Bornholms trolddom: en studietur

Foto © Aleksandra Golovkova 2019

I maj besøgte vi Danmarks fortryllede klippeø, Bornholm. Vi vil gerne dele oplevelsen med jer i de studerendes egne ord og billeder. Det er blevet til syv fantastiske fortællinger:

Anastasija S.: Danske Bornholm er et sted, der taler til fantasien. Østersøen, den kolde vind, solen, de smilende mennesker – alt dette skaber en følelse af en kontinuerlig, altopslugende, men endnu ukendt glæde. Folk her hænger ikke gardiner for vinduerne, fordi de ikke har nogen til at gemme sig for; bruger ikke skarpt, elektrisk lys, fordi de har nok lys indvendig; før middag synger de salmer, fordi de lever i fællesskab med Gud. Al natur her er mættet med solens stråler, som vælder ud over de endeløse marker af gule blomster (raps, red.), som man ikke kan få nok af at beundre – de oplyser, som en anden sol, selv natten med klart strålende lys, som om de har absorberet dagen.



Fotos © Viktorija Timofejenko 2019

Anastasija S. (fortsat): Tidligt om morgenen dækker tågen gaderne og markerne i landsbyen Nylars, og man går ud på balkonen for at tage en slurk af utroligt frisk luft mættet med noget forunderligt flygtigt for én selv. Det er noget, der hurtigt trænger ind i én, og man bliver en anden person – den person man altid har ønsket at være for at leve et fuldt liv i harmoni med sig selv.
Når man betragter indersiden af ​​Nylars Rundkirke, tænker man ufrivilligt på de mennesker, der boede her tidligere, på bornholmernes liv, hvis historie strækker sig over mange århundreder. Følte de sig, som jeg gør nu? Var de lykkelige?



Foto © Aleksandra Golovkova 2019

Anastasija S. (fortsat): Her hilser Helligdomsklipperne, der har inspireret så mange kunstnere til at male bevægende malerier, én med en varm regn, og bølgerne pisker ind over hinanden og brydes mod sten ved foden af ​​klipperne. Alt er helt anderledes her. Ligesom på en anden planet.
Har du nogensinde prøvet at tælle, hvor mange stjerner der er på Bornholmshimlen?

Gleb: I Danmark følte jeg påny, hvor interessante mennesker er. Hvor interessant at bruge tid sammen med dem, når de spiser suppe. Hvor interessant det er at se, hvilke bøger der er på deres hylde, og forestille sig, at denne gamle udgave af “Kristin Lavransdatter ” fik J. fra sin bedstemor, og han gemmer den som sin mest værdifulde erindring om hende. Hvordan man kan leve for de enkle ting i livet, og hvordan man kan slukke for bymenneskets uendelige tankestrøm.


Foto © Aleksandra Golovkova 2019. Se også apophasis.dk

Gleb (fortsat): Samtidig betyder denne “enkelhed” ikke “primitivitet”, de herlige J. og C. formår at fylde deres hjem og deres liv med en meget vigtig mening, som står sjælen nær. Det lader til, at hvis de lukkede deres øjne for en dag og faldt ind i sig selv, ville de ikke kede sig. Vi opbygger alle sammen gennem hele verdenshistoriens forløb en stor myte om mennesket, og danskerne elsker deres myte meget højt. For dem er der intet valg eller konflikt mellem kristen og hedensk i historien – de elsker deres historie og respekterer den; de forsøger at finde det vigtigste i ting og begivenheder, sådan som det var under aftenmødet med de lokale bornholmske borgere, da folk ikke kom for forelæsningerne eller kagernes skyld (selvom kage er meget vigtig!), men fordi det er vidunderligt at være sammen.


Møde med ægte bornholmsktalende. Foto © Aleksandra Baljuk 2019

Gleb (fortsat): Det er dejligt at rejse adskillige tusinde kilometer til næsten en anden planet og møde hyggelige og hjælpsomme mennesker. Alt dette inspirerer meget til at leve og elske livet, og jeg vil gerne tro på, at jeg ikke kun har set det, men også forstået det.


At forstå livet påny i et dansk hjem. Foto © Viktorija Timofejenko 2019

Maria G.: Turen lykkedes til overmål, og det er tydeligt hvorfor: trods det, at øen er forholdsvis lille, er Bornholm rig på natur og inviterer til lange gåture. Vi så mange smukke steder.






Blandt oplevelserne var den danske bøgeskov inklusiv blodbøg og troldske, mossede klipper (red.) Fotokavalkade © Aleksandra Golovkova 2019.

