Ny dansk oversættelse af “Anna Karenina” præsenteret på Tolstojmuseet i Moskva

S3820019 copy
Der bydes velkommen fra museets side. Salen er behængt med en række Tolstojportrætter – det største og nyeste skuer ud over tilskuerne.

Tirsdag d. 2. oktober blev den første danske Anna Karenina-oversættelse siden Ejnar Thomassens dage præsenteret på det elegante Tolstojmuseum i Moskva. Arvtageren efter Thomassen var Marie Tetzlaff, leder af Det Danske Kulturinstitut i Sankt Petersborg. Tetzlaff har før oversat Krig og Fred og andre af de største russiske romanklassikere, herunder Turgenjevs Fædre og Sønner.

Det er en fornøjelse at læse Marie Tetzlaffs nye oversættelse. Den er mundret og samtidig ikke bange for at bruge ord som “sågar” og “sanddru”, hvilket er en rigdom, der minder os om, hvor smukt et sprog dansk er, når nogen gider bruge det ordentligt.

Ved bogpræsentationen på museet var den danske ambassade repræsenteret sammen med koryfæer fra Moskvas litterære verden, pressen og naturligvis museets ledelse. Alle holdt lange og formfuldendte taler – som russerne elsker. Marie Tetzlaff, der udmærket kender dette folks kærlighed til de store ord, havde forberedt en skarpsleben tale (på russisk, naturligvis) af samme art. Der blev heldigvis også lejlighed til at stille spørgsmål til oversætteren bagefter, og diskutere romanens litterære indhold. Tilhørerne bad om at høre de berømte indledningsord på dansk:

Alle lykkelige familier ligner hinanden, enhver ulykkelig familie er ulykkelig på sin egen måde. (Bind I, side 9)

Jeg tillader mig her at give endnu en prøve på Tolstojs letvingede prosa i Marie Tetzlaffs formskønne oversættelse. En forelskelsestilstand beskriver Tolstoj sådan her:

Og hvad han så den morgen, så han aldrig siden. Især børn, der gik i skole, gråblå duer, der fløj ned på fortovet fra tagene, og hvedeboller, drysset med mel, sat frem af en usynlig hånd, rørte ham. (…) Alt dette skete på en gang: En dreng løb hen til en due og kiggede smilende på Levin, duen rystede med vingerne og lettede, skinnende i solen mellem snefnug, der skælvede i luften, og inde fra en luge lugtede der af nybagt brød, og der blev sat boller frem. Alt dette samtidig var så usædvanlig godt, at Levin lo og græd af glæde. Efter at have gået en stor omvej ad Gazetnyj Pereulok og Kislovka vendte han atter tilbage til hotellet, lagde sit ur på bordet foran og sig og satte sig til at vente på, at klokken blev tolv. I værelset ved siden af talte de om maskiner og snyd og morgenhostede. De forstod ikke, at viseren nærmede sig tolv. (Bind I, side 459ff)

Forhåbentlig har alle læserne oplevet dette mindst én gang i livet.

Lev Tolstoj: Anna Karenina bind I og II. Gyldendal 2018. På dansk ved Marie Tetzlaff.

 

Om romanen

Anna Karenina kaldes ofte verdens bedste roman. Den er forbillede for mange senere romanforfattere, og berømmes blandt andet for at være et sjældent detaljeret spejlbillede af hele sin tids russiske samfund. Dertil kommer, at den tackler almenmenneskelige kriser, som de fleste kan forholde sig til: Når et ægteskab går i stykker trods god vilje fra begge parter. Når en forelskelse kommer på tværs af samfundets krav og forventninger. Når utroskab er en realitet, man må tage stilling til, og der samtidig er børn i det ægteskab, som er brudt. Disse dilemmaer er hovedpersonens, Anna Kareninas.

Sideløbende fortælles hendes brors historie: Stepan Oblonskij er, som sin søster, ikke i stand til at være sin ægtefælle tro – der er ligheder, men også afgørende forskelle i deres situation. Den ene store forskel er, at for Stepan drejer det sig ikke om nogen stor kærlighed, men om en let og hedonistisk livsindstilling – fornøjelser giver man da ikke afkald på? For Anna betyder hendes møde med officeren Aleksej Vronskij derimod en hengivelse for livet og med det som indsats. Den anden store forskel er de involveredes køn. Tolstoj demonstrerer med sin parallel, hvor forskellige vilkårene var for en mandlig og en kvindelig ægteskabsbryder på hans tid, selvom svigtet moralsk set er det samme. Det gode selskab er villige til at tilgive Stepan – det samme er hans kone. Men Anna får kniven på struben på en helt anden måde. Derfor får de to søskende, trods en medfødt disposition, der er fælles for dem begge – en struttende livsappetit og generøsitet – en helt forskellig udvikling (herunder på det etiske plan) og skæbne.

