Forår på MSU

Så er foråret kommet til Moskva Statsuniversitet: i midten af april viser vintergækkerne sig.

Vintergæk i skyggen af MSU
Vintergæk i skyggen af MSU.
Vintergæk på MSU
Vintergæk i skarp Moskvasol.

 

 

Fotos © Julia Barbakadze 2016.

Ruslands skønneste by

Rusland er uden tvivl et stort land. Og nogen vil sige, at Moskva er den smukkeste by i Rusland. Og det er sandt. Måske vil nogen nævne Sankt Petersborg. Men nu vil jeg fortælle om et andet sted, som er lige så smukt som Ruslands hovedstad.
Pokrovsk
Det er Jakutien. Jakutien strækker sig mod nord til Henriettaøerne og grænser op til Laptevhavet og Ishavet. Ca. 40 % af republikken ligger nord for den nordlige polarcirkel. Republikken har et areal på 3.287.590 km2. Og den er lidt større end Indien.
Jeg er fra en lille by i Jakutien, som hedder Pokrovsk. Den ligger ved siden af Lenafloden. Byen er omgivet af grønne skove og vidtstrakte marker. Og det mest signifikante i min by er dens uberørte natur.
Om vinteren er der rigtig koldt, under halvtreds minusgrader. Men det er ikke så svært at udholde på grund af et tørt klima. Og når jorden bliver dækket af sne, ser det ud som et billede fra H.C. Andersens ” Snedronningen”. Og når du står ved floden og ser solen afspejle sig i sneen, så vil du sige: «Åh, det er et mirakel!»
Om sommeren forvandler byen sig. Alt er grønt og blomstrende. Der findes tyttebær, jordbær og solbær. Undertiden kan man se et elsdyr i skoven.
Og jeg kan sige, at den er den skønneste by i hele verden )
Pokrovsk med Lenafloden

Direktørens blog: En zoologisk have i byrummet

Direktøren for Moskvas zoologiske have, Natalja Kolobova, har skrevet et blogindlæg om havens placering i centrum af Moskva – og historien bag. Vi har fået lov at bringe en dansk oversættelse af indlægget her på siden. (Red.)

I sikkerhed med brændenælden
Et kaukasisk stenbukkekid slikker sol. Den kaukasiske stenbuk, der i sit hjemland kaldes “tur”, er på grænsen til at være en truet art. (Red.)

Moskvas zoologiske have ligger lige midt i hovedstaden ved siden af Sadovoje Koltso. En zoologisk have i byen… Har man faktisk brug for den?
Måske skal man flytte den til et andet sted, der ligger langt fra byens centrum? Dyrene vil komme til at bo under bedre økologiske vilkår, og områdets indbyggere vil ikke blive vækket af fuglenes skrig om morgenen. Det spørgsmål stiller man ofte både i medierne og i samfundet. Lad os prøve at undersøge problemet.

Det enogtyvende århundrede er et urbaniseringens århundrede. I 2050 vil 70% af menneskeheden bo i byer, og det betyder, at de vil bo uden nogen direkte forbindelse med naturen. Den zoologiske have er den eneste mulighed for at rejse hele verden rundt og opleve den uden at forlade byen. Og det er vigtigt, at den skal være tilgængelig i praksis for alle.

isbjørne

Historien spiller også sin rolle. Moskvas zoologiske have blev bygget i 1864 ved Presnenskije-dammene. Det var Den Kejserlige Russiske Forening for dyrs og planters akklimatisering, der valgte stedet. Først havde man planlagt at anbringe den zoologiske have i Neskutjnij Have (forestil dig lige, hvordan det havde været!!!), men myndighederne forbød det. Så begyndte man at søge efter et andet sted. Til sidst valgte man Presnenskije-dammene (både områdets størrelse, dammene med planter og stedets popularitet blandt moskovitterne fik afgørende betydning). Så for 151 år siden åbnede en zoologisk have her. Årene gik, regimer afløste hinanden, man førte krige, men den er forblevet på det samme sted. Når vi derfor taler om Moskvas zoologiske have, taler vi om et sted, hvor man historisk set har holdt dyr.

girafDer er også et andet argument for at bevare den zoologiske have i byens centrum: Det er de positive erfaringer verden over. I mange europæiske hovedstæder er der lignende små, gamle zoologiske haver, som stadig fungerer aktivt, udvikler sig og udvider deres dyreartssamlinger, mens de har mange besøgende. Sådanne zoologiske haver findes i Berlin, Budapest og Wien. De er velkendte seværdigheder.