Maria G. (fortsat): Sidst på dagen, når jeg gik i seng, følte jeg mig behageligt træt, og det er tegnet på en god rejse. Vi tilbragte omkring otte timer på vej dertil, idet vi først fløj til København og så i Sverige gik om bord på en færge, der transporterede os til øen. Helligdomsklipperne gjorde det største indtryk på mig, at klatre i våde klipper efter regn — det er en udfordring, men vi klarede det. Vi søgte desperat efter grotten “Sorte Gryde” og troede, at vi ikke ville finde den, men det faldt anderledes ud. Vi fandt en bro, der førte til den, vi var allerede ustoppelige.

Maria G. (fortsat): Det er en utrolig følelse, når du klatrer på sten, og en bølge med mellemrum vil slå dig ned, men du holder fast. Man kan forsøge at forestille sig, hvordan det var, men jeg tror, at de følelser, vi oplevede, er vanskelige at beskrive. Man skal føle det selv.




Klippefotos © Aleksandra Golovkova 2019

Maria G. (fortsat): Folk i Danmark er helt forskellige fra russerne, ligesom alle europæere, men den behagelige omgangstone, når man kommunikerer med dem, frigør én, og og man får lyst til at give dem varme tilbage. På turen var der også vanskeligheder, for eksempel skete der på den sidste dag en ulykke på havet, så havnen blev spærret, og vi måtte købe flybilletter til København og flyve væk fra den lokale lille lufthavn. Vi endte i samme båd med en kvinde, der også måtte købe sin datter en flybillet. Hun kørte nogle af os, herunder mig, til lufthavnen. Sådan er dansk solidaritet. Vi talte med hende, og det var overraskende, at vi trods aldersforskellen talte som venner! Mens vi ventede på vores fly, sad vi på en cafe i lufthavnen og sang danske sange sammen, hvem kunne have forestillet sig det? Folk fortvivlede ikke, men fandt tværtimod straks de positive aspekter ved situationen. Det er beundringsværdigt, russerne er ikke så gode til at bevare roen.


Foto © Aleksandra Golovkova 2019

Anastasija B.: Jeg tror, at kun få vil modsige mig, hvis jeg siger, at Bornholm er et direkte fortryllet sted, og at alting her er smittet med en eller anden uforklarlig, utrolig styrkende kraft, der gør én i stand til at ånde energien dybere ind. Selvom vi kun var på øen i under en uge, fik vi et hav af indtryk og blandt dem var der ikke et eneste negativt!
Mit første indtryk på øen var en simpelthen usandsynlig natur: Her er både maleriske klipper og hemmelighedsfulde skove, hvor der, som de lokale beboere siger, bor trolde; og svimlende mangefarvede marker, blomstrende træer og et hav, der det ene øjeblik er klart blåt og det næste koldt, gråt og brusende. Men under den sol, som her ses meget oftere end i resten af Danmark, tager disse skønne udsigter sig endnu bedre ud. Når man prøver at fotografere dem, kan fotoapparatet ikke få hele skønheden med: Trolddom kan man ikke fastholde, man kan kun se den.









Troldsk skønhed: Kan den afbildes? Foto © Aleksandra Golovkova 2019, minus det sidste, som er © Maria Grigorjeva 2019.

Anastasija B. (fortsat): Bornholm er en lille ø, men ikke desto mindre var vores program utroligt omfangsrigt, og vi besøgte mange interessante seværdigheder. Allerbedst finder jeg den tredje dag: på den var vi på Bornholms kunstmuseum, og bagefter gik vi ud til Helligdomsklipperne. Kunstmuseet forheksede mig, fordi der ikke bor ret mange mennesker på Bornholm, men der er en meget stærk koncentration af kunstnere, og de er alle så talentfulde. Jeg elsker kunst og lever for kunst, og det er en stor glæde og stor inspiration! Og Helligdomsklipperne er grunden til, at vi kom til øen, tænker jeg. Det regnede, og der var meget glat. Vi var en lille smule bange, men vi klatrede alligevel ned i Sorte Gryde og udforskede den endog. Så mange positive følelser! Men det største indtryk var menneskene. Bornholmere er meget gode, hjælpsomme og åbenhjertige. På Bornholm elsker man livet.

Holdet med de livselskende værter. Foto © Nylars præstegård.