Stepan Oblonskij er dog ikke den næstvigtigste figur i romanen. En hovedperson af samme væsentlighed som Anna er Konstantin Levin, en ven af Stepan og desuden forelsket i dennes svigerinde Kitty. På en måde danner Levin en kontrast til de to Oblonskij-søskendes temperament og skæbne. Af temperament er han ligeså depressiv og aggressiv, som de to er muntre og milde af sig. Levin tager livet tungt. Han vil gerne gøre tingene ordentligt, og da han er født som herremand, betyder det, at han grubler dybt over, hvordan han kan forvalte sin jord og sit dyrehold bedre – særlig grubler han over sit forhold til bønderne.

På det tidspunkt, hvor romanen foregår, er livegenskabet ophørt, og bønder og godsejere prøver at finde sig til rette med nye måder at organisere landbruget på. Socialistiske og kommunistiske idéer er i omløb. Levin er ikke kommunist, selvom han prøver at engagere bønderne mere i arbejdet ved hjælp af oprettelsen af mindre arbejdskollektiver indenfor udvalgte områder. Han foretrækker at gøre det som andelsvæsen – Levin er ikke modstander af ejendomsret. Han vil reformere landbruget på en anden måde.

Det bliver hurtigt tydeligt for læseren, at Levin er talerør for Tolstojs egne teorier på dette område, og at han også etisk eksemplificerer et alternativ til Anna Kareninas og hendes kreds’  livsform. Tolstoj betoner Levins som en sundere vej. Det lykkes for eksempel Levin at blive gift med den kvinde, han elsker – mens kærligheden i lidenskabelig forstand var en side af ægteskabet, Anna ikke havde taget højde for, da hun som ung blev gift med en tyve år ældre mand, der var hende erotisk og følelsesmæssigt ligegyldig.

Levin udgør også en kontrast til Annas elsker Vronskij i den forstand, at han beskæftiger sig med noget, som Tolstoj betragter som mere virkeligt og nyttigt end de abstrakte former for beskæftigelse, bylivet byder på. Karriereræset indenfor politik og militær beskrives som tomme strukturer, der holder folk på afstand af det betydningsfulde i livet. De to mænd i Annas liv repræsenterer hver sit af disse to områder. Ægtemanden, Aleksej Karenins, arbejde i et ministerium bliver et udtryk for hans almene livsfjernhed, manglende evne til at kontakte nogen form for lidenskab eller dybere mening. Og elskeren, Aleksej Vronskij (det er ikke tilfældigt, at han bærer det samme fornavn som ægtemanden) er officer, gør tjeneste som ritmester og er født i en velhavende grevefamilie. Før sin forelskelse i Anna lever han som de fleste unge mænd af sin klasse et muntert liv uden noget særligt moralsk kompas udover på udvalgte (ikke alt for vanskelige) områder. Også han optræder ved en sammenligning med Levin som et eksempel på livsfjernhed. Hos ham bliver denne (som hos Annas bror Stepan) til overfladisk livsnydelse. Hos Karenin bliver den til en indtørring af sjælen.

Men det kendetegner Tolstojs værker, at man ikke let kan sætte et punktum for nogen af personerne i netop etisk eller åndelig forstand. Skønt Levin som sagt tydeligt er et talerør for forfatterens egne sympatier (Tolstoj havde slet ikke behøvet at danne hans efternavn ud fra sit eget fornavn, Lev), har hans valg af livsindstilling også sine åbenbare faldgruber og ulemper. Og omvendt er hverken Anna, Karenin eller Vronskij rene ‘livsmisforståelser’. Der er meget godt og fint i dem alle, de kæmper alle en brav kamp, ikke kun med deres egne personlige fejl, men også med det, der er forkert og forkrøblende i de herskende samfundsnormer. Tolstoj stiller det hele frem på bordet, og læseren kan så selv forholde sig til det.

Herunder følger flere billeder fra bogpræsentationen.