Så alt det taler for en zoologisk have i Moskvas centrum. Men hvordan kan man indrette den i byrummet for at få mulighed for at udføre både naturbeskyttende og rekreative funktioner? Først og fremmest vil jeg gøre opmærksom på, at selvom den zoologiske have ligger i byens centrum, står det ret godt til med økologien. Den zoologiske have er omgivet af bygninger. Derfor er byens skadelige påvirkning minimal.

Hvis vi taler om at gøre udstillingen mere indbydende for gæsterne, arbejder vi stadig med det. De oprindelige vilkår er ikke helt lette: Den 151-årige historie, de mange bygninger, placeringen i byens centrum over telenet, vejnet og metro. Vi kan ikke (og vi vil heller ikke) ombygge hele den zoologiske have. Vores vigtigste mål er at skabe bekvemme vilkår for dyrene, som ligner de naturlige. Men det er også meget vigtigt for os, at de besøgende har glæde af stedet. Derfor vil vi efterhånden forny anlægget. Man skal finde en balance mellem at skabe en følelse af tæt kontakt med naturen og samtidig at opretholde sikkerheden. Man kan kalde fremgangsmåden for en slags pragmatisk utopisme.

flamingoer

Moderne zoologiske haver har fire grundlæggende funktioner: den naturbeskyttende, den oplysende, den underholdende og den videnskabelige. Jeg vil gerne nævne en funktion mere, som man kan udtrykke som en bevarelse af kulturarven. Moskvas zoologiske haves moderne ansigt er både 1800-talsbygningerne, som bygningen, hvor vores giraf Samson bor, og byggeriet fra tyverne i det 20. århundrede, som Stenbukkebakken og Vilddyrenes ø, og moderne bygninger, monumenter og skulpturer. Hver bygning er unik og skaber den zoologiske haves specielle og enestående udseende. Vi bevarer vores fortid og ser mod fremtiden.

Dansk oversættelse og fotos © Margarita Sjumejkina 2015.

Det oprindelige indlæg lan læses på russisk her: http://www.moscowzoo.ru/about-zoo/articles/blog-direktora/zoopark-v-gorodskom-prostranstve/

 

 

 

 

 

 

 

 

10 ting, jeg har beundret i løbet af turen til København

Hej allesammen! Jeg hedder Dorothea, og jeg studerer dansk på det filologiske fakultet på MSU. Jeg har været i Danmark (nemlig i København) to gange: på sommerkursus og på studierejse. Jeg kunne fortælle meget om min oplevelse og mit indtryk af København, men jeg vil gerne fokusere på de ti mest markante ting.

1. Vidunderlig natur på Sjælland. Den første ting, jeg har beundret i København, er det, at den er … absolut flad! Det adskiller sig meget fra Moskva, som ligger “på syv høje” ligesom Rom. Det flade land, synes jeg, er meget bekvemt, for man kan gå en tur i flere timer uden at få ondt i fødderne 🙂 Jeg kan også godt lide de grønne anlæg i byens centrum, som tiltrækker københavnere, der ligger på det friske græs og bliver brune under den varme sol! Men især var jeg fascineret af de danske sakuraer! I april var der så mange blomstrende lyserøde sakuratræer (japansk kirsebær, red.) på vej langs den sjællandske kyst, at jeg et øjeblik troede, at jeg befandt mig i Japan. Men det var ikke Japan, det var jo Danmark!
Have


2. Danmarks trafiksystem.
Det adskiller sig også meget fra Moskvas. Jeg har aldrig set så mange cykler på en gang. Man skal hele tiden passe på med hensyn til cyklerne! Det er meget økologisk at bruge en cykel i stedet for en bil. Desværre er det endnu meget svært at gøre sådan i Moskva. Men vi har allerede nogle cykelstier, altså er vi på rette spor 🙂
Cykeltaxi


3. De fantastiske palæer i København.
Man kan ikke forestille sig København uden dens pragtfulde palæer, som var de danske kongers historiske bopæl. De minder os om den epoke, da Danmark var et enevældigt monarki, og da sådanne fremragende konger som Frederik III og Christian IV regerede i Danmark og skabte en unik byarkitektur. Men der er et palæ, jeg bedst kan lide. Det er utvivlsomt Rosenborg Slot. Det ligger lige i nærheden af Studieskolen, hvor jeg studerede, og jeg gik tit en tur deromkring. Jeg synes, at denne park, fuld af træer og blomster, er et af de mest maleriske steder i hele København.
Rosenborg Slot