Aleksandra: Da vi ankom til Bornholm, sagde en af os: «Det er ligesom Tyskland». Jeg stod med cigaretten på færgens dæk, så teglstenene på Rønnes hustage og tænkte, at det kunne være meget uhøfligt at snakke med bornholmere om Tyskland. Jeg ville nemlig ikke lyve: Jeg vil ikke specialisere mig i Skandinavien. Jeg troede, at den danske kultur altid måtte forblive fremmed for mig, selvom jeg har fundet nogle danske træk i mig selv, som ikke kan komme fra den russiske eller tyske kultur. Dog er min frygt ikke gået i opfyldelse. Johannes og Cæcilie og de andre bornholmere var forberedt at omringe enhver med gæstfrihed og… hygge.
Nogle gange syntes jeg, at alt var overdrevent hyggeligt for mig. Jeg ville bryde ud af cirklen, gå ud på balkonen, lukke mine øjne, så jeg ikke kunne se rapsmarken, og tænke:«Fortjener jeg virkelig alt det gode, som omgiver mig her?».


Bornholms tegltage: For hyggelige til denne verden? (red.)
Foto © Aleksandra Golovkova 2019.

Aleksandra (fortsat): Bagefter har jeg uventet forstået: livet på Bornholm er egentlig det liv, som jeg vil gerne have en dag. Men nu er jeg ikke så vis, opmærksom og menneskelig at leve med naturen og føle dens hjerteslag, at fylde enhver lille del med betydning og mening. På Bornholm er de i hver detalje: i de keramiske fisk, som Johannes’ far selv har lavet, i Østerlars rundkirkes vægmalerier, i rapsmarkens flettede hegn, i mosset på stenen, i salmebogen, som Cæcilie delte ud til os forud for aftensmaden, i den indviklede melodi til sangen «Der står en lind i min faders gård…». For mig var det ligesom en drøm: «Se! Her er dobbelte vinduer i bussen, derfor kan man se fem sole! Men på fotoet flettes de sammen… – Jeg har allerede fortalt om det til jer: ligesom det er med enhver magi, kan man ikke fotografere dette. Man kan kun se det!».

Viktorija: Der er dejligt og stille på Bornholm. Jeg lærte, at raps er meget vigtigt for den skandinaviske kultur. Det er en dejlig plante. Der er også mange dyr på Bornholm. Vi så tyre, heste og harer. Vi kælede også med en kat i Rønne og kaldte en hund Donut i nærheden af Rytterknægten.






Bornholmerdyr inklusiv hunden Donut. Andet samt sidste foto © Viktorija Timofejenko 2019. Resten © Aleksandra Golovkova 2019

Viktorija (fortsat): Helligdomsklipperne imponerede mig meget. På Bornholm fandt vi smuk og spændende natur. Skoven fascinerede os. Det blev klart, hvorfor lokalbefolkningen troede på trolde. Her kan man føle forbindelsen med den mystiske natur og med den anden verden. Tågen synes at skjule mange mysterier. Det mindede mig om gamle myter og sagaer. Det var min første tur, og jeg er sikker på, at jeg vil komme tilbage dertil.

Asija: Hvert menneske har sin egen opfattelse, der er betinget af personlig erfaring. Jævnligt finder der et erkendelsesforløb sted, når man støder på noget nyt. Det er, hvad der sker, når noget, man kun lige har mødt, vækker genklang med noget dybt i én selv, noget, der føles hjemligt og meget vigtigt. Under en rejse til Bornholm gennemlevede jeg sådan en “genkendelse”, tilmed mere end én gang. Den første var et bekendtskab med middelalderdanskeres dagligdag i Hammershus.

Foto © Maria Grigorjeva 2019
Selvom vores dagligdag er vældig forskellig, så gør det at gå på steder, hvor der for ottehundrede år siden vandrede aldeles anderledes mennesker rundt med et andet verdensbillede, at man kommer i en særlig stemning.
Du fatter, at de træer og sten, som du går ligegyldigt forbi, for dem var noget andet med en fremmedartet betydning. Det er altid interessant.



Foto © Maria Grigorjeva 2019.

Jekaterina Firsova om lykken og janteloven (MSUs danskstuderende i medierne, 1. del)

På det seneste har flere af vores studerende markeret sig i de danske medier med deres forskningsprojekter. Det er vi stolte af. Vi lykønsker dem med indsatsen og glæder os over, at den bliver mødt med interesse i Danmark. Her præsenterer vi det første indlæg i en serie om dette emne.

IMG_9929

Foto © Jekaterina Firsova 2018.

Jekaterina Firsova arbejder med temaet “danskernes lykke”: Hvorfor scorer Danmark så højt i lykkeundersøgelser? Og har været udråbt til verdens lykkeligste folk? Hendes tese er, at Janteloven spiller en rolle for dette: Den skaber en kombination af lave forventninger og en følelse af tryghed, der giver grobund for lykke.

