocessen. På publikums spørgsmål om, hvordan det var at spille Eik Skaløe, svarer han: “Jeg elskede det! Det var ikke svært at komme ind under huden på ham. Han var så ærlig i sin brevveksling med Iben, at det fungerer som en dagbog. Man kommer let tæt på selve personen. Han er helt åben i brevene.”
Det er et held, for ellers eksisterer der kun et begrænset arkivmateriale om Skaløe. Da han først blev rigtig kendt posthumt, findes der for eksempel ikke filmoptagelser af ham, kun nogle fotos.

De to skuespillere, der gæstede festivallen, delte begge gavmildt ud af deres personlige tilgang til filmen. De havde hæftet sig ved helt forskellige elementer: Mens Fjelstrup lod mest fascineret af Eiks indre kamp – det personlige, det konfliktuelle – gav Gade Bjerrum udtryk for et primært fokus på det ideologiske, tressernes almene budskab – særlig deres fortolkning af frihedsbegrebet (som han selv tilsluttede sig). Han afsluttede arrangementet med en meget passioneret tale, nærmest en forkyndelse af dette frihedsbegreb og dets underordnede kærlighedsbegreb, der koncentrerer sig om at give slip på det personlige: “Bare fordi jeg elsker dig, så ejer jeg dig ikke,” deklamerede han ud i salen. “Kærligheden er overalt, og det handler om at tro på, og kunne modtage, den. Eik troede ikke på det, derfor kunne han ikke modtage den.”
Gade Bjerrum mente ikke, at Eik Skaløe havde forstået tressernes kærlighedsvision. Han oplevede ikke filmen som en kritik af ideologien bag Eiks og Ibens liv og død, men som en bekræftelse af dens levedygtighed og relevans den dag i dag. Noget lignende synes at have været tilfældet for Iben Nagel Rasmussen selv, da hun så filmen.
Når hun ser tilbage på sit liv i dag, siger hun: “Jeg synes bestemt ikke, jeg har været Eik utro. (…) måske var det utroskab på en meget banal måde dengang, men det, som jo var kernen i vores forhold, har jeg altid været tro imod. Vi forstod hinanden, vi drømte på mange måder om den samme verden, og vores tankesæt er jeg blevet ved med at være tro imod helt op til i dag.” (1)
Med andre ord: Troskab mod ideologien, ikke mod personen, var og er det væsentlige i et hippieperspektiv. Det universelle perspektiv er overordnet det individuelle. Dette er netop tressernes vision; og i Nagel Rasmussens ord udtrykkes just den spænding mellem det basalt-menneskelige (det, hun kalder det “banale”) og det kosmiske, som var filmens konflikt.

Hvis det i virkelighedens verden også ultimativt var den konflikt, der sprængte Eik Skaløe i stykker, må man opfatte ham som et menneske, der faldt i kampen mod en arketype. Et menneske, der strittede imod at lade sig besætte, men alligevel blev det; et menneske, der som Jesus søgte fristelsen i ørkenen, men ikke overvandt den. Alligevel får den, der ser filmen, både respekt og sympati for det mod, den vedholdenhed og den usædvanlige ærlighed, hvormed han kæmpede til det sidste. Det er en inspirerende film at se for os, der lever i en tid, hvor ærlighed – med filmens ord: “at være tro mod sig selv”– vægtes alt for lavt. Eik Skaløe skildres af Ole Christian Madsen dermed som en sand digter, for det er netop en digters sine qua non: skånselsløs ærlighed, til alle tider og under alle omstændigheder.

Virkelighedens Eik Skaløe. Foto © Torben Huss
Virkelighedens Eik Skaløe. Foto © Torben Huss

Som en slags efterord vil jeg inkludere to russiske danskstuderendes – to af dkset.dk’s skribenters – respons på filmen. De var med til åbningsarrangementet, og jeg spurgte bagefter til deres indtryk.

Lena Starostina sagde: “Jeg kunne godt lide filmen, men jeg har meget komplicerede følelser omkring hovedpersonerne. Jeg kan ikke lide tressernes livsstil med stofferne og andre ting, men det var rigtig godt spillet og optaget, for man får en klar forestilling om den tids stemning. Der var også mange ironiske steder i filmen, hvor man måtte grine, fordi det var så spændende at se.”