S3820005 copy
Museumsdirektøren holder sin velkomsttale.
S3820012 copy
Den Danske Ambassades repræsentant taler (på dansk med tolk) om de diplomatiske forbindelser mellem Danmark og Rusland i et historisk lys.
S3820023 copy
Den ene beåndede taler efter den anden…
S3820027 copy
… slår sig løs i høj akademisk stil.
S3820020 copy
Publikum holdes i ånde.
S3820040 copy
Aftenens æresgæst, Marie Tetzlaff – som viste sig at være svær at fotografere, da hun gestikulerede ligeså levende som en italiener og var i konstant bevægelse. Men festligt var det at se på. I forgrunden ses bogen, der præsenteres: Anna Karenina på dansk i to bind.

Tetzlaff med bogen                                 Alle fotos er © M. Pontoppidan 2018.

 

 

 

 

 

Genfødsel

(En novelle)

Det ville være for dårligt af mrs. Crowe at beklage sig over sit liv. Hun stammede fra en temmelig velhavende familie i Melbourne, hendes forældre (må de hvile i fred) holdt inderligt af hende, og protesterede næsten ikke engang, da hun erklærede sin faste hensigt om at gifte sig med en ”gartnersøn” (som forældrene havde døbt ham), John Crowe, og så bekostede de hendes udstyr og gav dem deres velsignelse.

De to bosatte sig i det sydlige Victoria, ikke så langt fra den park hvor John arbejdede som sin fars medhjælper. De havde et beskedent hus i Yarram, ét med en velplejet have og et lysthus, hvor mrs. Crowe plejede at sidde og drikke te med Madeleinekager, mens hun rettede sine elevers stile.

Lige efter de var blevet gift, inviterede John hende ofte med sig hen på sit arbejde i parken, og de tilbragte hele dagen iblandt skyggefulde træer med at nyde kilders hvisken i skovens lummerhed. Af og til overnattede de i en vagthytte næsten i selve skoven, og så blev de vækket af virkelige fuglekoncerter.

I juni blev det jo tidligt mørkt. Om aftenen, når det var lige ved at begynde at skumre, spillede John ”By the light of the silvery moon” på trompet og bagefter hviskede han alle mulige slags kærlige ord i hendes øre.

De blev velsignede med to vidunderlige sønner – Will (efter hans morfar) og John Junior. Velsignelsen var dobbelt: Den anden var, da begge to kom ubeskadigede tilbage fra krigen. Den ældste giftede sig med Sara, lige efter han var tilbage fra fronten. Hvad angår John, så tog han til Melbourne for at tage en uddannelse og blev boende der, og det lykkedes ham på én eller anden måde at bevare et venskabeligt forhold til alle sine fem ekskoner og syv børn (det yngste af dem, Charlie, var blevet seks ugen før).

På deres gamle dage nåede mr. og mrs. Crowe at rejse lidt rundt og at fejre deres oldebarns første fødselsdag. Men i juli 1965 gik John bort. Han havde livet et fuldt liv, og hans dø var let, Gud give alle en så fredelig død i deres søvn.

Efter at hun var blevet enke, flyttede mrs. Crowe lidt efter lidt over i vagthytten i parken. For gammelt venskabs skyld lod man hende bo der, formelt som parkbetjent, skønt hun faktisk fodrede fugle og hjalp med blomsterbedet foran parkens indgang. Hun ville ikke blive i det gamle hus i Yarram og bo sammen med Wills familie. Verden havde jo forandret sig meget i løbet af så mange år, derfor følte mrs. Crowe sig noget tryggere her i vagthytten. Iøvrigt besøgte Will hende ofte og tog hendes børnebørn med sig, foruden sin kones bagværk og nogle bøger.

I sin fritid plejede hun at sidde ude på verandaen, i lænestolen under en lampe med en cremefarvet skærm. Om vinteren havde hun for vane at hylle sig ind i et sjal og et tæppe, at lave en kop te, at lægge nogle af sine yndlingskager på underkoppen og at læse.

Årene havde sparet hendes klare forstand og hukommelse. Det ville også være latterligt at klage over sin helbredstilstand – det kunne være meget værre. Et langt liv var blevet hende til del. Der var sket så meget, både glæder og sorger, men glæderne var dog talrigere. Man kunne i sandhed kalde hende det lykkeligste blandt mennesker.