Nu har hun fået publiceret en artikel om emnet i Kristeligt Dagblad.

“I danske boghandler er der hundredvis af bøger om et lykkeligt liv,” skriver hun. “Det skaber en følelse af, at alle lykkens hemmeligheder bliver afsløret, og at man nemt kan bruge dem. Men jeg har forfulgt lykken i det meste af mit liv, og den glider stadig væk hele tiden. Ofte hører jeg folk tale om danskernes succes. Jeg har også købt stearinlys, brygget varm kakao og indpakket mig i et tæppe, men blev ikke lykkeligere af den grund. Så hvorfor er den danske hygge så virkningsløs i Rusland? Og hvor ligger nøglen til dansk lykke skjult?”

Læs resten af artiklen her: Russisk studerende: Måske er janteloven nøglen til dansk lykke

Som et supplement til artiklen har vi lavet et lille interview med Jekaterina og spurgt, hvad der oprindelig inspirerede hende til valget af emne. Svaret viste sig at være meget konkret:

“For nogle måneder siden tog jeg til Danmark for at deltage i et sommersprogskursus i Odense,” fortæller Jekaterina. “Jeg ønskede virkelig at lære den danske kultur at kende. Og jeg ønskede at føle den ægte, danske hygge. Man siger, at den danske hygge er hemmeligheden bag dansk lykke. Den danske hygge er tæt forbundet med varme og komfort. Man siger, at danskerne godt kan lide at tænde stearinlys. Det hjælper folk med at føle hygge. Mine bekendte danskere ler af, at hele verden tror, at de hele tiden sidder omgivet af stearinlys og nyder livet. Men jeg så stearinlys overalt: på bordene i kantinen, på universitetet, på vandrerhjemmet, hvor jeg boede, i caféer og restauranter. Jeg troede, at danskerne bare forsøgte at holde denne hyggelige stereotype gående på offentlige steder. Men en dag stod jeg ved kassen i supermarkedet Bilka. Foran mig stod en dansk familie, der købte flere kasser med stearinlys af forskellig størrelse. Der var så mange stearinlys, at der ville være nok til hele min levetid. Der ville endda være nok til mine børnebørn. Og disse stearinlys kostede mange penge. Og jeg tænkte, at det vist ikke var en myte. Danskerne tiltrækkes af lys. Måske spiller stearinlys ikke en meget stor rolle i hygge, men de er vigtige.”

Det må vi så tage til os. Jekaterina nævner dog også en anden type inspirationskilde, nemlig en bog, der har hittet meget i Rusland:

“For to år siden læste jeg Meik Wikings “Den lille bog om HYGGE”. Forfatteren skrev, at følelsen af hygge også er stærkt forbundet med velsmagende, nærende mad. Og da jeg var i Danmark, kunne jeg overbevise mig om dette. På vores første weekend tog vi til Johannes Larsen-museet i Kerteminde. Efter museet gik vi alle hen til Vaffelhuset. Arrangørerne fra Syddansk Universitet købte is til os, og vi stod og spiste den under den varme sommersols stråler.

IMG_9928

Hvem kan nægte, at lykken er et Vaffelhus? (Red.) Foto © Jekaterina Firsova 2018.

Det var meget hyggeligt. Engang gik jeg ind i køkkenet på det vandrerhjem, hvor hele vores hold boede. Jeg så, at nogen danske studerende kom hen til os. Det var dem, der hjalp os med at falde til i Odense, som hjælpelærere. Der var en lækker duft af mad i køkkenet. Sangen “Hurra, die Welt geht unter” af AnnenMayKantereit & K.I.Z. spillede i baggrunden. De lavede mad sammen med nogle studerende fra vores kurser. Og det var også meget hyggeligt. Engang gik vi ud at spise aftensmad sammen med vores danske hjælpelærere i Cafe Odeon Social. Vi spiste varme, lækre hotdogs. Vi sagde SKÅL og drak vores øl. Og det var også meget hyggeligt!

Jeg spurgte vores danske hjælpelærere: “Hvorfor er den danske hygge så populær? Der er gezelligheid i Holland, gemütlichkeit i Tyskland, koselig i Norge. Men alle taler kun om den danske hygge. Og hjælpelærerne fortalte mig, at der ikke er noget særligt ved den danske hygge. Meik Wiking og andre har lige lavet et varemærke ud af dette koncept. Det er det hele. Men jeg tænkte: “Hvor er det mærkeligt! Danskerne benægter, at de er specielle, men reelt er de det. Måske er dette hemmeligheden bag deres lykke…”.

