Bornholms trolddom: en studietur

Foto © Aleksandra Golovkova 2019

I maj besøgte vi Danmarks fortryllede klippeø, Bornholm. Vi vil gerne dele oplevelsen med jer i de studerendes egne ord og billeder. Det er blevet til syv fantastiske fortællinger:

Anastasija S.: Danske Bornholm er et sted, der taler til fantasien. Østersøen, den kolde vind, solen, de smilende mennesker – alt dette skaber en følelse af en kontinuerlig, altopslugende, men endnu ukendt glæde. Folk her hænger ikke gardiner for vinduerne, fordi de ikke har nogen til at gemme sig for; bruger ikke skarpt, elektrisk lys, fordi de har nok lys indvendig; før middag synger de salmer, fordi de lever i fællesskab med Gud. Al natur her er mættet med solens stråler, som vælder ud over de endeløse marker af gule blomster (raps, red.), som man ikke kan få nok af at beundre – de oplyser, som en anden sol, selv natten med klart strålende lys, som om de har absorberet dagen.



Fotos © Viktorija Timofejenko 2019

Anastasija S. (fortsat): Tidligt om morgenen dækker tågen gaderne og markerne i landsbyen Nylars, og man går ud på balkonen for at tage en slurk af utroligt frisk luft mættet med noget forunderligt flygtigt for én selv. Det er noget, der hurtigt trænger ind i én, og man bliver en anden person – den person man altid har ønsket at være for at leve et fuldt liv i harmoni med sig selv.
Når man betragter indersiden af ​​Nylars Rundkirke, tænker man ufrivilligt på de mennesker, der boede her tidligere, på bornholmernes liv, hvis historie strækker sig over mange århundreder. Følte de sig, som jeg gør nu? Var de lykkelige?



Foto © Aleksandra Golovkova 2019

Anastasija S. (fortsat): Her hilser Helligdomsklipperne, der har inspireret så mange kunstnere til at male bevægende malerier, én med en varm regn, og bølgerne pisker ind over hinanden og brydes mod sten ved foden af ​​klipperne. Alt er helt anderledes her. Ligesom på en anden planet.
Har du nogensinde prøvet at tælle, hvor mange stjerner der er på Bornholmshimlen?

Gleb: I Danmark følte jeg påny, hvor interessante mennesker er. Hvor interessant at bruge tid sammen med dem, når de spiser suppe. Hvor interessant det er at se, hvilke bøger der er på deres hylde, og forestille sig, at denne gamle udgave af “Kristin Lavransdatter ” fik J. fra sin bedstemor, og han gemmer den som sin mest værdifulde erindring om hende. Hvordan man kan leve for de enkle ting i livet, og hvordan man kan slukke for bymenneskets uendelige tankestrøm.


Foto © Aleksandra Golovkova 2019. Se også apophasis.dk

Gleb (fortsat): Samtidig betyder denne “enkelhed” ikke “primitivitet”, de herlige J. og C. formår at fylde deres hjem og deres liv med en meget vigtig mening, som står sjælen nær. Det lader til, at hvis de lukkede deres øjne for en dag og faldt ind i sig selv, ville de ikke kede sig. Vi opbygger alle sammen gennem hele verdenshistoriens forløb en stor myte om mennesket, og danskerne elsker deres myte meget højt. For dem er der intet valg eller konflikt mellem kristen og hedensk i historien – de elsker deres historie og respekterer den; de forsøger at finde det vigtigste i ting og begivenheder, sådan som det var under aftenmødet med de lokale bornholmske borgere, da folk ikke kom for forelæsningerne eller kagernes skyld (selvom kage er meget vigtig!), men fordi det er vidunderligt at være sammen.


Møde med ægte bornholmsktalende. Foto © Aleksandra Baljuk 2019

Gleb (fortsat): Det er dejligt at rejse adskillige tusinde kilometer til næsten en anden planet og møde hyggelige og hjælpsomme mennesker. Alt dette inspirerer meget til at leve og elske livet, og jeg vil gerne tro på, at jeg ikke kun har set det, men også forstået det.


At forstå livet påny i et dansk hjem. Foto © Viktorija Timofejenko 2019

Maria G.: Turen lykkedes til overmål, og det er tydeligt hvorfor: trods det, at øen er forholdsvis lille, er Bornholm rig på natur og inviterer til lange gåture. Vi så mange smukke steder.






Blandt oplevelserne var den danske bøgeskov inklusiv blodbøg og troldske, mossede klipper (red.) Fotokavalkade © Aleksandra Golovkova 2019.

Maria G. (fortsat): Sidst på dagen, når jeg gik i seng, følte jeg mig behageligt træt, og det er tegnet på en god rejse. Vi tilbragte omkring otte timer på vej dertil, idet vi først fløj til København og så i Sverige gik om bord på en færge, der transporterede os til øen. Helligdomsklipperne gjorde det største indtryk på mig, at klatre i våde klipper efter regn — det er en udfordring, men vi klarede det. Vi søgte desperat efter grotten “Sorte Gryde” og troede, at vi ikke ville finde den, men det faldt anderledes ud. Vi fandt en bro, der førte til den, vi var allerede ustoppelige.

Maria G. (fortsat): Det er en utrolig følelse, når du klatrer på sten, og en bølge med mellemrum vil slå dig ned, men du holder fast. Man kan forsøge at forestille sig, hvordan det var, men jeg tror, at de følelser, vi oplevede, er vanskelige at beskrive. Man skal føle det selv.




Klippefotos © Aleksandra Golovkova 2019

Maria G. (fortsat): Folk i Danmark er helt forskellige fra russerne, ligesom alle europæere, men den behagelige omgangstone, når man kommunikerer med dem, frigør én, og og man får lyst til at give dem varme tilbage. På turen var der også vanskeligheder, for eksempel skete der på den sidste dag en ulykke på havet, så havnen blev spærret, og vi måtte købe flybilletter til København og flyve væk fra den lokale lille lufthavn. Vi endte i samme båd med en kvinde, der også måtte købe sin datter en flybillet. Hun kørte nogle af os, herunder mig, til lufthavnen. Sådan er dansk solidaritet. Vi talte med hende, og det var overraskende, at vi trods aldersforskellen talte som venner! Mens vi ventede på vores fly, sad vi på en cafe i lufthavnen og sang danske sange sammen, hvem kunne have forestillet sig det? Folk fortvivlede ikke, men fandt tværtimod straks de positive aspekter ved situationen. Det er beundringsværdigt, russerne er ikke så gode til at bevare roen.


Foto © Aleksandra Golovkova 2019

Anastasija B.: Jeg tror, at kun få vil modsige mig, hvis jeg siger, at Bornholm er et direkte fortryllet sted, og at alting her er smittet med en eller anden uforklarlig, utrolig styrkende kraft, der gør én i stand til at ånde energien dybere ind. Selvom vi kun var på øen i under en uge, fik vi et hav af indtryk og blandt dem var der ikke et eneste negativt!
Mit første indtryk på øen var en simpelthen usandsynlig natur: Her er både maleriske klipper og hemmelighedsfulde skove, hvor der, som de lokale beboere siger, bor trolde; og svimlende mangefarvede marker, blomstrende træer og et hav, der det ene øjeblik er klart blåt og det næste koldt, gråt og brusende. Men under den sol, som her ses meget oftere end i resten af Danmark, tager disse skønne udsigter sig endnu bedre ud. Når man prøver at fotografere dem, kan fotoapparatet ikke få hele skønheden med: Trolddom kan man ikke fastholde, man kan kun se den.









Troldsk skønhed: Kan den afbildes? Foto © Aleksandra Golovkova 2019, minus det sidste, som er © Maria Grigorjeva 2019.

Anastasija B. (fortsat): Bornholm er en lille ø, men ikke desto mindre var vores program utroligt omfangsrigt, og vi besøgte mange interessante seværdigheder. Allerbedst finder jeg den tredje dag: på den var vi på Bornholms kunstmuseum, og bagefter gik vi ud til Helligdomsklipperne. Kunstmuseet forheksede mig, fordi der ikke bor ret mange mennesker på Bornholm, men der er en meget stærk koncentration af kunstnere, og de er alle så talentfulde. Jeg elsker kunst og lever for kunst, og det er en stor glæde og stor inspiration! Og Helligdomsklipperne er grunden til, at vi kom til øen, tænker jeg. Det regnede, og der var meget glat. Vi var en lille smule bange, men vi klatrede alligevel ned i Sorte Gryde og udforskede den endog. Så mange positive følelser! Men det største indtryk var menneskene. Bornholmere er meget gode, hjælpsomme og åbenhjertige. På Bornholm elsker man livet.

Holdet med de livselskende værter. Foto © Nylars præstegård.