Og alligevel følte hun sig af og til lidt ensom, den slags ensomhed som ikke kan drives væk af små børn, og heller ikke af hendes børnebørn eller bøger. Hun knyede ikke mod sin skæbne, men hun savnede dog sin John. Hun sad og tænkte tilbage på sit unge selv, hvordan hun plejede at drømme her, i den selvsamme park, om at de som to små gamlinge skulle gå rundt hånd i hånd og fnise over fjollede unge… På sådanne morgener, så skyede og mørke, at man ikke kunne forstå, om det virkelig var morgen eller aften, følte hun det især stærkt. De levede sammen næsten til deres guldbryllup, men nu var ti lange år gået siden hans død…

Det var søndag. Som altid kastede mrs. Crowe sjalet over skuldrene og gik ud på verandaen for at læse. Bogen var ikke ny, ”Den afrikanske farm” af Karen Blixen, men hun havde aldrig læst den. Hun syntes, den var ret spændende og rørende. I dag sang fuglene særlig højt og skønt, og derfor ville hun ikke tænde radioen.

Men da hun netop havde læst sig ind i teksten og lagt omkring femten sider bag sig, hørte hun pludselig en lyd, som fik hendes hjerte til at springe et slag over. Hun lagde bogen bort på bordet og tog brillerne af, idet de hang i et bånd om hendes hals. Hun spidsede øren.

Bag det uharmoniske kor af stære, husskader, bjældefugle, fløjter, papegøjer og panterfugle kunne hun af og til vagt skelne nogen spille trompet. De enkelte noder, som hun kunne høre, lød gådefuldt kendte. Mrs. Crowe stod op, lagde tæppet skyndsomt ned i lænestolen, tog en lanterne fra standen og gik tvivlende over til træerne.

Hun blev med hvert skridt mere og mere sikker på, at hun ikke hørte syner. Nogen måtte spille ”By the light of the silvery moon” i skoven. Mrs. Crowes hjerte bankede, som sådan en gammel ladys hjerte ikke skal, hendes hænder rystede lidt, hendes åndedræt gik i stå. Hun måtte standse op for hver tre eller fire skridt, fordi hun turde ikke gå videre.

Men melodien forlokkede hende, og efter hvert ophold lyttede hun og gik dog flere skridt hen i retning af den hemmelige og uhåndgribelige musiker. Af og til forekom det hende, at hun var tæt på ham, og så omvendt svandt lyden – da ville hun skynde sig og hagede sit sjal fast i grene og snublede over rødder. Her, her var den, så nær!

Og pludselig var hun på en lille, dæmpet belyst skovlysning. Og hendes svagtseende øjne kunne skelne en let hvidlig tåge forude…

Men da hun havde set bedre efter, forstod mrs. Crowe, at det var – stående med sine pragtfulde fjer udbredt – en lyrehale. Den kiggede opmærksomt på hende med sine perlelignende, sorte øjne, og af én eller anden grund løb den ikke væk i buskene. Den åbnede næbbet og udbrød ”bilik-bilik”, og så bøjede den hovedet til side og klikkede lige som en kameralukker.

”Hvor er du en herlig fugl”, smilede mrs. Crowe. Efter at hun havde stået lidt uden at give en lyd, tilføjede hun: ”Ja så, held og lykke til dig, skat”.

Og så drejede hun sig og ville gå tilbage og ikke forstyrre musikeren, men pludselig bilikkede den igen og sagde klart og tydeligt:

”Jeg elsker dig”.

Med hendes unge mands stemme.

Mrs. Crowe stivnede. Hun vendte sig om mod fuglen uden at virkelig se noget for sig, men lige da besluttede lyrehalen, at den ikke særlig godt kunne lide dette menneske og flyttede sig væk, blot vinkede den farvel med sin hale.

Lyrehalen, som mrs. Crowe døbte John for sjov, udså sig et sted ikke langt væk fra hendes vagthytte. Den næste gang de sås, kom hun ikke tomhændet ud, men med et glas fuldt af fårekyllinger. Det forsonede tilsyneladende fuglen med hendes tilstedeværelse.

Hun gav den nogle godbidder af og til, og snart begyndte John selv at komme dertil fra skoven. Han elskede at synge og lod én stryge ham, og det begejstrede især børn. Der kom også en journalist, som skulle have skrevet en artikel om dem for en lokal avis. Men ingen, og helt sikkert ikke journalisten, havde mrs. Crowe fortalt, hvilke to andre ”melodier” fra Johns repertoire, hun kendte. John selv fremførte dem ikke foran andre mennesker af én eller anden grund. Måske var han genert.

Og forunderligt nok forsvandt ensomheden lidt efter lidt.

I må ikke tro noget dårligt om mrs. Crowe. Hun gjorde sig meget klart, at lyrehalen John var bare en fugl. Men hun havde bundet sig meget til ham. Hun kunne godt lide, hvor morsomt han løb rundt og drejede sit hoved, selvom hendes hjerte blødte af én eller anden grund, når hun så det. Om aftenen hørte de af og til radio sammen, og engang efterabede John værten vanvittigt grinagtigt. Han kunne åbenbart godt lide, når hun fnisede som en lille pige.