4. Danmarks traditionelle monarki og Den Kongelige Livgarde.
Det er fantastisk, at Danmark har bevaret et monarki som sin nationale og flotte tradition! Jeg kunne aldrig lade være med at stoppe midt på gaden bare for at glo, fortryllet, når en masse af Livgardens bedste soldater marcherede flot klædte i takt med trommer og musik!
Hvis der var nogen prinser og garderofficerer i Moskva, ville livet være smukkere og mere romantisk.(1) Men nu plejer jeg at komme til Danmark for at hente romantikken 🙂
Kronprinseparrets bryllup


5. Tivoli!!!
Jeg tror, at der ingen er i verden, der besøger København uden at komme til forlystelsesparken Tivoli. Fuld af grønne træer, farverige blomster, spændende attraktioner og så søde ænder og svaner, ser Tivoli ud som et paradis. Der er så stille og roligt der, som om Tivoli skjuler sig i byens centrum. Hver kan finde noget specielt for sig selv i Tivoli. For mig for eksempel var attraktionen ‘Dæmonen” meget speciel 🙂
Ved kanalen


6. Danske strande
(især Amager Strand). Før min første rejse til Danmark kunne jeg bare ikke forestille mig, at der er strande og udflugtssteder, der ligger lige ved København! Jeg fik mulighed for at svømme i Østersøen og for at ligge på Amagers strand. Det var uden tvivl en meget god oplevelse. Østersøen er selvfølgelig ikke Middelhavet, men den er jo ikke så salt 🙂
Amager Strand


7. Dannebrog.
De er utvivlsomt det danske nationale symbol. I andre lande, jeg har besøgt, har jeg aldrig set så mange flag. Dannebrog er overalt, selv på badeværelset! Lysende rød-hvide danske flag ser ud som en festlig udsmykning af hovedstaden og minder altid om, at man befinder sig i Danmark. Det, synes jeg, er fantastisk, fordi det vækker en stor stolthed over og kærlighed til Danmark hos danskere. Danske flag er jo en smittende ting: Nu har jeg selv ét i mit soveværelse. ))
Dannebrog med bamse


8. Danske farverige små huse.
Det er Københavns “visitkort”. Til en vis grad er det et paradoks, at der i så kold og regnfuld en nordlig by som København, ligger så farverige, “varme” huse. Mennesker, som boede i så hyggelige huse, ville være rigtig lykkelige, tror jeg.
Huse


9. Danske kager.
Jeg må tilstå, at jeg er en slags uforbederlig slikmund 🙂 Altså, da jeg kom til Danmark, købte jeg først og fremmest forskellige danske kager og har prøvet dem alle. Jordbærkager, æblekager, hindbærsnitte, cremebolle – hvor var det hele lækkert! Jeg tror, at jeg vil rejse til Danmark igen, om ikke andet så for at prøve endnu flere dejlige, friske, danske kager!
Kage


10. Selvfølgelig danskerne selv
:))) Danskerne selv var min mest betydningsfulde “opdagelse” på min tur til København. De var så venlige og så gode mod mig (og ikke kun mod mig), at jeg altid kunne føle mig velkommen i Danmark. Danskere, som jeg mødte på gaden, var altid beredt til at hjælpe og bare at snakke med mig. Farer man vild, eller har man nogen problemer, findes der ubetinget (bestemt) en dansker, som altid er beredt til at hjælpe og give råd. Det er især vigtigt for mig, for jeg farer meget tit vild. På denne måde har jeg stiftet bekendtskab med mange meget venlige danskere 🙂 Og det er den anden ting, jeg kan godt lide ved danskere: Det smiler meget tit og virker positive!

Der er mange andre ting i forhold til Danmark, jeg ville gerne fortælle om, men det vil jeg gøre en anden gang. Det er bare vigtigt at notere, at jo mere vi russere rejser til Danmark, desto mere lærer vi den danske kultur at kende, og omvendt. Så jeg er bestemt FOR kulturudveksling mellem vores lande 🙂

Fotos © Dorothea Radujko 2015.

(1) Det hænder da af og til. (Red.)