Aleksandra: Da vi ankom til Bornholm, sagde en af os: «Det er ligesom Tyskland». Jeg stod med cigaretten på færgens dæk, så teglstenene på Rønnes hustage og tænkte, at det kunne være meget uhøfligt at snakke med bornholmere om Tyskland. Jeg ville nemlig ikke lyve: Jeg vil ikke specialisere mig i Skandinavien. Jeg troede, at den danske kultur altid måtte forblive fremmed for mig, selvom jeg har fundet nogle danske træk i mig selv, som ikke kan komme fra den russiske eller tyske kultur. Dog er min frygt ikke gået i opfyldelse. Johannes og Cæcilie og de andre bornholmere var forberedt at omringe enhver med gæstfrihed og… hygge.
Nogle gange syntes jeg, at alt var overdrevent hyggeligt for mig. Jeg ville bryde ud af cirklen, gå ud på balkonen, lukke mine øjne, så jeg ikke kunne se rapsmarken, og tænke:«Fortjener jeg virkelig alt det gode, som omgiver mig her?».


Bornholms tegltage: For hyggelige til denne verden? (red.)
Foto © Aleksandra Golovkova 2019.

Aleksandra (fortsat): Bagefter har jeg uventet forstået: livet på Bornholm er egentlig det liv, som jeg vil gerne have en dag. Men nu er jeg ikke så vis, opmærksom og menneskelig at leve med naturen og føle dens hjerteslag, at fylde enhver lille del med betydning og mening. På Bornholm er de i hver detalje: i de keramiske fisk, som Johannes’ far selv har lavet, i Østerlars rundkirkes vægmalerier, i rapsmarkens flettede hegn, i mosset på stenen, i salmebogen, som Cæcilie delte ud til os forud for aftensmaden, i den indviklede melodi til sangen «Der står en lind i min faders gård…». For mig var det ligesom en drøm: «Se! Her er dobbelte vinduer i bussen, derfor kan man se fem sole! Men på fotoet flettes de sammen… – Jeg har allerede fortalt om det til jer: ligesom det er med enhver magi, kan man ikke fotografere dette. Man kan kun se det!».

Viktorija: Der er dejligt og stille på Bornholm. Jeg lærte, at raps er meget vigtigt for den skandinaviske kultur. Det er en dejlig plante. Der er også mange dyr på Bornholm. Vi så tyre, heste og harer. Vi kælede også med en kat i Rønne og kaldte en hund Donut i nærheden af Rytterknægten.






Bornholmerdyr inklusiv hunden Donut. Andet samt sidste foto © Viktorija Timofejenko 2019. Resten © Aleksandra Golovkova 2019

Viktorija (fortsat): Helligdomsklipperne imponerede mig meget. På Bornholm fandt vi smuk og spændende natur. Skoven fascinerede os. Det blev klart, hvorfor lokalbefolkningen troede på trolde. Her kan man føle forbindelsen med den mystiske natur og med den anden verden. Tågen synes at skjule mange mysterier. Det mindede mig om gamle myter og sagaer. Det var min første tur, og jeg er sikker på, at jeg vil komme tilbage dertil.

Asija: Hvert menneske har sin egen opfattelse, der er betinget af personlig erfaring. Jævnligt finder der et erkendelsesforløb sted, når man støder på noget nyt. Det er, hvad der sker, når noget, man kun lige har mødt, vækker genklang med noget dybt i én selv, noget, der føles hjemligt og meget vigtigt. Under en rejse til Bornholm gennemlevede jeg sådan en “genkendelse”, tilmed mere end én gang. Den første var et bekendtskab med middelalderdanskeres dagligdag i Hammershus.

Foto © Maria Grigorjeva 2019
Selvom vores dagligdag er vældig forskellig, så gør det at gå på steder, hvor der for ottehundrede år siden vandrede aldeles anderledes mennesker rundt med et andet verdensbillede, at man kommer i en særlig stemning.
Du fatter, at de træer og sten, som du går ligegyldigt forbi, for dem var noget andet med en fremmedartet betydning. Det er altid interessant.



Foto © Maria Grigorjeva 2019.

H. C. Andersens liv

HCA-portræt
Kilde: Skazka.com.ru .

Hans Christian Andersen er uden tvivl en af de mest berømte og elskede europæiske forfattere. Selv om han skrev flere skuespil og romaner, blev han først og fremmest kendt for sine kunsteventyr. Den grimme ælling, som til slut blev til en fin svane, den forfinede prinsesse, som erobrede den gamle dronnings hjerte ved at have mærket ærten, som var skjult blandt en masse tykke madrasser og dyner, den opfindsomme soldat og hans fyrtøj – jeg tager ikke fejl, hvis jeg siger, at alle, som læser dette, er bekendt med disse figurer fra deres barndom, og der er intet mærkeligt ved, at Andersens eventyr er de mest oversatte tekster i verden efter Bibelen. Men hans værker er ikke kun af stor interesse for børn. Eventyrene, Andersen skabte, er dobbeltbundede og inneholder en masse dybe filosofiske og religiøse tanker, tragiske og romantiske refleksioner over livet og bitter ironi, som gemmer sig bag dagligsprog og enkle handlinger. Og der findes en ting til, som gør Andersens eventyr til noget helt specielt. De fleste af dem er hovedsagelig præget af menneskelige lidelser og døden, som er beskrevet så skarpt og intenst, livagtigt og rørende, at det nogle gange er næsten umuligt at holde tårerne tilbage. Tænk bare på den lille pige, som ikke havde noget bedre end et par svovlstikker til at varme sig ved og endte med at fryse ihjel, mens folk fejrede juleaften, havde det dejligt og morsomt i deres varme huse, beundrede juletræ med lys på og spiste dejlig mad.  Andersen rører de dybeste strenge i sjælen på både voksne og børn. Og det, synes jeg, er netop derfor, man sætter så stor pris på hans eventyr. 

Tommelise
Tommelise sætter ud. Kilde: az.lib.ru .

Det forekommer klart, at for at kunne beskrive tragiske hændelser så enkelt og samtidig så dybt med de rigtige ord, uden at overdrive, må man have en særlig tung skæbne og opleve det, man skriver om. Selv om Andersen blev verdensberømt, mens han levede og var en feteret gæst både hos den danske og den europæiske adel, fandt han aldrig ro. Grunden til det finder vi i forfatterens barndom. Hans familie var ikke så rig, det er bedre at sige, den var fattig, og den bestod af tolv mennesker, som alle boede sammen på et værelse. Hans bedstefar blev ofte regnet for gal, fordi han plejede at skære træfigurer, som var en sær blanding af mennesker og dyr. Hans Christian var et ganske nervøst og følsomt barn, og jo ældre han blev, desto værre blev situationen. Han voksede op til en klodset, tynd og ranglet teenager og blev flov over sit udseende. Derfor var det vanskeligt for drengen at stå sig godt med sine jævnaldrende, han følte sig ensom og på en måde ved siden af. Han var også bange for at gå i skole, fordi lærerne praktiserede pryglestraf der. Etter nogen tid skiftede han skole, men lærte sig aldrig at skrive fejlfrit, selv om det lyder morsomt, at den verdensberømte forfatter var dårlig til retskrivning og grammatik. Minderne om skoletiden blev til Andersens mareridt. Men alt dette gjorde ham til den, som han er, og bidrog til hans digtning.

IMG_0918-08-05-18-03-54
Billedet er taget fra denne polske side.

Gennem hele sit liv fortsatte Andersen med at være en særling. Han var bange for at blive røvet og for at miste sit pas, var livræd for at brænde inde (og derfor havde han altid et tov med sig for at kunne komme ud af huset, hvis der opstod brand). Han led altid af tandpine og mente, at hans talent stod i sammenhæng med, hvor mange tænder han havde i munden. Digteren kunne ikke give slip på tanken om, at nogen en dag ville forgifte ham. Da børn over hele Danmark samlede penge ind og sendte en kæmpestor konfektæske til deres elskede forfatter, blev Andersen grebet af panik og videresendte gaven til sin familie. Og det er bare nogle få af hans særheder.

Andersen giftede sig aldrig og fik ingen børn. I ungdommen var han ikke populær hos pigerne, fordi han ikke var en flot mand, rent bortset fra hans sære opførsel. Digteren blev ramt af den første og eneste kærlighed, da han var rundt regnet 40 år gammel. Hans udkårne – Jenny Lind – halvt så gammel som ham og kaldte ham for bror eller lille. Hendes følelser havde ikke noget med romantik at gøre. Siden giftede hun sig med en pianist, og Andersens hjerte blev knust. 