Erindringerne om fortiden blev der ligesom trukket et dække henover, som om John så at sige havde dækket dem med sine fine, sarte halefjer, og derfor fandt hun en egen smag i nutiden, som om mrs. Crowe var ung igen. Og sådan gik tiden videre.

Sommeren i 1980-81 blev varm. Omkring midten af december steg temperaturen endda til syvogtredive grader, og det blev heller ikke køligere i januar. Mrs. Crowe havde lige, treogfirs år gammel, fejret sit ældste oldebarns konfirmation og tilbragte meget tid på sin veranda nær ved parken.

Det var en fredelig dag. Omkring middag kom John, skjulte sig i skyggen og bad bare om lidt at drikke af og til. Mrs. Crowe fyldte så hans fugleskål med vand fra en kande og sprøjtede hans fjer med en vandforstøver.

Hun følte sig sløj. Fordi det var så varmt, var hun lidt svimmel, altså læste hun ikke. Hun kiggede bare på parkens gæster, som gik forbi, smilede svagt til dem og nikkede, af og til flyttede hun blikket op til himlen. Hun lyttede til radioen. I den senere tid sendte man ofte ”The Beatles”. Ikke at mrs. Crowe havde noget imod det.

”Sikke en dejlig dag, ikke, John?” spurgte hun pludselig. ”Jeg er bare lidt søvnig”.

Lyrehalen løftede blikket til hende og tav lidt, men så sagde han:

”Jeg elsker dig”.

Denne lille pause foran hans ytring fik mrs. Crowe at føle både smerte og varme i hjertet. Måske forstod han endnu mere om dette liv end hun selv.

”Kom, lille skat”, sagde hun, hendes hånd strakte sig ud mod fuglen.

John humpede hen til hende, ligesom uvilligt. Hun aede hans fjedrede hals og lagde hovedet tilbage på lænestolens ryg. Der begyndte en ny sang i radioen, og hun kunne ikke huske at have hørt den før. I’m happy, hope you’re happy too…

”Du var et under. Et Guds under…” mumlede hun smilende. ”Tak, min kære John”.

Refrænet spillede to gange. I begyndelsen af den anden sov mrs. Crowe da ind, uden at holde op med at smile.

Hun vågnede aldrig op igen. Netop der i lænestolen blev hun fundet. Og på hendes knæ lå der, dækket af hendes udtørrede hånd, en gammel, men dog smuk og velplejet lyrehale.

(Oversat fra russisk af forfatteren)

Den store hane: Russisk tegnefilm med danske undertekster

Så er det blevet tid til endnu en præsentation fra vores dynamiske filmoversætterduo, Lena Starostina og Jevgenija Lovjagina.

Filmoversætterduoen. Foto Katerina Firsova 2015.
Filmoversætterduoen. Foto Katerina Firsova 2015.

Denne gang har de valgt tegnefilmen “Den store hane”, et folkeeventyr fra Pskovegnen. Det handler om en bondemand og bondekone, der bor sammen; hun har en høne som kæledyr, og han har en hane. Hønen er til nytte, fordi den lægger æg til sin grådige ejerinde, men konen håner manden, fordi hans hane ikke kan gøre det samme kunststykke… Mon det ender godt?

Underteksterne slås til ved at trykke på den lille talebobbel nederst til højre i skærmbilledet.

Rollespil: En dansk familie flytter til Rusland

Rollespil er som bekendt en god og festlig sprogøvelse.

Her spiller studerende fra vores andetårshold (med en gæstestjerne fra kandidatuddannelsen) en dansk familie, der er flyttet til Rusland! Familien består af et ægtepar ved navn Jens og Pernille, som har to børn, Ida og Trygve. Ida er teenager, Trygve er seks år.
Familien har nu boet i Moskva i et stykke tid og får idag to gæster fra Danmark: Pernilles mor Hilda og Jens’ gamle veninde Regitze. Ida er imens ude med sin hemmelige, russiske kæreste (en balalajkaspiller), så hun er ikke  kommet med på filmen.

Hilda (bedstemoren) spilles af Polina.
Jens
(faren) af Maria.
Pernille (moren) af Jevgenija.
Regitze (veninden) af Marina.
Ida (datteren) af Irina.
Trygve (sønnen) af Aljona.