Ekstramateriale: Her kan man se den Kongelige Livgarde gæsteoptræde på Den Røde Plads i 2007 til det russiske publikums begejstring:

Og på hjemmebane ved Amalienborg:

https://www.youtube.com/watch?v=rGvR1IWByR8

 

Seegrotte i Wienerwald

Der er en hule, som kaldes Seegrotte, i Wiens forstad, i den såkaldte Wienerwald, som breder sig på skråningerne om byen. Der har engang været en mine, hvor man udvandt hvid og rød gips, men i begyndelsen af det 20. århundrede kom man under det sædvanlige boringsarbejde til at bore ind i siden af en forseglet underjordisk sø, og minen blev oversvømmet. Der skete mange ting derefter — også verdenskrige — og man blev ligeglad med, hvad der skete med minerne. Men nu er der et museum.
Der er altid den samme temperatur derinde, som i en slags søvnrige: 9 graders varme. Derfor låner man gæsterne bløde, varme plaider. De er jo så hyggelige at hylle sig i.
Minerne ligger selvfølgelig dybt inde i bjerget, og en smal (ikke bredere end til en tipvogn) gang fører derned. Den er rund, lige og kold. Væggene glimter og føles våde ved berøring, som en smeltende isklump; det er fordi, det har regnet for kort tid siden. Væggene virker orange i den knappe og tynde belysning, og af og til finder man fordybninger i dem, som ligner små krypter. Man bruger dem til at komme om ved tipvogne med de udvundne stenarter. Lofterne er lige så høje, som væggene er brede. Jeg kunne kun lige gå der uden at røre dem med min isse. Snæverheden, mørket og den stillestående luft giver indtryk af, at der ikke er nogen verden udenfor — og heller ingen vidder. Der er kun den underjordiske gangs mørke højtidelighed. Jeg kunne ikke undgå at tænke på dværgebyer.
Men så svinger lofterne sig højt op og tabes i mørke.

Foto © Lena Starostina

Foto © Lena Starostina

I det 19. århundrede arbejdede man selvfølgelig uden elektricitet, man brugte hestes kraft. Der er et mindesmærke dedikeret til denne navnløse og ukendte slider: et lille sort føl og den forreste halvdel af en voksen hest, som stikker frem fra en væg, og hvis farve jeg skal beskrive for sig.
Det er ikke så let — at slæbe en voksen hest ned i et hul, så man fik hestene født allerede i hulen. De var oprindelig af sort kulør, men da de intet sollys så, mistede de denne farve og blev sumpgrå, og også lidt grønne, som om man lavede dem af billig jade. Denne levende skygge arbejdede her nede under jorden.
Der var en ægte labyrint, næsten en underjordisk by. De fleste korridorer er blokerede nu, for at turister ikke skal fare vild der. Men der er også et sted, hvor én har fået lov at blive stående åben. Den er oplyst med blegblåt. Efter 30-50 meter fortaber den sig i mørket ligesom lofterne.
Da den anden verdenskrig begyndte, og nazisterne annekterede Østrig, fandt de hulerne og lavede dem om til en flyfabrik, der producerede jetjagere. De pumpede det meste af vandet op, brugte det til at lave beton med og dækkede gulvene med den. Her kan man stadig se skudhuller. Eller det tror jeg, at det er — jeg er ikke sikker. Måske har de testet flyenes maskinkanoner?
Og her i hulen har amerikanerne optaget ”De tre musketerer”. Båden fra filmen kan man stadig finde på den store sø.
Og søen er en af de mest majestætiske udsigter, jeg har set i mit liv.
Absolut dødt vand er lys-turkist eller smaragdgrønt. Der lever ikke noget. Ingen fisk eller saltsøkrebs, ikke engang bakterier! Kun ved en væg flyder der en kunstig blomsterkrans. Hver dag stiger vandet. Hvis man ikke pumper det ud, så bliver grotten fyldt.
Bådene er meget specielle: de har støjfrie motorer, som ikke kruser det ubevægelige vand.
Man kan se bunden rigtig klart, og den ser ud, som om det kun var en halv meter dyb — mens der i virkeligheden er 2. Kæmpesøjler understøtter hvælvet og ligner vægge i et gammelt forsømt slot: de er også forvitrede, men urokkelige. Som i et underjordisk tempel af ro og evighed. Intet rører på sig. Kun et sted blæser det svagt. Det er en slags lodret korridor, som kæder grotten sammen med overfladen, for at mennesker, som beundrer denne gudeskønhed, ikke kvæles.
I slutningen af ruten hænger der et skilt: ”Husk bifald til kaptajnen”. Det er som en påmindelse om det menneskelige liv. Og kulden, som var begyndt at krybe ind i én, viger. Og man vil tilbage, op ad trappen til den smalle gang, og ud til kongeriget af liv og mennesker.

Ruslands smukkeste steder

Jeg vil vædde på, at I ikke kender halvdelen af dem.
Rusland er et kæmpestort og ukendt land. Af og til kender vi bedre seværdighederne på eksotiske kursteder eller kendte arkitektoniske mindesmærker i Europa. Men vores land har mange betagende udsigter.