Hvis du beder en, som har læst Andersens eventyr, men ingenting ved om Andersen selv, om at beskrive forfatterens personlighed, ville man næppe forestille sig en ekscentrisk, sær mand, som var bange for næsten alt i sit liv, og ikke var så glad for børn til trods for, at de udgjorde en stor del af hans læserskare. Men Andersen var først og fremmest en vidunderlig kunstner, og derfor, synes jeg, skal han ikke bedømmes som et almindeligt menneske. På trods af – eller på grund af, hvem ved? –  alle sine særheder er Andersen foreviget i sine værker, de værker, som blev skabt af den enestående forfatter, den eneste af sin slags, for det var kun Andersen, som kunne beskrive de mest triste og dramatiske handlinger sådan, at de giver håb og heler hver læsers sjæl. 

 

Udstillingsåbning i Moskva: MØDET i Emigranthuset

Portrætudstillingen MØDET af Anne Gyrite Schütt åbnede i Solzjenitsynhuset i Moskva (Dom Russkogo Zarubezja im. A. Solzjenitsyna) onsdag d. 21. februar 2018 kl. 18.00. Blandt talerne var Danmarks ambassadør i Rusland, Thomas Winkler; Dmitrij Rurikov, som var russisk ambassadør i Danmark i 2000-årene, og som deltog i arrangementet med sin hustru Jelena; og Paul Kulikovsky, oldebarn af storfyrstinde Olga (søster til den sidste tsar, Nikolaj II, og portrætteret på udstillingen), som deltog med sin hustru Ljudmila. Desuden talte kunstneren selv samt udstillingens russiske og danske kuratorer, Vera Vladimirova og M. Pontoppidan.

IMG_7838
Ambassadør Thomas Winkler smiler til portrættet af Xenia Kulikovsky-Nielsen. I montren i baggrunden er udstillet effekter fra Evgeni Pavlovskis liv. Foto © Julia Gorobets 2018.
IMG_7860
Lederen af ambassadens kulturafdeling, Galina Simonova, og ambassadøren lytter til kurator Vera Vladimirova under en rundvisning før selve åbningen. Foto © Julia Gorobets 2918.
IMG_7897
Emigranthusets stedfortrædende direktør, Vladimir Ugarov, byder velkommen. Foto © Julia Gorobets 2018.
103.AX0A7873 Vladimir Polusjin halv
Dmitrij Rurikov fortæller om dansk-russiske forbindelser. Foto © Vladimir Polusjin 2018.
IMG_7923
Paul Kulikovsky beskriver sin oplevelse af at se både sin oldemor Olga og sin mor Xenia portrætteret på udstillingen. Hans hustru Ljudmila tolker. Foto © Julia Gorobets 2018.
IMG_7948 bes
Publikum. I baggrunden til venstre ses musikerne. Foto © Julia Gorobets 2018.

En anden portrætmodelslægtning til stede ved åbningen var Vasilij Jasjtjik, oldebarn af livkosakken Timofej Jasjtjiks bror Ivan. Vasilij Jasjtjik er Youtubeblogger med kosakkulturen som emne. Hans oldeonkel, Timofej Jasjtjik, var en af de to livvagter, der ledsagede enkekejserinde Dagmar tilbage til hendes fødeland Danmark efter revolutionen, og som vogtede hende døgnet rundt til hendes død i 1928. På udstillingen er der to Jasjtjik-portrætter. Det ene viser hans nattevagt (i fuld uniform, fraregnet kosakhuen kubanka) udenfor Dagmars soveværelsedør på Hvidøre Slot i Klampenborg. Det andet viser hans tilværelse som købmand i Valby efter Dagmars død.

122.AX0A8134 Polusjin halv
Kunstneren og kosakken. Den nulevende Jasjtjik er næsten ikke til at skelne fra sin slægtning på væggen (i midten på vagttjeneste på Hvidøre og til højre som købmand i Valby). Foto © Vladimir Polusjin 2018.

Evgeni Pavlovskis ‘familie’ blev repræsenteret af Andy Sundstrøm og Guido Paevatalu, der begge var elever af Evgeni – grundlæggeren af det berømte Pavlovskis balalajkaorkester – fra de var fjorten år gamle, og som fortalte, at han for begge havde været en faderskikkelse i deres liv, der fik stor indflydelse på deres videre karriere. Da de to musikere optrådte med russiske sange i dansk oversættelse, bemærkede den russiske kurator, at “det ikke er som at høre danskere, der spiller russisk folkemusik, men russere, der har været længe væk fra Rusland…” Det vil sige, at Evgenis undervisning havde indpræget de to danske musikere med den originale sibiriske musiktradition fra begyndelsen af det tyvende århundrede – som russerne endnu i dag kan genkende, når de hører den. (Evgeni Pavlovski var født i 1912 i den sibiriske by Troitsko-Savsk). Det er et vidnesbyrd om Evgeni Pavlovskis stærke evne til at inspirere andre mennesker, at hans orkester i dag, toogfirs år efter sin stiftelse, tæller op mod tredive musikere – stort set alle danskere – der viderefører hans arbejde og bevarer folkemusikken fra det fjerne Sibirien levende og frisk i Danmark langt mod vest.

SVA_1868 М bes 2
Evgeni Pavlovskis minde hyldes med fortælling og sang af Andy Sundstrøm og Guido Paevatalu. Foto © Vjatjeslav Satjkov 2018.

Hele tre Pavlovskier er portrætteret på udstillingen: Evgeni og begge hans og hustruen Randis børn, Nina og Jurij. Randi Pavlovski kunne desværre ikke selv være til stede ved åbningen, men havde generøst doneret et righoldigt materiale til at udstille sammen med portrætterne. Evgenis gymnasieeksamensbevis fra Harbin i Kina; fotos af hans forældre, onkel og søster fra hans barndom; hans skolebøger og breve; filmen “Lad os drikke Papas skål” og musik fra orkestret, samt billeder og programmer og danske artikler om dets unikke historie. Det var med til at gøre det centrale tema på portrætudstillingen – emigranterne som menneskeskæbner – mere udfoldet.

På denne DR-optagelse fra 1968 kan man se og høre Evgeni Pavlovski selv spille og synge med sit orkester. Blandt medspillerne er også Randi Pavlovski, Andy Sundstrøms bror Alex og Guido Paevatalu.

Også Kulturcentret Assistens og Ballerup Museum havde gavmildt bidraget med udstillingsgenstande om især storfyrstinde Olga og de to livkosakker. Der var film, fotografier, bøger, kort og blomster fra Ballerup museums historiske have. Se filmen om Timofej Jasjtjik her. En særlig tak til arkæolog Caspar Andreas Jørgensen for hans omfattende assistance.

Det var bevægende at overvære, hvordan gæsterne på udstillingen blev berørt til tårer af de skildrede menneskeskæbner, der blev ekstra nærværende i kraft af, at deres efterkommere og andre nære – mennesker, der havde været tæt på de portrætterede personer og holdt af dem – var til stede og delte deres personlige minder. Det skabte en oplevelse af, at fortid og nutid et øjeblik mødtes. Udstillingen blev i mere end én forstand et MØDE: Nulevende mennesker mødte fortiden. Dansk og russisk kultur mødte hinanden.  Emigranters sorg over et tabt hjemland, de aldrig fik at se igen, mødtes med en overraskende følelse af, at “de nu var kommet hjem.”
En ting, flere af gæsterne sagde om de afdøde, var: “Det er, som om de er her i aften…” – “Jeg oplever, at min familie er her.” – “I aften kom Evgeni endelig tilbage til Rusland. Det var hans sorg, at han aldrig kom det i levende live.”
I sådan et øjeblik oplever man, at kunsten på hjerteplan stadig kan noget, man ikke kan gøre på andre måder. Også i vores kølige tidsalder. Det var smukt at være vidne til.

Fra Moskva Statsuniversitets side gjorde dansk- og svenskstuderende tjeneste som tolke og guider. Jevgenija Lovjagina tolkede til billedkunstnerens masterclass dagen efter åbningen, og Lena Starostina var tolk for kunstner og kurator, da udstillingen skulle monteres.

Projektet er gennemført med støtte fra Kong Christian den Tiendes Fond, Det Danske Kulturinstitut i Sankt Petersborg og Styrelsen for Forskning og Uddannelse under det danske Uddannelses- og Forskningsministerium. Desuden skylder vi en særskilt tak til den Danske Ambassade i Moskva samt det Danske Generalkonsulat i Sankt Petersborg for deres opbakning til projektet.