Jevgenija Lovjagina sagde: “Jeg synes, filmen var fantastisk. Meget god. Hvad jeg bedst kan lide ved filmen er, at sådan en kærlighed, som hovedpersonen havde i sig, er en særlig slags kærlighed, som jeg ikke ofte har mødt i dansk litteratur eller film. Måske kun hos H. C. Andersen i en roman, som hedder “Kun en spillemand”. Det lignede den. Det var uventet. Det var ikke klart i begyndelsen af filmen (at det var sådan en kærlighed), men senere viste det sig. Jeg forstår ikke så godt slutningen. Jeg forstår ikke, hvorfor han rejser i slutningen… at han begår selvmord, men ikke gør det lige med det samme.”
Lena kommenterede på Jevgenijas sidste overvejelse: “Måske prøvede han at finde en mening med livet på rejsen, men forgæves.”

Fra venstre mod højre: To af dkset.dk's udsendte medarbejdere, Joachim FJelstrup og Christian Gade Bjerrum. Foto © Lena Starostina
Fra venstre mod højre: To af dkset.dk’s udsendte medarbejdere, Joachim Fjelstrup og Christian Gade Bjerrum. Foto © Lena Starostina

I anmeldelsen citeres fra:

(1) Casper Hindses interview med Iben Nagel Rasmussen i Filmmagasinet Ekko: “Godt spil, men Eik er det ikke“, d. 2. febr. 2015.
(2) Maria Skovs interview med Iben Nagel Rasmussen i Information: “Beatnikken, der fandt sin egen vej“, d. 13. febr. 2915.
(3) Tonie Yde Mørks artikel i Berlingske: “Itsi Bitsi tog aldrig med til Nepal“, d. 3. maj 2008.

Den ortodokse påske og kosmonautdagen

Teksten lyder: "(Her) er ingen Gud!" En sovjetisk vandrehistorie ville vide, at Gagarin udbrød dette under sin rumfærd. Det bekræftes dog ikke af de bevarede lydoptagelser fra færden. (Red.)
Teksten lyder: “(Her) er ingen Gud!” Ifølge en sovjetisk vandrehistorie udbrød Gagarin disse ord, da han kom ud i verdensrummet. De er dog ikke at finde på de bevarede lydoptagelser. (Red.)

Det var sådan i år, at den ortodokse påske faldt sammen med kosmonautdagen den 12. april (den 12. april 1961 fløj Jurij Gagarin, en sovjetisk jagerflypilot, ud i rummet — han var det første menneske i rummet). Ifølge facebookbeboerens vane var den første ting, jeg foretog mig den morgen (som for mig begyndte hen ved klokken 12), at tjekke mine facebooknyheder. Min overraskelse var styrtende, da jeg opdagede mere end 10 publikationer om Jesus og kun et par om Gagarin.

Så blev jeg trøstesløst vemodig. Hvad er der galt med vores tid, hvis vi i det 21. århundrede, efter alle de grusomheder, der blev begået i mindst et årtusind (korstog, slaveri i den Nye Verden, heksejagt, inkvisition, antisemitisme og så videre) i Guds/Jesus’/kirkens navn (og de blev ofte betragtet som den samme ting), gerne fejrer en religiøs højtid og lige så gerne publicerer billeder af påskekager*, mens et videnskabeligt gennembrud fra for 50 år siden går praktisk talt ubemærket hen? Det bedste eksempel på denne tendens kommer fra Profsojusnajagaden, hvor der bygges en kirke — et tempel for dogmer og tilbedelse af en usynlig ven — ved siden af ruinerne af det nedbrændte IVISD¹ (Institut for Videnskabelig Information om Samfundsfag; russ. ИНИОН: Институт Научной Информации по Общественным Наукам) — et tempel for lærdom og oplysning.