Eltonsøen i Volgograds-regionen

Solnedgang over Eltonsøen
Foto © www.volganet.ru

Eltonsøen er den største saltsø i Rusland. Mineraliseringen af vandet kan om sommeren nå op på 400 gram pr. liter, og det er halvanden gang højere end i det Døde Hav. Her lever kun bakterier og encellede vandplanter.


Gejserdalen i Kamtjatka

Gejserdalen
Foto © Robert Nunn

Det er det eneste gejserområde i Rusland og Eurasien, et af de største steder af denne type i verden. Her befinder sig circa 20 store gejsere og mange varme kilder, som udsender vand og damp.


Altajbjergkæden

Katunfloden i Altaj
Foto © Ondřej Žváček

Altaj er et uforglemmeligt land med majestætiske bjerge. Fra arilds tid gælder Altaj for et helligt sted. Nu er Altaj meget populær blandt turister.


Ordinskaja-hulen i Permregionen

Ordinskajahulen
Foto © Nikolay Maximovich

Ordinskaja-hulen er Ruslands længste gipshule under vand. Hvis der findes et paradis for dykkere, er det her. Vandet er fænomenalt rent, klart og meget koldt (+4 grader).


De vindslebne søjler i Komirepublikken

søjler
Foto © Asankheia

De vindslebne søjler, som ligger på Man-Pupu-Ner-plateauet, kan vel kaldes for Urals visitkort. Kun de største vovehalse kommer her — der er 400 km til de nærmeste beboede steder.


Kungurhulen i Permregionen

Is i Kungurhulen
Foto © www.volshebnaya-planeta.ru

Kungurhulen er den 7. længste gipshule i verden. Efter videnskabsmændenes vurdering er den 10-12 tusind år gammel. Mange grotter og gange er uudforskede den dag i dag.
En interessant legende er forbundet med hulen. I det 19. århundrede blev den besøgt af den tyske prinsesse Viktoria. Inde i hulen snublede hun og faldt. Da Viktoria vendte hjem, blev hun gift med en svensk prins. Siden den gang tror man, at hvis en pige falder inde i Kungurhulen, bliver hun snart gift.


Bajkalsøen i Østsibirien

Shamanklippen på Olkhonøen
Foto © Kirsten Buerger

Den er den dybeste sø på kloden og det største ferskvandsreservoir. Søen er fra 25 til 80 km bred, og dens areal svarer til lande som Belgiens, Hollands og Danmarks.
Den mest populære legende om, hvordan søen opstod, er et burjætisk sagn. I urtiden var der et stort jordskælv. Jorden åbnede sig, ilden fossede op af undergrunden og sved alt på sin vej. Menneskene kunne kun flygte og bede til guderne. Men guderne svarede ikke på deres bønner. Da menneskene blev afkræftede, begyndte de at gentage to ord: Baj gal! De betyder “Ild, stop!” Og ilden gik virkelig ud og forsvandt, som om den ikke havde været til. I stedet opstod en dyb hule, som hurtigt fyldtes med isvand. Sådan kaldte man søen — Bajkal.


[Forlæg for artiklen er denne russiske artikel
, “Самые красивые места Россииpå adme.ru, hvor man kan se mange flere flotte naturbilleder af det ukendte land. Red. ]

Om forår

Forår i Moskva
Foto © Julia Barbakadze

Hvorfor er det forår, som er den mærkeligste årstid?
Fordi der er to forskellige forår. Det ene er levende og det andet er dødt. Når sneen smelter, og træeerne ikke ligner hvidt porcelæn, men ligner et ligs hånd, så ser hele naturen død ud. Solen skinner ikke, himlen er grå og overskyet. Naturen er kedelig og snavset. Man kan se meget stads nogle steder, selvom det er ikke er naturens skyld, men menneskers. Jeg vil ikke se verden på sådanne tidspunkter, jeg vil bare sove hele dagen.

Det andet forår er meget bedre. Naturen begynder at vågne op, man kan se solen, man kan høre fuglene synge. Jeg bliver glad, vil se mennesker og gøre dem glade også. Jeg vil ud at vandre et sted hen. Det særlige ved foråret er, at det kan være så omskifteligt, ikke bare sidst i april, men hele årstiden igennem. Én dag kan man have dødt forår og den næste får man det levende. Forår er den mest uforudsigelige årstid, synes jeg.

Forår MSU
Foto © Julia Barbakadze