Sidst, men ikke mindst, en stor tak til alle portrætmodellerne og deres familie, der med velvilje og tålmodighed har poseret såvel som stillet deres personlige erindringer om, og fotografier af, de afdøde modeller til rådighed. Af familiemedlemmer har især prinsesse Dorrit Romanoff, hustru til prins Dimitri Romanoff (1926-2016), Solveig Thomsen, hustru til fyrst Fjodor Romodanowsky-Ladyschensky (1917-2003) og sidst, men absolut ikke mindst, Randi Pavlovski, hustru til Evgeni Pavlovski (1912-1985), givet af deres tid og opmærksomhed. Tak for, at I ville være med til at skabe dette værk.

Med kunstnerens egne ord gælder det indenfor portrætmaleri, at det er et samspil mellem kunstner og model på følgende vilkår:

Et par øjne ser på et andet par øjne,
tilstede i rummet.
Et møde på tværs af tid,
muligt ved kunstnerens hånd,
kridt fra jorden og papir fra planten.
Alle elsket af solen
i perfekt afstand,
uden at brænde,
uden at fryse til.
Kunstnerens intention og ligeså modellen,
i fælles skabelse.
Således er begge ansvarlige for værket,
da den ene ikke kan virke uden den anden.

(Anne Gyrite Schütt, oktober 2017)

Афиша 21 feb
Plakatdesign © M. Pontoppidan 2017.

 

 

Ansigter blandt ikoner: Dokumentarfilm om den russisk-ortodokse kirke i dag

I maj 2017 var et filmhold fra den internationale nyhedstjeneste Catholic News Service i Moskva og Sankt Petersborg for at optage en dokumentarfilm om russisk-ortodokse kristne i dag. Hvordan har kirken det nu, 100 år efter revolutionen, og en generation efter Sovjetunionens sammenbrud? Under det kommunistiske styre blev alle trosretninger forfulgt, man havde en ambition om at skabe en rent ateistisk stat. Den ortodokse kirke blev forfulgt strengere end de øvrige trossamfund, fordi den i tsartiden havde haft tætte bånd til statsmagten. Derfor blev den set som et arnested for kontrarevolutionær virksomhed. Flertallet af kirker og klostre blev jævnet med jorden eller ombygget til andre formål – fabrikker, lagerrum, eller i Solovetsk-klosterets tilfælde, den første gulag – og hundredetusinder af præster, munke og nonner blev dræbt.

Moskva havde været en by med en kirke på hvert gadehjørne. Ligesom Oxford kaldes byen med “the dreaming spires” var Moskva “de gyldne kuplers by”, en middelalderby på alder med Ribe. Dens ansigt blev helt ændret, da guldet, mosaikkerne og de hvide mure i vid udstrækning blev fjernet, og Stalins strenge arkitektur og Khrusjtjovs sociale boligbyggeri erstattede dem.

I dag bygges der mange kirker i Moskva. Kristi Frelsers kirke, et af byens vartegn, som Stalin sprængte i luften i 1930’erne, ligger der påny og ser ud, som den gjorde for 100 år siden. Den er genopført sten for sten, alt er forsøgt genskabt, som det var. Og på de russiske landeveje kan man møde omvandrende ikonmalere, der drager fra kirke til kirke for at restaurere de fresker, som kommunisterne har skuret af væggene.

Der sker meget i russisk trosliv i dag, men hvad? Filmen giver et bud gennem interviews med mange forskellige russere – kendte skikkelser fra kirkens top veksler med almindelige kirkegængere, gejstlige med lægfolk. Det aktuelle forhold mellem kirke og stat berøres også i filmen.

Maria Gnevsjeva, en af vores danskstuderende, der selv er troende ortodoks, blev interviewet til filmen. Nu har hendes medvirken skabt interesse fra dansk side for et nyt interview. Det er fint for de studerende, at det danske lektorat kan være en international kontaktflade, som åbner dem muligheder vestover.

Selv blev jeg ansat som medproducer på filmen i kraft af mit lokalkendskab til kirker og klostre i Moskva, til østkirkens teologi og til måden, man praktisk manøvrerer på i en russisk-ortodoks socialsfære. Jeg hjalp med at skaffe interviewpersoner, assistere ved interviews – og fik tilmed min “egen” fotograf med rundt i byen til at skaffe materiale til billedsiden. Jeg skulle fortælle ham, hvor og hvad vi skulle filme. Det tog jeg som en stor tillidserklæring fra instruktørens side, og gjorde mit bedste for at leve op til den. Derfor var det en personlig glæde (og lettelse!) at se, hvor mange af “mine” billeder, der kom med i den færdige film. Og et privilegium at arbejde sammen med professionelle, når man selv kom fra en anden sfære.

Jeg kunne godt lide både den organisatoriske side af filmproduktion og jagtaspektet med at gå efter det bedste visuelle motiv, den æstetiske indstilling, der skulle svare til filmens overordnede idé. Det var også dejligt at opleve holdarbejdsaspektet. Jeg blev klar over, hvor vigtigt det er (af en lang række praktiske grunde) at være to ude sammen, en producer og en fotograf, når man skal optage billedmateriale. Både de russiske og de amerikanske deltagere var ekstremt kompetente folk, så jeg lærte meget.

Faces Among Icons: Courtesy Catholic News Service

Thumbnail: Foto © Robert Duncan / CNS 2017

 

Konference om dansk-russiske åndelige forbindelser

IMG_3580

D. 25. september 2017 fandt konferencen “Dansk-russiske åndelige forbindelser” sted i Emigranthuset i Moskva, med Karsten Fledelius, Alla Nazarova og Helle Vallø som foredragsholdere. Jeg var moderator og tolk. Vores studerende samt danskstuderende fra andre universiteter i Moskva deltog, foruden husets brugere.

Alle tre oplægsholdere tog afsæt i Grundtvigs teologi og værdier. At “Grundtvig og Rusland” (der måske ikke lyder som den mest oplagte sammenstilling) er et næsten uudtømmeligt emne, kunne vi konstatere fra de tre veloplagte foredrag.

Der er stor interesse for netop Grundtvigs uddannelsessyn i Rusland. Alla Nazarova er medlem af Statsdumaens Uddannelseskomité, og har været på researchophold i Danmark for at studere højskoletraditionen og vurdere, hvordan dens principper eventuelt kunne inkorporeres i russisk uddannelsespolitik. Det er et meget glædeligt initiativ. Det russiske uddannelsessystem er bygget over det tyske, og er noget mere autoritært i sin ydre form end det danske. På universitetet rejser de studerende sig, når underviseren kommer ind, man er Des, og til seminarer og konferencer som denne kan man godt mærke en lidt større tilbageholdenhed fra de studerendes side for at stille spørgsmål og diskutere, end man er vant til i Danmark. Grundtvigs vægt på samtale som en pædagogisk grundsten i undervisning på alle niveauer – læring som en gensidig udveksling mellem lærer og elev – har noget at bidrage med her.

IMG_3582
Medlem af Statsdumaens uddannelseskomité, Alla Nazarova, fortalte om sit studium af det danske højskolevæsen. Foto: Aleksandra Rusakova.

Det betyder dog ikke, at russiske studerende ingen kritisk sans har. De har deres egne meninger (over hele det politiske spektrum) og er ganske velinformerede om verdenssituationen. Russere er i almindelighed kritisk indstillede, også selvkritisk i forhold til deres eget system. Det kunne vi egentlig godt bruge lidt mere af i Danmark; somme tider spærrer en indgroet forestilling om, at alt allerede gøres bedst i Danmark, for opdagelsen af, at nogle ting fungerer bedre i andre lande.

Tag for eksempel offentlig transport. Bor man i Moskva, lærer man at sætte pris på, at metroen så godt som aldrig er i stykker eller forsinket. I tilgift er der sporvogne, trolleybusser, almindelige busser og minibusser (marsjrutki). Og taxiselskaber med billige og punktlige vogne. (Ulempen i Moskva er naturligvis trafikpropperne i myldretiden. Så metroen er en livsbetingelse på visse tidspunkter af dagen.)

Når man så kommer til Danmark, og metroen står stille (igen), og DSB laver sporarbejde, hver gang man skal en tur til og fra Jylland, tænker man ‘I så lille et land må det da kunne gøres mere effektivt’. Til gengæld har Danmark jo sine dejlige cykelstier, som Moskva endnu er meget fattig på. Cyklisterne må bruge fortovet. Men der er forandringer i gang. For nylig kom der et bycykelsystem ligesom i København. Danskernes cykelkultur er et andet punkt, som russerne er interesserede i at lære af – ligesom højskolekulturen.

Men det var en digression. Tilbage til den åndelige transport mellem Danmark og Rusland!

IMG_3578
Foto: Aleksandra Rusakova.