En kirke opføres ved siden af en akademisk institution. Foto © Denis Sukhino-Khomenko
En kirke opføres ved siden af en akademisk institution. Foto © Denis Sukhino-Khomenko

Man kan sige til mig: tag det roligt, ingen uddannet person tror virkelig på det, det er bare en tradition, en del af vores kultur, og overhovedet indeholder kristendommen gode idéer. Det vil jeg opponere imod: Kommunismen indeholder nok også gode idéer, men vi fejrer ikke den 7. november (den bolsjevikiske kupdag i 1917), kalder ikke hinanden “kammerater” (selvom jeg synes, det bagvedliggende koncept var udmærket), og “Jernfeliks” (det vil sige monumentet for Feliks Dsersjinskij, den første KGB-chef) blev fjernet fra Lubjanskajapladsen i 1991.

"Jernfeliks" styrtes.
“Jernfeliks” styrtes. Foto © Anatoly Sapronenkov/AFP/Getty Images

Det er især trist at læse disse facebooknotitser af gode venner og respekterede kolleger. Overhovedet gør tendensen til “åndelig vækkelse” i det akademiske miljø mig vemodig. Jeg kan godt forstå, at det plejede at være unormalt for en forsker (især i den engelsktalende verden) at være ateist i Lewis’ og Tolkiens tid,² og selv videnskaben kunne dengang ikke give svar på alle brændende spørgsmål. Men nu, når etologi [adfærdslære, red.] og antropologi godt kan forklare mange aspekter af “den åndelige verden” (læs for eksempel R. Dawkins), så spørger jeg altid mig selv, når jeg hører lange taler om det himmelske fra en respekteret professor fra MSIF (Moskvas Statsinstitutet for Internationale Forbindelser; russ. МГИМО — Московский Государственный Институт Международных Отношений) i hans oplæg, når jeg ser, hvordan han kalder publikum til bøn efter sin forelæsning: Er han virkelig videnskabsmand?… Og var hans fyring (skønt uretfærdig og på en helt anden baggrund) så Guds vrede?** …

Noter

¹ Instituttet brændte den 30. januar 2015. Man siger, at branden var påsat. Jeg hjalp til som frivillig på brandstedet med indpakning af og søgen efter de uskadte bøger og vil gerne skrive om den erfaring på et senere tidspunkt.
² Dog svarede Laplace 150 år tidligere Napoleon, da denne spurgte videnskabsmanden om Guds plads i hans teori: Citoyen premier consul, je n’ai pas besoin de cette hypothese (“Hr. førstekonsul, jeg har ikke haft brug for denne hypotese”).

* Den såkaldte kulitj er en traditionel russisk påskespise. En opskrift på engelsk findes her. (Red.)
** Skribenten refererer til en fyringssag, der vakte skandale i Rusland. (Red.)

Popularisering af historien

Populariseringsseminarplakat
Den 11. marts fandt seminaret “Popularisering af historien” sted på MSUs historiske fakultet. Jeg må sige, at jeg er meget stolt af min alma mater og mit ‘hjemfakultet’. Ærligt talt udmærker jeg mig ikke ved en særlig socialitet, men jeg kan dårligt erindre, at der fandt denne slags arrangementer sted, organiseret af studerende, da jeg selv var student. Af det sociale liv kan jeg huske mange underholdningstiltag, såsom rusfester og rustur, “ækvatoren” (det vil sige midten af vores studietid) og mange “den 9. maj”-dage. [I Rusland fejrer man sejren over nazisterne i 1945 den 9. maj. Red.] Skønt de også er vigtige, har jeg altid ment, at fakultetet arrangerede dem for meget. Trods alt blev jeg medlem af det for at studere, ikke for at more mig.

Irina Prokhorova
Irina Prokhorova

På trods af, at seminarets tidsramme blev sprængt af talernes oratorkunst, var det OK med mig. Jeg kan godt forstå, hvor svært det er at organisere sådan et arrangement, og har respekt for organisatorernes indsats. De havde fundet et lokale, inviteret lektorerne og en meget berømt gæst — Irina Prokhorova — optaget en video og tilrettelagt en kaffepause. Godt lavet!