Ny dansk oversættelse af “Anna Karenina” præsenteret på Tolstojmuseet i Moskva

S3820019 copy
Der bydes velkommen fra museets side. Salen er behængt med en række Tolstojportrætter – det største og nyeste skuer ud over tilskuerne.

Tirsdag d. 2. oktober blev den første danske Anna Karenina-oversættelse siden Ejnar Thomassens dage præsenteret på det elegante Tolstojmuseum i Moskva. Arvtageren efter Thomassen var Marie Tetzlaff, leder af Det Danske Kulturinstitut i Sankt Petersborg. Tetzlaff har før oversat Krig og Fred og andre af de største russiske romanklassikere, herunder Turgenjevs Fædre og Sønner.

Det er en fornøjelse at læse Marie Tetzlaffs nye oversættelse. Den er mundret og samtidig ikke bange for at bruge ord som “sågar” og “sanddru”, hvilket er en rigdom, der minder os om, hvor smukt et sprog dansk er, når nogen gider bruge det ordentligt.

Ved bogpræsentationen på museet var den danske ambassade repræsenteret sammen med koryfæer fra Moskvas litterære verden, pressen og naturligvis museets ledelse. Alle holdt lange og formfuldendte taler – som russerne elsker. Marie Tetzlaff, der udmærket kender dette folks kærlighed til de store ord, havde forberedt en skarpsleben tale (på russisk, naturligvis) af samme art. Der blev heldigvis også lejlighed til at stille spørgsmål til oversætteren bagefter, og diskutere romanens litterære indhold. Tilhørerne bad om at høre de berømte indledningsord på dansk:

Alle lykkelige familier ligner hinanden, enhver ulykkelig familie er ulykkelig på sin egen måde. (Bind I, side 9)

Jeg tillader mig her at give endnu en prøve på Tolstojs letvingede prosa i Marie Tetzlaffs formskønne oversættelse. En forelskelsestilstand beskriver Tolstoj sådan her:

Og hvad han så den morgen, så han aldrig siden. Især børn, der gik i skole, gråblå duer, der fløj ned på fortovet fra tagene, og hvedeboller, drysset med mel, sat frem af en usynlig hånd, rørte ham. (…) Alt dette skete på en gang: En dreng løb hen til en due og kiggede smilende på Levin, duen rystede med vingerne og lettede, skinnende i solen mellem snefnug, der skælvede i luften, og inde fra en luge lugtede der af nybagt brød, og der blev sat boller frem. Alt dette samtidig var så usædvanlig godt, at Levin lo og græd af glæde. Efter at have gået en stor omvej ad Gazetnyj Pereulok og Kislovka vendte han atter tilbage til hotellet, lagde sit ur på bordet foran og sig og satte sig til at vente på, at klokken blev tolv. I værelset ved siden af talte de om maskiner og snyd og morgenhostede. De forstod ikke, at viseren nærmede sig tolv. (Bind I, side 459ff)

Forhåbentlig har alle læserne oplevet dette mindst én gang i livet.

Lev Tolstoj: Anna Karenina bind I og II. Gyldendal 2018. På dansk ved Marie Tetzlaff.

 

Om romanen

Anna Karenina kaldes ofte verdens bedste roman. Den er forbillede for mange senere romanforfattere, og berømmes blandt andet for at være et sjældent detaljeret spejlbillede af hele sin tids russiske samfund. Dertil kommer, at den tackler almenmenneskelige kriser, som de fleste kan forholde sig til: Når et ægteskab går i stykker trods god vilje fra begge parter. Når en forelskelse kommer på tværs af samfundets krav og forventninger. Når utroskab er en realitet, man må tage stilling til, og der samtidig er børn i det ægteskab, som er brudt. Disse dilemmaer er hovedpersonens, Anna Kareninas.

Sideløbende fortælles hendes brors historie: Stepan Oblonskij er, som sin søster, ikke i stand til at være sin ægtefælle tro – der er ligheder, men også afgørende forskelle i deres situation. Den ene store forskel er, at for Stepan drejer det sig ikke om nogen stor kærlighed, men om en let og hedonistisk livsindstilling – fornøjelser giver man da ikke afkald på? For Anna betyder hendes møde med officeren Aleksej Vronskij derimod en hengivelse for livet og med det som indsats. Den anden store forskel er de involveredes køn. Tolstoj demonstrerer med sin parallel, hvor forskellige vilkårene var for en mandlig og en kvindelig ægteskabsbryder på hans tid, selvom svigtet moralsk set er det samme. Det gode selskab er villige til at tilgive Stepan – det samme er hans kone. Men Anna får kniven på struben på en helt anden måde. Derfor får de to søskende, trods en medfødt disposition, der er fælles for dem begge – en struttende livsappetit og generøsitet – en helt forskellig udvikling (herunder på det etiske plan) og skæbne.