Vores studerende sang naturligvis Grundtvig som indledning og afslutning på konferencen (O kristelighed og Sov sødt, barnlille). Og Grundtvigs salmer blev flittigt citeret af foredragsholderne. Alle vendte tilbage til den sidste strofe fra Den signede dag, der også fik det sidste ord til arrangementet:

 Så rejse vi til vort fædreland,
dér ligger ej dag i dvale,
dér stander en borg så prud og grand
med gammen i gyldne sale;
så frydelig dér til evig tid
med venner i lys vi tale.

IMG_3572
Karsten Fledelius, lektor emer. fra Københavns Universitet, bestyrelsesformand for Dansk-Russisk Forening og medlem af Helsinkikomitéen for Menneskerettigheder trak på alle tre baggrunde i sit foredrag. Foto: Aleksandra Rusakova.

Karsten Fledelius fortolkede strofen og dens særegne skildring af paradiset: Det er, kommenterede han, en opfattelse af det evige liv som en glædesfest, hvor venner samtaler med venner “i lys” – også forstået som åndelig oplysning, en forklaret virkelighed, som er så intenst virkelig, fordi man er sammen om den med dem, som er én kærest. Det er fællesskabet, samtalen, som skabelsens fuldendelse.

Det var en umådelig smuk inspiration, vi fik fra Karsten med dette perspektiv. Fællesskab som en stadig udvikling af individualiteten gennem mødet med andre. Det minder lidt om kirkefaderen Gregor af Nyssas forestilling om det evige liv, som han beskriver som en stadig dybere udforskning af Guds uudtømmelige væsen, hvor der altid er mere at lære og forstå og udveksle, så man aldrig når til ende med sin indsigt. Ikke livet, men evigheden, som et studium, en oplysningsproces, hvor virkeligheden hele tiden bliver lysere endnu.

Associationen til en kirkefader var ikke tilfældig: Titlen på Karsten Fledelius’ oplæg var Betydningen af Grundtvigs fortolkning af kirkefædrene for nutidig kristendom.

Her kan man høre en af de sange, MSUs danske studenterkor optrådte med. Denne optagelse er dog fra en korøvelse, ikke fra selve dagen. Maria Gnevsjeva har komponeret andenstemmen til sangen. Film © Ira Sevostjanova 2017.

Helle Vallø leverede et tankevækkende oplæg om værdigrundlaget for vores samfund, og hvordan Grundtvig har påvirket det. Hvordan kan mennesker af forskellige trosretninger leve anstændigt sammen med inspiration fra Grundtvig? Hun fortalte om, hvordan hun selv først, da hun var oppe i trediverne, blev klar over, hvor meget af hendes egen bevidsthed, netop han havde formet. For mange danskere sker det halvt ubevidst. Men ikke desto mindre præger det os afgørende. Og Grundtvig kan fortælle os noget vigtigt om, hvordan vi i en globaliseret verden balancerer mellem selv at få plads til vores identitet og give plads til andre identiteter. Helle Vallø talte om to former for opfattelse af national identitet: Den, der ekskluderer, og den, der inkluderer. Hun sammenlignede forholdet mellem forskellige værdier indbyrdes, og viste, hvordan en prioritering af dem foregår i dansk bevidsthed. Der var så meget opfølgningspotentiale i oplæggene, at tiden var for kort.

Diskussionen efterfølgende koncentrerede sig på opfordring af Alla Nazarova om spørgsmålet “Hvilke kriterier kan man opstille for åndelighed?” Det var også et spændende spørgsmål, men det var synd, at vi så ikke fik fulgt diskussionen om frihed og identitet, som Helle Vallø havde inviteret os til at deltage i, helt til dørs.

IMG_3584
Helle Vallø fortæller om danskernes prioritering af værdier. Foto: Aleksandra Rusakova.

Nogle studerende fulgte med oplægsholderne på pub bagefter – en god universitetstradition – så der var lejlighed til at udforske flere perspektiver med eksperterne på den måde.

Jeg er glad for, at de fik denne chance. Desværre måtte ret mange af de studerende gå til andre timer efter selve konferencen, og gik glip af pubsamtalen. Det var en ret stor skuffelse for dem, især for de studerende fra et andet af byens universiteter, der huskede Karsten Fledelius fra de Danske Dage i 2015, og havde forberedt spørgsmål, de ønskede at stille ham… Men de russiske studerende er hårdt spændt for rent timetalsmæssigt i sammenligning med de danske. Og de har mødepligt. Det er en skam, når de af den grund går glip af chancer som denne for at være på tomandshånd med danske forskere og undervisere.

*

Temaet “Grundtvig og Rusland” har været udforsket i dybden siden 2012, hvor en række danske og russiske Grundtvigentusiaster mødtes på Udby Kro til et seminar, som blev startskuddet til flere storstilede arrangementer om temaet i 2013 (i Rønnebæksholm), 2014 (i Moskva) og 2016 (i Vartov). Om disse begivenheder kan man læse detaljeret her.

Man kan læse endnu mere om Grundtvig i et russisk perspektiv her, i Jørgen Hinsbys artikel At stå med Gud i hånden og skabe verden på ny.

 

 

Billedkavalkade og rapport fra danskfagets 50-årsjubilæum på MSU

5448 копия
Gruppefoto af gæster og værter i forhallen.  Foto © J. V. Tupikina / MSU 2017.

Studieårets største begivenhed, som vi havde forberedt os til gennem lang tid, var uden tvivl danskfagets halvtredsårsjubilæum på Moska Statsuniversitet, som blev fejret med en perlerække af begivenheder d. 28.-29. marts 2017. Alle tidligere årgange af danskstuderende, fra 1967 og til i år, var inviteret, foruden tidligere danske sendelektorer og vores danskfaglige kolleger, både undervisere og studerende, fra andre russiske universiteter i Moskva og Sankt Petersborg.

5384 копия
Institutleder Jelena Tjekalina (sub rosa), og til højre vore yndige kolleger fra Nordens Venedig (Sankt Petersborg): institutleder på Sankt Petersborg Statsuniversitet (SPSU), Jelena Krasnova, Jelena Gurova, Jevgenija Sinitsyna (også SPSU) og Anastasia Lomagina (Herzenuniversitetet). Foto © J. V. Tupikina / MSU 2017.

Fra Den Danske Ambassade i Moskva mødte man også op, og både det danske Uddannelses- og Forskningsministerium, Lektoratsudvalget samt Det Danske Kulturinstitut i Sankt Petersborg var repræsenteret. Vi var beærede over den store interesse så mange steder fra! Den eneste, der svigtede, var MSUs prorektor, der måtte melde afbud i ellevte time for at modtage Irans præsident, som spontant valgte at gæste MSU samme dag og time, som vi holdt åbningsceremoni. Det er, hvad der sker. Men vi havde det rigtig hyggeligt endda, med gule hyacinter, ildfarvede roser og russisk chokolade på bordet og skønsang fra MSUs dansksprogede kor. Prorektoren gik glip af meget!

5308 копия
Fakultetsledelsen blev repræsenteret af vicedekan Galina Kedrova, som ses her med den russisk-danske tolk. Foto © J. V. Tupikina / MSU 2017.

Arrangementet blev økonomisk støttet af Lektoratsudvalget, Statens Kunstfond samt LEGO i Moskva. Vi takker alle sponsorer hjerteligt. De har ikke kun muliggjort selve fejringen, men også udgivelse af et festskrift med minder fra alle årene (det udkommer til sommer).

A og L med tekstprikker og kirsebær penselkant
Et udkast til festskriftets forside. Design: M. Pontoppidan.

Fejringen af jubilæet løb over to dage, d. 28. og 29. marts 2017 på universitetet.
Planerne var ambitiøse. Jubilæets program bød på:

et forfattermøde med Ida Jessen om den prisbelønnede dagbogsroman En ny tid
et foredrag om Rusland i de danske medier af lektor Peter Bugge fra Aarhus Universitet.
et oversætterseminar med professor Per Durst-Andersen fra CBS og lektor Elena Lorentzen fra Københavns Universitet. Per havde på forhånd sendt en russisk artikel til de studerende om kontrafaktisk historieskrivning, som de havde oversat til dansk, og diskussionen gik nu på deres oversættelsesvalg. Elena fortalte om translitteration af danske navne (for eksempel hvorfor firmanavnet “Gavnø” er et stort problem at omskrive til russisk), og gadenavnet “Strøget” blev anledning til en heftig lingviststrid, der fortsatte hele aftenen.

