Inger Christensen-sangen “Jeg ser de lette skyer”

Vores danskhold lærte sangen “Jeg ser de lette skyer” med tekst af Inger Christensen specifikt til et Inger Christensen-seminar på Den Danske Ambassade i Moskva i anledning af en ny russisk oversættelse af samlingerne “Lys” og “Græs” ved Marina Oberlander.

Her synger tre af dem sangen foran Moskva Statsuniversitet i det dejlige forårsvejr.

Nedenfor ses omslaget til den nye, russiske Inger Christensen-udgivelse. Bogen er smukt illustreret af en meget ung kunstner på kun syv år.

 

 

 

Da jeg mødte min lillebror

Jeg vil aldrig glemme den 12. november 2004. Jeg var 11, og min mor havde for nylig giftet sig med en mand. Brylluppet havde fundet sted i august, men jeg kunne stadig ikke tilgive mor for det. Manden fandt jeg usympatisk, og jeg ville på ingen måde bo sammen med ham. Så blev jeg nødt til at flytte hen til mormor. Men det er en anden historie, som jeg vil måske dele med jer senere.
På det tidspunkt var manden 19 og andetårsstuderende. Manden prøvede at starte en dialog med mig, hver gang jeg kom over til dem, men det irriterede mig endnu mere. Som forsvarsstrategi anvendte jeg tavshed og den frækkeste ulydighed (og det havde af og til en positiv virkning på situationen, nemlig en negativ virkning på mors og mandens forhold, og det glædede mig bare så meget).

Men den dag var ulykkelig for mig, langt mere ulykkelig end bryllupsdagen. Jeg kan huske hver detalje bogstaveligt. Mor var i badeværelset. Hun havde bedt mig om at besøge hende for at drøfte noget vigtigt. Åbenbart ville hun spørge mig, hvilken hund jeg gerne ville have til min fødselsdag. Jeg havde udvalgt en passende hunderace lang tid i forvejen, og så kom jeg. Men mor så bekymret ud. Med sådan et ansigtsudtryk kan man aldrig drøfte hunderacer. Og så sagde min mor: “Du vil snart få en lillesøster eller en lillebror”. Det tog mig omkring et par minutter for at begribe hendes ord. Det var totalt dårlige nyheder.

“Ok, og hvad med hunden?” – spørger jeg.

“Ingenting”.

“Hvad mener du – ingenting?”

“Det er bare umuligt at have en baby og en hund samtidig.”

“Men jeg foretrækker en hund. Det har I jo lovet mig”.

“Senere” – sagde hun.

Jeg græd hele dagen. Sådan var mine første erindringer om min lillebror.


Min lillebror og jegMin lillebror og jeg. Foto © Raisa Bosjenkova 2015.

 

 

Sankt Jørgensturnering: Undskyld, men er det ikke for meget?

– eller taler der nu en fattig studerende i mig?

For nylig skrev jeg om historiens plads i samfundslivet (se her og her). En af mine teser er, at hvert fag skal have en praktisk anvendelse for at være “nyttigt”. Helt tilbage i det fjerne 2012 (Gud, hvor er det længe siden, som i et andet liv!..) fremprovokerede professor Bojtsov en diskussion under historiografi-seminaret om historiens rolle i det 21. århundrede. Hr. Bojtsov var delvist enig med mig i, at et af de måske mest betydningsfulde formål med historisk forskning er “underholdning” af masserne. Et af disse underholdningstiltag besøgte jeg den 2. maj i Kolomenskojeparken.

ridderprocession
Procession af riddere til Sankt Jørgensturneringen. Foto © Denis Sukhino-Khomenko

I 2013 arrangerede den samme reenactment-klub middelalderfestivallen “Tider og epoker”, og den var SÅ god, at da jeg hørte om Sankt Jørgensturneringen, besluttede jeg straks, at jeg måtte med. Jeg reklamerede varmt for turneringen til alle mine venner — det ville blive et storslået syn!
Sådan var det bestemt også: Syv riddere (og engang var den ene en af arrangørerne) fra forskellige lande (en kom helt fra Norge! Ivar Mauriz-Hansen) i strålende panser, væbnerne fører deres heste frem og hjælper med våbnet, blafrende flag, trompetstød, publikums jubel, smukke damer som dommere (1)… Der var kun det problem, at jeg ikke så det hele: Arenaens fire sider havde tribuner, hvor man skulle betale for pladserne, og det fattigere publikum kunne kun se forestillingen fra en lav bakke i nærheden.

ridder med følge
En ridder med sine væbnere. Foto © Denis Sukkhino- Khomenko

Jeg kan godt forstå, hvor svær og bekostelig en turnering er. Jeg antager, at det kun drejede sig om at få de investerede penge igen, ikke om at opnå fortjeneste. Dog synes jeg, at arrangørerne gik for langt: Under “Tider og epoker” blev én side åbnet for alle og det mere fordringsfulde publikum kunne nyde godt af tribunerne. Billetpriserne var nu også forbløffende høje: runderne varede cirka en time, og pauserne imellem var lige så lange, plus at hver dag skulle betales adskilt. Undskyld, men er det ikke for meget?…
Det, jeg vil sige, er, at til “Tiderne og epokerne” var der foruden selve ridderturneringen også en prægtig messe, master classes, en nomadeturnering [sic, red.], tvekampe til fods og andre ting. Nu fik vi foruden arenaen kun en skydebane til overpris med bue og mini-katapult.

Turneringskort
Et kort over turneringens seværdigheder.

Plus at i 2013 var der også infanterikamp med artilleri på arenaen — den manglede vi i 2015! Vil det sige, at jeg kun får ét valg: at betale minimum 4000 rubler(2) (svarende til prisen på en førsteklasses teaterplads!) for to dage og få timelange pauser imellem runderne uden anden god underholdning på programmet?.. Undskyld?..
Jeg blev meget trist og skuffet. Alt, jeg kunne tage billeder af, var ridderne, før de tog til arenaen, og kirkerne… som også var lukkede, men så godt ud.

Her er altså mit indtryk af Sankt Jørgensturneringen, jeg håber, at “Tider og epoker 2015” fungerer bedre. Forstå mig ret: det er ikke en “fattig studeredes” klage: jeg har intet imod arrangørernes forsøg på at tjene det ind, som de har investeret. Men, Gud, hvorfor skal tilskuerne lide? Hvorfor har de intet valg — enten betale alt (og spilde halvdelen af deres tid) eller ingenting få?
Eller taler der nu en fattig studerende i mig?…

 

(1) Se dommerdamerne og mange flere billeder fra årets Sankt Jørgensturnering her.
(2) Cirka 530-540 kroner.