Stepan Oblonskij er dog ikke den næstvigtigste figur i romanen. En hovedperson af samme væsentlighed som Anna er Konstantin Levin, en ven af Stepan og desuden forelsket i dennes svigerinde Kitty. På en måde danner Levin en kontrast til de to Oblonskij-søskendes temperament og skæbne. Af temperament er han ligeså depressiv og aggressiv, som de to er muntre og milde af sig. Levin tager livet tungt. Han vil gerne gøre tingene ordentligt, og da han er født som herremand, betyder det, at han grubler dybt over, hvordan han kan forvalte sin jord og sit dyrehold bedre – særlig grubler han over sit forhold til bønderne.

På det tidspunkt, hvor romanen foregår, er livegenskabet ophørt, og bønder og godsejere prøver at finde sig til rette med nye måder at organisere landbruget på. Socialistiske og kommunistiske idéer er i omløb. Levin er ikke kommunist, selvom han prøver at engagere bønderne mere i arbejdet ved hjælp af oprettelsen af mindre arbejdskollektiver indenfor udvalgte områder. Han foretrækker at gøre det som andelsvæsen – Levin er ikke modstander af ejendomsret. Han vil reformere landbruget på en anden måde.

Det bliver hurtigt tydeligt for læseren, at Levin er talerør for Tolstojs egne teorier på dette område, og at han også etisk eksemplificerer et alternativ til Anna Kareninas og hendes kreds’  livsform. Tolstoj betoner Levins som en sundere vej. Det lykkes for eksempel Levin at blive gift med den kvinde, han elsker – mens kærligheden i lidenskabelig forstand var en side af ægteskabet, Anna ikke havde taget højde for, da hun som ung blev gift med en tyve år ældre mand, der var hende erotisk og følelsesmæssigt ligegyldig.

Levin udgør også en kontrast til Annas elsker Vronskij i den forstand, at han beskæftiger sig med noget, som Tolstoj betragter som mere virkeligt og nyttigt end de abstrakte former for beskæftigelse, bylivet byder på. Karriereræset indenfor politik og militær beskrives som tomme strukturer, der holder folk på afstand af det betydningsfulde i livet. De to mænd i Annas liv repræsenterer hver sit af disse to områder. Ægtemanden, Aleksej Karenins, arbejde i et ministerium bliver et udtryk for hans almene livsfjernhed, manglende evne til at kontakte nogen form for lidenskab eller dybere mening. Og elskeren, Aleksej Vronskij (det er ikke tilfældigt, at han bærer det samme fornavn som ægtemanden) er officer, gør tjeneste som ritmester og er født i en velhavende grevefamilie. Før sin forelskelse i Anna lever han som de fleste unge mænd af sin klasse et muntert liv uden noget særligt moralsk kompas udover på udvalgte (ikke alt for vanskelige) områder. Også han optræder ved en sammenligning med Levin som et eksempel på livsfjernhed. Hos ham bliver denne (som hos Annas bror Stepan) til overfladisk livsnydelse. Hos Karenin bliver den til en indtørring af sjælen.

Men det kendetegner Tolstojs værker, at man ikke let kan sætte et punktum for nogen af personerne i netop etisk eller åndelig forstand. Skønt Levin som sagt tydeligt er et talerør for forfatterens egne sympatier (Tolstoj havde slet ikke behøvet at danne hans efternavn ud fra sit eget fornavn, Lev), har hans valg af livsindstilling også sine åbenbare faldgruber og ulemper. Og omvendt er hverken Anna, Karenin eller Vronskij rene ‘livsmisforståelser’. Der er meget godt og fint i dem alle, de kæmper alle en brav kamp, ikke kun med deres egne personlige fejl, men også med det, der er forkert og forkrøblende i de herskende samfundsnormer. Tolstoj stiller det hele frem på bordet, og læseren kan så selv forholde sig til det.

Herunder følger flere billeder fra bogpræsentationen.