5279
Ambassadøren var vittig og fik tolken til at grine. Foto © J. V. Tupikina / MSU 2017.

– Festtaler af: Danmarks ambassadør, Thomas Winkler, som åbnede festlighederne; vicedekan Galina Kedrova; institutleder på Institut for Germansk og Keltisk Filologi, Jelena Tjekalina; leder af Kulturinstituttet i Sankt Petersborg, Finn Andersen; forlægger på Forlaget Rudomino, Jurij Friedstein; på vegne af MSUs danskfags alumner, Anatolij Tjekanskij; på vegne af sendelektorerne, Rikke Helms.
– en “lyrisk mundsmag“, hvor de studerende oplæste deres egne russiske oversættelser af danske digte. På programmet var Tidsvagten af Michael Strunge, Det døende barn af H. C. Andersen, De evige tre af Tove Ditlevsen, Tit er jeg glad af B. S. Ingemann og Sig nærmer tiden af St. St. Blicher
En lyrisk mundsmag
– en lille sangforestilling med MSUs dansksprogede kor
, som åbnede jubilæet med Der er et yndigt land og H. C. Andersens forårssang Hvor skoven dog er frisk og stor
– en studenterquiz, hvor de studerende fra Moskvas forskellige universiteter dystede mod hinanden fordelt på to hold. De tidligere sendelektorer var jury. De studerende konkurrerede på deres lingvistiske, historiske og kulturelle viden om Danmark. Præmien var naturligvis Anton Berg chokolade.
Præsentation af en antologi med ny, dansk dramatik, resultatet af et samarbejde mellem danskoversættere i Moskva og Sankt Petersborg, på initiativ af Elvira Krylova og forlaget Rudomino
– Endelig bliver der i forlængelse af jubilæet udgivet et omfangsrigt festskrift med erindringer fra de 50 år, dansk som fag har præget Moskva Statsuniversitet.

5429
Redaktør Maksim Tjutjunnikov, som her fremviser antologien, er selv alumne fra MSUs danskfag og særligt interesseret i at få oversat dansk litteratur til russisk. De store smil skyldes, at der ikke er udgivet noget tilsvarende på russisk (altså indenfor den danske dramatikgenre) siden 1970’erne. Foto © J. V. Tupikina / MSU 2017.

Ildsjælen bag dette festprogram er danskfagets studieleder, docent Elvira Krylova, som selv kunne fejre sit tyveårsjubilæum som underviser på MSU i år. Herfra et hjerteligt tillykke til Elvira! I hende har dansk sprog og kultur en hengiven støtte, og hun sprudler altid af nye idéer.
Senest har hun i samarbejde med en række kolleger fra Moskva: Anatolij Tjekanskij, Oleg Rozjdestvenskij, Gajane Orlova (der er Carsten Jensens russiske oversætter) og Galina Simonova; og fra Sankt Petersborg: Elena Krasnova (institutleder på Sankt Petersborg Statsuniversitet og Peter Høegs russiske oversætter), Elena Gurova og Anastasia Lomagina, på Forlaget Rudomino udgivet en antologi af bibelske dimensioner med ny, dansk dramatik, som blev præsenteret på jubilæet. Siden er den blevet præsenteret på Det Danske Kulturinstitut i Sankt Petersborg (hvor Nikoline Werdelin var med som gæst, læs mere her) samt i Moskva i Bookbridge, den internationale boghandel.

5388 копия
Danskfagets ildsjæl på MSU, Elvira Krylova, fremviser en prægtig gave fra forfatter Ida Jessen til instituttet: Den danske begrebsordbog! Foto © J. V. Tupikina / MSU 2017.

Vi har bedt vores studerende skrive om deres indtryk af jubilæet. Her fortæller de med deres egne ord om oplevelsen.

Der lyttes og smiles
Der lyttes, og salen morer sig. Foto © J. V. Tupikina / MSU 2017.

Masja: I år var de danske dage meget spændende. Først og fremmest var det ikke almindelige danske dage, det var et jubilæum for danskfaget. Halvtreds år – det er mange! Og hvor mange russere har læst dansk i løbet af alle disse år, og hvor mange danskere har nu en forbindelse med Rusland. Vi havde rigtig mange gæster. Jeg snakkede med flere danske lektorer, som har undervist i dansk på MSU på forskelige tidspunkter. Det var meget interessant at spørge dem om, hvorfor de havde besluttet at læse russisk og at rejse til Rusland for at undervise. Alle havde forskellige grunde: e҆n af dem  kunne lide russisk litteratur, en anden arbejdede med det russiske sprog som lingvist, en tredje kunne lide russiske bardesangere. Jeg tænkte, at de ligner os – de russiske danskstuderende. Vi havde forskellige grunde, da vi valgte dansk, men nu er vi alle sammen om det, vi har vores lille dansk-russiske samfund, det er meget hyggeligt.
                                            Finn med gavepose     5372 копия
[Finn Andersen havde en hel gavepose med, som han trak den ene overraskelse op af efter den anden. Tusind tak til ham og kulturinstituttet! Her afslører han en nyudgivelse på russisk om Peter den Stores sagnomspundne besøg i København i 1716, hvor tsaren blandt andet muntrede sig med en tur op i Rundetårn – i karet. Red. – Foto © J. V. Tupikina / MSU 2017.]

Ira: Jubilæet var meget informativt og interessant. Det begyndte med et møde med mange venlige gæster. Gæsternes taler var meget livlige. Jeg solgte bøger, så det gav mig en mulighed for at snakke mere med flere mennesker.

Katja: Det var en snedækket, overskyet onsdag. Men de russiske danskstuderende havde sådan en varme og glæde, fordi den danske delegation kom ud på MSU.
Ambassadøren, Thomas Winkler, skulle til lufthavnen, men kørte alligevel ud til jubilæet for at høre vores sange. Det var en stor kompliment. Og jeg ville synge så godt, som jeg kunne. Vi begyndte med den danske nationalsang og jeg tror, at alle kan forstå, hvor vigtigt det er at synge den danske nationalsang for dens ‘ejere’.
Masja stod ved siden af mig, så jeg var ikke bange for at synge forkert. Jeg hørte hende, og jeg sang også godt. Det var meget opløftende at høre bifaldet og se en masse smil fra vores danske gæster. Thomas Winkler ville ikke tage ud til lufthavnen, han ville høre flere sange fra os. Så vi sang H.C. Andersens sang “Hvor skoven dog er frisk og stor”. Den er min yndlingssang. Jeg tror, at vi sang den meget godt.
Jeg er glad for, at vi kunne bruge tid med vores danske gæster. Det var to meget hyggelige dage. Musikken bandt os sammen. Nu føler jeg mig selv som en del af en stor dansk familie!

5455
Én stor familie. Foto © J. V. Tupikina / MSU 2017.

Masja: Vi var alle meget glade for at møde Ida Jessen igen. Da vi mødte hende i Vartov kirke i Københaven for næsten et år siden, kendte vi hende ikke personligt. Men vi kunne så godt lide hende! Hun var så charmerende. Hun fortalte os om sine bøger, som vi ikke havde læst endnu. Men til det andet møde havde vi forberedt os – mange tak til vores lektor! Vi havde arbejdet med Ida Jessens ”En ny tid”. Vi havde fået flere interessante opgaver: for eksempel skulle vi skrive Lillys og Vigands breve til hinanden. For os var det en rigtig overraskelse, at Ida Jessen kunne lide vores breve. Det er ikke almindeligt at have en direkte forbindelse med forfatteren.

Peter Bugge m fl
Den første dag var foredragsdag. Foruden Ida Jessen forelæste Peter Bugge (ses her på første række til højre). Og ingen kan sige, at russere ikke kan smile, når de ser dette glade billede! Foto © J. V. Tupikina / MSU 2017.

Hun var så sød, og hun talte så klart. Under interviewet med hende begyndte jeg at forstå nogle ting, som jeg kunne ikke forstå før. Bogens personer er tættere på mig nu.

20170328_133221 bes
Ida Jessen fortæller om sine hovedpersoners motivationer. Foto Elena Eriksen 2017.

Marina: Det var så spændende, at jeg var til jubilæet for det danske sprog på mit institut. Der blev holdt mange taler, foredrag og forelæsninger. Vi sang «Der er et yndigt land» og «Hvor skoven dog er frisk og stor», og alle var meget glade.
Jeg kunne bedst lide Per Durst-Andersens forelæsning om vores oversættelser af en tekst, der handlede om Rusland uden revolution. Det var interessant at høre, hvor og hvordan mennesker kan begå fejl, når de oversætter. Per Durst tegnede et cirkeldiagram, som var forståeligt og klart. Jeg var også interesseret, da han talte om genitiv i det danske sprog. Jeg forstod, at i tekster giver man ny information igennem præpositioner. Per Durst var så livlig, emotionel og intelligent, og det var udtryksfuldt.
Men alle de andre forelæsninger kunne jeg også godt lide. Vores gæster var fine og dejlige. Og måske er det min yndlingserfaring i dette studieår.