Jeg vil gerne ønske for dem, at de vil gentage sådanne møder. Et par småting: talerne bør strengt begrænses til præcis 15 minutter pr. person. For eksempel kan man sætte et sandur i gang (eller en klepsydra). I betragtning af seminarets utrolige popularitet foreslår jeg også at finde et større lokale.
Jeg er meget stolt af mit fakultet og studenterfællesskabet!

 

[Videoen er på russisk uden undertekster. – Red.]

Om indholdet
Ja, jeg er enig med talerne, men her vil mine kolleger dog kaste med sten.
Jeg har talt meget med dem, og de kritiserer mig, men jeg mener, at historie ikke er videnskab i præcis definition. Videnskab, mener jeg, beror på eksperimenter og beregning, som kan bevises og kontrolleres af andre forskere. Historie mangler begge dele. Helt sikkert er det en disciplin, “ars” på latin, men videnskab, “scientia”?.. Det er derfor, mener jeg, at mange naturvidenskabmænd er skeptiske overfor humanistiske discipliner.

Seminarlokalet
Historikere: videnskabsfolk eller historiefortællere? (Red.)

For at få respekt fra samfundet har enhver disciplin brug for:
— enten at producere noget nyttigt for dette samfunds overlevelse,
— eller at producere underholdning til det.
Gør historie det? Højst kan den “underholde” et mindretal: der er nok “historiske film”, “historisk (eller kvasi-historisk) litteratur” og “historiske videospil”.
Det et derfor, at jeg altid er blevet irriteret over de mange foredrag om historiens anvendelighed, som vi fik på Universitetet. Deres hovedidé var altid: “Vi er så vigtige og nyttige, man må finansiere os”. Jeg tror, at det ærligste svar på, hvorfor en historiker forsker, bliver: fordi det er interessant for ham/hende.
Det er okay med mig, at historikere over hele verden er mere eller mindre i nød. Samfundet finansierer dem, og hvad får det til gengæld? En meget abstrakt lærdom. Jeg synes, det er fair nok, at jeg tjener penge ved fremmedsprogsundervisning — det er man nødt til, og det er samfundsnyttigt.

Olga Dmitrieva
Olga Dmitrieva

Olga Dmitrieva havde ret, da hun talte om, at professionelle historikere mangler samfundets tiltro. Det er ikke mærkeligt eller forbavsende: under 70 års sovjetregime løj historikere overfor det. Der fandtes en fagspecialisering, som hed “partihistoriker”. Alle disse “historikere” overlevede 1991 og blev i deres job, bare med andre dørplader på deres kontorer.
Og her ligger det største problem: Historie mangler ligesom andre humanistiske discipliner uigendrivelige beviser. Man kan dreje den, som man vil. Derfor er det principielt umuligt at formidle professionel historie til lægmænd (altså popularisere den), mener jeg. Samfundene står overfor mange udfordringer og klarer dem, som de kan. De mobiliserer al tilgængelig viden, også historie. Professionelle historikere kan protestere, men samfundene vil bruge dén historie, som de behøver. Derfor er moderne mytologi meget stærkere end professionel historie — man kan ikke gendrive ord bare med andre ord, især hvis de udtales af mennesker, der har plejet at lyve.
Fagligt forsvarlig historieformidling (popularisering af faghistorie) er umulig, fordi vores samfund ikke behøver den. Det kan godt lide at leve i myten og propaganda — det er lettere. De to er meget mere populære end faghistorie. Jeg formoder, at samfundene vender sig mod fortiden — en reel eller opfundet fortid — når de har svære problemer i nutiden.
MEN! Min anke betyder ikke, at man ikke skal forske i historie. Man skal forske i den — ærligt og uselvisk. Jeg er enig med samuraiånden: når en samurai ved, at han vil omkomme, men trods det går ind i en kamp. For det første er det sundt for sjælen at studere. For det andet gøder humanistisk forskning en “intellektuel jordbund” i samfundet. Måske vil vi i en fjern fremtid holde op med at føre krige og politik og koncentrere vores kræfter om det, der retfærdiggør vores eksistens: at opdage verden omkring os.

Fotos fra seminaret © Denis Sukhino-Khomenko 2015