S3820005 copy
Museumsdirektøren holder sin velkomsttale.
S3820012 copy
Den Danske Ambassades repræsentant taler (på dansk med tolk) om de diplomatiske forbindelser mellem Danmark og Rusland i et historisk lys.
S3820023 copy
Den ene beåndede taler efter den anden…
S3820027 copy
… slår sig løs i høj akademisk stil.
S3820020 copy
Publikum holdes i ånde.
S3820040 copy
Aftenens æresgæst, Marie Tetzlaff – som viste sig at være svær at fotografere, da hun gestikulerede ligeså levende som en italiener og var i konstant bevægelse. Men festligt var det at se på. I forgrunden ses bogen, der præsenteres: Anna Karenina på dansk i to bind.

Tetzlaff med bogen                                 Alle fotos er © M. Pontoppidan 2018.

 

 

 

 

 

H. C. Andersens liv

HCA-portræt
Kilde: Skazka.com.ru .

Hans Christian Andersen er uden tvivl en af de mest berømte og elskede europæiske forfattere. Selv om han skrev flere skuespil og romaner, blev han først og fremmest kendt for sine kunsteventyr. Den grimme ælling, som til slut blev til en fin svane, den forfinede prinsesse, som erobrede den gamle dronnings hjerte ved at have mærket ærten, som var skjult blandt en masse tykke madrasser og dyner, den opfindsomme soldat og hans fyrtøj – jeg tager ikke fejl, hvis jeg siger, at alle, som læser dette, er bekendt med disse figurer fra deres barndom, og der er intet mærkeligt ved, at Andersens eventyr er de mest oversatte tekster i verden efter Bibelen. Men hans værker er ikke kun af stor interesse for børn. Eventyrene, Andersen skabte, er dobbeltbundede og inneholder en masse dybe filosofiske og religiøse tanker, tragiske og romantiske refleksioner over livet og bitter ironi, som gemmer sig bag dagligsprog og enkle handlinger. Og der findes en ting til, som gør Andersens eventyr til noget helt specielt. De fleste af dem er hovedsagelig præget af menneskelige lidelser og døden, som er beskrevet så skarpt og intenst, livagtigt og rørende, at det nogle gange er næsten umuligt at holde tårerne tilbage. Tænk bare på den lille pige, som ikke havde noget bedre end et par svovlstikker til at varme sig ved og endte med at fryse ihjel, mens folk fejrede juleaften, havde det dejligt og morsomt i deres varme huse, beundrede juletræ med lys på og spiste dejlig mad.  Andersen rører de dybeste strenge i sjælen på både voksne og børn. Og det, synes jeg, er netop derfor, man sætter så stor pris på hans eventyr. 

Tommelise
Tommelise sætter ud. Kilde: az.lib.ru .

Det forekommer klart, at for at kunne beskrive tragiske hændelser så enkelt og samtidig så dybt med de rigtige ord, uden at overdrive, må man have en særlig tung skæbne og opleve det, man skriver om. Selv om Andersen blev verdensberømt, mens han levede og var en feteret gæst både hos den danske og den europæiske adel, fandt han aldrig ro. Grunden til det finder vi i forfatterens barndom. Hans familie var ikke så rig, det er bedre at sige, den var fattig, og den bestod af tolv mennesker, som alle boede sammen på et værelse. Hans bedstefar blev ofte regnet for gal, fordi han plejede at skære træfigurer, som var en sær blanding af mennesker og dyr. Hans Christian var et ganske nervøst og følsomt barn, og jo ældre han blev, desto værre blev situationen. Han voksede op til en klodset, tynd og ranglet teenager og blev flov over sit udseende. Derfor var det vanskeligt for drengen at stå sig godt med sine jævnaldrende, han følte sig ensom og på en måde ved siden af. Han var også bange for at gå i skole, fordi lærerne praktiserede pryglestraf der. Etter nogen tid skiftede han skole, men lærte sig aldrig at skrive fejlfrit, selv om det lyder morsomt, at den verdensberømte forfatter var dårlig til retskrivning og grammatik. Minderne om skoletiden blev til Andersens mareridt. Men alt dette gjorde ham til den, som han er, og bidrog til hans digtning.

IMG_0918-08-05-18-03-54
Billedet er taget fra denne polske side.

Gennem hele sit liv fortsatte Andersen med at være en særling. Han var bange for at blive røvet og for at miste sit pas, var livræd for at brænde inde (og derfor havde han altid et tov med sig for at kunne komme ud af huset, hvis der opstod brand). Han led altid af tandpine og mente, at hans talent stod i sammenhæng med, hvor mange tænder han havde i munden. Digteren kunne ikke give slip på tanken om, at nogen en dag ville forgifte ham. Da børn over hele Danmark samlede penge ind og sendte en kæmpestor konfektæske til deres elskede forfatter, blev Andersen grebet af panik og videresendte gaven til sin familie. Og det er bare nogle få af hans særheder.