5360 копия
Andendagen var seminardag. Her er det Per Durst-Andersen, der giver de studerende (og underviserne!) oversætterfeedback på højt plan. Foto © J. V. Tupikina / MSU 2017.

Ira: Pers foredrag var meget spændende og vigtigst af alt: Det var rimelig let at forstå. Og Elenas foredrag var så sjovt. Det var subjektivt, men jeg kunne godt lide den aktive diskussion og eksemplerne. Det var ligesom en samtale med en god ven.
Og vores konkurrence var så aktiv. De studerende fra de andre universiteter var meget dygtige. Spørgsmålene var vanskelige, men interessante.
Det var spændende at deltage. Så det var en god erfaring.

5474 копия
Elena Lorentzen holder sit oversætterseminar om transkription. Foto © J. V. Tupikina / MSU 2017.

Polina: Det største indtryk for mig var en workshop af Elena Lorentzen om transkription af danske person- og geografiske navne, når man oversætter nogle noveller eller romaner fra dansk til russisk. Det er meget vanskeligt, fordi der jo er regler, som ingen havde hørt om, og de siger, hvad vi skal bruge i stedet for bestemte bogstaver eller lyde. Men, som jeg har sagt, er der ikke så mange oversættere, der ved det; derfor kan vi ofte have to eller flere russiske varianter af én dansk butiksgades navn. Kort sagt, det er meget svært, men diskussionen var spændende, synes jeg.
Derudover kunne vi snakke med vores danske gæster, og det kunne vi godt lide. Vi var så glade for, at vi godt kunne forstå dem!

5322 копия
De studerende lytter til foredrag på den første dag. Normannerfrisuren er også blevet moderne i Rusland, og det ikke kun blandt danskstuderende. Foto © J. V. Tupikina / MSU 2017.
Anatolij Tjekanskij
Anatolij Tjekanskij holdt en sjældent formfuldendt og vittig tale som repræsentant for alumnerne. Foto © J. V. Tupikina / MSU 2017.
5395 копия
Rikke Helms var som altid et festligt bekendtskab. Hun talte som repræsentant for sendelektorerne. Foto © J. V. Tupikina / MSU 2017.
xyvyD-i74ko
Der konfereres målrettet til studenterquizzen. To studerende fra svenskholdet, Aleksej Lebedev og Sonja Sizova, var 100% professionelle konferenciers – de har en klar fremtid i showbiz. Bemærk ringeklokken på bordet. Der var én til hvert hold, og i nogle spørgsmålskategorier gjaldt det om at være hurtigst! Drengene fra diplomatuniversitetet (!) var så ivrige, at de flere gange hamrede ringeklokkerne i gulvet, så hårdt slog de til. Men klokkerne var kram. De holdt. (Drengene holdt også.) Foto © Katerina Firsova 2017.

Som afslutning på to forrygende dage spiste de lokale danskundervisere og gæsterne fra Danmark middag sammen den sidste aften på den hviderussiske restaurant Belaja Rus i Moskvas historiske centrum overfor musikkonservatoriet. Det var rigtig, rigtig hyggeligt, og de gode historier flød i en lind strøm. Med os var også Peter Grønnegård og Michaela Palangetic fra Uddannelses- og Forskningsministeriet, som administrerer Lektoratsordningen og hjælper de udsendte lektorer på utallige måder. Vi var glade for på denne måde også at kunne sige tak til dem for deres indsats og fejre det gode samarbejde. Det er en mægtig opgave at sende danskundervisere ud i hele verden og få det til at fungere optimalt under de mest forskellige betingelser. Tak til alle, og en hilsen til alle sendelektorer verden over! Det er også jer, vi fejrer ved en fest som denne. Skål for alt det, I gør for Danmark og det danske sprog!

Gæsterne er ude at spise sammen
Foto © Veronika Dymtjenko 2017.

Mere jubilæumsstof: Se også Peter Grønnegårds tale på jubilæumsåbningsdagen.

Danskfagets 50-årsjubilæum på MSU 2017 blev realiseret med støtte fra:

Kunstfonden_LOGO_small_JPG

lego

sfu_dk_grey_rgb

Moskvaskitser

Vores udsendte medarbejder Lena Starostina rapporterer om sine erfaringer som guide.

Sidst i marts havde vi Danske Dage, vi fejrede danskfagets halvtredsårsjubilæum. Der kom gæster fra Danmark for at deltage i denne fest.

Vejret har været dejligt i Moskva dette forår. Da gæsterne kom, begyndte en snestorm pludselig, og så regnede det, og vinden blæste, så man mistede huen. Typisk Moskva! Men selv dette sødeste vejr kunne ikke stoppe de danske gæster fra at gå tur gennem det gamle bycentrum.

Jeg blev guide for Niels Grønkjær. Vi mødtes i receptionen på hotel Bagration, hvor de fleste af gæsterne boede. Da Niels kiggede ud ad døren, spurgte han, om det ville blive værre. “Det kan det godt”, svarede jeg, idet jeg viskede våd sne bort fra frakken. Niels skaffede en paraply fra receptionen (som en ægte ridder), og så gik vi.

Moskva guidet tur
Foto © Lena Starostina 2017.

Niels ville gerne se mange ting. Da jeg fik brevet med prioriteterne, måtte jeg regne efter, hvad vi reelt kunne nå at se i den korte tid, vi havde. Min plan var så, at vi skulle se Dostojevskijmuseet (indtil da havde jeg ikke engang vidst, at der fandtes sådan ét i Moskva), men da det først åbner kl. 11, kunne vi nyde en tur til fods derhen fra hotellet.

Der var flere rutevarianter. Man kunne gå langs Kremls mure, men det ville jo have været for banalt, og jeg var godt klar over, at gæsterne skulle vises rundt i Kreml af en professionel guide alligevel. Så foreslog jeg, at vi kunne gå gennem Moskvas største boulevarder i stedet for. Der findes flere. Det sagde Niels ja til, og så gjorde vi det.

Moskva er stor. Uofficielt regnet bor her, så vidt jeg ved, omkring 20 millioner mennesker. Men det refererer til det nye Moskva, mens det gamle var en en by af mere eller mindre normal europæisk størrelse. Således ligger for eksempel Dostojevskijmuseet i den gamle bys udkant, men fra Bagration (næsten i centrum) er der ikke mere end omkring seks kilometer. Det er ikke så langt, vel? Interessant er også, at Moskva, også de centrale dele, bestandig bliver ombygget. Gennem århundrederne er Moskva blevet en slags stor mosaik af stile og epoker. Her kan man finde fine kirker fra 1600-tallet eller enorme kæmper af glas og beton.

På vejen prøvede jeg at tale lidt om arkitektur, men det er ikke det interessanteste emne, vel? Takket være Niels blev det snart en meget dejlig snak med forbindelse til den russiske litteratur fra det 19. og 20. århundrede. Vi kunne søge efter et par eksempler på, hvordan husene i Tolstojs “Krig og fred” kunne have set ud, eller hvordan Moskva var på Gorkijs tid (vi fik skam også set hans eget hus!). Der var også mange monumenter over forskellige forfattere, og det var en god lejlighed til at fortælle lidt om dem og diskutere lidt, om børn skal læse klassiske romaner så tidligt, som de gør, i skolen (og hvilke).

Men så var vi endelig ved museet (hvor ingen vind blæser!). Man ser et stort gult hus. Men det er jo ikke Dostojevskijs hjem, det er det sygehus, hvor hans far arbejdede. Jeg tror, det er det eneste sygehus, jeg kender, hvor der i gården står et monument over en forfatter (og ikke en læge).

Museet selv er faktisk ret lille. Der var tre værelser, som tilhørte familien, de er nu rekonstrueret efter Dostojevskijs lillebrors memoirer. De er ikke så store til en familie, som bestod af ti mennesker (jeg anede ikke, at Dostojevskij havde så mange søskende!), men fulde af minder. Jeg vil selvfølgelig ikke beskrive alt, hvad man kan se der. Men hvem kunne gætte, at forfatterens barndom var så varm!..

Jeg finder det så besynderligt, at man, selvom man bor i en by, først opdager dens hemmeligheder, når man viser den til en gæst. Men måske er det bedst på den måde.

Ønsker du at vinde Europamesterskabet i fodbold uden fodboldtræning? – Spørg Danmarks fodboldlandshold hvordan.

Da jeg var 16 år gammel, begyndte jeg at blive involveret i fodbold. Jeg iagttog spillerne på TV og kendte alle de berømte spillere. Dengang havde jeg ingen anelse om, at jeg siden ville knytte mit liv til det danske sprog, dansk kultur og Danmark. Men på grund af den passion for fodbold lærte jeg om Danmarks fodboldlandsholds triumf til Europamesterskabet i 1992.

Sven Simons foto
Foto © Sven Simon. Taget fra Ekstra Bladet.

“Oprindelig skulle det jugoslaviske fodboldlandshold have deltaget, men på grund af borgerkrigen i Jugoslavien blev de ekskluderet. I stedet deltog Danmarks fodboldlandshold, som var blevet nr. 2 efter Jugoslavien i deres kvalifikationspulje.” – fortæller Wikipedia.

Det er meget sjovt at vide, at mange i de danske europamestres trup ikke ønskede at deltage i konkurrencen. Lars Olsen var anføreren, og han prøvede at ringe til spillerne. Men de var på ferie, de slappede af, svømmede og lå i solen. De havde intet ønske om at stoppe ferien. De fleste af dem var over 40 år gamle mænd. Olsen kunne godt få dem samlet , men Michael Laudrup (Danmarks bedste fodboldspiller) ønskede ikke at komme tilbage fra ferie.

Foto © Kim Kastrup. Taget fra Ekstra Bladet.

Da Danmarks fodboldlandshold vandt mesterskabet og scorede to mål mod Tyskland, blev den samlede sportsverden overrasket. Det var rigtig fantastisk! Danmarks fodboldlandshold spillede med reserveholdet. De var ikke forberedt fysisk og mentalt. Richard Møller Nielsen (Danmarks landstræner i fodbold) var så chokeret! Han sagde: “Vi skulle udnytte vores talenter, uanset hvor mange vi har fået”. “Samtidig var det en fordel, at vi ikke var et helt hold af stjerner. Alle kendte deres plads. Der var ingen interne magtkampe”, – som Flemming Povlsen (angriber) sagde.

Det er den fantastiske historie om den fantastiske sejr. Da jeg hørte om den, lærte jeg, at der er et yndigt land, og der var Europas bedste fodboldhold!

Piet Hein: den danske Leonardo da Vinci

Superaeg
Superægget – en tredimensionel udgave af superellipsen. Foto af Malene Thyssen.

Jeg har mange gange set superellipser, men jeg vidste slet ikke, at det var Piet Heins opfindelse. Det er svært at forestille sig, hvordan et menneske kan være så alsidigt – både videnskabsmand og digter, designer og opfinder.

Nu, hvor jeg har læst om ham, forstår jeg godt, hvorfor han bliver kaldt en moderne Leonardo da Vinci. Selv hans uddannelse var alsidig, han studerede filosofi og teoretisk fysik i København, han studerede også billedkunst på private malerskoler og på Kunstakademiet i Stockholm. På denne måde fik han indsigt i forskellige sider af virkeligheden, og hvordan man kan harmonisere denne virkelighed. Han interesserede sig for design som et middel til at harmonisere rum. Hans matematiske talent hjalp ham med at finde rene former som superellipse eller superæg, der blev anvendt hvor som helst. På nettet har jeg set vaser og møbler i form af superellipser, samt legetøj, smykker og skulpturer. Jeg har bemærket, at plasticægget i Kinderoverraskelsen også har superæggeformen – en tredimensionel version af superellipsen, og det var måske den første superellipse, som jeg har set i mit liv.

Den anden af Piet Heins interesser var digtning som en måde at harmonisere ord på, hvor han også har opfundet en ny form – et gruk, sammentrækning af ordene ”grin” og ”suk”. De første gruk blev publiceret i ”Politiken” som korte kommentarer til hverdagens hændelser. Lidt senere udviklede Piet Hein en fast poetisk form og skrev under digternavnet Kumbel Kumbell. Han skrev ikke kun på dansk, men også på andre sprog som engelsk og svensk. Efter min mening er det en virkelig perfekt form. Grukkene er små poetiske værker, men samtidig dybe og lakoniske, derfor lyder de smukt på forskellige sprog. Det kan tjene som en bekræftelse på kunstnerisk talent, hvis man kan sige meget med et par ord, og det kunne Piet Hein. Mit yndlingsgruk på engelsk er ”The road to wisdom”, man kan formode, at Piet Heim udviklede en slags egen filosofi i sine værker. Et af hans mest kendte danske gruk synes jeg er fantastisk:

Undskyld, jeg kan ikke gøre for det,
men jeg synes, vers skal være korte.
Hvis De synes, vers skal være lange,
må De genta mine et par gange.

I dette lille aforistiske vers forklarer han, hvordan han ser poesi i hele taget, og han gør det med humor. Derfor blev hans digte til et forbillede for retorisk kunst, og han fik dem oversæt til mere end 400 fremmedsprog.

Soma-cube-disassembled
Foto af en skilt somaterning af AarchibaWikimedia Commons.

Men det er ikke de eneste ting, som gjorde ham berømt. Han har også opfundet et kendt puslespil, Soma, hvor man skal konstruere en terning af små stykker, og et brætspil, som vi kender som Hex. På baggrund af dette ville jeg ønske, at Piet Hein og hans videnskabelige og kunstneriske opdagelser blev mere kendt i Rusland.

 

Kilder:

http://www.piethein.dk

http://web.archive.org/web/20050305223250/http://www.ctaz.com/~dmn1/hein.htm

 

 

 

Bournonville i Danmark og Rusland

Da jeg var på sommerskole i Helsingør, talte jeg meget med de andre studerende om vores lande og kultur. Engang spurgte en engelsk pige, Joanna, hvad den russiske kultur så var, “for hun anede ingenting om Rusland, bortset fra Sibirien og ballet”.

Arne Villumsen
Arne Villumsen og Lis Jeppesen i Sylfiden. Foto © John R. Johnsen 1979.

Den russiske ballet er meget berømt i hele verden, det var ingen overraskelse for mig. Men i år har jeg lært, at der også er en verdensberømt dansk balletskole, som er grundlagt af August Bournonville.

Ballet som kunstart opstod først i det 15. eller 16. århundrede i Italien og blev videreudviklet i Frankrig til den klassiske form, som vi kender nu. Ballet er et dansesystem, og det er vigtigt, at man følger systemet. Der er grundstillinger som må indtages, og reglerne er meget strenge. Sådan var den franske klassiske skole i den absolutistiske periode, sådan er den russiske skole også, da den stammer fra den franske.

Den danske skole blev også baseret på den franske, men blev påvirket af romantikkens frihed. Derfor er de fem positioner anderledes i den danske ballet. Man må sige, at den virkelig er mere… demokratisk og fri end den klassiske. Bevægelserne er karakteriseret ved lethed og, øh, luftighed. Men man må ikke tro, at der intet system er i den danske ballet. Jo, den er også meget konservativ, systemet er bare blevet virkelig forandret. De balletter, som Bournonville selv koreograferede, kan man stadig se i teatre næsten sådan, som de var for 150 år siden.

Der er også andre forandringer i Bournonvilles ballet. Man lægger mere vægt på mænds dansepartier (Bournonville var selv en udmærket danser). Emnet i balletterne bliver mere konkret og også, kan man sige, positivt. Romantikken påvirkede det ikke på den dystre måde, men snarere ved det, at man begyndte at interessere sig for den nationale kultur.

03sylphid-06
Sorella Englund og Arne Villumsen i Sylfiden. Foto © John R. Johnsen 1979.

Karakteristisk er eksemplet “Sylfiden”. Den danske version var ikke den første. I 1832 kom Filippo Taglionis fransk-italienske version, og den var virkelig populær i Europa. Men det danske Kongelige Teater havde ikke penge til at opføre den samme version, den var for dyr. Scenen selv var også for lille, og de kunne ikke engang tillade sig musikken. Den bedste løsning i denne situation var at lave en slags “piratkopi” af den originale ballet, og så skrev Herman Severin Løvenskiold sin egen musik til den, mens August Bournonville koreograferede den, så at den også passede til den danske scene. Historien var den samme, men anderledes betonet. Han tilføjede også nogle folkedanselementer, og nu kender vi denne “piratkopi” som en af verdens ældste overlevende balletter, mens “originalen” forlængst er glemt. Udmærket er også, at selvom balletten er romantisk, slutter den med et lykkeligt bryllup. Effy gifter sig med en meget uromantisk person, og det viser Bournonville i et meget positivt lys. Det finder jeg så mærkeligt og interessant.

Den danske version er blevet nyopført i Rusland i år, på Mikhajlovskijteatret i Sankt Petersborg, hvor den er på repertoiret indtil d. 24. juni. Instruktøren Sarafanov siger, at han har arbejdet med det danske balletkompagni i mange år, og hans opførelse er virkelig en afspejling af den gamle danske ballet. Måske ville det være en god grund til at rejse til Ruslands nordiske hovedstad – og nyde en god romantisk ballet der.

sylfide_04
Et foto fra den aktuelle forestilling i Petersborg.