Andersen giftede sig aldrig og fik ingen børn. I ungdommen var han ikke populær hos pigerne, fordi han ikke var en flot mand, rent bortset fra hans sære opførsel. Digteren blev ramt af den første og eneste kærlighed, da han var rundt regnet 40 år gammel. Hans udkårne – Jenny Lind – halvt så gammel som ham og kaldte ham for bror eller lille. Hendes følelser havde ikke noget med romantik at gøre. Siden giftede hun sig med en pianist, og Andersens hjerte blev knust. 

Hvis du beder en, som har læst Andersens eventyr, men ingenting ved om Andersen selv, om at beskrive forfatterens personlighed, ville man næppe forestille sig en ekscentrisk, sær mand, som var bange for næsten alt i sit liv, og ikke var så glad for børn til trods for, at de udgjorde en stor del af hans læserskare. Men Andersen var først og fremmest en vidunderlig kunstner, og derfor, synes jeg, skal han ikke bedømmes som et almindeligt menneske. På trods af – eller på grund af, hvem ved? –  alle sine særheder er Andersen foreviget i sine værker, de værker, som blev skabt af den enestående forfatter, den eneste af sin slags, for det var kun Andersen, som kunne beskrive de mest triste og dramatiske handlinger sådan, at de giver håb og heler hver læsers sjæl. 

 

Inger Christensen-sangen “Jeg ser de lette skyer”

Vores danskhold lærte sangen “Jeg ser de lette skyer” med tekst af Inger Christensen specifikt til et Inger Christensen-seminar på Den Danske Ambassade i Moskva i anledning af en ny russisk oversættelse af samlingerne “Lys” og “Græs” ved Marina Oberlander.

Her synger tre af dem sangen foran Moskva Statsuniversitet i det dejlige forårsvejr.

Nedenfor ses omslaget til den nye, russiske Inger Christensen-udgivelse. Bogen er smukt illustreret af en meget ung kunstner på kun syv år.

 

 

 

Når kager besynges X: Drømmekage III

Hermed atter et digt tilsendt af en danskstuderende i Austin. Louis Cohens hyldestdigt til drømmekagen ender i en kosmisk vision.

drommekage Amo
Drømmekage i bradepande med bagepapir. Fra Amos hjemmeside.

Drømmekage, Drømmekage: Et Digt
af Louis Cohen

Hver nat lukker jeg mine øjne
Og rejser længt væk.
Jeg går ikke i seng –
Åh nej!
Jeg tager bare en bid
Og falder ind i drømmekagens verden.
Hvad kan jeg fortælle om det?
Så sød!
Her er kun en sans: smagssans
Men det er nok for en verden
At blive tabt i…
evigt lækker!
Drømmekage, Drømmekage
Du er mere end en drøm
Du er et univers
Af sukker!

 

Når kager besynges IX: Drømmekage II

De kunstneriske danskstuderende i Austin giver her endnu en prøve på deres kagelyrik. Drømmekagen inspirerer Mason McCabe til at fabulere og skabe et skønt drømmesyn:

polsk bagning af dansk drømmekage
Da vores kageserie nu er blevet multinational, synes jeg, det er passende at præsentere dette billede taget af den polske madblogger Małgosia Drohomirecka, der på sin side Pani Kucharka præsenterer sine landsmænd for den danske spise.

Hvad er en drøm du kan have om dagen?
Hvad er en drøm du kan have langt væk fra en seng?
Natten er langt væk, og du drømmer,
du sidder på havet og i en grøn gård.
Med strimlet kokosnøddehår og mørke øjne ser du gårddyrene.
Den gamle kvinde bringer drømmekagen med til dig
Og du sover ikke
Men du drømmer
Dine mørke øjne er fulde af lilla lys, barn
Er du ikke sulten ude på havet?

Når kager besynges VIII: Hindbærsnitter

 Her er endnu et af de mundvandsfremkaldende kagedigte fra danskstuderende i Austin. Helene Walsh hæver hindbærsnitten til skyerne:

Lone Landmands hindbærsnitte
Foto fra Lone Landmands formidable hjemmeside.


Hindbærsnitter
Af Helene Walsh

Minder mig om en sommerdag
Med en rigtig god smag

Vi får dem fra et bageri
Som vi godt kan lide

Hvid og rød
Og rigtig sød

Bare et lille stykke
Og så er jeg i lykke!

Jeg synes de er så dejlige
Jeg vil aldrig blive færdig

Når jeg cykler hjem
Drømmer jeg om dem

Hindbærsnitter er min yndlingskage
Det har jeg lige opdaget